Hver sin religion....

Min erfaring, som jeg beskrev i den anden tråd, har jeg fra min datter er blevet voksen og har kunnet fortælle mig nogle ting.

Det er meget meget let som voksen at tro, at man virkelig ved hvad er bedst, man ser ens børn reagere som man ønsker eller forventer, og så kan man sige til sig selv, at åh ja, jeg gjorde jo det rigtige...

Men som de fleste ved, så er der påvirkninger i ens barndom, som man ikke formår, at fortælle er meget meget svære og belastende. Ikke for at sammenligne, at aflive hund og pædofili, men børn som har været udatte for pædofili, de har fået kæmpe ar på sjælen, de skriger ej heller op. Derfor mener den pædofile, at det er okay det han gør....

Den dag vores børn bliver voksne, så kan vi få at vide, om det vi gjorde er rigtigt, så må vi have mod og rygrad til at erkende, at ikke alt vi gjorde var det rigtige.....

Nu er døden jo en ret naturlig ting i forhold til pædofili som du nævner.. Da vores Oldemor døde skulle de da også med og sige farvel.. Så har virkelig svært ved at forholde mig til din sammenligning (ved godt du selv tage forbehold for den..)Jeg har bare noget imod at man bilde børn ind at de er "rejst" væk, fundet en kæreste eller hvad jeg ellers har hørt om undskyldninger for et mistet kæledyr.. Men selvfølgelig er børn forskellige.. Mine er heldigvis ikke så sarte, og jeg vil slet ikke opdrage dem med de helt store drama hver gang en kanin, kat eller hund skal væk..

Bianca

Jeg synes heller ikke ligefrem man kan sammenligne pædofili og aflivning af dyr, synes det er en noget voldsom sammenligning! :S

Jeg har selv to mindre søskende, som var til stede da vi fik aflivet vores hund, - på præcis samme måde som dine børn var.

- Det har de taget rigtig godt, og kan bedre forstå at man skal dø.

Synes på en måde det virker mindre "voldsomt" med et dyr, end hvis de en dag står og mister et familie medlem.

Ligesom at jeg synes det er forkert at sige at "nu sover dyret og vågner ikke igen" - har man så lyst til at gå i seng og sove om aftenen!?

Jeg har også set dyr blive aflivet som barn, nogle af mine egne, nogle af familiens og med min onkel som er dyrlæge ude og aflive nogle.

- Jeg er i dag 20 år, og føler selv jeg har et sundt og realistisk forhold til både døden men også mht. aflivning af dyr m.v.

Selvfølgelig reagere børn forskelligt, men så længe man er åben og ærlig tror jeg det er det bedste, specielt med sådan et omtåeligt emne.

Jeg er ihvertfald glad for at mine søskende og jeg fx. kan gå ud og tænde et lys på vores hund Nanna's grav, - vi planter også blomster på den og gør den flot

- Så vi mindes hunden, ligesom vi gør på kirkegården med oldefar, morfar, faster osv.

Så godt at I fik et godt farvel til jeres Buller, og held og lykke med en ny kommende hvalp

den der tråd om børn og aflivning af dyr.

Jeg er stadig glad for min beslutning om at tage knægten med til dyrlægen da hunden blev aflivet. Han har faktisk talt mindre om hunden der blev aflivet hvor han var med, end hesten som blev aflivet sidste år men hvor han ikke var med. Så jeg tror, at det har været bedre og nemmere for ham at forholde sig til, når han var med.

Vi har nu fået en lille ny hundehvalp i fredags, så nu er der liv i huset igen

Da vores kat blev aflivet da jeg var 8-9 år, var jeg ikke med. Jeg vidste faktisk ikke engang at den skulle aflives. Jeg har ingen traumer, selvom jeg sikkert græd.

Da vores hund blev aflivet var den syg og allerede indlagt. Min mand og jeg tog den (svære) beslutning om formiddagen - og børnene fik besked om eftermiddagen, da hunden var begravet i baghaven.

Den store (8år) var ude og lægge blomster på stedet, og der blev grædt en del og snakket meget om det - men selvfølgelig skal de kende sandheden - at hunden var meget syg, og at vi valgte at aflive den fordi den ikke skulle mere ondt igennem.

Til gengæld har de endnu ikke været med til en begravelse. Da min mormor døde var de stadig meget små (den ygste kun en uge gammel) så bortset fra hende blev ungerne passet andetsteds - ikke fordi jeg var bange for hvad begravelsen som sådan ville gøre ved dem, men fordi jeg var i tvivl om, om de ville kunne håndtere det at se både mig, deres mormor og resten af familien være så kede af det.........i bagklogskabens klare lys fortryder jeg dog det valg - for selvfølgelig kunne de klare det.

Børn kan klare meget - bare man ikke svigter dem - som man gør når det drejer sig om pædofili det er et kæmpesvigt.

Som barn fik jeg også sandheden at vide, når vores dyr skulle aflives - og selvfølgelig blev jeg ked af det - men en løgn i den situation havde for mig at se været et svigt.

er det ikke ulovligt at begrave sin hund i baghaven ?

(og nej, det er ikke en "anklage")

Er det lovligt at begrave mindre kæle dyr, fx. hund og kat...

Hvad så i parcelhus kvarterer? Jeg mener da bestemt at jeg har overtaget et hus med en mindre dyrekirkegård i baghaven... (Datoer og navne graveret ind i murstenene bag huset...)

Angelika

Vi skal ned og aflive vores 16 år gamle hund om tyve minutter.

Celina på 8 skal med. Hun har brugt eftermiddagen på at forkæle hunden, der selvfølgeligt har det ganske stålende i dag!!

Men jeg ved jo at så snart vejret skifter, så får hun så ondt at hun ikke kan gå, og både hørelse og syn er meget dårligt, så jeg ved at det bedste vi kan gøre er at give hende lov til at komme herfra uden at få det rigtigt skidt først.

Celina kan ikke helt forstå vores beslutning. Man dræber da ikke nogen med vilje siger hun - men hun har accepteret vore forklaring og vil gerne med for at sige rigtigt farvel og for at se hvad der sket med hunden.

Jeg har talt med med min mand om hvordan vi skal takle det, og han har en oplevelse fra da han var barn hvor hans forældre blot kørete væk med hunden uden at forklare hvad der skulle ske, og han fik det så først at vide bagefter.

Dette føler han helt klart som et svigt, så derfor har vi valgt at bruge god til til at forberede vores datter på hvad der skal ske.

men pyhhh - jeg synes at det er hårdt!!

Jeg syntes du glemmer den mulighed, at du får hunden aflivet, mens din datter ikke er hjemme. Den er så død når hun kommer hjem, den ligger i sin kurv stillet lidt af vejen, så man kan fortælle hende det, inden hun ser den. Hun vil så få at vide, at den var gammel og døde mæt og glad af dage...

Jeg er ikke til den holdning, at det er sundt at børn i den alder lærer, at der er mennesker som er herrer over liv og død. De skal klart lære, at der findes liv og dermed død, men at en mand skal sprøjte noget ind, og så dør man, det har jeg rigtig dårlig erfaring med at fortælle børn.

Man kan nok så meget forklare, men den lille hjerne kan drømme noget så grimt, slemt og meget skræmmende bagefter...

Men enhver gør jo hvad de finder bedst.....

ja, det kan godt være at det viser sig at jeg ikke har truffet det rigtige valg, men jeg traf det valg som jeg selv havde det bedst med. Som jeg følte mest rigtigt, valgt udfra mit kendskab til min datter.

Med til historien hører at vi også har måttet sige farvel til 2 meget gamle marsvin inden for de sidste par måneder, og disse to døde en naturlig død, mæt af dage, så jeg kendte hendes reaktion på denne situation. Tror ikke at det er nemmere for hende at møde den pludselige død.

Jeg tror stadig jeg har valgt den rette løsning. Min datter græd naturligvis og var ked af det, og hun var selv inde på at hun nok ville få svært ved at sove i nat. Det må vi så tage med, hun er velkommen til at søge trøst hos os hvor og hvornår hun har brug for det.

Nu skal vi hygge os i aften, og tale gode og sjove historier om Siska. Vi skal ud til vores nye pony og kramme hende og fortælle hende den sørgelige historie, og så skal vi have lov at tude så længe vi har brug for det. Det har vi lovet hinanden, og selvom hun kun er 8 - så tror jeg hun forstår..

Den værste oplevelse fra min barndom er fra jeg var ca.13 år. vi var på ferie i sommerhus og vores gamle hund var blevet meget dårligt indenfor ganske få dage. Mine forældre besluttede at få den aflivet hos Varde dyrlægerne.

Vi boede i hamborg dengang og mine forældre kunne ikke snakke dansk. Jeg blev sat af hos en heste udlejning i Henne og kan tydligt huske jeg stod ved bagklappen, syntes jeg skulle sige farvel. Men min stedfar sagde bare så hvad står du her for, vi kører nu. Så satte han min mor og lillesøster af i Varde sommerland og kørte hunden til dyrlæge. Der blev den sat i et bur, den skulle aflives senere.

Min stedfar hentede så min mor og søster og så hentede de mig til sidst.

Jeg har det så dårligt med jeg ikke nåede at sige Farvel sådan rigtigt og at hun har siddet i det bur i gud ved hvor lang tid inden hun oplevede sine sidste minutter sammen med vildt fremmede mennesker.

Min stedfar har det også meget dårligt over det i dag og har det den dag i dag (20 år senere) stadigt som om han "ser" hende gå på gaden ind imellem. Han har altdi været bange for at de ikke aflivede hende, han så det jo ikke....

Så uanset hvad så tror jeg nu ikke det er helt forkert gjort overfor børn at vise dem ærligt hvordan tingene foregår og lade dem opleve smerten.

Jeg vil gøre det samme med min pige hvis vi skulle af med et husdyr.

Håber snart i finder en dejlig ny hvalp, det er så tomy i huset efter man har mistet...

så aflivet Emira i går, og da vi har valgt en dyrlæge i Viborg (bor 20 km væk), så kræver det jo en køretur... Meningen var egentlig, at Sarah Amalie ikke skulle være med, før vi begravede hende, men tingene kom til at gå lidt anderledes... Vi skulle møde til stuegang på sygehuset (datteren har været indlagt) kl 9 i Viborg, så vi besluttede at tage hundene med (de elsker at køre bil)Omkring kl. 10 var vi færdige på sygehuset, så vi tog en tur i skoven, så Emira kunne få en sidste skovtur... Kl. 11 stod vi så ved dyrlægen... Mand, barn og hund nr. 2 blev udenfor, men jeg gik ind med Emira.. Det var jo hurtigt overstået, og Emira blev kørt ud til bilen... Sarah Amalie så hende, og vi fortalte, at nu var Emira oppe i himlen, og at vi skulle ud til mormor og morfar for at begrave hende.... Vel derude hjalp Sarah Amalie med at grave hullet, og plukkede blomster til hende...

Rigtig eller forkert, det ved jeg ikke, men vores datter har reageret positivt på denne oplevelse, og hun virker ganske, som hun plejer.