Mit hjerte bobler af glæde over det spirende forår, og alle jeg møder på min vej smiler til mig når de ser mit fjollede glade grinende fjæs! Nej, jeg er ikke forelsket....
...eller det skulle da lige være i selve livet!
Historien er lidt lang, men måske den kan være til inspiration for nogle der -som jeg- har haft det svært.
For efterhånden snart 7 år siden mødte jeg denne her helt fantastiske fyr -eller vi kendte godt hinanden i forvejen, men det var omkring første maj til en fest at han fortalte at han var vild med mig. Han havde en kæreste, som han dog ikke længere var særlig glad for, så jeg gav ham en måned til at få det afsluttet på en ordentlig måde -for min (og hans) samvittigheds skyld.
Herefter var alt fryd og gammen i de næste år -jeg flyttede hurtigt ind til ham og var fuldstændig forelsket til op over begge ører.
Der var nogle småting der bekymrede mig lidt, men jeg besluttede hurtigt at det var værd at tage med, for resten af ham var jo så fuldstændig fantastisk. Bla. irriterede det mig grusomt at han altid kom for sent til alt, at han aldrig talte om mig til sine venner eller inviterede mig med til fester og at han aldrig snakkede med mig når vi så var til fest eller noget. Men pyt -han var jo så fantastisk.....
Efter en 2½ års tid fik jeg arbejde i Århus og måtte flytte herover, men vi var helt enige om at det nok skulle gå -det tager jo kun 3 timer med bus/tog mellem Århus og København, og vi kunne jo skiftes til at pendle. Det vil sige -det var oftest mig der tog over til ham, for vi havde jo fælles venner og lejlighed dér, mens jeg kun havde et værelse i Århus. Faktisk var han vist kun ved mig 2 gange i løbet af 10 måneder...
En weekend mens jeg var hos min veninde i england, var han så til fest og kyssede med en anden. Det var et slag!
Men vi fik talt om det, og fordi han præsenterede det somom han var træt af sit arbejde osv., undskyldte jeg ham -ikke mindst fordi han indvilgede i at gå til psykolog (som jeg også gjorde).
Jeg kom tilbage til KBH igen og vores forhold var bedre end nogensinde før -dog var jeg lidt ked af at han ikke var indstillet på at finde en fælles bolig eller på anden måde binde sig. Men han skulle så også 8mdr til USA. Jeg tod med ham de først 2mdr, og vi havde det helt fantastisk sammen. Han begyndte at tale om at få børn osv., men det skulle selvfølgelig først være når han kom hjem igen. Hjemme talte vi sammen på Skype hveranden dag, og det gik egentlig fint det hele. Han skulle komme hjem tre dage før min søsters bryllup, men en dag fik jeg så en mail om at han ikke kom alligevel -pga. at arbejdet trak ud. Jeg var fuldstændig knust, men i min sædvanlige optimisme og blinde tillid til ham fandt jeg hurtigt ud af at indstille mig på at vente to måneder mere. Jeg foreslog at komme over at besøge ham, men det havde vi egentlig ikke råd til, som han påpegede.
Herefter begyndte det at gå helt galt. Han begyndte at aflyse vores Skype-aftaler, som altid var om morgenen pga. tidsforskellen. Da han først aflyste et par timer før, begyndte jeg at ligge søvnløs om natten eller stå voldsomt tidligt op for at tjekke om han havde mailet. Det gik naturligvis ud over mit arbejde, idet jeg overhovedet ikke kunne konventrere mig. Heldigvis var der ingen der opdagede noget, idet jeg havde kontor for mig selv, men jeg kunne få hele dagen til at gå med at stirre tomt ud af vinduet eller være her på HN.
Jeg begyndte at gå til psykologen igen, som mente jeg var på vej ud i en depression. Men alt ville jo blive iorden igen når han kom hjem!
Det gjorde han så, og alting virkede helt forkert -han var helt væk fra mig, hvis I forstår?
Jeg skulle til Italien med arbejde en uge, og han skulle så komme ned til mig så vi havde en weekend i Venedig til at finde hinanden igen....Det var en mærkelig weekend, men det var ham der talte om hvordan vi skulle holde jul, hvor vi skulle bo osv., så mit shock var enormt da han på vejen hjem i flyet fortalte mig at han ville tilbage til USA!!!
Efter nogle dage fik jeg hevet ud af ham at det var fordi han havde en kæreste derovre.....hvor længe det havde stået på véd jeg ikke, men her havde jeg siddet derhjemme og ventet på ham, og troet ham når han sagde han elskede mig osv. Hvor dum og naiv jeg dog følte mig!
Jeg var jo nødt til at flytte, men der gik et par måneder hvor jeg hver fredag kom for at hente mine ting og han hver søndag grædende bad mig om at blive. Det ville jeg dog kun hvis han droppede hende, hvilket han så lovede. Jeg mente jo vi kunne finde ud af det hele igen, for jeg elskede ham jo så højt! Og det var jo kun mig der ville kunne befri ham for alle hans moralske grublerier -han var jo også dybt ulykkelig.
En dag kom han så og besøgte mig i Århus, og vi havde en rigtig dejlig dag sammen, som endte med at jeg spurgte om vi så kunne være kærester igen nu? -Det ville han egentlig gerne, men det var faktisk sådan at hende fra USA skulle komme hjem til ham i tre uger, og holde jul sammen med hans familie.... 
Det var det der skulle til for at jeg -endelig! -fik sat foden ned og sagt stop. Han regnede åbenbart med at jeg lige kunne være on hold mens han kunne få lov at vælge mellem os -mage til arrogance og selvoptagenhed!
Så jeg skred. Og han flyttede over til hende. Men jeg var dybt, dybt ulykkelig, for jeg elskede ham så højt, og kunne aldrig finde en ny. Han ville holde kontakten, sagde han, men han skrev aldrig. Jeg så en del fyre, men havde egentlig ikke lyst til noget videre, for mit hjerte var lukket. I sommer blev han færdig med sin uddannelse, så jeg skrev en mail med tillykke, og han svarede noget med at han dyrkede tomater. JEg blev så gal over at han skrev om noget så intetsigende!!!
Så jeg skrev ikke igen. Før i søndags. For han havde sagt han skulle være i USA et år, og jeg ville gerne vide hvor han var så jeg ikke risikerede at rende ind i ham på gågaden. Han svarede i mandags, og nu kommer vi så til årdagen til mit indlæg:
Jeg mærkede intet i maven over at se der var en mail fra ham! Og indholdet efterlod mig ligeglad (jo, jeg var glad for at han blvier derovre et år mere). Og det var så fantastisk en fornemmelse endelig at være helt fri af ham!
Det er ikke fordi jeg har fundet en anden, men det skal nok komme, nu hvor jeg er klar og fuglene kvidrer og solen skinner!
Hvis du fulgte med så langt, så vil jeg ønske dig et dejligt forår, og se: Der er et liv på den anden side, selvom det kan være meget, meget svært at tro det når man føler det hele er forbi, og at man er totalt værdiøs.
... Han ville heller ikke foretage en "bodeling" så vi kunne komme videre, så jeg tog det der var mit - og flyttede... Dog undlod jeg at tage vores fotoalbum hvilket jeg ærgre mig over i dag, samt de personlige billeder og mit fotografi-apperat (gammelt), da han havde købt linser til det, og egentlig var den der brugte det. Jeg har aldrig fået de personlige billeder, og får dem nok aldrig at se igen desværre...
