for nogle år siden blev jeg selv ramt af posttraumatisk stress.
jeg havde haft en hård tid med uddannelse(socialrådgiver) og midt i det hele skulle jeg i retten for at få forældremyndigheden over mine børn.
Der var en del chikane fra farens side, også gennem børnene.
Da hele sagen var vel overstået og jeg havde vundet (eller rettere sagt børnene vandt!) mente jeg, at nu skulle jeg videre med livet og uddannelsen. Jeg var startet i praktik og opdagede pludselig at jeg ikke kunne samle mig om noget som helst. jeg græd over ingenting, kunne intet overskue og fandt ud af at jeg slet ikke havde fået fat i alt det jeg skulle for at gennemføre uddannelsen.
Jeg valgte at stoppe, blev sygemeldt i ca 3 mdr og deltog i noget gruppeterapi. Jeg "fuldførte" dog ikke terapien, da jeg synes den tog udgangspunkt i et forkert sted i mit liv; de mente jeg skulle starte med min barndom ligesom de andre på holdet, men det var jo ikke den der var problemet i denne situation!
Jeg fik det gradvist bedre og har lært at lytte til min krop og dens signaler.
Håber det samme sker for dig, held og lykke fra mig.
