oven i hovedet.

sådan en gnier.

Nej det er knagmer da ikke rimeligt hvis det er en barn under 18 år.

Hvor gammel er barnet?

Der er en verden til forskel, om det er en 16-17 årig der tjener sine egne penge, eller om det er et barn i den skolesøgende alder uden fritidsjob ved siden af skolen.

- Salvia

Man da ikke tillade sig, hvis de har købt gården sammen..

Som Inger skriver, slet ikke, hvis barnet er under 18 år, men da heller ikke alligevel.

Har barnet en indtægt..

Barnet er 10 år

De har købt gården sammen men har ikke fælles økonomi. og manden har ikke børn

Hvis han ikke mener, at barnet er en DEL af familien og skal betale på den måde, så skal hun se at komme VÆK fra ham, for så er han syg i kasketten.

... det ikke er mig der har købt gård sammen med sådan en gnier.

Bor man sammen bør man have et vist fællesskab i økonomien - og kunne deles om de daglige udgifter. Og det har sikkert ikke været en hemmelighed for ham at der fulgte et bonusbarn (med de dermed følgende udgfter - og glæder) med når han flytter sammen med hende.

Folk er sære!

han er da syg i roen. Sådan en idiot smed min nabo kone ud for 2 år siden, det er faktisk en sygdom den slags mænd har.

Og det kan kun gå for langsomt.

Så behøver jeg vist ikke sige mere.

ja af fare for at blive overfaldet så ved jeg at da min mor og stedfar købte hus sammen der købte hun 2/3 dele og han 1/3 del. Så kunne der ikke være noget brok over at vi var to børn som han skulle betale husleje for. Ikke at jeg tror der nogensinde har været brok over det, min mor valgte bare at gøre det sådan for at der netop aldrig skulle blive noget.

De lavede så også noget testamente noget sådan at hvis hun nu faldt fra så overgik huset vist nok til ham og vi ville få nogle penge eller sådan noget. Bare så vi ikke kunne smide ham på gaden da han måske ikke lige havde råd til at købe 2/3 dele af huset.

Det er ikke noget jeg har været involveret ret meget i, men jeg synes egentlig det var en fair måde de fandt ud af det på.

Efter jeg er flyttet hjemmefra og de er flyttet i nyt hus tror jeg dog at de har delt 50/50 selvom min søster stadig bor hjemme.

Men jeg synes dog at det er noget man burde være blevet enige om INDEN man købte huset og jeg kan så ikke helt forstå hvis det skal skille dem ad, min mor gjorde det for at have sit på det rene, og jeg tror aldrig min stedfar havde kunnet finde på at forlange det af hende.

De får da virkelig problemer når tøsen kommer og skal låne biler som han ejer hele eller halve dele af, når teenageårene kommer, dørene bliver smækket og han blive hendes værste fjende. Husleje burde ikke være så stort et problem.

Det er simpelthen ikke et krav man kan komme med når huset ER købt!

Hvis barnet var over 18 - så ville det være noget andet - uanset man stadig burde have snakket om det på forhånd, - men en 10 års!

Hvad sker der for ham!

Og som Hippo skriver, så efter huset er købt!!!!!!

Den var ikke gået her, han kendte vel til barnet, inden de købte hus

Sikke en klovn Jeg var skredet med det samme, ikke om jeg gad sådan en gnier.

være lykkelig for min mand, han har taget min datter til sig som sin egen, og har gladeligt betalt hendes mad penge i børnehaven, ja han har skam også ofte betalt børnehaven,

Ham manden må da have vist at der var et barn med i sagerne en gang han købte hus med hende.

Min mor og stedfar har været fælles om alt selv om hun havde to teenage børn da de fandt sammen

Jannie

Jeg synes da også sådan en mand er en super idiot - jeg forstår bare ikke at man ikke har talt ting som økonomi igennem inden man køber.

Vi købte ejendom sammen sidste år - et par halvgamle småsære eneboere - og vi havde talt ALLE detaljer igennem både økonomi og praktiske gøremål, inden vi overhovedet begyndte at kigge på noget.

Ja nu tror jeg tiden er kommet til at sætte lidt røre i andedammen. Jeg bliver nok hakket helt ned til sokkeholderne, men det har jeg så tit været udsat for før, herinde. Så jeg løber risikoen endnu engang.

Her i huset bor min mand, mig selv, og tre børn. De tre børn er 3, 9 og 12 år. De er min mands og delebørn. De bor hos os halvdelen af tiden, og har tidligere boet hos os på fuldtid grundet sygdom hos moderen.

Jeg betaler intet til børnene. Jeg betaler 3250 kr. om måneden. Det er for det hele. Altså husleje, mad, toiletpapir, shampoo, vand, el, renovation osv. osv. Det er min mands hus vi bor i.

Jeg elsker ungerne, og ville blive dybt dybt ked af det, hvis jeg mistede dem. Jeg betragter dem som mine egne og ungerne er rigtig glade for mig. Som den mellemste pige på 9 sagde til mig forleden dag "jeg er heldig, jeg har tre forældre" Den yngste på 3 år kalder mig mor.

Men, hvad økonomien angår, så betaler jeg ikke en rød reje. Det er ikke fordi jeg er en gnier. Men de har altså begge deres forældre. Det er dem der har valgt at få børnene. Jeg ved så godt, at jeg også har valgt at leve sammen med deres far, men det var HAM, altså manden, jeg valgte. Det var ikke børnene. At de så er blevet et plus med tiden, ja det er jo dejligt. Jeg har valgt ikke at ville have børn. Hvilket også er en af grundene til at min mand og jeg kan leve sammen, da han ikke ønsker flere børn. Hvorfor skal jeg aflaste enten moderen, faderen eller dem begge to, rent økonomisk. Rent biologisk set er de jo ikke mine. Og hvis min mand og jeg en dag går fra hinanden, ja så har jeg ABSOLUT INGEN RETTIGHEDER hvad angår børnene.

Der er rigtig mange følelser involveret når der er bonusbørn i et forhold. Folk som ikke har prøvet det, har ingen ide om, hvordan det er. Jeg har måtte æde de største og mest ækle kameler her i huset, hvis min mand og mit forhold skulle overleve. Børnenes mor er psykisk syg, og jer der ikke har prøvet at leve med en ekskone med psykiske problemer, i gør jer ingen anelse om, hvor svært det er. Men børnene kommer bare i første række, og så er det mig der må smøre godt med nutella på kamelens pels, for at få den ned. Alt dette gør jeg gerne, men betaler for dem, nej det gør jeg altså ikke.

Jeg giver gerne en tur i biffen, men hvad dertil hører. Eller køber en ting til dem osv. osv. Men det er min egen lyst, institutioner, mad, husleje tøj, fritidsinteresser osv osv. Det må de biologiske forældre altså stå for.

.. du skriver jo også direkte at det er din mands hus i bor i.

Hvis I to havde købt et hus sammen - ville du så forlange at han skulle betale husleje for at have sine børn i sit eget hus?

Jeg tvivler!! Jeg ville finde det naturligt hvis man siger at de ekstra udgifter der er til børnene går af forælderens økonomi (hvis man da ikke vælger at hane fælles økonomi - hvilket i min verden ville være naturligt når man bor sammen i længere tid) - men direkte at skulle betale husleje i sit eget hus... den synes jeg er for smålig.

Vi går i salgstanker. Vi vil gerne have noget større, med noget "værksted" til manden. Og jo, hans del af huslejen, når vi køber noget sammen, bliver større end min.

Vi er tvunget til at skal ud at have et rimeligt stort hus, da hvert barn skal have et værelse, (mandens ønske hvilket jeg da er enig i) men det betyder at vi skal se os om efter et hus, hvor der er min. 4 værelser + alt det andet. Det bliver da alt andet dyrere end et hus med et enkelt værelse(soveværelse) + alt det andet. Dertil kommer at herren ikke vil flytte fra egnen, grundet børnene, hvilket er fuldt forståeligt, men igen er det hans valg. Jeg personligt er fløjtende ligeglad med om vi bor i Nordsjælland eller på Skagen. Området hvor vi bor ligger desværre i den dyre ende, og derfor bliver huset jo igen dyrere, end hvis børnene ikke var der.

Jeg synes klart at holdningen herinde er, at bonusforældre skal betale til bonusbørn. Hvorfor er det lige at bonusforældrene skal det? Der er da en masse ulemper ved at være bonusforældre.

Lad mig remse dem op for jer:

- Jeg har ABSOLUT INGEN RETTIGHEDER hvad angår børnene.

Ved en evt. skilsmisse mister jeg børnene. Mine forældre og

søskende har taget ungerne til sig, som var de mine, hvilket

man også er nødt til at forholde sig til. Jeg kan ikke bare

tillade mig at blive tøsesur og skride, da det har nogle

voldsomme konsekvenser. Min familie mister ligesom også

børnene i sådan en situation.

- Nu er det jo ikke kun mig der kan daffe ud af det her forhold.

Det kan min mand jo også. Forestil jer, at hvis jeres mand går

fra jer, så ser i aldrig jeres unger mere...! Hvordan tror i

mavefornemmelsen sommetider er? Og det har absolut intet at

gøre med at vores forhold ikke fungerer, men eftersom

situationen er som den er, kan man jo ikke lade være med at

tænke over det end i mellem.

- Hvis min mand dør, gud forbyde det, overgår ungerne til deres

mor. Hvilket jo igen gør, at jeg mister dem.

- Ved dødsfald arver jeg det loven tilskriver mig, med mindrer

der er skrevet testamente. Men uanset om der er skrevet

testamente eller ej, så kan jeg ikke sidde i uskiftet bo, med

mindrer ungerne skriver under på det. Så længe de er under 18

år, er det deres værge der skal skrive under. Hvilket vil sige

at i vores tilfælde er det jo så deres mor, idet min mand,

deres far, vil være død.

- Og så kommer der alle hverdagsproblemerne i starten af et

forhold hvor der er bonusbørn indblandet. De problemer

forsvinder stortset, heldigvis, med tiden. Når alle ligesom

har fundet deres pladser i den nye familie.

Og så skulle jeg også betale for dem? Niksen biksen. Som sagt så giver jeg gerne en tur i biffen, i sommerland, en spontan gave osv. osv. Men det er når jeg har lyst og overskud til det i min økonomi.

Og ellers så knuselsker jeg dem bare, og forsøger at give dem en så tryg og stabil hverdag som overhovedet muligt.

Vi tager alle chancer i livet - især når vi elsker.

Jeg syntes stadig det er småligt.

Jasper, nu skriver du om at tage chancer, især når man elsker. Fortæl mig lige, om du ville involverer dig i et forhold, hvor, hvis det endte i skilsmisse, du ville miste dine børn?

Livet ikke giver, så er det garantier.

Jeg kan ikke forstå du gør det(altså forholdet) hvis du føler, det er så stort et offer??

Og jeg har jo heller ikke på skrift, at mine børn overlever mig!!!.........men det er da ikke grund nok til, at bede ens partner om at betale mere

Men vi er jo forskellige og fungere det for dig og din kæreste, så er det jo fint, men jeg kunne aldrig leve i sådan et milimeterdemokrati.

dancer

kan kun sige!!!

"du har et stort hjerte "!!!

- også tankerne omkring din familie og deres forhold/afsavn

--det er bare sådanne mennesker som dig, der skulle være nogle flere af i denne verden, så ville den se betydlig andeledes ud

stor roser til dig

hilsen hanne

Jasper.

Jeg har ikke skrevet at det er et stort offer. Jeg har bare ridset faktaer op, omkring det at være bonusforældre. Jeg synes ikke det er et stort offer. Som idligere skrevet så har jeg måttet smøre en del kameler ind i nutella for at få dem til at glide ned.

Men fachs er, at der er en del flere ulemper ved at være bonusforældre end ved at være biologisk forældre.

Mange har spurgt mig om jeg ville have valgt anderledes hvis jeg vidste hvad jeg ved idag, angående mand, børn og psykisk syg ekskone. Ekskonen var ikke syg da jeg mødte min mand.

Og jeg må indrømme, at hvis nogen havde stukket mig et stykke papir, hvorpå der stod skrevet, hvilke ulyksagligheder, enormt ustabile hverdage, ulykkelige unger, p*sse arrig mand (på ekskonen), enorme ækle kameler der skal sluges, osv osv, jeg ville få ind i mit liv ved at forelske mig i denne mand, ja så havde jeg jo nok betakket mig.

Men hvor er jeg glad for der ikke var nogen der kunne fortælle mig det. For så havde jeg ikke haft det jeg har i dag.

Idag har vi nemlig fået stablet en rimelig stabil hverdag på fødderne, vi har tre dejlige, stabile og velfungerende unger og ekskonen er også på vej den rigtige vej, og det er ikke for at fremhæve min mand og mig selv, men hun er på rette vej, meget pga. os.

Derudover så har vi et dejligt forhold, og vi er bestemt enige om, at vi har bestået vores ilddåb. Den 19 januar i år, er vores forhold 2 år gammelt. Min mand og jeg var stadig i den mest dybe og himmelske nyforelskesfase, da ekskonen blev syg. Og jeg skal hilse og sige, at det er noget der trækker tænder ud.

Jeg mener bestemt at jeg yder min del, hvad børnene angår. Jeg vil bare ikke betale de faste udgifter til dem.

Hvis deres mor ikke var i deres liv, uanset årsagen, ja så ville jeg gerne betale, men både deres mor og far har langt højere lønne end jeg har. Også selvom moren er syg, har hun stadig væsentlig mere udbetalt end mig, grundet en yderst velvillig arbejdsgiver.

Så jer der mener at det er småligt, forklar mig venligst hvorfor? Kom med nogle gode argumenter.

Og Anne. Tusind tak, det varmer.

jeg kan godt følge dig. Jeg synes også at den med børnene med alle kravene til huset og egnen skal betale mest, i aftaler det jo så på forhånd, hvilket jeg synes er et stort plus. Problemet med trådstarters veninde er at det er noget som ligesom er kommet bagefter.

Som jeg har skrevet gjorde min mor og stedfar det samme. Og nu her hvor jeg er blevet ældre kan jeg godt se at min stedfar sikkert er den som har haft det hårdest i hele familien.

Det der stedforældre/børn noget er en mærkelig størrelse som er ufattelig svær at takle.

Men jeg synes det lyder som om i har fuld styr på hvad der fungere for jer. Og jeg kan kun give dig ret i at det lyder som en god løsning

...det med at der intet er aftalt om husleje i forvejen - og at de ejer huset 50/50

Hvis jeg flyttede sammen med en der havde et barn - eller flere - og huset skulle købes specifikt efter de ekstra krav der var pga børnene, og derfor kostede mere end hvis det kun var os to - så ville jeg også mene at det var ganske rationelt at han bidrog mere til huset end jeg.

Men så skulle det gøres på en måde der var fair - f.eks. at huset blev købt så han ejede 70% og jeg 30% - og at det vi bidrog til renter og afdrag passede til dette.

På den måde ville jeg også være sikret i tilfælde af hans død - for var vi gift ville jeg arve 50% af hans 70 %, og dermed eje65% af huset - jeg skulle så købe barnet/børnene ud af de sidste 35% for at eje huset helt, men de skulle jo i givet falde heller ikke snydes for deres retmæssige arv!

Aå det er ikke fordi jeg ikke kan se pointen i det Lone skriver - og jeg er faktisk ret enig i overvejelserne!

Men at købe et hus 50/50 uden at have aftalt noget om ekstra husleje for barn - så synes jeg ikke at det er i orden pludselig at forlange 2000 om måneden for barnets ophold! På den måde betaler hun jo langt mere end 50% af lånet af - men sælges huset ejer hun stadig kun 50%. IKKE fair!

jeg er helt enig. Man skulle have overvejet det inden huskøbet. Men så havde der også været mange fairløsninger at finde frem til

der er jo en væsentlig parameter her, som I glemmer:

De har købt huset sammen, formentlig 50/50 hver.

Nu forlanger han 2000 i husleje for barnet, men konen ejer stadig kun sin del, men skal betale mere - hun betaler altså direkte penge til hans del, uden at få større del i ejendommen.

Hvis nu han havde gjort rede for sit synspunkt fra straten, så havde konen kunnet eje fx 65 % , betale 65 % og dermed få større fradrag, større del ef ejendommen - og samtidig tilgodese, sønnen hvis fx hun skulle dø i utide.

Man kan da ikke forlange at hun skal betale husleje ved siden af uden mulighed for kompensation i form af fradrag osv!

Jeg har altid haft 100% fællesøkonomi med dem jeg har boet sammen med , men jeg kan egentlig godt se Dancers pointe og se noget rimeligt i, at fordele det således.

... at tænke på de mange situationer hvor man køber hus efter den ene parts interesse.

Der må da være en del herinde der specifikt har købt et hus på landet fordi den ene part gerne vil have sin hest hjemme - og hvor den anden part ikke er hesteinteresseret.

Har man så købt huset 50/50 eller har den hesteinteresserede betalt mere? Eller ville de der har et sådant arrangement mene at det var rimeligt at deres partner krævede staldleje for de heste der stod hjemme?

Og det behøver jo ikke være heste der er tale om - det kan også være at manden vil have et værksted til at rode med biler - eller andre specifikke krav der indsnævrer husudvalget og måske gør huset dyrere end hvis man blot skulle købe et almindeligt parcelhus.

Hvad har de forskellige herinde valgt at gøre?

Det er jo noget helt andet.........Tsk tsk

Det er jo folks interesser og det kan overhovedet ikke sammenlignes med andres børn

du starter med at skrive, at du ikke er en gnier - bagefter skriver du, som argument, at du jo ikke har nogen rettigheder til børnene, hvis i går fra hinanden.

For mig er man altså en gnier, hvis alt hvad man gør, skal falde tilbage i ens turban og helst med afkast.

Min mand tog min datter til sig - også økonomisk - uden at blinke. Pungen var åben fra dag et - hvad der var hans, var også vores. Og sådan skal et samliv da være, hvis I spørger mig...

Her bliver der ikke set på, hvem der betaler hvad - dine, mine og vores børn. Her bliver det hele puttet i en stor pulje, til glæde for alle. Alt andet, ville aldrig fungere for mig.

Det har jeg faktisk tænkt meget på, på det sidste. Min kæreste har hele tiden meldt meget klart ud at han ikke så sig selv på landet, hvilket jeg har bildt mig sel ind at jeg kunne leve med. MEN det er så gået op for mig at jeg overhovedet ikke kan. Jeg skal ud hvor jeg har plads til mindst de to heste jeg har nu. Ikke i morgen, og måske heller ikke de næste par år, men med tiden. Stilte ham så det ultimatum at skulle det være os, måtte han gøre op med sig selv om han kunne leve derude, for jeg kunne ikke leve uden. Det meldte hqn så at han kunne, men så er det også jeg tænker at jeg ikke kan bede ham om at betale for alt det ekstra jord, ridebane, stald m.m. når han jo egentlig slet ikke har "lyst" til at bo der. Men var han nu typen der gerne ville have et værksted eller lignende, og gå at makke, så var det noget andet. Men ejerforholdet skal så også være efter det. Betaler jeg 70%, får jeg tilsvarene ved salg.

Jeg synes da det er en sød tanke, at den der har størst interesse i huset betaler mest, og dermed også ejer mest.

Men det kan jo kun lade sig gøre hvis vedkommende er i stand til at betale det (og blive godkendt til det osv)

Hihi - men hvad så hvis manden - alligevel - begynder at indrette et værksted - og egentlig synes det er spændende nok... trods alle odds ... skal han så begynde at betale - og eje - mere?

hvis jordpriserne og stiger - skal han så have det mindre udbytte end dig ved salg? Og hvor sur ville ahn så lige blive?

... at ejer og betaler man til en større andel af huset - så skal man jo have tilsvarende mere af udbyttet hvis man sælger.

Det synes jeg siger sig selv.

Der hvor jeg synes det er et skråplan er hvis man ejer noget i fællesskab 50/50 og så den ene part begynder at kræve husleje af den anden. Og det er uanset om det er for børn eller hobbyer.

Hvis nu konen vil have et drivhus i haven - skal hun så betale leje til sin mand af den jord hun bruger til det? Og skal manden så betale ekstra kostpenge til hende hvis han spiser af HENDES tomater?

Hvis manden vil have en bil, skal han så betale husleje til hende af brug af garagen? Og skal hun så kun kunne køre med til almindelig HT takst (og hendes barn på børnebillet)

Jeg synes ikke at milimeterdemokrati hører hjemme i det fællesskab som et parforhold burde være.

(i øvrigt - barnet er jo ikke uden "indkomst" selv - der er børnepengene og sikkert også bidrag fra barnets far - hvis de penge indgår i husholdningen dækker de jo en bid af de daglige udgifter der er forbundet med at have et barn)

vanvittigt, havde jeg sådan en mand så var det godt nok ud. Jeg havde også et barn med ind i vores forhold, vi har nu 5 i alt, og der er aldrig blevet gjort forskel på mit og så vores børn . overhovedet.

det er utroligt småligt at ikke ville være med til at forsørge en andens barn, er man sammen med manden eller konen, så tager man barnet med - med alt hvad der følger, men det gør de fleste da heldigvis også.

en enlig mor får forskellige tillæg for at kunne klare sig, når hun finder en kæreste så overtager han den forsørger pligt over for barnet, og de forskellige tillæg falder bort, hvorfor mon, fordi det ligger de fleste helt naturligt at tage barnet til sig, også økonomisk.

Mette

Målløs....

Sikke et millimeter demokrati/diktatur der her lægges op til.

Som samfundet er i dag, er der ikke mange kvinder, af en vis alder, der ikke kommer med børn ind i et nyt forhold...

Tager man kvinden, tager man sgu også hendes børn.

Vil man ikke børnene, så find en kvinde uden børn....

Jeg har aldrig tänkt tanken om at jeg skulle betale mere for mine börn. Min mand har altid tjent ca dobbelt så meget som mig, men det er aldrig blevet påtalt. Men jeg ved at folk har haft ondt i r.... over at jeg har gået hjemme i perioder og "nasset" Vi har haft fälles ökonomi fra dag 1. Men vi har nogen venner, eller rettere sagt hun er Han ville have delt alt Op. Hun havde 2 börn og så havde de et delebarn. Elregnngen f.eks der betalte han en voksen part + halvdelen af en börnepart. Hun skulle jo betale delebarnets halvpart. det var så sygt. Men han er dokumentet syg. Men sikke et show.

Og det mener jeg!

Vi købte hus sammen, vi er ikke gift, jeg har min dreng. Manden lagde udbetalingen- men jeg betalte mere i driftsomkostninger, for jeg tjente mere. Vi har ikke fælles økonomi, vi har en budgetkonto- og der er alle faste udgifter på.

Vores mukkebikker (knallerter) er på papiret mine, da jeg har købtdem cash. Den gamle Gule er mest Nørdens, han kan bedst lide at køre på den. Mht reparationer- har jeg også betalt mest.

Jeg syntes sku du lyder som en ganske fornuftig og kærlig bonus mor, det ville ikke genere mig, om jeg skulle aflevere mine børn hos dig på weekend

Jeg syntes det er flot du tager stilling, at du melder ud hvad du mener, og hvordan i får det til at passe, kommer da ikke en hujende fis ved....

At du, som mener du ikke skal have børn, går ind til 3 delebørn, som har en psykisk syg mor, det er sørme da noget af en opgave, jeg tager hatten af for dig...

Om folk har milimenter demokrati, om de deler alle udgifter lige, eller hvad de gør, er del totalt lige meget. Det vigtigste er, at vi alle er glade, i de forhold, og under de forhold vi bor....

Vibs 1:

Tusind tak for de pæne ord. De varmer.

Og ja, det har været noget af en mundfuld. Men som tidligere skrevet, så er jeg idag glad for at have stået distancen.