Ja, det er blevet en rodet affære.
Og jeg tror det trænger til, at komme ud.
Jeg fortæller normalt ellers aldrig folk om mine forældre.
Min far døde da jeg var knap 11 år. Inden da var mine forældre skilt. Det er jo efterhånden nogle år siden. Og udenpå har jeg det ganske vist udemærket med det, men jeg drømmer meget om ham, drømmer han bare er rejst væk i de år der er gået. Og han ligepludselig en dag står her. Jeg kigger altid overalt i min lejlighed når jeg kommer hjem, for jeg er virkelig overbevist om han stadig er her. Og jeg tænker hver dag på, at hvis han kom, så skulle han se Raja.
Det skal måske lige siges jeg aldrig fik sagt farvel, han døde i en ulykke fra den ene dag til den anden.
Jeg husker ikke meget fra den tid med begge mine forældre, men alligevel er det noget jeg tit tænker på og drømmer om, at få tilbage.
Fra jeg ar omkring 6 år til jeg var knap 17 boede jeg sammen med min mors kæreste og hende (de blev skilt sidste år).
Han drak/drikker meget og er generelt meget sær. Efter vi flyttede fra ham er det lidt gået op for mig, at han nærmest har kørt psykisk og fysisk terror på min bror og jeg. (Han har bl.a. smadret mine fortænder ved, at banke mit hoved ned i et bord).
Min mor har været syg i omkring 6 år tror jeg, depression og posttraumatisk stress. Og før det arbejdede hun altid. Jeg føler på en måde ikke, at hun har været der for mig altid. Der er mange ting som jeg har været ked af, men som hun intet aner om. Nok også fordi jeg ville gøre det hele nemmere for hende.
Vi har nogle stykker (på min mors side af familien) der er temmelig kriminelle. Hun har bl.a. en fætter der er pusher og som har siddet i fængsel adskillige gange, hun har hele mit liv lært mig, at han var dårligt selskab, altid talt grimt om ham og sagt vi skulle holde os fra ham.
- For nogle mdr. siden døde hans søn og det ændrede situationen meget. Nu vil hun lige pludselig gerne snakke med ham. Og han er mere end velkommen. Og hun kan ikke forstå at jeg ikke bifalder det, hvilket resulterede i, at den anden dag sagde min egen mor til mig, at jeg kunne rende hende.
- Nu føler jeg mig lidt forældreløs.
Jeg bor ikke hos min mor mere og har ikke gjort det de sidste knap 3 mdr.
Grundet de kriminelle i familien og en uhyggelig scene i sommers snakker jeg heller ikke længere med min mormor.
Jeg er meget glad for min fars familie. Især min kusine. Fordi hun minder mig om da vi var små og jeg havde mine forældre osv.
Men jeg ser dem ikke så tit og har desværre ikke meget kontakt til dem. Kun til min kusine.
Jeg savner meget tryghed i mit liv. Og at føle jeg hører hjemme nogen steder og at nogen har brug for mig.
Jeg er meget stolt af at være datter af min far og jeg vil aldrig af med det navn jeg har. Men han er ét stort sår inden i. Det gør ondt når jeg hører nogen sige "far" eller kalde på deres far. Jeg tænker meget over om han var glad for mig og om han tænkte på mig de sidste timer. Og det allerstørste spørgsmål: Hvorfor lige ham?
Og hvorfor gik det så galt.
Det sidste jeg husker er en telefonsvarer besked hvor jeg er meget gal på ham.
Den anden dag gik jeg en tur fordi hans lejlighed og det var akkurat som om han var deroppe. Intet var forandret.
Det er bare som om tiden er gået. Uden jeg har opdaget han er væk.
Jeg har desværre aldrig kendt andre børn, som har mistet en forældre.
.. Det var dejligt at få det ud. Tak, hvis du nåede her til.
jeg...
Og han er ikke voldelig.
- for det mener jeg da også selv, at jeg er.
