Tja, jeg er lige kommet hjem fra arbejde, og sidder lidt med en underlig fornemmelse i hele kroppen.
Jeg startede på dette nye job (På et stort plejecenter) for godt en mdr siden, og det har virkelig været drømme jobbet ind til videre.
Jeg er bare blevet taget så godt imod af alle mine kollegaer, og ledelsen er virkelig også god. Jobbet har levet 100% og mere til, op til mine forventinger.
Jeg tror efterhånden jeg har mødt og fået hilst på alle de øvige ansatte (Svært med flere afdelinger og holdskift), og alle har de været utrolig søde.
Men så idag har jeg mødt min dementrale modsætning, og til dags dato værste kollega.
Vi skulle være tre på afdelingen. -Jeg selv, en anden god kollega (Her kaldet A) og den, for mig, nye kollega (her kaldet 
.
B og jeg møder ind samtidig, og jeg hilser pænt med fremstrakt hånd, hvilket hun ignorere og mumler hendes navn, men uden at trykke min fremstrakte hånd.
Jeg tænker at hun nok har en dårlig dag, og henvender mig derfor kun minimalt til hende resten af formiddagen.
Vi arbejder individuelt med hver vores beboere, men ind imellem er der ting jeg må spørge om, da denne afdeling ikke er den jeg normalt er tilknyttet, men blot havde taget en vagt for en syg kollega.
Hver gang jeg spørger, mumler hun surt svaret, og til tider svare hun slet ikke.
Jeg undre mig naturligvis over hendes måde at være på, men tillægger det ingen stor betydning, da hun jo kan være ked af noget, eller meget meget genert.
Op af formiddagen kommer så A, som kun skal være der i få timer.
A og jeg kender hinanden, og har før arbejdet sammen, og har altid haft et godt kollegialt forhold.
Men nu sker der en ændring med B. Hun taler og griner med A, og opføre sig helt normalt overfor A.
Men hver gang når jeg henvender mig, får jeg tydeligt den kolde skulder af B. Hun svare surt... hvis hun overhovedet svare.
Nå, efter beboerne har spist til middag, og mange er lagt ind til en lur, tager vi alle tre en velfortjent pause med kaffe og en kage A har medbragt.
A og B har sat sig inden jeg kommer ud fra min beboer, og A siger venligt at jeg skal komme og smage den kage hun har med.
Imens vi holder pause taler A og B normalt sammen og og A og jeg taler normalt sammen. Hver gang jeg henvender mig til B, får jeg sure svar, hvis jeg da overhovedet får svar.
-Det undre også A, som en enkelt gang siger til B, om hun ikke hørte jeg spurgte om noget, hvorefter B meget kort fra hovedet svare... uden at se i nærheden af min retning. 
A tager hjem 2 timer før B og jeg, og efterfølgende er jeg igen alene med B.
Vi taler stort set ikke sammen, og går jeg ind i det rum hun er, så går hun ud 
.
Sådan fortsætter vores vagt, og da aftenvagterne kommer og vi har fri, taler hun pænt og smilende med dem, hvilket jeg også gør.
Vi havner i garderoben samtidig, og da hun sætter kurs mod døren, siger jeg "Kan du have en god weekend", hvilket hun mumlende siger tak til.
-Havde jeg intet sagt, var hun taget hjem uden at have sagt farvel (Ikke normal kutume hos os).
Nu sidder jeg så og tænker... Hvad fanden var lige det der skete?!? .
-Jeg har ALDRIG set hende før idag, så jeg kan på ingen måde have fornærmet hende.
-Fra første færd var jeg smilende og imødekommende... hvilket dog blev lidt mere kunstigt mod slutningen 
.
-Jeg er en rigtig god kollega, jeg er effektiv og har humor.
-Jeg snakker og more mig godt med ALLE de andre kollegaer.
-Hvad faglighed angår, rangere jeg hverken højere eller lavere end hende.
-Jeg ser helt normal ud, og var klædt i samme "Uniform" fra kommunen som hende.
-Alders mæssigt er vi lige gamle.
-Ergo ikke de store forskelle mellem os.
Jeg aner simpelthen ikke hvad hulen jeg har gjort hende?
Nu er det ikke en jeg skal arbejde sammen med ret meget, da vi normalt er på hver vores afdeling, men et samarbejde i ny og næ kan nok ikke undgåes.
Har I andre oplevet noget tilsvarende, med kollegaer i har haft "problemer" med?
.
.
