Jeg syntes det er i orden a sidde og være pylret en fredag aften, men det hjælper ikke en skid

Løsningen er bare at holde sig i gang, min mand har været udsendt til krigsområder af flere omgange, første gang kort tid efter at vi have mødt hinanden. Det er dælme hårdt og man falder nemt hen i sofaen og har ondt af sig selv.

Men så må du lægge planer for at få tiden til at gå hurtigere, hvad med at lokke et par veninder med i byen eller hjem til dig og lave ansigtsmasker eller ved jeg, der er masser af gode ting at lave, bliver du helt desperat kan du jo altid give dig til at gøre rent, adr...

Og så glæd dig over at når i har været gift i mange år så kan det være helt rart når manden tager afsted i et par dage, så kan man sidde fredag aften foran computeren og være lige så grim man har lyst til..

Rigtig god weekend

let.

Jeg er blevet græsenke i hverdagene, fordi min mand arbejder i jylland, hvor vi har besluttet os for at flytte hen, og jeg hænger stadig fast her på sjælland. Vi har været sammen hver eneste dag i de 5 år vi har været sammen og det har været rigtig hårdt. Nu er jeg dog begyndt at nyde det. Jeg har tid til at gøre en masse ting, som jeg ikke tillader mig selv når han er hjemme, huset er også meget mere ordentlig at se på og en masse andet. Så selvom jeg hellere vil være sammen med ham, så nyder jeg "singeltiden". Min anbefaling er at gøre alle de ting, du plejer at gøre når du er singel. Altså uden at score mænd

... at adskillelsen er værre, når forholdet er så nyt.

Jeg har om 2 uger overlevet endnu en udsendelse af manden, som har været ansat i Forsvaret al den tid, jeg har kendt ham.

Det er 3. gang, han har været ude i den grumme verden, denne gang samme sted som i 2005 nemlig i Irak.

Jeg ved egentlig ikke, om jeg gør noget specielt for at komme igennem sådan en 3 måneders adskillelse, den ene uge efter den anden går jo støt og roligt og jeg har et arbejde, hvor jeg får nusset med mennesker

Så ved jeg dog ikke lige, hvad der er sket her med forskellige HN´ere i denne uge ... men i mandags sagde vores datter også skilsmisse og kom hjem til mig.

Det kom så ikke som den store overraskelse, det var nærmest en lettelse både for hende og os.

Vi har så fået løst diverse akutte praktiske problemer i denne uge, bl.a. har vi for første gang uden mand/far købt en brugt bil, så hun kan passe sit arbejde.

Det er ellers ikke noget, vi plejer at gøre, uden at have ham med til det, men det går jo nok alligevel

Men vi glæder os til at se ham om 2 uger.

Mvh. Lisbeth

Vi har lige haft kobberbryllup i august i år, og har kendt hinanden i 13 år. Han er lige i dag rejst 8 dage til Las Vegas med arbejdet, og jeg savner ham allerede. Så det er ikke altid kun når man lige har mødt hinanden at man savner manden.

Men jeg forstår så udmærket hvad du går igennem Sine. For mange år siden havde jeg i 3 sådan et Trans-atlantisk forhold til en fyr i New York - der var godt nok meget savn forbundet med det. Og jeg tror faktisk også at forholdet holdt længere end det ellers ville have gjort på grund af den fansktastiske magi der er i det at ses igen og tage afsked konstant, og bare savne hinanden enormt meget.

Ja det er hårdt når ens kæreste er udenlandsk, og man ikke har specielt meget kontakt!

Jeg mødte i 2005 en fyr på farmerdating,det viste sig at han 5 uger efter vi begyndte at skrive sammen, skulle rejse til USA og være der i 7-8 mdr. Efter 14 dage mødtes vi, jeg tænkte vel at jeg ikke vil opgive pga. han skulle rejse, hvis han nu var den rette!

Men det var dælme hårdt at undvære ham så længe, især tænkte man jo også over hvis man spildte tiden, og det viste sig han slet ikke var den rette. Det viste sig da også ret hutigt efter han kom hjem, men der er så mange ting blandet ind i det så jeg vil ikke nærmere ind på det her, vi holdt dog sammen 11 mdr efter han kom hjem igen.

Jeg vil egentlig bare med mit indlæg sige, jeg godt kan forstå du syntes det er hårdt, men man må prøve at have gang i nogle ting hele tiden, så synes jeg tiden går hurtigere.

Ja gu er det hårdt at undvære dem når de rejser.

Min mand tog arbejde i Rusland for 2 mdr siden. Jeg har lige været over og besøge ham, og han kommer hjem på ferie i næste måned.

Normalt har jeg ikke de store problemer med savnet i hverdagen. Men lige i dag hvor det blæser og regner, er jeg gået i stå. Hold da op hvor jeg savner ham. Og så er jeg gået så meget i stå at jeg keder mig.

Jeg ved at han sidder i sin lejlighed lige nu hvor han også keder sig.

Han skal være der i 2 år, så mon ikke jeg når at vænne mig til det

jeres svar - jeg kan jo godt se, at jeg ikke er alene... Og jeg skal da være glad for at han ikke er udsendt i Irak eller lignende, det kan jeg godt se.

Men ja, afstanden er rigtig hård for et forhold, der er så nyt som vores... 7½ måned gammelt er det pt. Vi har det selvfølgelig helt fantastisk, når vi så endelig ses - det er det der gør det det hele værd. Men piv altså...

Jeg laver alt det jeg plejede før han kom ind i billedet - han er her jo ikke til at "forstyre" mit "single"liv langt det meste af tiden Men som Jenna skriver - på sådan en grå regnvejrsdag kan man godt sidde og blive lidt mat i sokkerne og sukke ret meget...

Nå, men han kom hjem fra koncert her lidt tidl. på dagen (nat for ham), så mon ikke jeg kan snakke med ham i aften Man må jo glæde sig over de små ting.