Jeg ved ikke omdr er nogen regler for det. Jeg kan godt forstå at du er sur over at han ikke er ærlig, men hvis du vd hvor han har været og børnene ikke har lidt overlast så er det da drastisk at hente dem hjem. De nyder sikkert at være på ferie med deres far selv om du savner dem

Jeres problemer indbyrdes må i selv diskutere og ikke blande børnene ind i. Jeg syntes ikke det er i orden at han ikke overholder aftaler og lyver men de er jo ikke børnenes skyld. Så hvis de er glade og har det godt er der vel ingen grund til at deres ferie bliver ødelagt.

Til sidst vil jeg sige at jeg håber du stoler så meget på din eksmand at du tror ham i stand til at passe dine børn ordentligt

Håber ikke du er helt ødelagt over det, glæd dig til det er din tur til at have børnene.

Hvis dine børn ellers har det godt hos sin far og du er ellers er tryg ved det - hvorfor så undersøge reglerne for det??

Tænkte bare, ind imellem ændres planer jo - skal der virkelig aflægges fuldt planlagt skema for samværet ved afhentning??

- og hvad ret har du til at blande dig her i, eller spørge?

skal han også vide hvad du laver med dine børn i din tid?

Bare lidt strø tanker...

og glæd dig over at din mand gerne vil være sammen med ungerne og være på ferie med dem.

Forlanger han at vide hvor du er med ungerne og hvem de kører med??.

Respekter at han er deres far og har lige så meget ret til at være sammen med dem som du har.

Vil aldrig blive blandet ind i vores problemer, mere end de altså er helt naturligt...

Jeg ved at deres far er fuldt ud i stand til at tage sig af dem, og kunne aldrig drømme om at nægte ham at se dem på nogen måde.

Det var måden jeg fik det at vide på, plus det at han sætter mine små (6 og 8 ) børn i et dilemma, i og med at de skal have hemmeligheder for deres mor. De må ikke fortælle det for så bliver mor ked af det. Det er det jeg syntes er skrub forkert, og på det punkt tænker han ikke på børnene...

JEG ville aldrig have hentet børnene (fik det at vide i mandags så har haft rig mulighed), var nok mere nysgerrig efter om andre ville

• Hver anden weekend fra fredag eftermiddag til søndag eftermiddag/aften eller mandag morgen.
  
• En hverdag i den uge, hvor der ikke er weekendsamvær, i nogle timer om eftermiddagen/aftenen, eller til den efterfølgende morgen.
  
• 2 uger i sommerferieperioden.
  
• Nogle dage i jule-/nytårsperioden, således at barnet er hos forældrene skiftevis juleaften hvert andet år og tilsvarende nytårsaften.
  
• Nogle dage i påsken hvert år, eller hele påsken hvert andet år.
  Enten nogle dage i vinter- og efterårsferien, eller skiftevis hele vinterferien eller hele efterårsferien.

Men ellers kig her, der finder du sikkert svar på dine spørgsmål

www.statsamt.dk/site.aspx?p=691

mand har børnene så er det faktisk ham der bestemmer, og med mindre at han bringer børnenes liv i fare, så kan du intet gøre.

lad være med at gøre børnene til gidsle i jeres skilsmisse, måske er den betændt, men det skal ikke gå ud over jeres børn. i må finde ud af at samarbejde omkring dem.

jeg håber hvis jeg skulle blive skilt at vi ville kunne tale om tingene, og ikke lyve hinanden op i hovedet. og især ikke når vi har børn.

Mette

At han føler han er nød til at lyve.

Men som Blossi skriver, han har dem har bestemmer...Med mindre andet er ham pålagt.

Ud fra dit indlæg går jeg ud fra, at i selv har aftalt hvordan og hvornår i hver især skal have børnene - hvilket er godt! For det er en besværlig og træls ting at skulle tæskes igennem statsforvaltningen, konfligtmægle, børnesagkyndige samtaler mv.

Der findes ingen regler for, om din mand må lade børnene køre i en anden bil hvor han ikke er med.. lige som at du f.eks. kan lade din mor, søster eller en anden køre en tur med børnene.

Tit og ofte bliver børnene gidsler i en skilsmisse og det er synd. Men jeg synes at hvis i har aftalt et tidspunkt hvor børnene skal hentes/afleveres så skal det efterleves!

Der kommet nye regler pr 1 August, kender ikke lige et link til dem. Men det betyder at börnene skal väre mere ligeligt fordelt. At der skal väre fälles foräldremyndighed. At begge foräldre skal have oplyst foräldremöder mm.

Fra starten af været helt enige om hvordan det skulle foregå med børnene, og også at de ikke skal blandes ind i noget som helst hvis der bliver problemer/uenighed.

Mit problem er nok at det hele er så nyt endnu, og at det var ham der tog valget. Samtidig er han totalt ligeglad/uvindende om hvad det gør ved mine følelser, men samtidig meget bevidst om hvor hårdt det er for ham.

Jeg er stadig så følelsesladet over denne situation, da det kun er en lille måned siden han flyttede, at jeg indrømmer at jeg overvældes af alle mulige tanker og følelser og dette påvirker mange ting. Dette har vi snakket seriøst og alvorligt om flere gange, men han fortsætter alligvel med at gøre ting som vi har aftalt det modsatte af.

Mit største problem er selvfølgelig at jeg stadig elsker manden, mens han fra dag et af har opført sig som om vi ikke har haft et fælles liv i 13 år. Og jeg må indrømme at den er svær at sluge...

Hej Helle vil bare lige starte med at sige at jeg føler med dig i denne sag, det må ikke være en sjov situation at være i.

nu har jeg ikke børn, men er selv skilsmissebarn, mine forældre blev skilt i mine teenagerår. de havde hvad man kan kalde en "drømme" skilsmisse, kunne snakke om tingene, og min søster og jeg har ALDRIG hørt et dårligt ord om den anden forældre, eller følt at vi skulle holde noget skult.

Generalt syntes jeg ikke du skal blande dig i hvad din mand laver med dine børn, når du ved at de er i gode hænder mens de er hos ham (ud fra dit indlæg kan jeg forstå, at det heller ikke er noget du vil, bare at situationen er ny og svær for dig og det er jo forståeligt) men noget jeg bider mærke i du skriver og som jeg syntes er meget væsentligt, er "plus det at han sætter mine små (6 og 8 ) børn i et dilemma, i og med at de skal have hemmeligheder for deres mor. De må ikke fortælle det for så bliver mor ked af det" det er i mine øjne ikke okay at han gør det, børn skal ikke føle at de har hemmeligheder mellem forældrener og ikke må sige hvad de har lavet og hvor de har været, det er dybt forkert at han sætter dine børn i den situation. desuden kan dine børn komme til at opfatte dig som den svage i dette, det er du måske også, men det behøver dine børn ikke at føle, de skal ikke få ondt af dig og føle at mor skal have "special" behandling og at man skal passe på hvad man gør og siger så mor ikke bliver ked af det (håber du forstår hvad jeg mener med dette og ikke tager det negativt op, det er slet ikke ment sådan ).

Jeg syntes du skal tage en lille alvors snak med din mand stille og roligt, og forklare ham at han ikke skal sætte jeres fælles børn i sådan en situation EVER AGAIN. du ved hvor han har været og er sådan set lige glad, bare børnene har det godt. du er et voksent menneske og selv om det er hårdt for dig lige nu, skal han ikke føle han skal beskytte dig dig ved at indrage jeres børn i en løgn og hemmeligheder.

Mit indlæg er kun ment positivt og ud fra de tanker jeg lige havde. jeg ønsker dig "god vind" fremover og håber du kommer igennem dette med skind på næsen samt nogle glade børn, der kan sige når de bliver ældre "mor og far taklede bare situationen så godt at vi aldrig følte vi kom i klemme"

som du selv skriver, kun en måned siden at i blev skilt, så tag det med ro... Det skal bare overstås, og i starten vil der være flere ting, som både irreterer dig og ham... Det husker jeg da fra mig selv...

Han har ikke pligt til at oplyse dig om, hvor han befinder sig sammen med børnene, så længe at de er inden for landets grænser, og du kan få fat i ham/dem, hvis det skulle blive nødvendigt...

I har vel også fælles forældrermyndighed, hvilket jo ligesom betyder, at han er i stad til at træffe beslutninger...

Så lad det ligge, og glæd dig over, at dine børn snart kommer hjem...

Jeres følelser jer imellem, skal ikke have betydning for jeres børn... Og du må være tapper, så han ikke føler, at han er nødt til at lyve, og nødt til at bede børnene om at holde tæt.

Hvad de laver sammen med deres far, skal du nok få at vide, hvis de har lyst til at fortælle om det... Så længe de har godt der, så skal du ikke bekymre dig, og ikke blande dig i HVAD og HVOR de er... Så bekymringerne er overflødige, med mindre der er tegn på overgreb eller svigt af en eller anden art... Og det er der jo heldigvis ikke...

Derfor: Bland dig uden om, og vær glad når de kommer hjem...

- at jeg ALDRIG har sagt et ondt ord til mine børn om deres far, og agter heller ikke at gøre det i fremtiden.

Jeg udspørger IKKE mine børn, men da de jo er mine børn fortæller de automatisk mig mange ting. Jeg aftalte med min datter at hun ringer eller skriver når HUN har lyst, sådan har vi altid gjort.

Min ex. har en gang før sat min 6 årige i det dilemma, før vi gik fra hinanden, så det var faktisk en fast aftale mellem os at det skulle ikke gøres igen. Derfor min skuffelse og vrede over at han lyver for mig.

Egentlig pudsigt at læse fra mange at det åbenbart er helt i orden at han ikke overholder aftaler, lyver for mig, udsætter vores børn for hvad jeg vil kalde " svære ting at forholde sig til i den alder og situation " - og så skal jeg være glad og taknemmelig for at han vil se sine børn og bruge tid sammen med dem. Det forventer jeg skam helt naturligt af ham. Utroligt så mange der helt pr. automatik kun ser det fra den stakkels fars side og helt naturligt ser mig som en hævngerrig, forsmået kvinde der slet ikke kan skelne hvad der er godt for hendes børn.

Jamen jeg takker da for så manges mening om mig som person!!!

Til Truelslund: Jeg forstår nøjagtigt hvad du mener og tager det slet ikke negativt. Ja jeg er nok lidt det svage led pga. at det er mig der græder, mig der må svare på alle de vanskelige spørgsmål, de vil nemlig ikke spørge deres far selvom jeg har fortalt dem at jeg jo ikke kan svare for ham, mig der skal tage de daglige beslutninger, holde dagligdagen i gang på godt og ondt.

Men heldigvis ER jeg en stærk person, som sætter mig fremadrettede mål og tager fat i de problemer/udfordringer der opstår. Hele denne situation er jo ny for mig, og folk omkring mig siger det ene og det andet, så der er jo bare en masse spørgsmål og svar jeg gerne vil have.

sådan at har i fælles forældre myndighed, har du INGEN krav på oplysnning om hvad faderen har lavet med ungerne eller hvad planerne er for kommende samværd. Sådan er det bare.

Da vi havde fælles forældremyndighed, fik jeg heller ingen oplysninger om hvad han havde af planer for weekendsamværet, heller ikke selv om de skulle på tur til Jylland. Og statsamtets besked var jeg ikke havde nogen krav på sådanne oplysninger, men da mine unger var endnu yngre, nemlig 2 og 5 ville det være hensigtmæssigt hvis jeg på forhånd informarede ham, så ungerne viste hvad de skulle og kunne forholde sig til et.

Så når jeres unger er hos deres far, kan han som nævnt gøre hvad han vil så længe det ikke er til fare for ungerne også tage dem udenlands.

Der ud over er der vel heller ingen fare i de har kørt bil med andre end ham, så længe det er forsvarligt.

Jo med kun en måned er tingene svære, men du er nød til at slappe af, ellers får i konflikter og det er synd for ungerne.

Giv ham æidt æuft til selv at finde en rytme i hans nye liv uden ungerne får fornemmelsen af far er forkert på den, for så vil de nemlig være bekymrede for hvad de skal fortælle dig, og samtidig beskytte deres far.

Jeg kan godt forstår, hvis du på en måde føler dig "angrebet" og pludseligt står som skurken her, udfra de svar du har fået. Men jeg må indrømme at jeg er lidt i samme båd som de andre.

Jeg læste dit første indlæg som at du ville styre hvad der skal ske med dine (jeres) børn uanset om de er sammen med dig eller deres far. Det kan du ikke - og det er svært.

Jeg sidder også og tænker at jeres indbydes situation er meget svær lige nu, men hvorfor føler din mand han er nødt til at lyve for dig? Hvordan ville du have reageret, hvis han havde fortalt dig hvor han egentligt var?

Ja - du græder og er ked af det. Det tager børn altså på sig uanset hvad. Jeg mistede min far, der kun blev 59, for nogle måneder siden. Når jeg overvældes af sorg der, bliver mine børn febrilske og vil gerne løse det for mig. Måske har dine børn det lidt ligesådan - så de dermed føler de ikke helt kan være loyale overfor dig, hvis de giver udtryk for at det er sjovt og dejligt for dem at være hos deres far?

Jeg er selv fraskilt og mine børn bor i det daglige hos deres far og har en ny familie med 2 ½-søskende der. Vi har heldigvis et rigtigt godt forhold sammen, og mødes alle som 1 stor familie til fødselsdage mm.

Men - det allervigtigste er at vi selv har fundet ud af alt. Vi have ikke engang en advokat på til skilsmissen - og vi har en høj grad af fleksibilitet indbygget. Det er meget vigtigt for os alle - også børnene, at det hele ikke bliver for firkantet. Så med hensyn til at han rykker aftalen lidt, så ja, det kan da være irriterende, fordi du glæder dig til at få dem hjem. Men vær lidt fleksibel her, det er jeg ret sikker på du vil være glad for, når bølgerne har lagt sig og I er kommet videre og du kan rumme din skilsmisse.

Men kan sagtens sætte mig ind i dit svære liv lige nu - og sender dig mange tanker og knus!!

Bettina

Grunden til at han ikke fortæller mig de ting er at han ikke vil såre mig og gøre mig ked af det, siger han som forsvar. Men han kan jo faktisk ikke såre mig mere end han har gjort så hvorfor tage hensyn nu???. Det er ting han også gjorde inden vi gik fra hinanden, så han kender mine reaktioner og holdning til det. Jeg ville lyve meget hvis jeg siger at min mand har behandlet mig særligt pænt før, under og efter vores brud, intet voldeligt men meget psykisk. Dette indrømmer han også selv men kan ikke give brugbare forklaringer.

Vi er endnu ikke begyndt på weekendordningen, har haft en uges ferie hver med børnene, men i morgen begynder skolen. De ting han har gjort ville jeg jo få at vide før eller senere af mine børn, og det kunne have været kønt hvis jeg havde fået det af vide dagen før jeg skulle på ferie med dem. Hvis han havde valgt at holde rene linier fra starten ville jeg selvfølgelig blive nøjagtig lige så ked af det, men samtidig have tiden til at forholde mig til det.

Samtidig er det hele på grund af at jeg VIRKELIG mener at det han gør skader børnene mere end det gavner. Og han indrømmer gang på gang at det er dumt og uigennemtænkt det han har gjort/gør, og undskylder og græder, men fortsætter i samme stil. Jeg kan jo mærke det på børnene og de spørgsmål de stiller mig, men kan jo af gode grunde ikke svare for ham, og når de ikke vil gå til ham, og han ikke selv sætter sig ned og snakker med dem, ja så går det altså den gale vej.

Vil lige pointere at han absolut ikke føler at han er NØDT til at lyve for mig!!! Han er blevet fri og lever så sandelig så frit som han kan, men ænser ikke at børnene ikke kan dele den frihed og naturlighed med ham.

Kan godt med bagklogskabens briller se at mit første indlæg kan misforståes, men jeg er normalt ikke en person der lægger mit privat liv til offentligt skue, så ville bare holde det enkelt.

Men jeg kan forsikre jer om at jeg kun vil det bedste for mine børn, og aldrig kunne drømme om at vanskeliggøre noget mht. til deres forhold med deres far. Og med hensyn til at ønske hævn og være forsmået, tro mig, det er min tid sandelig for kostbar til...

Hej Helle

Jeg har stor forståelse for, hvor du er lige nu!!

Og det er ganske naturligt og en tid, de fleste brudte familier, skal igennem.

Dog i mit tilfælde var det dels mig, men også en fælles beslutning, at bryde sammenlivet. Og jeg var lettet over, at beslutningen endelig blev taget.

Kan huske at jeg tit og ofte tænkte; hold da op - det er hårdt nok i forvejen, tænk hvis det havde været mod mit ønske, så ville det jo være ubærligt.

Det er svært, at sætte ord på de følser og ting man gennemgår, så derfor misforståes det. Det skal du ikke tage så tungt!

Selvfølgelig ved du godt, hvad der er rigtigt og forkert, i forhold til dine børn - og man skal IKKE bruge sine børn i en skilsmisse. Men at tro, at man kan slæbe dem smertefrit igennem, er naivt. Børn er meget følsomme overfor deres forældres reaktioner og velbefindende. Så lige gyldigt hvad, vil de føle skyld og involvere sig. De er jo ikke dumme eller følseslammet.

Jeg kan tydelig huske, hvornår min eks. satte normen!

I et tilfælde, hvor han ville komme til mig med vores datter tidligere end aftalt, men ringede, at hun alligevel blev hos ham. Jeg spurtge meget bekymret; hvem er hun sammen med? Hvortil han svarede; hun er sammen med mig!!!

Og det var jo essensen i det. Hun var i hans varetægt og jeg stolede på, at han aldrig ville gøre noget uhensigtsmæssigt - så længere var den faktisk ikke.

Ikke at jeg ikke fulgte op på den, med et laaangt brev Men hele episoden gjorde, at jeg erkendte at jeg skulle blande mig udenom, når hun var hos ham.

Og alting blev faktisk lidt nemmere derfra.

Som sagt, var det ikke manden, jeg var ked af, at miste.

Men det var hårdt, at miste sin "lille familie". At vi levede hver sit liv og ikke længere var sammen om vores datter.

Jeg var også lettet da han fandt en anden, for det satte ligesom det store punktum, på vores forhold. Men hold da op hvor var jeg jaloux på, at hun skulle være sammen med mit barn og "min lille familie".

Jeg havde også utrolig svært ved, at affinde mig med, at jeg ikke vidste hvad han rendte og brugte sit liv til. Bare sådan hverdags ting, som hvor arbejdede han for tiden? Hvad skulle der ske, til hans mors fødselsdag? Sikke dog en pæn trøje, hvornår har du købt den? Når man har delt alt, gennem mange år, er det svært, at slippe og man føler sig meget ambuteret, i lang tid.

Og så dig søde, som også sidder med et knust hjerte.

Ting tager tid og du kommer til, at begå fejl undervejs. Også i forhold til dine børn. Også selvom du ikke vil.

Jeg lavede den "DOOO" en gang. Havde det så skidt bagefter, så gjorde det aldrig siden men skulle da lige smage, de sure rønnebær

Vedr. regler for samvær, så er det sådan

..Din mand har ikke pligt til at oplyse dig hvad de laver og hvor de er når han har dem på samvær.

..Samvær er dog en personlig ret så den der er tilkendt samværet også skal være tilstede ved samværet, dvs placerer samværsforældren barnet ved en babysitter gang på gang kan samværet reduceres.

..Søg noget hjælp/rådgivning ved statsforvaltningen (tidligerer statsamt).

..Arbejd på, at alt du gør i forhold til din x, er fordi det tjerne dine børn bedst, og at det ikke skyldes din vrede imod ham. Det er den aller sværeste udfordring du stilles overfor nu, og den som kan koste dine børn dyreste, hvis du ikke klare den.

Held og lykke..