Og hun syntes selv til tider det var for sent, at det var synd for mig med mine gamle forældre. Nu har jeg ikke kendt andet, så jeg synes ikke, det var synd for mig. Jeg syntes, mine forældre godt nok arbejdede meget og var fagligt aktive= tit på kursus og til møder, men de var der for mig. Især min far brugte megen god tid sammen med mig på cykel- og gåture. Og min mor bakkede op om mit tegnetalent + vi tog på musæer og sådan noget.

Jeg havde mere frihed end mine ældre søskende, og jeg har haft mine forældre mere "for mig selv". Jeg har så været noget for mine niecer, da jeg blev moster som blot 10 årig første gang.

Da jeg var helt lille havde vi "ung pige i huset"- og min mor tog 1 års orlov, da jeg var 6 år.

Men jeg har da tænkt på det selv, og nej, jeg ER for gammel til flere børn. Heldigvis! Andre kan så være mere friske fysisk end jeg, men personligt synes jeg, at 40 år er grænsen. Der er alt andet lige større risiko for komplikationer og medfødte handikaps.

Min mor var 39 da hun fik mig - jeg var ikke planlagt

Min mor har været alene med mig, og har ikke verdens bedste helbred, men jeg har et dejligt liv og en dejlig mor. Jeg er 22 nu, hun er 61.

Jeg synes en kvinde skal have mulighed for at få børn så længe det naturligt er muligt for hende.

Naturligvis er det mere hensigtsmæssigt at en kvinde på 30 får barn end at en på 50 får det, men praktik skal ikke afgøre alt synes jeg.

Min mor var 33 da hun fik mig, og som barn syntes jeg virkelig at mine forældre var old-gamle. Specielt hvis jeg sammenlignede med skolekammeraternes forældre, mange af dem havde fået børn da de var først i tyverne.

Så jeg skulle ihvertilfælde ikke være alt for gammel inden jeg fik børn, det var helt sikkert!

Og nu er jeg 42, har først for et par år siden mødt ham jeg gerne ville have haft børn med, men synes faktisk at jeg er for gammel. Og kæresten er et par år ældre, har tre børn fra tidligere som han ikke ser, og er i øvrigt blevet steriliseret for mange år siden, så det løb er ligesom kørt. Men jeg tror faktisk ikke vi havde fået nogle alligevel, for mig er er 40 nok for gammelt!

Men det er jo bare min mening, så længe folk har overskud til det er de jo ikke for gamle. Jeg kan ihvert fald ikke blive forarget over folk "oppe i årene" der få børn, det er deres egen beslutning.

jeg syntes det er synd for børnene når de er 20 år er deres forældre 60 år???

jeg har selv haft en ung mor og det har været dejligt at have en ung familie samt kunne have sin mormor og oldemor.

var 42 og min far var 43 da jeg blev født. Min søster er 15 måneder ældre end mig.

Min ældste bror er 20 år ældre end mig og min "lillebror" kun 15 år ældre end mig.

Jeg vil si at det var helt topp at have forældre på den alder. De var etablerte og i sikre jobber.

De havde alltid tid til os. Mine venninder missunte os weekendene. Mine forældre tog aldrig til byen eller på fest. Mens mine venninders forældre "sov ud rusen" var vi på søndagstur hver søndag, med picknikkurv, uldtæppe og det hele.

De havde god tid til at hjælpe os med lekser etc. De havde en helt anden kundskab og erfaring end mine venninders forældre.

Min far var med os i stalden hver eneste dag, fra jeg var 9-35 selv når jeg var , og min mor flere ganger i ugen. Han måtte hilse på mig og hestene og min hund hver dag.

Piaj, At du har ung mor er ingen forsikring for at have mormor og oldemor.

Min mormor døde når min mor var 8 år.

Jeg har lige fået mit første barn og jeg er 37 år. Jeg føler bestemt ikke, at jeg er for gammel til det og jeg overvejer da allerede at der skal komme en mere på et tidspunkt og så kan jeg jo nemt være blevet 40 år.

Jeg har været lidt længe om at finde ham jeg så meget som ville overveje at få børn med og da vi så snakkede om børn, ville vi lade det være op til naturen at bestemme. Ikke noget med diverse "kunstforsøg" Jeg blev så nærmest gravid med det samme. Kæresten er i øvrigt 8 år ældre end mig og har to drenge på 12 og 14 år.

Hvorvidt det er synd for et barn at forældrene er gamle, mener jeg ikke man kan sige noget entydigt om, for det må i høj grad afhænge af de enkelte personer. Nogen bliver jo ældre af sind før andre - uanset alder. Fx. er min mor 54 og i fuld hopla, fysisk, psykisk, arbejdsmæssigt, på fritidsplanet, intellektuelt mm. Hun ville nemt kunne håndtere børn, hvilket hun gør meget da min fraskilte bror bor ved hende pt og har sine børn der 4 dage hver anden uge.

Omvendt var min mor altså kun 17 da jeg blev født (faktisk kun 16 + 359 dage!) og i dag er det da helt vidunderligt at have så ung en mor. Men det var nu ikke noget jeg tænkte på som barn, der var hun bare "mor". Faktisk kan jeg huske hvordan hun måtte sidde hårdt i det, da det skvat af min far forlod hende med to børn, da hun var blot 23 år. I tiden derefter, da hun var kommet over det, skulle hun jo først til "ud at være ung" med byture, fester og det der følger. Da hun fandt min stedfar forsatte det liv og jeg kan mindes at jeg ikke altid syntes at det var så fedt.

Min lille Lukas har så fået nogle forældre, som er lidt mere "sat", ihvertfald økonomisk og erfaringsmæssigt. Men Søren og jeg arbejder til dagligt med børn, som pædagog og lærer, så jeg håber da at vi holder os "unge" - ihvertfald er vi begge frygtligt barnlige og skøre indimellem - og det skammer vi os ikke over!

så ser jeg intet problem i det, men det er unaturligt når kvinder på 50 bliver mødre.

var 42 da hun fik min lillesøster (som er 17 år yngre end mig) og det var absolut planlagt. Jeg synes ikke hun var for gammel, men hun er også meget ung af sind og havde "erfaring" fra os andre døtre. Jeg har dog set en del på hendes alder, der virker meget gamle og så kan jeg da godt have "medlidenhed" med de børn der vokser op og alle tror at deres mor er deres bedstemor.

Jeg synes ligesom at naturen sætter en naturlig grænse for det problematikken. Når man ikke kan blive gravid, kan man ikke få børn, så jeg ser ingen problemer i at en 41-årig bliver gravid og får et ønskebarn.

man er klar til det og det er en naturlig måde, så synes jeg det er fint.

Jeg er 27 og har ingen børn endnu -jeg har været sammen med kæresten i 8 år.

Jeg tror sagtens, at vi kunne finde på at vente et par år endnu. Synes man som 1. gangsfødende bør være 35-37 år, som maks.

først kommer i overgangsalderen når de er 55.

Ergo giver naturen lov til de er 55, så skal det vel ikke helt være naturen der bestemmer.

MH Conny

Nu om dage, er de fleste kvinder 29,9 år( ca) når de får det første barn. Modsat for 15 år siden, hvor det var 22. Tiderne ændre sig hele tiden. Personligt synes jeg at når man når de 40-42, så er man for gammel til at STARTE, da man tit gerne vil have flere børn. jeg var selv 25 da jeg fik det første, 28 da jeg fik nr.2 , og satser på 31 når jeg får nr. 3. Hvis man ser på de regler der er for de forskellige former for hjælp til barnløshed, så siger de jo, at behandlingen skal være ovre, når kvinden er 40. Det må jo så også tyde på, at det tildels er en biologisk grund, men også en socialgrund senere hen.

Har ofte ikke bearbejdet deres forældres fejl og nogen gange "overgreb" (her menes ikke 6uelle). Det betyder at de kun har de erfaringer, som de har med sig fra barndomshjemmet og derfor styrer lige videre i samme spor.

Min mor var 19½ ,(det var der mange, der var dengang) men mange af hendes reaktioner, kan jeg se i dag, var et barns reaktioner og der var ikke så mange andre løsninger på problemer end de hårdtslående. Nu er det jo maaange år siden, men jeg tror dog at det er sundt til en vis grad at have bearbejdet sine egne forældres fejl og mangler, for de er der jo, før man selv kaster sig ud i forældressfæren.

Jeg var selv 51, før jeg traf manden, der kunne være blevt far til mine børn, så det var for sent. Det gav jeg mig nu ikke tid til lange overvejelser over, jeg har levet et meget spændende liv, hvor jeg har realiseret alle mine forskellige drømme.

MH Conny

max 40 kender en på 50 der blev mor og i dag er drengen 4 og hun er 54 det er synd synes jeg alle der ikke ved det tror at det er mormor han kommer med og hendes friskhed og vigøre blever mindre og mindre i mens hans stiger. og synes også at børn skal have deres forældre i live så længe som muligt så de kan nå at lære dem op i livets spisfindigheder.

Så længe man kan blive gravid, er man vel ikke for gammel.

Man kan ikke generelt sige, at fordi man er en "gammel" forældre, så er man en dårligere forældre.

Kvaliteten af et barns opvækst har vel noget at gøre med forældrenes evne til at opdrage osv. og ikke deres alder!

Jeg er glad for at jeg har unge forældre, og har også altid sagt at hvis jeg skulle have børn ville jeg være en ung mor (læs under 30 og også gerne under 25).

Har en veninde der er "efternøgler" og hun kalder altid hendes mor for bedste for det er det hun har været mest vant til at hun blev kaldt - min veninde blev moster som ca 8 årig...

Men hvad andre folk gør er jeg sådan set ligeglad med - bare det ikke påvirker mig

Principielt er man vel ikke "for gammel" til at få børn. Men biologisk set stiger chancen for at få handicappede børn ekstremt jo længere man kommer fra 40.

Argumentet om at kvinder vel kan få børn pr. naturens tilladelse, så længe de kan blive gravide - gælder vel også den anden vej.

Vi bliver fødedygtige tidligt; fordi vi forventes at gå i gang med at formere os, mens vores fysiologi stadig er i top.

Nu giver jeg ikke så meget for biologi fremfor menneskelig moral og etik; som jeg ser det, er det et spørgsmål om, at børnene får den familie, de har brug for og vokser op i trygge omgivelser.

Biologisk set - jo, så er der en grænse for, hvor gamle kvinder bør være, før de får børn. Men let's face it, biologi arbejder vist generelt imod det samfund, vi har opbygget.

-+- Zip.

Hvad så med os som ikke kan blive gravide naturligt?

Jeg er 27 om ganske få dage, og har haft et hårdt liv med dårligt helbred og gentagne operationer.

Jeg har ikke tænkt mig at få børn i den nærmeste fremtid. Økonomien, uddannelse osv. skal være helt på plads først. Jeg vil ikke have børn, samfundet ricikerer at skulle betale for.

Alt efter hvornår alt dette kommer på plads, kan der godt gå 5 år endnu. Så er jeg åbenbart for gammel i nogle øjne til at få børn, specielt hvis jeg skal have hjælp til det.

Dog mener jeg at hjemmebasen er vigtigere end alderen, jeg kunne aldrig drømme om at sætte børn i verden på dårlig økonomi og uden mulighed for at forsøge mig selv. Dette er jo stik imod mange
"unge" mødre.

og fik mine børn da jeg var 27 og 29 år .Jeg kan da godt falde

i de tanker når jeg ser en lille baby Men jeg synes det er for sent ikke nu da kan jeg godt klare det aldersmæssigt men jeg

synes at det er for gammel at være i 50 erne når man har konfirmations børn alder...

Min mor fik mig da hun var 32, og da jeg var yngre syntes jeg hun var meget gammel, da de fleste af mine jævnaldrendes forældre var noget yngre.

Men idag er det jo meget normalt.

Men min mor har prøvet begge dele, altså både ung og ældre mor, hun fik min søster da hun var 19, så jeg er en rigtig efternøler.

Jeg har altid sagt at jeg ville have mit første barn inden jeg er 25, men den er jeg nok nødt til at rykke til 30. Jeg er 23, single og først færdig med min uddannelse en måned før jeg fylder 25.

Selvom det er normalt at vente til et stykke ind i 30'erne idag, så synes jeg selv det er for gammelt. Jeg vil gerne igang inden de 30, men man har jo et standpunkt til man tager et nyt. Hvad andre gør er deres sag, men kommer man for tæt på de 40 synes jeg personligt man skal tænke sig grundigt om.

Hvis man føler sig fysisk og psykisk i form til det, så kan jeg ikke hidse mig op over at nogen får børn når de er 40. Jeg føler mig ikke specielt anderledes end da jeg var 30! Godt nok går jeg selv rundt og siger min holdbarhedsdato er overskredet, men det er fordi det er en sjov undskyldning frem for at skulle forklare folk at jeg ikke gider.

Generelt synes jeg måske at det ikke er så snedigt at begynde på det når man er 40, i forhold til at få den sidste, men der er ingen regler uden undtagelser.

Man får en anden tolerancetærskel når man bliver "midaldrende", og jeg tror måske mange børn med rigtig gamle forældre vil få en lidt gammeldags opdragelse i forhold til deres jævnaldrende. Det er altså også lidt synd hvis Morten på 12 skal besøge sin far på plejehjemmet...

:Pia

ventede vores førstefødte samtidig... Jeg var 22 og hun 35... Jeg ventede tvillinger, hun et enkelt barn... Dog var vi til lige mange scanninger og kontroller osv...

Jeg fordi jeg ventede tvillinger, og hun, fordi hun var over 35, og der dermed ville være større risiko for et handicappet barn...

Men jeg ved sørme ikke... Når man nu tænker på, at gennemsnitsalderen for førstefødende er 29,9 år, så er grænsen for "for gammel" vel også flyttet...

Jeg er 30 år, og er færdig med at yngle... (har jo 3½ barn)... Så jeg er vel tidligt på den... Min mor var 39 da hun fik mig... Tænkte da ikke over at hun var en gammel mor... Først da der var en der spurgte mig om det var min bedstemor... Øøøh... Nej...

Jeg har aldrig opfattet hende som gammel eller mere gammeldags end andre gør med deres forældre... (der vil jo komme tidspunkter, hvor ens forældre bare er nogle oldinge, der ikke har forstand på en papand... Det sker sikkert også for mig)...

Tror faktisk at de, der bliver mødre i en sen alder, bliver nødt til at holde sig unge længere... Må da indrømme, at jeg da synes at det er trælst, at min mor i dag er 70 år, og jeg kan se aldringstegn hos hende... Tror det er sværere for mig, at acceptere, at hun ikke kan helt de samme ting mere... Ikke at hun er mærket tydeligt af alderen, men som hun selv siger... Der skal ikke så meget til længere, før hun bliver træt, og hun hopper og springer jo ikke længere op og ned af borde og stole, når hun skal gøre rent... Det sker i et mere moderat tempo...

Og for at forskåne andre for det jeg oplever nu, så vil jeg da mene, at de sidste børn man får, nok er mest passende omkring 35-års alderen... Men på den anden side... Man oplever nok alligevel sine forældres aldring som noget negativt... Uanset om man er 50 når de bliver gamle, eller om man er 20...

Har en veninde der venter sit 5. barn... En upser, lavet med spiral og det hele... Hun har børn på hhv. 19, 17, 5 og 1½ år... Og venter så en mere... Hun er 40, og hun mener jo selv at hun er for gammel, men skæbnen ville jo et barn mere...

Jeg synes ikke man kan stille nogen regler op.

Der er nogen der er voksne når de er 25 år, andre er stadig teensgere når de fylder 50.

Nogen kommer på plejehjem når de er 55, andre er friske som 90 årrige.

Jeg synes det må være op til den enkelte at vurdere, om lysten, modet og energien er der til et barn, sålænge naturen kan få børn.

Det bliver selvfølgelig et sværere emne at tage stilling til hvis man medtager det at få børn efter overgangsalderen.

Nogen går jo i overgangsalder når de er 40, andre når de er 55, må hende på 41 så ikke blive hjulpet til at få et barn, pga hendes alder, mens hende på 55 kan få et barn?

Godt det ikke er mig der skal tage stilling til alt det... puha

ikke der skal sættes alder på.

Min mor er 75 år og jeg selv er 38 år.Jeg har ikke følt jeg har haft en gammel mor tværtimod.

Der er 10 års aldersforskel på mine forældre og ja min far er sgu noget gammeldags.

Jeg er helt enig i dit indlæg.

Der er dem der klager deres nød i offentligheden fordi de ikke har råd til at give deres store børneflok julegaver, det er SÅ synd for dem.

Vi andre der venter med at sætte børn i verden, til vi mener at kunne forsørge dem, er nogen gamle røvhuller der skulle skamme os at blive sådan nogen "gamle" forældre til de stakkels børn.

Jeg tror det bedste ville være hvis man lod være at se så steotypt på det.

Man er vel som udgangspunkt så ung som man føler sig som, og at vente med at få børn til "sent" kan godt være et udtryk for ansvarlighed.

Og hvis man alligevel får børn, uden at have styr på sit eget liv, må man vel acceptere at den økonomiske standard bliver lavere end gennemsnittet, det kan efter min mening ikke være samfundets problem.

første barn da jeg var 18 og den sidste da jeg var 33. Jeg er 41 nu og NEJ skal ikke have flere.. Når man er på min alder syntes jeg man skal stoppe, kroppen ecte ct er blevet ældre og den holder ikke som da den var 25 eller 30. blot min klare holdning og mening.

Jillow

Tjaeh, min mor var 26 år da hun fik mig og 40 og 41 år da hun fik hhv. min lillesøster og min lillebror.

- Dvs. der er 14 og 15 års forskel på mig og mine to søskende, - hvis min hovedregning er korrekt lige nu *G*

Jeg ved ikke om der er forskel på vores opdragelser, - udover at mine søskende har den fordel af at være to og vel også at der er to "voksne" for det blir jeg jo for dem.

- Eneste jeg synes er skræmmende er at vores mormor, nu hvor jeg er næsten 20 år, snart blir 70 år - når mine søskende blir lige godt 20 blir vores mor altså i midten af 60'erne - og jeg håber da de har deres mormor men chancerne er jo ikke så store :/

Ind i mellem får jeg helt stress, - jeg vil ikke være en gammel mor! Omvendt vil jeg heller ikke være en for ung mor og stå uden uddannelse, mand, arbejde osv. - for en ting er sikkert, hvis jeg skal sætte børn til verden skal de altså ikke voksne op under samme forhold som jeg og mine søskende gør.

- Og hvis jeg så skal være 40 år før jeg kan tilbyde de forhold, so let that be it then.

Selvom jeg da ærligt skal indrømme at når jeg ser min yndige lille kusine, sååå rykker det lidt i æggestokkene *GG* Lige indtil hun begynder at lugte og hun så ryger over til sin mor igen!!!

Generelt synes jeg ikke man kan sætte alder på det, - en på 20 år kan være for umoden mens en anden kan være helt klar. En på 40 år kan være old gammel mens en anden 40 årig kan være helt perfekt.

- Selv synes jeg da min mor nærmer sig grænsen til at være for gammel, også af hensyn til hvordan det blir når mine søskende blir ældre.

Jeg synes det er ækelt med de 60+ årige som har fået børn via kunstig befrugtning, - hvad skulle de dog det for?

Generelt er jeg vel lidt imod kunstig befrugtning m.v. men det er jo et andet emne.

Når man ikke kan længere er man for gammel...

jeg sys at alderen ikk betyder noget, men kan da godt blive foraget over nogle over 40 får børn, alså med hjælp- Sys man er for gammel når er nået så langt.. Men igen..

Min kærestes moster var 36 da de første gang fik barn. De havde helt opgivet og så kom der en efter de havde opgivet. Og de er sgu ikke gamle, men er osse meget "unge" i deres sind.

Min egen mor var 17 og 19 år da hun fik min bror og mig. Og det har kunne mærkes. min bror var ikke planlagt men hun klarede det alligevel, men hvis vi ser på min kæreste og min opdragelse, så er der meget der er forskelligt. Hans forældre fik ham da de var 24 (gammelt for 25 år siden ) og de har haft råd til meget mere, (rejser osv.) med 2 børn og hus og fast arbejde.. Ikke at jeg ikke kunne klare mig uden og jeg har fået alt hvad jeg behøvede, men vi tænker bare stadig forskelligt på trods af hans som jeg vælger at definere det matrielle opvækst...

Jeg fylder 26 om en månede og vil engentlig godt have børn nu, men skæbnen ville anderledes (Spontan Abort), men regner med at jeg får barn i 2007 Det er da en fin alder

Er uddannet pædagog fra 1 feb 07 og thomas har været uddannet i 4 år så vi mangler bare hus og hund - har stationcaren .. hehe

Nå nok om det..

Nyd livet og skyd nogle børn i verdenen så jeg har fast arbejde..

Min/vores den ældste kom da jeg var 23 og den sidste da jeg var 26 år, der imellem har vi så osse tvillinger! I dag er de henholdsvis 20,18,18 og 17 og hvor er det bare skønt at være "ung" med sine børn. Med den viden jeg har i dag kunne jeg ikke drømme om at få børn senere end de 30 år. Men det er jo ikke alle som selv kan bestemme hvornår det sker, og derfor må det da være op til den enkelte person at bedømme.

Hilsen Ann