Øv, hvor er jeg bare træt af at have en kæreste der bor i et andet land - ikke af kæresten, men af afstanden. Har nu på 6. måned et forhold kørende med en rigtig dejlig mand og har været nede og besøge ham 4 gange siden vi mødtes. Han har ikke haft mulighed for at kommer herop pga. sit arbejde, men er pt. igang med at søge schengenvisum så han kan komme herop en måneds tid. Forhåbentligt går visummet igennem inden jul så vi kan holde jul og nytår sammen, men hold op, hvor er jeg træt af at det pt. må være sådan her...

På min fødselsdag forleden kunne han jo af gode grunde ikke være tilstede og det er heller ikke fordi jeg ikke havde en god dag alligevel, men der manglede ligesom "noget". Og da han ringede og ønskede tillykke med dagen var han nedtrykt fordi han ikke kunne være her.

Og her til aften ringer han og siger at han bliver nødt til at tage hen og besøge sin datter, hun er 14, da hun er blevet indlagt på hospitalet med en slem infektion

Han har ikke megen kontakt til datteren, der bor ca. 800 km fra hvor han bor. Hun bor hos sin mor. De blev skilt for 8 år siden efter at have mistet en søn til kræft. Han har kun set datteren to gange de sidste tre år og på de 8 år der er gået siden de blev skilt har han vel set sin datter ca. 10 gange efter hvad han har fortalt.

Så nu sidder han helt alene i en bus og er klart nok bekymret for sin datter, mens jeg sidder her og sådan ville ønske jer var hos ham og kunne støtte ham. Trods den manglende kontakt er hun jo hans kød og blod og jeg ved han ville ønske han havde handlet anderledes dengang sønnen døde.

Og samtidig er jeg så egoistisk at jeg sidder og frygter at datterens sygdom vil komme i vejen for at han når at komme herop til jul & nytår Jeg skammer mig over at tænke sådan og jeg håber selvfølgelig hun kommer sig hurtigt og uden mén. Men tankerne er der jo alligevel...

Han havde ingen planer om at se sin datter denne vinter, da han siger at hun og moderen kun kontakter ham når de skal bruge penge-

Han sagde så at han formentligt kun blev deroppe imorgen og så tager hjem igen når han ved selvsyn har konstateret hvordan hun har det.

Ved ikke rigtigt hvor jeg vil hen med dette indlæg, skulle nok bare af med det...

Hvor jeg dog håber vi snart finder en løsning, så vi ikke skal sidde i hvert vores land og hver især føle vi ikke kan være der for den anden i situationer som denne...