heldig som har haft æren af at have en som Rock olde. Tænk på alt hva hun har givet dig og din familie af berigelse. Slik du taler om hende er hun og har hun nok vært en ressursperson for helejeres familie.

Du forteller så dejlig om hende at jeg så levende kan se hende for mig.

Selv har jeg kun fået oppleve min farmor og hendes søsken, som alle kæmpet en inbyrdes kamp om at være besterforældre for mig og min søster. Det er noget helt eget med den "gamle garde"

Det gør nok vondt nu og savnet efter Rock olde vil blive stort for jer.

Jeg håber at du vil nå over til Rock olde for at tage farvell med hende.

Rock olde vil alltid være den hun en gang var. Men hun er trætt af dage efter et lang liv. Jeg håber inderlig at du får taget farvell med hende.

Selv om hun nu er en skygge af hvad hun engang var er det allikevel de dejlige mindenene om hendes liv som vil holdes levende hos jer alle.

En stor klem fra mig, og få det andet ben med så du ikke angrer resten af dit liv.

at blive hjemme

jeg ska afsted med john her til aften han skal til svendegilde og Far er taget over til Farmor og jeg ved at der er flere der, jeg har det så frygteligt svært med sådan noget !!

øv

Jeg fortryder til gengæld at jeg ikke fik besøgt min mormor en sidste gang. Så tænk lige en ekstra gang over det.

:Pia

så kan jeg kun anbefale, at du tager afsted.

Min højtelskede mormor dansede til DAD´s Sleeping My Day Away som 86- årig her hos os 2.juledag efter julefrokosten - og sagde hun ville have det sjovt til sin sidste fest. På hjemvejen til plejehjemmet bad hun mine forældre køre hende en tur gennem Kbh. så hun kunne se lysene for sidste gang en smuk dag i starten af marts måned.

Hun var lykkelig med lys i øjene - gammel, men ikke syg - men TRÆT - og hun savnede min morfar, der var død nogle år før.

Hun sygnede langsomt hen - den sidste uge inde hun døde tilbragte jeg mange dage og nætter ved hendes side, og den dag hun døde, nåede vi, der var nærmest alle ud og holdt hende i hånden, imens hendes liv randt ud, og hun trak vejret for aller sidste gang.

Det var så smukt og rigtigt.

Jeg savner hende som en gal - hun var der altid for mig i en kaotisk barndom og skabte eventyr og magi i alle mine ferier. Hun hjalp mig til at købe min første hest, og hun var uvurderlig i de år jeg blev alene med 2 små børn, hvoraf den ene var meget syg i nogle år.

Jeg tror, jeg næsten var død af sorg, hvis jeg ikke havde været der for hende, da hun havde brug for mig. Og alle de sidste timer, hvor vi snakkede, lo og græd os igennem minderne fra alle disse år og ved tanken om den snarlige evige afsked - de står evigt printet i min bevidsthed og i mit hjerte og fuldendte mit liv og afsked med hende.

For det var rigtigt - og vigtigt at være der også til sidst.

Kun du kan jo vide, havd der er rigtigst for dig - men for mange er det vigtigt at være der også til sidst. For mig var det så vigtigt at få sat ord på hvor meget hun havde betydet for mig - hun vidste det jo godt, men derfor er det alligevel godt at få det sagt og snakket om det. Og det var også vigtigt for hende, at jeg gav hende lov at dø.

Min far nåede jeg aldrig at få sagt ordentligt farvel til - og det er jeg uendeligt ked af.

Du vil ikke huske hende som hun er i den sidste tid, men som hun var i alle de år, hvor hun har betydet så uendeligt meget for dig.

Jeg selv mistede min bedstefar for et par år siden, og nåede lige at få sagt farvel, selvom jeg ikke havde regnet med at det var den vej det gik.

Meget sjældent ser jeg ham for mig som han så ud, dér på sygehuset de sidste dage, for det meste husker jeg ham som den, der lærte mig at slå kolbøtter, byggede huler til os og altid var der, når vi havde brug for hjælp til et eller andet.

Det var SÅ hårdt at se ham svag, men jeg ved han var glad for at se mig, og jeg er også glad for at jeg trods alt nåede at se ham en sidste gang.

mvh Maria

du ønsker at bevare mindet om Rock Olde som hun var, men tro mig, selv om billedet vil ændres af at se hende nu, vil dette minde forsvinde.

Billedet af nu, vil være dominerende noget tid, men det toner ud.

Min mor døde for mange år siden, og vi var der, ja hun lignede ikke sig selv, men i dag husker jeg hende som hun var og ikke som hun så ud det sidste døgn.

Så tag afsted og få sagt farvel, det vil i sidste ende gøre dig godt.

det er så vigtig at få sagt farvel, det er lige som om at de gir slip når dette er gjort og man har selv mere ro i kroppen men i guder hvor er det hårdt kender det jo selv. En stor krammer til dig Berit. Er der noget jeg skal hjælpe med?

... 2 gange sidste år måtte jeg igennem det samme; først med min mor som jeg "desværre" nåede at se i coma og maskiner og 4 mdr efter min farmor som jeg bevidst valgte fra selvom hun spurgte efter mig.

Jeg kan psyksisk ikke klare det, og JA det er drøn sørgeligt, men det er det også at have mareridt flere år efter, grundet et minde man helst ville være foruden. Egoistisk, måske - men jeg ved også at de begge kendte min holdning til syge mennesker og hospitaler og at de inderst inde har haft mig dér til det sidste.

Så sidst min mor oprejst med et stort smil og gav hende et kram - 4 dage efter lå hun kunstigt i coma, smurt ind i blod omkring munden og tilkoblet alverdens maskiner der alligevel intet kunne gøre for hende. Jeg måtte IKKE tale om hende, men TIL hende, da de åbenbart kan høre det hele, så stortudende faldt jeg besvimet i armene på sygeplejersken der som én af de få godt kunne forstå at jeg ikke kunne tåle at se hende.

Alderdom er selfølgelig noget andet, og mildere, men ikke desto mindre kan det være svært at møde deres "træthed" med samme naturlighed som de selv gør, og jeg blev fuldstændig paf da jeg erfarede at min farmor 2 år før hendes død havde skrevet afskedsbreve til os alle... Døden er ikke nem, men gør hvad du føler bedst ved og lad dig ikke presse af andre hvis du ikke kan klare det - det er IKKE sjovt.

bliver 87 år d. 11. november. Sidste år til jul, da min mand og jeg proklamerede vores forlovelse, var hende svar at det kom hun nok ikke til at opleve... Men hun er en stærk dame - og sådan vil jeg altid huske hende - for hun kom og oplevede vores vielse... eller rettere... hun var til stede.

Min farmor blev i foråret indlagt med lungebetændelse - en slem omgang. Hun fik smertestillende, og ilt. Jeg besøgte hende sammen med min bror på hospitalet - og jeg kunne ikke genkende hende... Tynd og grå i huden, håret (som ellers altid er krøllet og glansfuldt) hang trist ned... og hun havde tabt sig.

Dertil kom en fremskreden demens, og fortvivelse fra hende over ikke at kunne forstå hvad der skete. Et frygteligt syn...

Men hun vandt livet - dog med visse konsekvenser... Min farfar kunne ikke længere magte hende (dårligt syn, gangbesværet osv), og min farmor kom på plejehjem, hvor hun trivedes... Hendes hukommelse var ikke længere god, korttidshukommelsen til tider god. Hun var tilbage i sin barndom/unge dage...

Vi blev som sagt gift, og hun var der. Jeg er glad for at hun nåede at opleve vores bryllup, men hvor meget hun egentlig fik ud af det, ved jeg ikke... Men det var en god dag.

For ca. 2 uger siden faldt hun på plejehjemmet og brækkede hoften. Hun måtte igennem en operation hvor de skiftede noget af knoglen. Bagefter havde hende lunger svært ved at optage ilt og hun var svær at komme i kontakt med...

Nu er hun så kommet tilbage til plejehjemmet, men hun er stadig svær at komme i kontakt med... Ligger hen som en grønsag...

Lige nu ved jeg ikke om jeg vil/har lyst til, at besøge hende. Jeg har aldrig haft nogen tæt kontakt til mine bedsteforældrer, men det er vel ikke forsent at starte... Måske er det for sent i morgen.

Min farmor vil altid være i mit hjerte - og jeg vil altid huske hende som landmandskonen, med forklæde, urtehave, prydhave, sigtbrødsmadder, hyldeblomstsaft og varm frokost. Mine barndomsferier vil jeg altid huske...

Lige nu føler jeg, at et besøg er mere af pligt end af lyst - for jeg har ikke lyst til at besøge hende, som hun har det nu. At hun får det bedre tror jeg ikke...

*suk* - jeg ved hvordan du har det Berit... Og ingen kan beslutte hvad du skal gøre. Det kan kun du selv gøre...

er netop død

jeg tog ikke afsted og det har jeg det ok med, jeg ved at hun har vidst hvorfor og jeg ved at hun har vidst at hun har været i mine tanker dag og nat.

Elsker dig Farmor..ses

Hej Berit.

Jeg ved ikke, om du kan huske, at jeg mistede min far for knapt et år siden (d. 1/12-05).

Men et kort resumé:

Min far var gammel(født 1921) og udslidt og havde arbejdet fra hans 11.år.

Jeg husker min far som et rart og kærligt menneske - i al fald overfor dém han havde kær - andre kunne han godt være lidt barsk overfor. *s*

Han var BOM-stærk! - og kunne alt muligt!!!

Han var bund-reel!!!

Men han blev jo gammel - og noget af dét, han hadede mest - var ham selv - da han jo ikke kunne magte dét, han førhen kunne gøre med venstre hånd på ryggen ...

Mage til selvforagt skal man lede længe efter!

Vi andre kunne ikke gøre så meget - og lægen udskrev lykkepiller ... men kunne ikke ændre på hans fysiske forfald ...

Min store og stærke far blev langsomt - men sikkert - ringere og ringere ...

Sidste år stod det helt galt til - og for at gøre en lang historie kort - så endte han på hospitalet ...

Han var svag (kunne ikke helt selv gå) - og plejepersonalet tabte ham på gulvet - helt bogstaveligt!

Han faldt på gulvet og ramte klokkerent med baghovedet på det hårde gulv!

Han skulle ellers have været hjem til weekenden - men nu endte han på "overvågningen" med en hjerneblødning.

I dagende derefter blev han mere og mere konfus - mistede som det første synet - og dernæst talens kraft.

Han var lammet i højre side - og han gled længere og længere væk.

Udsigten var skræmmende klar ...

Og da hospitalet så erklærede, at det nu var et spørgsmål om timer - så tog vi hjem.

Der var ingen af os - der ønskede at sidde hos vores elskede far/ægtemand og se på, at han døde ...

Dét er jeg også ganske sikker på, at han ikke selv ville bryde sig om, hvis han kunne bestemme.

Så vi tog altså hjem ... Jeg kørte min mor hjem - og tog på min skole, som jeg dengang gik på ...

Jeg sidder med tårer i øjnene, mens jeg skriver dette - men jeg er stadig stensikker på, at vi gjorde det rigtige - da min far ikke ønskede, at vi skulle se ham "til slut".

Han ønskede forøvrigt heller ikke nogen "afskedsceremoni" - og havde testamenteret sig selv til Anatomisk Institut med anonym jordfæstelse.

I dag kan jeg godt huske, hvordan min far stred mod døden - for det gjorde han jo (han var en stædig rad) - og mindet om det, vil jeg altid have.

Det var ikke et kønt syn - og han lignede slet ikke sig selv!

Så - selvom jeg har ævlet og bævlet meget - så er min hovedpointe - at jeg forstår GODT andre, hvis de fravælger et så trist minde, som det er - at sige farvel til et menneske, som nærmest slet ikke er der mere!

Når man holde så meget af et menneske - så kan det altså godt være af kærlighed og respekt - at man holder sig væk!

Venlig hilsen

Nina

Berit - det gør mig ondt at høre...

Trøstekram fra mig til dig ...

og Nina jeg husker det godt

... Nu kom der jo en længere "smøre" fra mig af - da minderne kom væltende ind pga. dit indlæg.

Jeg bør måske pointere, at jeg fuldt ud støtter din beslutning om at være fraværende i den sidste grumme tid, som din kære Rock Olde skulle igennem.

Du (og hun) er heldige, at I har kendt hinanden og de gode minder kan ingen tage fra dig.

Mange hilsener fra

Nina