at sige stop, for din krop er jo ved at sætte grænsen og du er nød til at være den der først siger stop.

Jeg ved godt ud fra dine indlæg, at det ikke har været helt godt med dit heste køb.

nu stod drømmen der jo og så var det bare noget øv.

Jeg vil råde dig til at få afslutet det med hesten, før du kaster dig ud i endnu et heste køb.

få afslutet lidt af det du er igang med, inden du opstarter noget nyt.

På dit arbejde er det jo et stort pres, når man pludselig står med så stort et ansvar.

Der må du sørge for, at afslutte de ting du er igang med, lad være med at gemme det til senere, hvor du tror der er mere tid.

Det tagre længere tid at gå tilbage til en ting, end det tager at afslutte det med dte samme.

når du møder ind på dit arbejde, ja så kig i din kalender og få det gjort som er vigtigt.

Prøv at dele opgaverne ud til andre, du er jo ikke den eneste ansat og de andre har også deres del af opgaverne.

Selv om det engang imellem er svært, at lade andre lave de ting man jo så gerne vil nå, ja så må du give lidt slip og indse du ikke har mere end to arme og to ben samt en hjerne.

held og lykke og husk at tænke på dig selv.

...skulle snakke med din læge, for det lyder som en omgang stress. Måske 14 dages sygemelding kan få dig på tæerne igen. For det der er da ikke til at leve med.

God bedring.

Camilla

en K Æ M P E go´bedring krammer, med på vejen til lægen..

Det lyder sørme til du er kørt helt ned af stress.

Synes du skal tale med lægen og så se at blive sygemeldt.

Hvor længe er svært at sige, med det er aldrig godt, når du har hukommels problemer.

Kender alt til stress relaterede sygdomme, fra mig selv.

Det tog mig et ½ år inden jeg var helt oven på igen..

Vil også meneat du skal afslutte, heste poblemer( selv om det er svært) og lade være med at starte ny op inden du føler dig oven på igen.

God bedring.

Furius

Ja, du lyder stresset. Men træk vejret, og nyd at det er weekend i morgen.

Selvfølgelig kan du klare det hvis du vil, men måske du kunne bede om nogle halve dage på jobbet så du fik de ekstra timer engang imellem?

En sygemelding, ville for mig, kun give endnu mere stress, fordi dagene ville være nedtælling til at skulle ud i stress igen!

Du skal ikke på en "hurtigkur" - men lægge det hele lidt om. Lidt ligesom en slankekur - det nytter ikke noget at gå på kur i 14 dage, for derefter at gå tilbage til det gamle mønster.

Sig fra på dit arbejde, så skal alt det andet nok komme.

Lad være at kigge i din kalender om aftenen inden du skal i seng - kig i stedet i din om morgenen, træk vejret dybt, luk øjnene, og fokuser på hvad du skal nå

Held og lykke med at finde ny hest... Men husk det tager tid, og vælg ikke den første bare fordi det er den første

PS: Jeg synes det er blevet lidt et modefænomen at langtidssygemelde sig pga. stress - fint nok at man tager en sygedag i ny og næ, hvis man er træt og stresset, men jeg forstår ikke at man ikke vælger at ÆNDRE på nogle ting undervejs, i stedet for at gå så langt at man decideret skal have en langtidssygemelding.

Man bliver jo ikke lykkeligere, og dagligdagen ændrer sig ikke efter 14 dages sygemelding medmindre man SELV ændrer noget!

Se at få indlagt nogle halve dage og nogle fridage i stedet, eller meld ud at du IKKE kan være stueansvarlig, sådan så du bliver på dit job og så du stadig kan se dig selv i øjnene.

Alt dette i stedet for en sygemelding - så du ikke bliver flået ud af din normale hverdag, for at blive sparket ind i den igen om 14 dage. For DET er da bare toppen af stress hvis du spørger mig
Du kan jo fortælle på dit job at du ikke synes at du kan udføre dit arbejde godt nok, og at du har brug for lidt ekstra tid derhjemme bl.a. pga. dit barn bliver mobbet - det MÅ chefen/ansvarlige da forstå, vedkommende arbejder jo selv med børn

Da jeg var småstresset over forskellige ting da jeg var medhjælper i en børnehave, så tog jeg en snak med min leder, og fik lov at ændre lidt på mine vagter et stykke tid så jeg følte at jeg kunne nå det hele

Sådan skal en leder være, hun skal lytte og tage stress alvorligt!

Endnu et PS (jeg beklager jeg sådan spammer den her tråd! )

Min udtalelse om at det er et modefænomen at melde sig syg pga. stress kan måske virke hård, og selvfølgelig er der tilfælde hvor det er nødvendigt med lange rekonvalescens-perioder efter masser af stress.
Det var ikke ment som en kritik af dem der langtidssygemelder sig.

Men det gælder altså bare om at kende sig selv og få sagt fra i god tid. Det er folk altså ikke gode nok til.

Alle kan være stressede i nogle uger, men går man og er stresset over de samme ting i måneder, ja så skal man altså til at få ændret sit liv i stedet for bare at køre sig selv i sænk og tro man kan klare alt!

Du bagatelliserer problemet med stress. Stress resulterer hvert år i mange fysiske sygdomme fordi der altså er et samspil mellem krop og psyke. Lad mig give dig et eksempel: En patient med psoriasis vil opleve en kraftig opblussen i perioder med stress.

Selv er jeg også blevet syg af stress, ihvertfald er det de forhold som min krop reagerer på. Jeg har i dag en bindevævssygdom, som kan være dødelig, som eskalerer når jeg ignorerer kroppens signaler om at nu har jeg for travlt. Der er ingen grund til at betvivle ægtheden i disse symptomer, de har medført indlæggelser på sygehuse, medicinering, erstatning fra forsikringsselskab og til slut fleks-job. Det kan ganske enkelt diagnosticeres vha en blodprøve, så ingen hanky-panky her.. Jeg var tidligere en karriere-pige, utrolig glad for min uddannelse som speditør som siden blev suppleret med en uddannelse som logistik-økonom. Hvis man har en skjult dagsorden om at gå hjemme og loppe den så er det jo ikke lige uddannelse med et pænt gennemsnit man vælger, det kræver jo en del arbejde. Jeg elskede at arbejde med logistik men må erkende at det holder min krop bare ikke til.

En anden kvinde, Caroline Søborg Ohlsen, som i sin tid stiftede Mouse House i Århus og i dag arbejder på 20 timer om ugen fordi hun også var ved at arbejde sig selv helt ned både psykisk og fysisk, holder nogle foredag om dette emne. Jeg har gået i gym. med hende og tænker på at få hende ud i vores virksomhed. Jeg arbejder i dag med arbejdsmiljø og sikkerhed og jeg kan forsikre dig at det er ved at gå op for rigtig mange virksomheder at stress det skal man ikke spøge med, det er rigtig meget på dagsorden, så du følger ikke med...

Efterhånden er det sådan at det er gået op for de fleste at mange rent faktisk har en depression f.eks. at man ikke vælger det for sjovt, måske vi snart kan få øjnene helt op for at det samme gør sig gældende for stress.. men du har selvfølgelig helt ret i at man selv også har et ansvar for sine arbejdsforhold, men det største ansvar har arbejdsgiver og ikke mindst fagforbundende som jo i disse tider har svært ved at finde ud af hvad de egentlig skal hjælpe deres medlemmer med. Dette emne er jo oplagt..

Ihvertfald er kombinationen af en pligtopfyldende, ambitiøs medarbejder og en skruppelløs arbejdsplads en farlig cocktail. Hvis man som medarbejder ikke kan trænge igennem til ledelsen fordi man måske er bange for at blive fyret, så er der jo ikke andre muligheder end at sygemelde sig.. selvom det svarer til at pisse i bukserne... sygefravær er når vi taler arbejdsmiljø et ganske anvendeligt parameter for virksomhedens/børnehavens psykiske arbejdsmiljø.

Tina, du skal ikke ignorere de symptomer du oplever, det håber jeg at mit svar begrunder.

TinaU, som de andre siger, så lyder det til at du har fået stress! Jeg tror at den bedste måde fremover vil være at du skal lære at sige Nej! Og lade andre overtage lidt af slæbet. Det kan være at en samtale hos din læge er alt, hvad du har behov for. De har set sådanne symtomer før. Mange af dem har en fantastisk god evne til at stille de rigtige spørgsmål, så din situation kan blive sat i et andet perspektiv for dig! Men du er nu godt på vej. Indtil videre har du jo indset at din krop er ved at sige stop!

Du får en opmundrene energigivende krammer herfra og smut så lige ned til lægen .

Til Lise: ja du siger det lidt hårdt, men du har nok også ret. Det er bedre at sige fra og ændre det der er galt, end at sygemelde sig, for arbejdsbyrden er der jo stadig, når man kommer tilbage. MEN der er altså nogle arbejdsgivere, der skal have tingene på den hårde måde! De forstår ikke, hvis man siger fra!

...Nu skal vi jo ikke alle give dig på puklen, MEN...!

Jeg har jo en kæreste, som sidste år var labgtidssygemeldt p.g.a stress. Inden hans sygemelding havde han rysteture, svedeture, kunne ikke sove, konstant hovedpine, han besvimede flere gange, fik spontant næseblod og havde det sådanset bare generelt ad H...til...Han kunne ikke huske, ikke tænke, vi kunne intet sige til ham herhjemme uden at han fløj op i en spids ("Nus, gider du ikke lige smutte ud med skraldespanden?" "DET ER FANDME FOR MEGET! HVAD ER jEG??? ET SK*DE PAKÆSEL?? HOD OP MED AT FORLANGE AT JEG SKAL KLARE ALTING FOR DIG, DIN S*TANS KÆLLING!DU KAN VEL FOR H*LVEDE SE, AT JEG HAR TRAVLT!" Som regel sad han og kiggede tomt på en slukket computerskærm...!) og det blev bare værre og værre TRODS det, at han forsøgte at geare ned på jobbet. Til sidst kolapsede han, blev sendt til undersøgelse og fik besked på at holde sig hjemme. Det mistede han så sit job på, men pyt med det...det var nok alligevel ikke værd at beholde.

Stress SKAL tages meget alvorligt. Når kroppen og hjernen begynder at lukke ned, så er det altså et alvorligt signal! Hvis beskrivelsen i stedet havde været "Jeg er bare så træt og udkørt og jeg orker næsten ikke at slæbe mig afsted!" ja, så ville jeg også vurdere en samtale med ledelsen omkring arbejdsfordeling og evt. et par kortere dage, men Tina beskriver de symptomer som min kæreste havde i starten og jeg synes, det er værd at tage alvorligt og snakke med lægen.

Camilla

Jeg kan aldrig komme til at arbejde igen, bla. pga at stress.

Som jeg overhørte, fordi jeg jo har gået i flinke skolen.

Mine symtomer da de varværst var at jeg kronisk havde "influensa" hedeture, hjertebanken, hovedpine, træt, hukommels og koncentrations besvær. Astma!!sittrende i kroppen. mavesyre og diarre.Kroniske smerter i muskler og led.

Jeg var bund urimelig at være sammen med.

Jeg kan idag kun lave en ting af gangen, kun snakke med et menneske, er vi flere sammen, kan jeg ikke følge med i samtalen.

Bliver der stillet krav til mig, kan jeg gå helt i sort og kan ikke huske eller tænke.

Så jow, du skal tage tid til at komme dig over stressen,Hvis du ikke vil sygemeldes helt så gør det evt. delvis, det kan man godt. og så fra sig dig alt ansvar.

Det er bedre at tage tingene alvorligt nu, end komme til at fortryde det bittert, når det er forsent.

Ved godt det er at male fanden på væggen, men man lever kun en gang og det skal tages alvorligt.

synes absolut ikke at det er blevet et modefænomen, at sygemelde sig pga stress. Tvært imod er det blevet en folkesygdom, prøv at følge med i medierne, det er ret tit oppe, omhandlende hvormange der går rundt med stress. Så noget må der jo være om snakken.

Der er jo også forskel på stress. Der er den stress, som vi alle oplever ind i mellem, når vi har meget om ørene i en periode. Men så er der den, som kan ødelægge resten af ens liv og blive invaliderende, hvis man ikke tager hånd om den. Og her er en sygemelding på sin plads. Man kan så under sin sygemeldning, sørge for bl.a. at få omlagt sin hverdag, så det er til at overskue, at kommen på arbejde igen. Jeg synes absolut ikke man skal bagtalisere en sygemeldning pga stress, hvis man har brug for det til at komme videre.

Lise, beklager jeg siger det, men med de udtalelser du kommer med, er du lige netop sådan en person, der gør det svært for andre at komme ud af busken og få sygemeldt sig inden det går helt galt. Der er så mange mennesker, der rynker på næsen og ej mener at det kan være så galt både med stress og depressioner, netop fordi de ikke aner, hvad de taler om. Det gør desværre at stress, depressioner og lign. forbliver et tys-tys emne. Det er så let at sidde udenfor og sige, at så galt kan det da ikke være, og man må bare tage sig sammen og få struktureret sin hverdag. Det kan bare være så h.elvedes svært for den der står i situationen.

Tina, det lyder ikke som om du har det så godt. Jeg synes også som de andre siger, at du skal smutte en tur forbi lægen og tage dig en snak med denne. Måske han/hun lige har guldkornet til at du kan komme videre. Held og lykke med det, og et kæmpe stort knus herfra.

Tina dog.

Gør noget for dig selv!

Sæt dig ned med børnene og spil sorteper og lad rod være rod og hjerne være hjerne!

Giv dig TID til at finde dine tanker, gå en tur i skoven med hunden - eller ud på heden.. og få tømt "computeren" for du er klart overbelastet !

Du SKAL lytte til de signaler din krop giver dig, og du SKAL få gemalen til at tage over når han er der!

Hold op med at tænke, bare fokusér på din navle og dine børn, så kommer hukommelse og søvn tilbage igen.

"bin there done that!"

evt tag en sovepille eller en afslappende pille en enkelt nat så du får sovet igennem, så kommer der mere ro på dagen derpå.

June

Buusser: Det synes jeg ikke jeg gør, stress er meget alvorligt, men det er jo folks egne prioriteringer der giver dem stress. Nuvel, nogle er mere disponerede for stress end andre, men i bund og grund kan man selv gøre utroligt meget for at undgå stress.
Selvfølgelig er det svært at ændre når man pludselig opdager at man ER blevet vanvittigt syg af stress - men mon ikke alle har oplevet at glemme mange ting i travle perioder, været svimmel og have hovedpine? Jeg kender ikke nogen der IKKE har!

Derfor er mit råd til Tina at hun skal få lavet sin hverdag om NU - er det forkert? Før det er for sent. Hvad får man ud af 14 dages sygemelding hvis det er direkte tilbage til samme gamle rutine?

Jeg har SELV ligget med hjertebanken, dårlig mave etc. ved tanken om at skulle op og på arbejde i hjemmeplejen. Jeg tog til en psykoterapeut, betalte og tog 10 sessioner i løbet af 10 uger. Jeg sagde mit job i hjemmeplejen op, fik et andet job - egentlig såre simpelt, men jeg fik det super meget bedre.

14 dages sygemelding havde da ikke løst mit problem, selvom jeg havde åndedrætsbesvær, hjertebanken og kvalme. Det havde bare udskudt problemet. I stedet må man gennem f.eks. samtaler tage fat i selve problemet.

Himmelfjer: Selvfølgelig skal stress tages alvorligt. Jeg mener bare ikke at man som udenforstående kan sige "snup dig 14 sygedage". Alle kan være stressede i perioder, men man løser kun stress ved at ændre det, der udløser stressen. Ikke ved at ligge på langs i 14 dage - det løser jo ikke problemet.

KarinaKnudsen: Ja, det er blevet en folkesygdom på linie med fedme, og vi er SELV skyld i det! Vores samfund og den måde vi lever på er skyld i det. Folk lå ikke syge af stress for 50 år siden på samme måde som i dag. Dengang var man neurotisk i stedet Det hele handler om prioriteringer!

Og beklager selv, jeg har selv haft det skidt af stress, min mor er maniodepressiv og min bror er ved at komme ud af en depression.

Jeg ved GODT hvad det handler om, og ved GODT at det kan føles forskelligt fra person til person.

- Summa summarum: Måske er jeg hård, men jeg tror ikke at en sygemelding nødvendigvis er positivt for et menneske. Nedsat tid vil i mange tilfælde være bedre - det er MIN holdning.

Tina, nu skal jeg ikke udtale mig om dit velbefindende, men du "lød" på dine indlæg for nylig til at have det godt da du lige havde fået ny hest. Hvis du først lige har fået det skidt og føler dig så stresset, så hænger det nok sammen med usikkerheden omkring hesten, dertil at dit barn der bliver mobbet.

Har du haft stress længe, så ville jeg nok overveje at blive henvist til noget samtale, så du kan få klarlagt hvad der skaber stress i din dagligdag.

Mvh Lise 21 år - som tidligere har gået til både psykolog og psyoterapeut - og som IKKE mener at en sygemelding altid er løsningen

Nu har jeg ikke ret meget forstand på stress, så det emne vil jeg gå uden om.

Men jeg kan kun give Lise ret i, at en sygemelding nok giver lidt ro her og nu - men hvad så bagefter?

Det er fuldstændigt, som at gå på slankekur og æde pulver i to måneder:

Jeps, man taber sig her og nu og bliver ganske glad, men hvis man efter to måneder så er tilbage i rillen med Marabou og Bearnaisesovs, så kommer kiloene lige så stille snigende igen - og vi er nu tilbage, hvor vi startede. Måske endda et par kilo yderligere tungere?

Kostomlægning er ordet for et varigt vægttab. Jeg tror også på, at ændret planlægning er ordet for en holdbar hverdag.

"Måske" er det bare en friperiode, som Tina har brug for. Det hele ramler: barnet, jobbet og hesten. Måske skal der bare lige en tænkepause til, hvor hesten udredes og man får sat nogen konstruktive tanker op omkring barnet. Og når de to ting så er rimeligt på plads, så er der et fint overskud til arbejdet igen

Al held og lykke herfra, Tina!

Husk bare på, at du kan ikke spise en kamel en én mundfuld. Den skal skæres i små bidder, så går det Og det er ingen skam, at bede andre om hjælp (chefen på jobbet, veninder om erfaringer med deres poder, lægen om stress).

Allerførst, så er det vigtigt at få ro på, når man erkender stress. Så en sygemelding med tid til tanke er ikke dårligt Ofte kan man nemlig slet ikke samle sine tanker og mærke sig selv, når man er stresset - man kan kun mærke, at noget er helt galt, og som du beskriver mærke sin krop sætte ud.

En sygemelding løser ganske rigtigt ingen langsigtede problemer, men den kan give mulighed for at komme så meget til hægterne, at man kan lave en mere langsigtet løsningsmodel. Gerne i samråd med bedste venner, familie, læge eller om nødvendigt psykolog, læge mv.

Jeg har selv oplevet stress - jeg blødte og blødte og blødte, og ingen kunne hitte ud af hvorfor. Jeg havde længe overhørt signaler som dårlig søvn, hukommelsesproblemer, spiseproblemer osv. Jeg fortsatte som vanligt, da jeg var ret nyuddannet, enlig mor, der prøvede at få økonomien til at være ikke helt håbløs ( men det var den ), samtidig med at et af mine børn ( der dengang var små ) var kronisk syg. Til sidst spurgte en læge ind til mit liv - og hun sagde, at jeg var nødt til at ændre på tingene, ellers ville jeg simpelthen dø af det! Og dø kan man ikke tillade sig som mor til små børn - sådan er det jo

Jeg sygemeldte mig, og brugte de par uger til at overveje vores hverdag, og ændre på hvad ændres kunne.

At ændre sit liv, gøres ikke fra den ene dag til den anden - det er en lang proces, for vores valg handler ofte om adfærd ud fra tidligt tillærte mønstre - og er i høj grad også samfundsbetingede, og derfor hænger de sammen. Der er altså mange faktorer, der gør sig gældende.

Stress udløses som regel ikke af en stor arbejdsbyrde - men af måden vi håndterer den på. Jeg har i dag en relativt stor daglig arbejdsbyrde med meget ansvar sideløbende med videreuddanelse - men jeg ved godt, hvornår jeg er nødt til at passe på, for begyndelsessymptomerne er for mig dårlig søvn, kvælningsfornemmelser, nedtrykthed og dårlig hukommelse.

Min arbejdsmængde var en del mindre dengang jeg rent faktisk blev syg af stress. Men min psyke var også anderledes. Og så er jeg sådan en, der stresser meget, hvis der er problemer omkring mine børn. Min søn var jo dengang kronisk syg, og det gav selvfølgelig en del vanskeligheder følelsesmæssigt udover det rent praktiske.

Du skriver, at dit barn bliver mobbet, og at du rent faktisk også er alene, i dagligdagen, da din mand arbejder i udlandet?

Jeg havde for ikke så længe siden en studerende ( er bla. pædagog og praktikvejleder ) i praktik hos mig, og hun var i en lignende situation. Jeg har selvfølgelig hjulpet hende, hvor jeg kunne - og har da foreslået, at hun fik snakket med sin mand om at komme tilbage fast i DK. Hendes mand har nu valgt at søge, og har fået job i DK - for at de begge kan være sammen om at støtte deres ene børn - og det har jo været en stor hjælp for dem begge.

Hvor er din mand henne i den her sag? Han er vel far til barnet, og har dermed også ansvar?

Hvad er der galt med hesten? Skal du have hest, når du samtidig er alene om ansvaret for et barn, der har det skidt og mobbes? Hesten tager måske meget tid, penge og energi, der bedre kan bruges på at hjælpe dit barn?

Hvor mange timer arbejder du? Behøver du fuldtid? (Jeg ville vælge at undvære hest, og arbejde mindre indtil tingene stabiliseres) .

Hvorfor har du stueansvar? Hvor er pædagogerne henne? Er de evt væk pga dårligt arbejdsklima ? - Dårligt arbejdsklima får ikke folk til at blive mange år det samme sted, hvis de har uddannelse og dermed mulgihed for at skifte!

Skal du ikke have dig en uddannelse istedet for at være medhjælper? Det vil give dig langt større valgmuligheder.

Du er den, der bedst ved, hvad der er godt for dig - hvis du tør mærke efter. Nogle gange kan det være lidt "farligt", fordi svaret måske ikke er det, man helst ville høre

Håber du snarligt får det bedre.

Det er en fuldständig gentagelse af hvordan jeg havde det for 14 mdr. siden. Jeg havde det på fuldständig samme måde. Var nästen til fare for mine omgivelser. Jeg kunne sätte mad over og så gå ud i haven. Det kostede nogen stegepander. Jeg blev sygemeldt. De förste 14 dage gjorde jeg intet (kunne ikke) Jeg gik turer og levede på fastfood efter lägens ordrer. Efter 2 mdr. begyndte jeg at arbejde nogle timer et par gange om ugen. Og trappede så op til alm. tid i löbet af 6 mdr. Jeg er rask nu, tror jeg og dog. Det ligger og lurer når jeg får for travlt. Derfor har jeg stort set droppet alt frivilligt arbejde. Tager mig tid til tingene. Jeg har det ok og er glad for at jeg gik til lägen för jeg havnede i det sorte hul. Der er langt op. Du er der ikke endnu, men du er på vej ! Derfor gör noget nu. Jeg var meget flov over at jeg blev sygemeldt. Jeg er normalt en meget sej person der klarer meget, men der blev det stop. Du er meget velkommen til at skrive til mig hvis du vil.

Tak for alle jeres svar.

Jeg vidste jo inderst inde godt at det kunne være stress.

Især da jeg sad med det sidste 0-16 hæfte, man får i daginstitutionerne. Det omhandlede sjovt nok temaet Stress og imens jeg sad og læste det kunne jeg nikke genkendende til mange af symptomerne.

Mht. sygemelding. Jeg har ikke lyst til en sygemelding. Eller rettere den sande version - jeg har ikke TID til en sygemelding. Lidt tragikomisk egentlig.

Grunden til at jeg har stået som stueansvarlig er at de to fastansatte på stuen stoppede samme tid, kun en måned efter de var vendt tilbage til stuen. Og en vuggestue med skiftende voksne sætter altså desværre nogle spor i børnene, der ikke anede hvem der var deres faste voksne og ikke havde nogen ide om hvor de hørte til. Så de søgte til stor utilfredshed hos den anden vuggestue, derind og fyldte meget.

Jeg har så brugt de sidste to måneder, sammen med de to vikarer på min stue, på at finde en fast hverdag for børnene og skabe rutiner og tryghed. Og samtidig skal der planlægges og jeg kan ikke bebrejde vikarerne at de ikke har deltaget i planlægningen.

Jeg skal blive bedre til at slippe ansvaret og uddelegere opgaverne og melde ud når der er noget jeg ikke kan tackle, det ved jeg.

Jeg har lavet en aftale med min tillidsrepræsentant og min leder om en samtale på mandag hvor vi kan få det hele snakket igennem og komme frem til en løsning hvor alle parter er tilfredse. Jeg har brug for støtte til at slippe ansvaret.

Arbejdsbyrden er bare enorm for tiden, med overbelægning, forældresamtaler og aftenmøder. På torsdag har jeg en normal mødetid på 9-17 og derefter er der møde fra 17.30-21. Det giver en arbejdsdag på 12 timer!!! Ja, der melder jeg altså ud at jeg ikke magter så lang en dag og at de må undvære mig til de møde.

Oven i arbejdsbyrden er der så sygdom blandt personalet og med de normeringer der er i institutionerne idag så skal der ikke meget til før det hele vælter. Torsdag var jeg alene med 9 vuggestuebørn fordi det sidste personale gik kl 16 og fredag var jeg alene med 13 vuggestuebørn fordi den næste først mødte ind kl halv ni!!! Det er fuldstændige urimelige vilkår!

Jeg tror ikke en sygemelding er løsningen for mig. Jeg ville bare gå helt i stå derhjemme. Jeg tror løsningen er at gå længere ned i timer i en periode samt støtte fra mine kolleger. Jeg arbejder lige nu 34 timer om ugen...

...Jeg siger jo bare, at en sygemelding MÅSKE kan hjælpe. Ikke at Tina skal sygemelde sig. Det er op til hende og lægen at finde ud af i fællesskab. Men at ignorere stress, ikke søge læge og blive ved med at presse sig selv - ja, det kan faktisk være livsfarligt. Og meget ofte er en sygemelding med til en bedring. Men selvfølgelig ikke alene. Ofte skabes der jo først og fremmest acceptable rammer på jobbet, hvorefter en sygemelding kan være nødvendig for at komme til sig selv. For en af de sværeste ting ved stres er søvnløshed. Så en uge eller 14 dage til at sove ud i kan tit hjælpe.

Men nej, du har helt ret i, at jeg som udenforstående ikke kan ordinere sygemelding. Og jeg synes heller ikke, det er det, jeg gør. Jeg anbefaler en snak med lægen.

Men ellers er jeg meget enig i mange af dine betragtninger.

Camilla

... behøver man altså ikke at være ... men det ved du sikkert godt.

Hvis "mine" børn og mit arbejde fyldte så meget, så havde jeg sagt STOP !!!

Men jeg har så også prøvet på min krop at føle, hvor grimt det er, når det er daglige fysiske smerter, der presser på. (I et helt andet slags job).

Måske har din krop netop brug for, at du bogstavelig talt giver den lov til at gå helt i stå ??

Du er ikke ansvarlig for, hvad der sker hvis du sygemelder dig.

Det er din leders ansvar, at få tingene til at hænge sammen.

Jeg læser ud af dine andre/tidligere tråde, at du bærer størstedelen af ansvaret for familiens dagligdag, det er heller ikke uden omkostinger.

Mvh. Lisbeth

... at stave til omkostninger ... hvad hulen en omkostinger

Mvh. Lisbeth

At jeg synes, dit arbejde lyder som om, du har et stort ansvar og ikke særligt gode betingelser. Du er reelt ikke uddannet (og lønnet) til det ansvar.

Ja, de små rollinger fortjener det bedste, men det bedste er ikke pædagoger/medhjælpere, der er gode- men som går ned af stress.

Du skal passe på dig selv: Går du ned af stress, så tager det lang tid at komme op igen. Er du først gået ned, så er din stresstærskel lavere end før.

Jeg kan fx i dag ikke arbejde mere end 3 timer alt i beregnet- uanset, hvad jeg laver. Om det så er ting i det lille hjem. Så får jeg hovedpine, kan ikke huske/koncentrere mig, og faktisk ikke lave mere end 1 ting ad gangen.
Jeg må erkende, at jeg har nemt ved at yde mere end, jeg reelt kan, i perioder. Det har sin pris!

Selv ting, som jeg hygger mig med- 3-4 timer. Ikke mere. Det er faktisk hamrende irriterende. Jeg VIL gerne.

Hvordan går det ? Har du väret hos lägen ? Jeg spillede "helt" i lang tid för jeg gjorde det. Gör ikke det !!!

Hej TinaU

Nu har jeg selv været gået helt ned med flaget med stress og det kan IKKE anbefales. Det jeg vil sige er, stress smitter og det er faktisk rigtig usundt for ungerne at du går med stress. Dette siger jeg slet ikke for at du skal få dårlig samvittighed, blot til orientering.

For mig var en sygemelding ikke det rigtige, men det blev det nødvendige. Find ud af hvad dine værdier er, og så skråt op med resten. Groft sagt.

Stress er ikke kun at have for meget arbejde og for travlt, der er rigtig mange påvirkninger som kan give en stress. Prøv at læs mit lille indlæg i et andet indlæg om stress her på siden.

Hilsen

Jette

Puha, jeg kan lige se at min tråd er kommet op igen.

Så I får lige en opdatering...

Jeg fik en god snak med min leder på jobbet sammen med min tillidsrep.

Jeg meldte ud at jeg simpelthen ikke kunne klare det pres det havde været at alene og stå med alt ansvaret i vuggestuen. Han kunne sagtens forstå det og tog sagen meget alvorlig og indrømmede også at han simpelthen havde været for dårlig til at komme med skulderklap for det havde jeg fortjent.

Vi kom frem til at jeg melder ud når jeg ikke kan mere og han holder øje med hvordan jeg har det.

Jeg ønsker jo ikke en sygemelding.

Men jeg skulle bare komme lige så snart jeg kunne mærke jeg trængte til en fridag så fik jeg den bare.

Og så oplevede jeg noget pudsigt:

I tirsdags gik jeg hjem velvidende at om onsdagen skulle jeg være alene med børnene om eftermiddagen pga sygdom. Jeg kunne ikke falde i søvn om aftenen og lå og vendte og drejede mig og fortrød at jeg ikke havde banket i bordet og krævet vikar.

Onsdag morgen vågnede jeg med snot og feber og hovedpine...

Hmm, kalder man det tilfældigheder? Jeg tror det efterhånden ikke

Hej igen

Jeg tror ikke på det med tilfældigheder, det er sådan at når man har stress bliver man nogle gange mere snottet og får små-sygdomme/skavanker. Det er kroppens måde at sige fra på og prøve at komme ovenpå. (Det kan også være ondt i ryggen eller lign, da din krop bliver fyldt med spændinger)

Det er utrolig dårligt at når du har meldt ud med at du ikke kan mere, at de så lader dig alene om at klare alle børnene.

Generelt er det jo desværre også skide svært for lederne, men det problem må vi "ikke-ledere" tage på os. Det er ledernes problem, det er det de får deres penge for.

Jeg håber snart at flere firmaer får øjene op for problemet "stress". Stress er jo langt fra at have for meget arbejde om ørene.

Hilsen

Jette - som selv har været gået ned med stress.

... at jeg synes, det er utrolig dårlig tacklet af lederen af institutionen.

For det første lægger han jo ansvaret fra sig ved at sige, du skal sige til (igen) hvis det bliver for meget.

Samtidig accepterer han, at du som uuddannet skal være alene med en vuggestuegruppe ... som er på hvor mange børn ??

Han ville skisme komme på forsiden af Ekstra Bladet, hvis der skete fejl p.g.a. en overbebyrdet medarbejder, der gjorde sit bedste, men "glemte" et barn ude eller lign.

Mvh. Lisbeth