Hej Charlotte & tillykke med nyt job og ny kærlighed

Jeg har ikke selv børn der er så gamle (5 & 1 år) men har selv stået i samme situation tilbage i august.

Fra venner fik jeg afvide, at det bedste man kan gøre, er at fortælle om sin nye kærlighed et godt stykke tid inden man regner med at præsentere ham. På den måde får børnene tid til at vænne sig lidt til tanken om at mor har en anden kæreste. De får plads og rum til at spørge ind til ham, hvem han er, hvad han laver, hvorfor du er forelsket i lige præcis ham etc...

Samtidig tror jeg det er meget vigtigt at man ikke sidder og nærmest undskylder overfor sine børn når man har besluttet at fortælle om ham. Det vil virke usikkert på dem og åbne en større plads for konflikter på forhånd.

Tror nemlig noget af det mest vigtige for børnene er at de kan "stole" på dette nye forhold, da de har været gennem et brud mellem mor og far. Og det indtryk får de ikke hvis mor sidder og ligner en undskyldning for sig selv når hun fortæller det!

Ved ikke om du kan bruge mine råd til noget som helst, men det virkede for min veninde som har en teenager-datter.

Og så selvfølgelig ikke presse på med fælles samvær, men lad hende og ham se hinanden an, uden du virker alt for forhippet, så tror jeg blot man skaber større distance.

God vind

Tak Jeanette.

Til situationen skal nok lige siges,at de (mine børn) egentlig ykke har noget tæt forhold til deres far,han har aldrig rigtig været en stor del af deres liv(rejsemontør)og har ikke gjort ret meget for at holde kontakten med dem,siden vi flyttede fra hinanden for snart en hel del år siden,Han er typen,der lover men ikke overholder,dette har jeg så prøvet at bøde lidt på ved at etablere et rimeligt godt venskab med ham,så så de ham jo lidt en gang i mellem.

Jeg har heller ikke tænkt mig at forcere noget,men det kan da godt være lidt svært,når min nye fyr næsten vil stå på hovedet for at hjælpe mig og gøre alt så godt som muligt for mig,hvilket selvfølgeligt er en helt kanon dejlig følelse og fornemmelse.

Hilsen Charlotte

Ja jeg sidder og undrer mig lidt.Når man tænker på skilsmissestatistikken her i landet,kan det da godt undre,der ikke er flere,der har erfaringer/gode råd omkring dette emne ,men I har måske alle klaret det helt problemfrit...

Hilsen Charlotte

Nu er jeg barn af en enlig mor , dvs.mine forældre blev skilt da jeg var 3.Min far så jeg ikke meget til.

Min mor havde da et par kærester og også nogen vi så, men det blev aldrig gjort til noget helt stort sådan var det bare..

Men så kom min stedfar ind i billedet..

De har lige holdt kobberbryllup.Jeg var 12 da det skete og havde da selv fået øjenene op for at det drenge måske ikke gav "drengelus". Min stedfar arbejdede på min mors uddannelsessted og jeg så ham et par gange om ugen i de 5 år hun gik der.

Det var det sidste år de blev kærester.

Min 7 år ældre søster og jeg blev "præsenteret" for Mogens(som vi jo godt kendte) en sommerdag hvor han kom på besøg(vi havde et af de hjem hvor der altid er liv og glade dage og folk kommer og går), så det i sig selv var ikke noget stort.Men da han kom ind af døren blev min mor så befippet over situationen (hun var jo forelsket konen )at hun simpelthen faldt ind i sådan et åbentskab(uden låge) der var til jakker o.lign. Helt rød i hovedt kravlede hun ud derinde fra og sagde pænt dav til ham..*G*

Vi havde lig´som lugtet at der var noget i gære..

den næste uges tid ringede han hver dag (flere gange dagligt)og hver gang blev hun som en anden teenager.:)

Det var så dejligt at se hende sådan igen at vi bare var glade på hendes vegne. En uge efter turen i skabet,flyttede mogens sin hund og sig selv ind i vores hus og han har været der siden.

I dag kan ingen af os forestille os vores liv uden ham og han er ligeså meget min far som min far er.

Vi tænkte aldrig at der gik noget fra os, for vores mor svæve-de/-r jo rundt på en lyserød sky og det er super skønt.

Håber du kunne bruge et "barns" synspunkt på det..;)

Men du/i skal nok sætte nogen klare grænser for at din kæreste ikk skal opdrage din datter hvis hun er så meget teenager som du skriver vil det nok ikke falde i god jord. Min stedfar har aldrig haft noget at sige over min søster og min mor har aldrig blandet sig i opdragelsen af hans søn(der dengang var 15) men os to små (jeg på 12 og hans datter på 10) delte de ligsom opdragelsen af..Men jeg tror næppe Tania og Mads havde taget imod opdragelse fra en "udefrakommende" hvis du kan se hvad jeg mener..