men jeg havde en gammel rideveninde, som havde en hest opstaldet hos mig. Hun var depressiv. Hun forsøgte først uden at det lykkedes, så blev hun indlagt og ca.4 måneder efter begik hun selvmord. Det vanskelige for mig var, at jeg ikke havde kontakt med andre, der kendte hende, dvs. jeg vidste kun hvad hun selv fortalte og det var ikke hele sandheden. Det er stadig ubegribeligt for mig, hvordan man kan være indlagt og dog hjemme og hvorfor hun ikke modtog terapi, når enhver vidste, at hun nok ikke tog sin medicin, som i øvrigt er lang tid om at virke og ikke altid virker. Jeg blev chokeret over hvor elendigt vores system er, når det gælder psykisk sygdom og det er tydeligt, at mennesker uden et sammenhængende netværk meget nemt tabes i det system. Hvis det er i familien og jeres familie fungerer, så gælder det om, at I bruger hinanden så meget som muligt, så i kan få bearbejdet chokket med hinanden og med "kandidaten". Min veninde skammede sig over at hun havde skåret sig første gang, hun havde meget svært ved at se sine venner og familie i øjnene bagefter. Nu endte hendes historie ikke lykkeligt, men jeg vil tro, at det gælder om at tale om hændelsen og signalere at det er ok at være ulykkelig samtidig med at man er parat til at hjælpe og støtte. I min lokale avis annonceres der i øjeblikket for en gruppe, der hedder noget i retningen af pårørende til selvmord. Måske findes der en lignende gruppe i nærheden af hvor du bor? Hvordan det generelt skal tackles afhænger vel også af årsagen til selvmordsforsøget. Hvis dit familiemedlem er depressivt, så skal systemet rendes på dørene, så der tages hånd om sygdommen, hvis det handler om noget andet, så er der sikkert andre ting, der skal tages fat i. Jeg bliver så gal, når folk taler om selvmord som en nem udvej eller kalder det at tage fribilletten ligesom det sludder med, at når det ikke lykkes, så er det ikke alvorligt ment. Selvmordsforsøg er ikke altid et råb om hjælp. Jeg tror ikke min veninde ville hjælpes, hun havde opgivet at fortsætte livet lang tid før det lykkedes for hende at dø. Mange sagde at de ikke kunne forstå, at hun kunne gøre det fordi hun havde 2 børn. Jeg tror hun gjorde det af hensyn til børnene og jeg tror ikke det var let! Ikke at det har meget med dit spørgsmål at gøre, men svaret afhænger af situationen og det vigtigste må være, at man lægger sine fordomme om emnet fra sig og sørger for ikke at blive lammet af skyld og skam, bl.a ved at tale med andre om det. Når du nu ikke skriver hvem i din familie, der er tale om, er det så fordi du er bange for at blive dømt for at være en dårlig mor/hustru/kæresteedatterrsøster?r? Hvis det er, så find straks et klogt menneske, der kan fortælle dig, at det ikke er din skyld eller dit ansvar, for det er det ikke. Ullan

Min ældste bror var meget presset. Der var flere ting involveret, og han magtede ikke livet længere. Han skrev afskedsbrev til sin hustru, sine 2 store voksne børn og sine forældre. Da han stod for at tage afsked med sit eget liv, var det for vanskeligt. Han opsøgte lægen og blev indlagt på psykiatrisk afd. Jeg viste heller ikke lige hvad jeg skulle gøre, men valgte at skrive et langt brev til ham. Det var den bedste beslutning jeg havde truffet, for kort tid efter fik jeg et varmt og hjertelige brev fra min bror. Efter brevvekslingen var det let og enkelt at have kontakt. Problemet er at jeg ikke ved hvordan jeg skulle være og sige, jeg var bange for at virke "forkert" når jeg stod første gang over for ham. Jeg ville foreslå et brev. Det var en god start på kontakt mellem min bror og jeg efter selvmordsforsøget. Skriv i brevet om hvor højt du elsker og værdsætter personen - og tilgiv. Han har efter sit selvmordsforsøg været meget åben og glad. Skiftet job og ændret livsstil. Han kontaktede hans (og mine) forældre og spurgte om de ville læse afskedsbrevet som var til dem. Det valgte mine forældre og det har også hjulpet dem igemmen deres oplevelse for de har fået forståelsen af de problmer min dejlige bror var ude i.

Jeg tror ikke jeg har noget at gøre med det hele. Der er ingen der har noget at gøre med det, og der er ingen der kan hjælpe... Det er min bedstefar der er træt af livet. Han har så meget sygdom, og sorg over tabet af min bedstemor, så livet ikke er noget værd for ham. Han var allerede indlagt på psykiatrisk afd. Han var blevet sendt med en Taxi til en specialist(noget med hans fysiske sygdom), og var taget hjem istedet. Jeg kan simpelthen ikke få billedet af ham værende så ked af det ud af mit hoved. Jeg er meget meget glad for min bedstefar. Han har altid gjort sit til at jeg følte mig som en guldklump, og jeg kan ikke holde ud at min rare bedstefar skal ende sit liv på den her måde. Jeg er 100% sikker på at det ikke er et råb om hjælp, men at han mener det. Jeg er også sikker på at han ikke ønsker at gøre nogen af os kede af det. Han kan bare ikke holde sit liv (eller mangel på samme) ud mere. Han er ikke forsømt af familien på nogen måde. Familien er bare ikke nok for ham mere. Det værste er næsten at jeg sagtens kan forstå ham. Jeg kan bare ikke forstå/acceptere at det skulle overgå min kære bedstefar. Jeg kan dog glæde mig over at han har det godt efter omstændighederne, og at der bliver passet på ham. At tilgive ham for det bliver ikke svært, men frygten for at han gør det igen er ikke rar.

jeg ved ikke helt hvad jeg kan sige som kan hjælpe dig... men min farfar mistede også min farmor alt for tidligt. han gik helt ned. og for at det ikke skal være løgn, så fik han flere og flere problemer med sit ene ben. det endte med at der gik koldbrand i det og måtte sættes af. min far var oppe for at besøge ham, da han prøvede på at komme op af sin stol og over balkonen... heldigvis fik han hjælp... han kom oven på lidt tid og fik en sød veninde, og en knallert så han kunne kommer rundt. men så angreb sygdommen det andet ben, som også måtte af. -og så kom det helt væltende igen. når vi var der talte han kun om farmor, og om at han ville være sammen med hende igen. han havde stadig kærestebrevene fra da de var unge... han døede kort efter. han begik ikke selvmord, men hvis ikke sygdommen havde hjulpet ham, så havde han gjort det. jeg ved ikke helt hvad jeg ville sige men det har hjulpet mig at huske på de gode minder. og akcapteret at han ikke ville livet mere.

Det lyder desværre meget som samme situation. Min bedstefar har også flere gange fået afvide at han risikerer at skulle have sin fod sat af. Faktisk kan det godt være at han har fået det afvide igår, hvis han altså havde været inde hos specialisten inden han er taget hjem i sit hus. Han har mange problemer, og han er syg. Jeg kan godt acceptere at han ikke vil livet mere, jeg kan faktisk endda forstå det. Sandheden er jo at alle hans livskvaliteter er taget fra ham. Ingen i familien er såret over at "vi" ikke er nok for ham, men alle er kede af at han har det så dårligt. Jeg håber inderligt ikke at han forsøger flere selvmord. Det er sådan en grim måde at slutte et godt liv på.

Hejsa Jeg ved ikke om det for alle er en grim måde at slutte livet på. Jeg tror at for nogen, er beslutningen om et selvmord, en måde at leve videre på, indtil man ikke kan/vil mere. Et form for et lys forude, hvis det kan siges sådan. Jeg har oplevet det tæt på flere gange. Min mor begik selvmord da jeg var 17...det er længe siden! Men 25 år efter hendes død, var jeg ved clairvoyant og havde slet ikke hendes død i mine tanker. Min far var død knap 1 år forinden, naturligt 80 år gammel og mæt af dage. Men pludselig siger denne clairvoyant at min mor "var der"! Der var noget hun ville sige. Han kan beskrive hende 100 %, fortælle om hendes sygdomsforløb, beslutning o.s.v helt ned i detaljer som ingen andre end jeg vidste. Jeg får så hendes besked og det afsluttes med at der bliver sagt omtrent sådan: "for udenforstående kan selvmord lyde barsk og grimt, men det behøver det ikke at være. For din mor var det en smuk ting og den måde hun ville herfra på"! Yderligere kunne han så fortælle at min far og mor var mødtes, havde givet hinanden et knus og var gået hver til sit. "Hvad man ikke når i livet, når man efter", sagde han og fik jo så også sagt at han vidste de blev skilt i sin tid og at min mor var bitter, men at de åbenbart var forsonet nu. Jeg tror fuldt og fast på det. Clairvoyanten havde ikke en chance for at vide noget om dette inde mit besøg. Jeg har været et par og fyrre og det er ikke umiddelbart naturligt ikke at ha' nogen af sine forældre i den alder. Andre ting han kom ind på, ramte han også plet med...mine venner, børn o.s.v. Kort tid efter min seance med clairvoyanten, begår en af vores nære venner selvmord. Vi vidste godt han havde det skidt, han talte selv om det, men ikke han havde det så skidt og dog havde dem der ledte efter ham en forudanelse. For mig var det en trøst at "ha' erfaringen" fra mit besøg og min "samtale" med min mor. Jeg tror at for mange er tanken om at man KAN afslutte det, hvis det blir' endnu værre, en måde at holde livet ud. Et lys forude af den mørke tunnel de befinder sig i. Men forfærdelig trist er det og det eneste der "hjælper", er at få talt om det, igen og igen. Mvh Dorte

og efterfølgende hendes søn - og før dem flere i den gren af familien. Jeg var så lille dengang, at jeg ikke husker andet end stor sorg i familien, og det er ikke "noget man taler om" nu så mange år efter. Dog sidder det i mig, om det mon skulle være "arveligt", når nu det ramte den del af familien med så mange, helt tilbage fra 1800oghvidkål og frem til 1970'erne. Jeg har desværre ingen "gode råd" Mvh. Lotte_L

Du har ret i det ikke er samme situartion, men det frem går ikke tydeligt i dit indlæg. Min bror har ikke på nogen tidspunkt givet andre skylden for han forsøg på selvmord, familiens tilgivelse gik udenlukkende på hans handling som efterfølgende gjorde det svært for min bror at se os andre i øjene. Du kan selvfølgelig ikke skrive et brev, når det drejer sig om en ældre mand der ikke ønsker at leve længere efter hans hustru er gået bort. Men du kan give ham et stort kram når i er sammen.

Hej Lunah Jeg kan godt forstå du og din familie vil gøre alt for at passe på din bedstefar.. Det er en families fornemmeste opgave at passe på og opmuntre!! men på en måde synes jeg også det er egoistisk af jer at ville tvinge ham til at leve livet,hvis han bare ikke har gejsten og lysten mere.. Hvis han er mæt af dage så lad ham komme herfra med hans værdighed i behold, i stedet for at tvinge ham til noget han ikke har lyst til,det gør jo hellere ikke tiden for ham bedre -tværtimod. Tænk hvis vi alle havde mulighed for at træffe en rationel beslutning istedet for at skulle ende som en skygge af os selv,måske siddende alene og glemt på en institution. Jeg håber ikke du bliver stødt af mit indlæg,men at du måske kan vende tingene lidt rundt.. iøvrigt har vi både selvmord og selvmordsforsøg i familien,så mine tanker er ikke grebet fra den blå luft. Jeg ønsker dig og din familie held og lykke til at klare fremtiden!! Mvh Hotbandit!

min bror forsøgte to gange at begå selvommord for en del år siden lykkeds dog ikke heldigvis. jeg var ikke særlig gamel så dengang var jeg meget mget ked af det havde jeg nok også været i dag. min søster begik selvom for 4år siden og ja jeg ved slet ikke hvordna jeg skal skrive hvordan jeg havd edet det er en meget længere historie fra min side af. men jo det er sku grimt og det såre familie go venner så meget, for min bror gik det først op for ham at det gik hårdt ud over familien da vores søster begik selvom, da fattede han at han ahvde gjordt noget han ikke skulle have gjordt, for nu mærkede han det selv hvordna det var at miste en man holte meget af.

Set fra den anden side... At komme så langt, at selvmord ses som den eneste løsning, er nok svært for de fleste at forestille sig. Livet kan være utroligt smertefuldt for nogle, så svært og uhåndterligt, at det ikke er til at bære. Så er tanken om at få fred meget, meget tillokkende. Der kan være mange årsager til, at en person vælger at afslutte sit liv, derfor er det også svært at forebygge og især svært at forudse, selvom familie og venner holder nok så meget af vedkomne. Der er ingen grund til at have dårlig samvittighed over ikke at have "gjort nok". Det er de færreste, der har kræfter eller mod nok til at gøre opmærksom på, hvor slemt det står til - at søge hjælp. Når man først er kommet så langt, mener man, at der ikke er nogen hjælp at hente. Hvad gør man så, når vedkomne overlever selvmordet? Det er utroligt svært at være vidne til, at en man holder af har det svært. Især, når man ikke forstår, hvorfor det er så slemt og vedkomne ikke kan eller vil forklare det. Lad være med at "ignorere det væk". Det er sket og uanset, hvor svært det er at forstå, så prøv at acceptere, at det nu en gang er en del at det menneskes liv. At det var en altoverskyggende følelse, der kom forud for alt andet. At vedkomne ikke gjorde det for at såre andre. Bliv ved med at være den, du var før, bliv ved med at være en god ven/pårørende. Gør og sig de ting du plejede, lad være med at blive overbeskyttende, men giv vedkomne mulighed for at tale om det, hvis det kan lade sig gøre. Lad være med at focusere på selvmordsforsøget. Det er ikke det, der er vigtig. Det det handler om, er de følelser, der førte til handlingen. Jeg tror, at nøgleordene er omsorg, forståelse, venskab, kærlighed og især nærhed. At være der. Ikke for at forhindre noget, men for at skabe noget.

ikke. "desværre" fristes jeg til at sige. Dem i min familie der har forsøgt har desværre fået succes Lilli: Tak for dit indlæg - jeg er helt enig med dig og det sætter mange tanker igang. Kan til tider ikke helt fritage mig for netop den følelse at man var utilstrækkelig eller ikke gjorde nok for at forhindre det Men godt at personen fik fred.desværre er det bare hårdt for os efterladte.