hvordan at svare paa dit indlaeg, andet end at sige at jeg er ked af for det der har sket for jer og haaber paa at du kan faa hjaelp til at takle de foelelser du har omkring det.

Jeg ved at ingen kan ersaette din mor, men maaske kan du finde en lidt aeldre dame som ogsaa er lidt ensom saa at du kan goere for hende som du oensker for en mor og hun kan giv dig lidt af det stoedt du har brug for. Jeg ved det er ikke det samme, og det bliver det heller aldrig, men jeg taenkt bare at maaske kunne det hjaelpe dig at runde ud dit liv lidt og ogsaa hjaelp en anden til at ha en god og mindre ensom liv.

bare en tanke!
bex

Tak for dit svar.

Jeg har selv tænkt på, at jeg godt kunne tænke mig at finde en dame, en "plejemor".
Jeg siger også hele tiden til min far, om han ikke kan finde en ny kone, men det tror jeg, aldrig at han gør.

Men det er svært, bare lige at finde en ny mor...
Som du skriver, så bliver det jo aldrig helt det samme.

Hilsen Pernille

hej PE

kender virkelig godt til følelsen at savne sin mor. Jeg mistede min mor for 5 år siden pga nyresvigt og en hjerneblødning. Min mor kom sig bare ikke, hun døde.

Men tror at savnet på en måde er ens.
man savner det at få sin mors omsorg. der er nogle ting man bare gerne vil dele med sin mor og ingen andre i verden.

Jeg brugte lang tid på at overbevise mig sev om at verden bare skulle gå videre som om intet var hændt.

Men det der rykkede var en psykiater der ville tale med mig om savnet af min mor. Det hjalp. Det at sætte ord på, det at det er okay man savner osv.

har du nogle du taler med det om?

godt lade sig gøre at finde en plejemor. Da jeg var bosat i Paris havde jeg en plejemor, som selv har børn, men hvor de bor henholdsvis i USA og Afrika. Vi opfyldte krav og behov hos hinanden, det var dejligt. Jeg siger stadig at hun er min plejemor, for at det ikke skal være løgn.

Jeg har faktisk min mor endnu, hun var bare ikke med i Paris. Jeg sætter STOR pris på hende.

Céleste

Tja, jeg har mine søskende at snakke med. Men jeg syntes at det er svært, lige at snakke med dem om det.

For når vi gør det, så bliver de forståligt nok, også kede af det, og så skal jeg sidde og trøste dem.

Jeg tror at vores savn er det samme, for jeg føler ikke at, jeg har en mor. Jeg ved godt at det er hårdt at sige.
Men nu skal jeg jo, på en eller anden måde, være mor for min mor. Faktisk får jeg nogle gange denne skrækkelige tanke, at jeg ville ønske at hun var død.

For det er så hårdt, at være oppe og besøge hende, uden at vi kan snakke sammen. Uden at jeg kan fortælle hende hvordan jeg har det, og at hun så kunne holde om mig og sige at alt, vil blive iorden.

Men jeg elsker hende jo og jeg har jo hende trods alt.
Hun elsker også mig og bliver så glad når jeg kommer og besøger hende. Jeg får både kys og kram.

Håber at hun en dag, "vågner op" fra hendes "dvale" og pludselig er som hun var dengang.

Men det gør hun jo ikke...

Hej PE

Nu må du ikke misforstå, hvad jeg beder dig om. Men når jeg læser dit indlæg, så forekommer det mig, at du mener, at din mor "skylder" dig at være, sådan som dine veninders mødre er. Sådan en, man kan shoppe med, snakke med, blive rådet af og trøstet af. En ligeværdig (men klogere, måske!) sparringspartner.

Det ER en stor sorg for dig, at du ikke har en mor, som dine veninder har. En mor som kan matche dig. Men det er altså lige så stor en sorg for din mor, at hun ikke kan være sådan, som du ønsker hende. Hun ville gøre alt for at kunne give dig det. Men hun KAN ikke. Hun er skadet af hendes sygdom, sådan at hun ikke magter at være sådan.

Du fortæller, at hun efter 1. hjerneblødning ikke længere var som den gamle mor og ikke ville være nok hjemme hos sine børn. Og selvfølgelig var det dengang et svigt, at hun ikke tog sig så meget af jer. Men allerede dengang havde hjerneblødningen jo ændret hende. Hun havde ikke ændret sig selv.

Der hvor jeg vil hen er, at jeg ønske, at du vil tage dig af din mor, på det niveau, som hun nu magter idag. Hun bliver aldrig som venindernes, men hun kan blive som DIN mor igen. Én, som interesserer sig for sine børn, én som glædes over sine børn.

Hvis hun føler, at hun står i gæld til jer, fordi hun er, som hun er, så vil hun heller ikke have nok overskud til at glædes sammen med jer. Men hvis i virkelig forstår at møde hende, der hvor hun er, så vil i gavne og glæde hende utroligt. I må ikke sammenligne med før og nu, for hun er ikke blevet anderledes af sygdommen for at genere jer. Jeg tror endda, det generer hende mest.

Så derfor, gå ned og glæd jer over, at din mor er her endnu, og vær positivt indstillet overfor hende. det vil give både dig, hende og dine søskende et nyt lyspunkt.

Jeg skriver ikke dette for at ramme dig. Men ene og alene for, at du måske kan se situationen fra en anden side. Jeg arbejder med folk med afasi, båd eældre og yngre, og jeg oplever ti´t i mit job, at man må møde folk der, hvor de nu er. At udgangspunktet ikke nødvendigvis er en normaltfungerende krop og sjæl (Afasien påvirker begge, ofte lige slemt. Men det er kun fysikken man kan se med det blotte øje)Jeg har meget stor glæde af mit job, men jeg prøver af hele mit hjerte også at vende alt til noget positivt.

Jeg håber i må få det godt sammen i fremtiden, jeg tror iøvrigt gerne, at personalet vil hjælpe dig med at "nå" din mor. Det er så dejligt, at man har positive oplevelser at tale om i hverdagen, også som personale på et sådant sted

Mange varme tanker!
Good luck

Anita(Pepsi)! Du rammer lige hovedet på sømmet.

Céleste

Hejsa

Jeg må bare udtrykke min totale uenighed i Anita's indlæg.

Ingen børn, uanset alder, ønsker at være mor eller ansvarshavende for sine forældre.

Det vi ønsker er en forældre i akkurat den betydning en forældre har. En man ved der bare er der for en, en som uanset hvad, bare elsker og taget hånd om, HVIS der trænges.

Dette fundamentale behov kan ikke bare ændres. Jo, udaftil og tusindevis af mennesker oplever at de må påtage sig rollen som den der får det hele til at fungere for ders forældre eller søskende, ægtefæller o.s.v.

Men intet kan erstatte et godt forhold til en forældre og jeg syntes det er OK at blive ked og tillade sig at savne det.

Der hvor man måske kan finde hjælp er hos andre familiemedlemmer, gerne en moster/faster/tante el.lign, der har kendt en fra man var lille.
For det skal med, barndommen, kendskabet til ens baggrund, bevæggrunde o.s.v.

Pernille: Det positive er at du savner din mor, at du har noget i din bagage der fortæller dig, hvordan det HAR været, hvordan det var da hun rummede at være mor.
Positivt er det også (HVIS man kan tillade sig at kalde det det!!), at hendes "fravær" ikke er foråsaget af dig og dine søskende, at hunne ikke har valgt jer fra, men at hendes adfærdsændring bærer skylden.

Jeg håber du på en eller anden måde kan finde en erstatning. Jeg havde min moster, som ubetinget elskede mig og som for en tid var min barriere mod voksenlivet (det voksenliv, som opstår, når man ikke længere har en generation før en, til "beskyttelse"!)

Som "forældreløs" (er jo altså 48 år nu, men var 17 da min mor døde, 40 da min far døde) forstår jeg dig fuldt ud, og jeg håber ikke du bliver ked af Anita's indlæg. Forældre er nu engang til for at være forældre og det er som sådan vi kender dem.
Det er i deres "favn", vi får/burde ha' lov at være helt os selv....elskede.

Mange hilsner Dorte

Jeg tænker virkelig over, det du har skrevet.

Jeg elsker min mor og vi hygger os også, når jeg er oppe og besøge hende. Og hvis jeg bliver ked af det, når jeg er deroppe, så holder hun også om mig. Det er det bedste i verden. Hun siger ingenting, men bare holder mig. Så er det næsten, som det var inden hun blev syg.

Jeg bliver faktisk lidt ked af det, af at læse dit svar. Men på en god måde. For jeg har nok ikke været god nok til, at tænke på min mor og hvordan hun føler. Men jeg ved bare ikke, om min mor er så bevidst om tingene, så hun kan tænke sådan som du beskriver.

Jeg tror det desværre ikke.

Hej Dorte.

Tak for dine pæne ord.
Sådan som du beskriver, er præsic sådan som jeg føler.
Især en sætning som denne:

Forældre er nu engang til for at være forældre og det er som sådan vi kender dem.
Det er i deres "favn", vi får/burde ha' lov at være helt os selv...elskede.

Jeg håber at jeg en dag finder en, som kan give mig den moderlige figur, som jeg så skrækkeligt savner.
Ved godt at ingen kan være, som min mor var dengang.

Jeg har en tante som jeg er utrolig glad for, men hun har jo sine egne børn og børnebørn, og jeg vil jo heller ikke bare mase mig på.

Men tak for alle jeres søde svar, det er rart at få lov, til at komme ud med det.
Og tak fordi, at I gider at læse det.

Mvh Pernille

Hej Pernille...-og Dorte

Vi er faktisk alle enige...

Jeg er glad for, at du kan se hvad jeg mener, og jeg tror faktisk at det på sigt gavner både dig og din mor.

Du skal vide, hvor mange gange jeg har "krummet tæer", fordi en (midlertidig) kollega ikke har udvist forståelse for det, jeg omtaler -at man må møde folk der, hvor de nu engang er. Men talt hen over hovedet på beboere, ikke udvist pli og respekt o.s.v. Min holdning er bare, at fordi man ikke kan vise dette via kropssprog, så har man stadig sin stolthed og sin sjæl indeni. Også selvom sygdommen ændrer ens handlemønster og sind.

Jeg tror ikke du er ude på det plan -overhovedet. så ville du nemlig ikke bekymre dig om din mors og dit forhold. Så ville du blot undlade at tilbringe tid (til)sammen med din mor. Fik vist ikke rost dig i det tidligere indlæg, men jeg beundrer dig for, at du bliver ved at forsøge kontakten.

Med hensyn til Dorte's indlæg, så er jeg (tildels) enig. Det ER naturligt at savne en mor eller én, der kan opfylde moderrollen. Jeg har en meget nær veninde, der mistede sin mor som knap 17-årig, hvis du vidste hvor meget vi har talt om mor-datter forhold, også i forholdet voksen datter/mor. Hun er så så heldig, at hun har haft nogle personer i nærheden, som har kunnet udfylde nogle af rollerne.

Og det er helt OK, at man savner denne person, og at man kan føle sig svigtet.
Der hvor jeg bare mener, at man må være dygtig nok til at bære ansvaret, er så i forholdet til moderen(eller hvem det nu er, der "falder ud af rollen"). Jeg ser det på mit job, det at folk ubevidst og helt utilsigtet ikke magter at møde og acceptere personen i nuværende situation. Og formålet med mit indlæg var egentlig bare, at jeg ville påpege, at det ikke gavnede hverken den pårørende eller personen selv.

Jeg ved altså godt, at det er "hard work". Men jeg tror at du magter det meget bedre, end du selv er klar over. Jeg håber at du finder en sød, gammel dame, som kan udfylde rollen (Ingen tanter, mostre, naboer eller lign?), sådan at du kan have det dejligt med din mor.

Opmuntrende -og træstende hilsener
Anita

Jeg vil virkelig prøve alt hvad jeg kan, for at gøre vores mor-datter-forhold bedre. Vil forstå hende bedre og tænke mere over, hvad min mor kunne tænke.

En ting ved jeg: Og det er, at min mor elsker mig, og det er jo i bund og grund, det eneste der betyder noget!

Jeg syntes lige at I skal se min mor:



Vil i hvert fald gøre mit til, at vi begge kan bruge hinanden lidt mere.
Men uanset hvad, så vil jeg altid savne hende, som hun var, inden hun blev syg.

Mvh Pernille

som tidligere nævnt tale om et legalt savn, og det er iorden.

Jeg synes der er kommet gode konstruktive råd her i tråden til dig.

Håber du får det bedste ud af din situation!

Céleste