nogen nyhed, mænd er bare dårlige til at huske bestemte datoer, jeg tror det er medfødt. Jeg havde føs'dag her den 10., normalt husker jeg manden på det ca. 14 dage før, så er jeg sikker, men med vilje gjorde jeg det ikke denne gang. Først da jeg hentede ham på arbejdet, sagde jeg: Er der ikke noget du har glemt! Han svarede: Hvad! Når ja, tillykke med føs'dagen.

Han husker dog sin egen, sin svigermors(de har samme dag) og sin søns. Vores bryllupsdag går det heller ikke så godt med. Jeg lægger påmindelser ind på hans telefon, så håber jeg han husker det.

Men det er vist bare mænd i de fleste tilfælde, ihvert tilfælde vores.

Knuz Pia

Tillykke med dagen.

Og JA sådan er mænd bare, forventer lidt samme historie som din i morgen

Min mand ikke .

Han bliver nemlig husket på det , når vi begynder den mdr. jeg fylder år i .Hver dag nu er der så og så mange dage til .

Nu ligger min dato i den sidste ende , så jeg har næsten en hel mdr. at huske ham det på i .
Og han får ikke en chance for at glemme den .

Det er en slags service jeg yder ham . For det er ikke sjovt at glemme den dag .

Illlum

I går var det min kærestes fødselsdag og jeg havde ikke glemt den, men hans lillebror havde købt det samme som jeg og jeg vidste derfor på forhånd at gaverne skulle byttes.
Jeg havde ikke fået købt noget til han fra mig, da det jeg ville give ham var udsolgt (typisk mig først at få det købt i sidste øjebilk)

Han derimod husker altid min fødselsdag, endda hvis han ikke er hjemme.
For nogle år siden var han på Island med sin bror på min fødselsdag.
Han havde efterladt en stor gave og en kuvert.
I gaven var der et varmetæppe (jeg er ret kuldskær, men følte mig som en gammel kone, da jeg fik det)
I kuverten var der penge (hele 2200 kr) Yes - nu kan jeg endelig få mig et par nye læderridestøvler, men ak pengen var øremærket til en ny cykel, som jeg så pænt måtte ud og købe

Dagen er jo ikke forbi endnu, så mon ikke han skal ud og handle i eftermiddag og den dårlige samvittighed bidrager til lidt ekstra

Puskin

.... 13 dage før bukkejagten går ind!

Jeps! Sådan husker min mand det!

Det er bare om at give dem en måde at huske det på...

min har da sat flag op men gaver bliver det aldrig til ved godt at vi sjovt nok altid har den meste trælse måned i juni økonomisk men hmmmm elsker gaver det er lidt surt at blive voksen på det punkt... og tror i han hjar sendt en føsdags besked endnu skumle skumle

han glemmer ikke datoer, hverken fødselsdage eller andre vigtige datoer når det gælder mig, til gengæld husker han ikke sin egen families eller andres fødselsdage.

Jeg husker ham ikke på det, næ, jeg gør faktisk som Illum, jeg fortæller hver dag i den måned at jeg snart har fødselsdag, med glæde i stemmen og lys i øjnene. Nu er det bare sådan, at jeg ikke gør det ikke for at huske ham på det, næ jeg har altid gjort sådan, sagt det til familie og venner, altid, ja sådan er det bare når man ELSKER at have fødselsdag, så spredes budskabet hurtigt

glemmer ALDRIG fødselsdage eller bryllupsdag. Han kan finde på 1 måned før at gå og drille og spørge "hvornår er det nu vi har bryllupsdag" eller "er det 1 dag før eller efter jul, du har fødselsdag". Jeg lader ham lege den leg, for jeg ved at jeg får fede gaver.

En gang havde han købt ALT på min ønskeseddel. "Jeg troede, det var en bestillingsliste", sagde han bare.

Min mand glemmer heller ikke ens fødselsdag, hvilket er dejligt, og han gør altid noget ud af ens gave. Noget som man ønsker sig, også en personlig gave fra ham selv, som han syntes man skulle have.

Dog betragter han min ønskeseddel til jul som en ordre seddel, så der bliver det hele købt:-)

går og husker dem på alverdens ting og sager, incl mærkedage, hvorfor skulle de dog så selv bruge energi på det??

Jeg nægter at tro at mænds hjerner er anderledens indrettet på det punkt end kvinders.

Jeg kunne ikke rømme om at "lege mor" for Michael.
Han er sørme gammel nok til selv at klare den slags ting - og også til at tage skraldet hvis han glemmer noget

du har da så evigt ret. Man gør dem jo en tjeneste ved huske dem på det. Tror jeg i år vil undlade at minde NOGEN om at jeg snart har fødselsdag, så bliver det spændende at se hvem der husker på det

Til gengæld er det ALTID mig der glemmer andres fødselsdag, det er SÅ pinligt. Jeg lover mig selv at jeg skal blive bedre...men det gør jeg ikke. Suk...

Den dag min "mand" husker min fødelsdag, sælger jeg hesten

Jannie

føs'dag den 10. i denne måned, havde jeg som sagt ovenover ikke husket ham på det som jeg plejer, og han glemte det, men det er ikke kun mænd, også f.eks. svigerfamilien. Den dag jeg havde føs'dag kørte svigermor og jeg ud og kiggede på en avlshoppe, jeg sagde med vilje ikke noget, det kan jo ikke være mig der skal huske det hele, men de har endnu ikke opdaget det, heldigvis er jeg da også ligeglad, min egen mor og søster husker det, så det er ok.
Det skal lige siges at svigerfar glemte sin egen søns føs'dag(min mands lillebror), dårligt ikke, ens egne børn!

Knuz Pia

Herhjemme er det altså mig der ikke bruger energi på at huske sådan noget. De første 4 år kunne jeg aldrig huske hans fødselsdag; først da han fyldte 28 den 28. i mdr havde jeg en chance for at lave en kobling i hjernen, så det var til at huske.
(Nu husker jeg bare på en anden måde: Svigermor hveranden dag i en hel uge - GLEMMER det aldrig mere først juleaften, så hendes fødselsdag så hans.

Min mand har glemt min fødselsdag 1. gang og det tør han ikke igen

Jeg er født ind i en famillie som gør et stort nummer ud af fødselsdage og det at finde den "rette" gave (ikke nødvendigvis dyr, men "god" ) Og han havde glemt den i 1998, nøj hvor blev jeg tosset. Ikke pga. manglende gave, men pga. manglende engagement.

Jeg synes sgu ærlig talt at det er for dårligt at manden ikke kan huske kvinden i hans livs fødselsdag, et eller andet sted oser det sgu af manglende engagement og interesse.

Det er jo' ikke fordi han behøver at leje en violinist og synge seranader nedenfor vinduet, men en lille blomst, den rette gave (som viser at manden lægger mærke til hvad pokker der sker i hendes liv, der er måske lige gået hul i hendes ynglings gummistøvler eller lign.), et kort (evt. købt færdigtrykt, hvis ikke han gemmer på en poet) eller blot en kop kaffe og morgenmad eller livretten til aften.

Det kan jo' gøres på mange forskellige måder

-Trine

Ja, så er jeg ikke den eneste der har "sådan en mand"!?

Den bedste min har lavet indtil videre var dagen før juleaften.

Jeg var på arbejde, og kl. 2 min i 16 (hvor jeg havde fri) ringer han og spørger om jeg ikke kan gøre ham en tjeneste!

Jow, det kan jeg da godt siger jeg, hvad går det ud på.

Jamen, jeg skulle bare lige gå ud og købe en julegave til mig selv!? For det kunne han ikke nå!

Hvad siger i så? Men fandme nej, DET ville jeg ikke være med til.

Så jeg fik altså ikke nogen julegave

Så lovede han at købe en til mig når butikkerne var åbne igen....men, det glemte han vist også.

Nok mest fordi han bare synes han er en gave i sig selv...hmm...ja ja, det er han da også, men alligevel

Man må nok bare lære at leve med det....

Det var da det stiveste Dét havde jeg ikke fundet mig i, godt du sagde nej.

Jeg tror virkelig jeg er priviligeret.

Stakkels min mor, hun lever med en mand (min far) som er som jeres. Hvis ikke det havde været for mig i alle de år, så havde hun hverken fået fødselsdags- eller julegaver Han glemte det ALTID, hvis ikke hans datter (mig) ringede og huskede ham på mors fødselsdag.

Men nu bor jeg ikke hjemme mere, så jeg er spændt på hvad der vil ske, hvis han ringer og spørger om jeg ikke lige kan købe en gave til hende (som han altid har gjort), ja så siger jeg altså nej. Jeg bor ikke hjemme mere, og det er ikke min "afdeling" at købe gaver for familien til familien.

Måske det er alderen der trykker hos de fleste??

Jeg synes også den var lige grov nok du

.... det med at huske datoer
Fødselsdagene har jeg styr på, men jeg har faktisk i flere år hårdnakket påstået, at vores bryllupsdag er d. 10. juni
Så jeg fandt en kalender for 1984 på internettet, hvor jeg fik afkræftet min påstand
Vi blev nemlig viet Pinselørdag i 1984 og den faldt altså på d. 9. juni, den dato som manden mener han blev gift med mig
Og da han er den eneste, jeg nogen sinde er blevet gift med, så er det altså sådan det forholder sig.
Mvh. Lisbeth