Depressioner skal jo diagnosticeres af nogen, og først og fremmest går man jo til sin egen læge. Han beslutter så om man skal henvises og dermed have tilskud af sygeforsikringen. Har man et problem på sit arbejde, f.eks. stress, kan man søge hjælp gennem sin fagforening, hvis man er medlem af sådan en. Går man i skole eller på en uddannelse plejer der jo at være en lærer eller studievejleder, der kan guide en til den rette behandling. På de fleste gymnasier er der et ugentligt besøg af en sykolog, som man anonymt kan opsøge og denne tager så stilling til om problemet er alvorligt nok til at starte en behandling.
Personligt synes jeg at ordet 'deprimeret' bruges i flæng og det er lidt synd, for man kan jo godt nogen gange have en periode, hvor man er nede uden at der nødvendigvis er tale om en depression. Jeg har flere gange set depressive tendenser hos mig selv, men har altid haft et godt forhold til min mor, som er psykolog, og har kunnet tale med hende om det og er derfor aldrig blevet diagnosticeret, heldigvis. Det er det jo desværre ikke alle der kan, da moderen ofte kan have skyld i de depressive tendenser hos mange.
At være deprimeret er efterhånden blevet som en slags mental forkølelse, og efterhånden bør alle have en personlig psykolog, ligesom de har en personlig læge. Det er egentlig ikke nogen dårlig ide, men problemet er at det er alt for ressourcekrævende. I stedet mener jeg, at alle læger bør uddannet til i højere grad end nu, at være opmærksom på deres patienters psykiske tilstand. Bland andet kunne man indføre en årlig samtale-time, hvor læge og patient kommer ind på de ting i livet som gør ondt i sindet eller hjertet.
Jeg har i efteråret gennemgået en samtalerække med min læge. Hver samtale varede 45 minutter og drejede sig om alt hvad jeg havde på hjerte, fra familieproblemer og parforhold over traumatiske oplevelser til min jobsituation osv. På den måde lærte min læge mig at kende og nu tror jeg ikke jeg vil få problemer med at få en henvisning til en psykolog, hvis han kunne mærke at jeg havde det så dårligt.
At psykologhjælp koster penge er, som jeg ser det, ikke decideret dårligt. Men jeg synes det burde være gratis, når man har fået en henvisning, det skal blot ikke være gratis for alle som er lidt triste til mode. Derimod skal man bruge sin læge og insistere på at han/hun lærer en at kende og så man kan tage en snak i ny og næ. Det er trods alt et privilegium at have en personlig læge. Det system er der ikke mange andre lande der har.
|
