det er ikke helt det samme her. Jeg tror, det gør manden ikke. Han har altså ingen religion, og det er måske nemmere, end at mødes med een, der har et helt andet livssyn end en selv.

Hos os er det sådan at han mener, der ikke er nogen "højere orden", verden er et resultat af evolution uden guddommelig indgriben nogen steder. Hmm.. jeg mener, der er en gud, som er nærværende og som vi skal forholde os til.

Man kan ikke vælge at tro. Man må ikke tro at ens tro er rigtigst. Det er arrogance. Kristentro kan aldrig bruges som en trappestige at stå op på og dømme andre fra.

Hvis du har valgt den mand, så kunne det jo være i skal vies buddhistisk? har du tænkt på det? Eller vælge den neutrale vej og gå på rådhus, hvor der ingen religion er, men hvor jeres ægteskab bliver det juridiske ja! som også er i kirken, - bare minus velsignelsen.

Du er nødt til at "sluge" den kamel, at der altså er noget i IKKE deler. Og så må du få dig selv derhen hvor du kan se, at hans tro er ligeså rigtig som din. Du er nødt til at respektere, at han ikke tror det samme som dig, nøjagtigt ligesom han må - den anden vej rundt. Den der med fordømmelsen er kommet ind i kristendommen et eller andet sted fra... for du hører aldrig Jesus spørge "hvad hold er du på?? - nå, så vil jeg ikke være sammen med dig!" han fordømmer ikke "vantro", men kun de "skråsikre", der tror at de har patent på de rigtige holdninger.

lad os høre, hvordan det går - og rigtig held og lykke med det
sidse

heller ikke i kirke... jeg betaler min kirkeskat, men er ikke konfirmeret... jeg havde ikke noget ønske om at stå i en kirke og love noget jeg ikke kunne holde.. så begge gange er det blevet rådhuset.. ville manden ikke det var, jeg bare ikke blevet gift, og vi havde levet på "polsk"

hvor er det bare rigtigt det du siger der. Det er lige præcis de ord, som folk har så svært ved at forstå, at man ikke tror det samme som dem. Eller at man kan fungere uden at tro. Jeg har en evig diskussion med folk fordi mine børn ikke skal døbes,men når jeg ikke er troende hverken kristen eller buddist eller noget andet så er det ikke den rette handling for mig at gå ind og sige at jeg lover at opdrage mit barn i kristen tro.
Og Travfreak, det samme gælder nok din kommende mand... han føler ikke det er rigtigt for ham at stå og blive gift i en kristen kirke når nu han er buddist. Ligesom du måske ikke vil føle det er rigtigt at blive gift i en buddistisk kirke.
Mit råd er at blive gift et neutralt sted som rådhuset, så mødes I vel på midten så at sige.

kirken i sig selv han ikke vil ind i, eller er det hele den kristne vielse, han ikke bryder sig om?

Hvis det "bare" er kirken, kan I jo blive viet udendørs eller i en anden bygning..

Er der ikke et buddhistisk vielsesritual, som du også finder romantisk.. Måske ikke ligefrem VIELSESritual, men mere "bekræftelse-af-at-vi-er-hinandens-til-vores-dages-ende"-ritual.

Så kunne I helt uformelt ordne det praktiske på rådhuset og derefter holde jeres "vielse" et romantisk sted med en buddhistisk præst og masser af gæster.

Men det hele kommer jo også an på, hvor meget kristendommen betyder for dig.. Det er du nok nødt til at gøre op med dig selv - og din kommende mand - inden..

Men tillykke med det forestående bryllup

Det kunne da foregår hjemme i haven eller et andet dejligt sted. Man kan jo få "borgmesteren" til at vie Jer, men I bestemmer jo selv hvad der skal læses op, så det kan jo laves så det passer til Jer begge 2.

Louise

Kristen, så jeg hverken kan eller vil love noget som helst overfor en gud som jeg ikke tror på. Det er at bære falsk vidnesbyrd og tisse religionen op og ned af ryggen (lige meget hvilken religion det er). Det er ikke ærefuldt, men svigefuldt og falsk.

Så hellere op på rådhuset og blive viet juridisk og bagefter love hinanden evig troskab hjemme i haven foran alle vores venner og familie. Det holder mere i mine øjne.
Eller man kunne få en buddhistisk præst og en kristen præst til at velsigne jer.
Det har jeg nemmerlig også tænkt over og det samme har min mand (som tror på den kristne gud). Det passer måske mere i vores kram, men det kunne være en ide også til jer.

Det der det vigtigste her er at i jo bekræfter jeres kærlighed til hinanden og jeres løfter. Løfter er løfter, lige meget hvilken religion man bliver gift i.

Men det er min egen knudrede holdning der kommer til udtryk her.

vil du ikke forklare det lidt mere? hvordan ser du forskellen mellem det kristne vielsesritual og så en kristen præsts velsignelse? I den protestantiske kirke er vielsen ikke en hellig handling, på den måde bliver den "på linie" med en velsignelse. Altså - vielsesritualet bærer i sig det juridiske fordi vi har en sammensmeltning af kirke og stat, det er den eneste forskel - vielsesritual minus jura = velsignelse alene, altså er du lige vidt... kan du se hvad jeg mener?


Rebella... he he... kom til at grine af din "vi-er-hinanden-tro-til-vore-dages-ende" ting... når man tænker på den buddhistiske lære om genfødsel efter genfødsel indtil den endelige udfrielse... ja, så kunne det godt gå hen at blive (undskyld mig) ALLER HELVEDES længe... !! Men mormonerne har faktisk noget, der ligner. De tror på sjælen som en evig og guddommelig størrelse, og man kan "blive gift anden gang"... hvor første gang er som vores almindelige protestantiske vielse, mens anden gang er en forsegling, som så holder i "åndelivet" bagefter... så man også er gift i paradis og vist også eventuelle genfødsler. Jeg er meget tilfreds med min mand, kunne ikke ønske mig nogen bedre. Men jeg er nu alligevel godt tilfreds med at vi kun er viet til døden skiller *SS*

Nu skal jeg se om jeg kan forklare det ordentligt på min egen gnidrede facon.

Det jeg mener er at:
Du får din kristne velsignelse og han får sin tro's velsignelse af jeres ægteskab.
Ikke en vielse, men accept fra jeres respektive trosretninger/gud.

Men jeg lægger måske noget andet i en velsignelse: Accept fra ens gud af ens valg af livsledsager og løfte fra denne gud om et godt liv.

Vielsesritual (med mindre det er på borgmesterkontoret):
At blive gift i en religion, hvor man lover i denne tro at leve, ære og elske med videre ens ægtefælle og bryder man løftet bliver man straffet af religionens gud.

Hvad er din opfattelse af velsignelse og vielsesritual??

jeg tror det er ideen med at træde ind i en kristen kirke som han er imod men at blive viet af borgmesteren i haven lyder da som en god ide....

ja... som det ser ud i den protestantiske kirke, er vielsen ikke hellig. Vi har kun to sakrementer tilbage efter reformationen, nemlig dåb og nadver. En vielse er sammenføjning af to parter, "for gud og mennesker". Det vil sige at vielsen, som den ser ud i dag er en juridisk handling, hvor to parter laver en slags kontrakt på fælleskab og samliv. Desuden et vidnesbyrd overfor gud at vi agter at holde sammen. Man kan så bede om guds nærvær i det "foretagende", men man er ikke sikret noget. Du siger, at i vielsen acceptere gud ens valg af partner. Det er ikke sådan jeg ser det - da vender det så at sige den anden vej. Netop at jeg for gud og mennesker viser, hvem jeg agter at holde sammen med. Jeg kan bede begge instanser om accept af valget og hjælp til fremtiden, men jeg kan ikke kræve den eller regne den for givet fra nogen af dem. ... *S*

Det ser helt anderledes ud for katolikker, som jo også er kristne, for her er vielsen et sakremente, vielsen er en hellig handling og ægteskabet dermed en guddommelig foranstaltning, som derfor selvfølgelig heller ikke kan opløftes igen. for os protestanter er vielsesritualet bare en "hensigtserklæring" eller en "fremvisning" - så menigheden vi tilhører og gud som vi bekender os til kan se og vide at fra nu af hører vi sammen.

....nu hvor der tales ægteskab

Var der nogle der så programmet på DR1 i går om Mariakirken på Vesterbro og problemerne med narkomanerne ??
Det omhandlede så optakten til menighedsrådsvalget og selve valget.
Efter valget sagde de, at mange som ikke var medlem af Folkekirken, var mødt op for at stemme.
Se det forstår jeg ikke helt, man kan altså melde sig ud af "foreningen" slippe for at betale kirkeskat, men stadig væk have stemmeret til menighedsrådsvalget ??

Er der andre der finder det lidt underligt ??

Mvh. Lisbeth

... af borgmesteren i en af salonerne på Sølyst hvor vi også holdt vores bryllupsfest.

Selveste den borgerlige vielse er meget kort, så venner og familie læste højt af nogle tekster, vi havde valgt. Shakespeare, Kahlil Gibran - alle klichéerne *G* Så var der noget musik fra en harpe/violin-duo og min veninde læste en indiansk bryllupsvelsignelse højt... det lyder egentlig ret hippie-agtigt når jeg sådan forklarer det, men det var det ikke. Vi var i smoking!

Man kan også bedre have en stor, fluffy brudekjole på når omgivelserne er lidt lækre end man kan på rådhuset.

Vi er ikke kristne, så vi syntes ikke vi ville stå og hykle foran en præst.

Labelle:

Når folk spørger mig hvorfor Sarah ikke skal døbes, siger jeg kort og godt: Det behøver hun ikke, for hun har ikke syndet. Så klapper de i, for der er jo ikke rigtig nogen, der gider stå og fortælle mig at mit barn kommer i Helvede for sin arvesynd hvis hun ikke kommer ned i Kirken og får vand i hovedet.

Mvh

Julie

er et omdiskuteret begreb som gik ud af vores kirke med reformationen i 1536. arvesynd forståes af luther som ærke-synd, den slags universale synd, mennesker begår - men som spædbørn klart nok ikke gør sig skyldige i. Det er rigtigt at dåben tidligere var en renselse, men som sagt er det ved at være 500 år siden. Dengang stod døbefonten ved indgangsdøren for uddøbte måtte ikke komme ind i kirken. Vievandet var helligt, når det var velsignet og blev altså ikke udskiftet. Børn blev dengang sænket helt ned under vandet, og hvis der først skulle hakkes hul af isen kan man jo forestille sig det ikke har været videre behageligt.

Men sådan er dåben ikke i dag!! Det eneste, du gør er at du stedfortrædende for dit barn vedkender dig trosbekendelsen (forsager djævelen og alle hans gerning og alt hans væsen, tror på gud fader den almægtige osv osv) - og svarer "vil du døbes i denne tro?"

Vores søn skal døbes den 22/5 (på min fødselsdag) fordi han skal have hjemme i kirken, ligesom vi har det... ikke fordi han skal renses for synd eller have billet til himmerige - men barnedåben er også en fremvisning af barnet for menigheden, vi giver barnet navn og det bliver en person, som andre i menigheden skal forholde sig til - så den funktion har dåben også.

Hatten af for at vælge det fra, hvis man ikke kan vedkende sig værdierne, troen og fælleskabet osv osv - helt sikkert! at lade barnet døbe "fordi det har vi altid gjort" eller fordi "det er så hyggeligt" er hykleri... ligesom når par bliver gift i en hvid landsbykirke i et sogn de ikke hører til fordi der kan tages gode billeder og den passer til prinsessedrømmen... urgh! ja ja, vi skal ikke dømme, men det kan godt give mig kryb. Så cudos til jer for at vælge dåben fra...

... hvad hedder så den synd, der gør at vi er forvist fra Paradis? Jeg troede egentlig at det var den, der hed arvesynden. At man skal vende sig til Jesus som frelser så man kan få lov at komme tilbage til Paradis når man dør.

Det følgende har jeg sakset fra JesusNet, en hjemmeside, jeg ikke troede jeg nogensinde skulle besøge:

"Arvesyndslæren handler om synden som nedarvet magt og om synden som nedarvet skyld. Det skal understreges, at Paulus taler om forholdet til Gud. Synden er ikke blot en fejl eller mangel i menneskets natur, men synden er oprør mod Gud. Med rette hedder det i den lutherske bekendelse (den augsburgske konfession), at alle mennesker fødes med synd, "det vil sige: uden gudsfrygt, uden tillid til Gud og med begær""



Mvh

Julie

uh, nu bliver den pebret - fedt nok! Det er godt at skulle bruge sit hoved ind imellem...

Først - JesusNet er Indre Missionsk, ikke den dogmatik, som råder i folkekirken. På den måde kan det være værdifuldt at undersøge hvor tingene kommer fra - i tro er der ingen sandheder men en masse fortolkninger.

Luther skal forståes i sin egen tids lys, han var meget puritansk mens han var i kloster... startede jo som katolik - og han skriver og skriver og modsiger sig selv op til flere gange og bløder mere og mere op gennem årene. Men jo, arvesynd er i hans forståelse når mennesket vil væk fra gud - ikke opfylde sit formål - nemlig at tjene gud i kald og stand... luther troede først at han kunne nærme sig gud ved at gå i kloster. Men han finder ud af ved læsning og bøn at gudsriget ikke nærmes gennem afsondring fra verden - tværtimod ved som jesus at gå ud i verden og være i menneskefælleskabet, for gudsriget er i fælleskabet mellem mennesker, som tror. Derfor skriver han senere - "de jubler i helvede når en ny indskriver sig i kloster - thi da får de en ny derned!"

den her med at komme i paradis, når man dør... ja, hvor kommer paradis tanken fra? den er ikke udpræget kristen... når man døbes er det til fælleskab med gud - jesus siger guds rige er midt i blandt jer - når to og to samles om mit navn, da er jeg midt iblandt dem. Jeg er vejen og sandheden og livet - siger han. Altså et liv i et kristent fælleskab er gudsriget - at det senere læses som paradis efter døden kan jesus for så vidt ikke gøre for *S*

hvorfor blev vi smidt ud af edens have? fordi historien skulle rulles igang. Myten hører til den jødiske tradition og har forsåvidt ikke noget med os at gøre som kristne, kun i kraft af at jesus fødes og opdrages som jøde og det er den tradition, han reformere - anyways, i jødisk tradition er uddrivelsen af paradis en god ting for uden den kan historien ikke komme igang. Sammen med uddrivelsen giver gud mennesket en "easy instruction" på hvordan livet nu skal leves. Manden skal dyrke jorden og dermed skaffe føden, kvinden skal føde børn med smerte og dermed sikre slægtens mangfoldighed. De mister det evige liv som individer, men genvinder det som slægt.

Det der kan gøre det svært er at der er så mange traditioner, så mange tænkninger, som ofte pløres sammen i eet vælte, der gør det svært at se hvad der er hvad.

mvh sidse

He he, Klara... jeg er nok miljøskadet af at være blevet konfirmeret og samtidig komplet afkristnet af en meget dogmatisk og gammeldags præst. Faktisk holdt der busser fra Indre Mission udenfor kirken når han prædikede selvom vi boede i Nordsjælland.

Lad os nu se om jeg har forstået det rigtigt... Ifølge den kristne tro er mennesker kun dødelige fordi vi blev smidt ud af Paradis. Adam og Eva skulle oprindeligt have haft evigt liv, eller hvad? Så når vi i den lille trosbekendelse får lovning på at vi skal have evigt liv hvis vi tror på Jesus.. er det så et andet evigt liv? Jeg har altid troet at det var det oprindelige evige liv, man ville få tilbage i og med at man nu var blevet tilgivet for den ulydighed, der oprindeligt forårsagede udvisningen. Altså Jesu død faciliterede menneskets tilgivelse i Guds øjne, men kun hvis mennesket vælger at tage imod syndsforladelsen - altså lade sig døbe. Ergo er der ingen nåde til de ikke-døbte. Når jeg siger Paradis, taler jeg om 'det evige liv'.

Jeg må erkende at jeg er ude af stand til at fortolke evangeliet på nogen anden måde.

Mvh

Julie

ja... adam og eva har evigt liv (i jødisk tradition - IKKE kristen) for så vidt som de har adgang til livets træ i edens have. De formenes adgang fordi de spiser af kundskabens træ - og mister det evige liv - fountain of youth er det vel egentlig. Gud bliver pænt gal over oprøret og viser dem ud - Moses genopretter iøvrigt freden da han modtager pagten på Sinai... så han bliver den nye Adam... der modtager den "kontrakt" mennesket har med Gud. Når kontrakten (for jøderne = de ti bud plus en masse andre forordninger) opretholdes, lykkes livet.

Jesus bliver den nye Adam, for de jøder som bliver til de første kristne- han udvisker Adams synd ved vise mennesket vejen tilbage til Gud - (læs til guds nærhed - et liv til guds velbehag - ikke Paradis eller efter-døds-rige) han giver nemlig den nye pagt! Moses' pagt var en lov-pagt, du kunne holde alle budene pr rutine og vane osv. Jesu pagt er en ånds-pagt, der trækker tænder ud. Du må ikke bare ikke slå ihjel, du må end ikke tænke en hadefuld tanke. Jødernes bud handler meget om renhed - ikke spise noget urent (skal være kosher uden blod for blod er urent), røre noget urent (fx svineskind) osv. Jesus siger at legmet bliver urent af det der kommer UD (det du siger) ikke det der kommer IND (det du spiser) -

Jesus giver opskriften i bjergprædikenen, hvor han siger "i har hørt at der er sagt jer... bla bla - men JEG siger jer" - han omstøder Moseloven og bliver den nye Moses, med den nye pagt. Parallelen ses iøvrigt også af geografien, det er klart han må op på et bjerg for at komme med det her.

Godt... den sidste aften med disciplene tager han vinen og brødet og indstifter den nye pagt - forsegler sin lære idet han erindrer dem om at holde alt hvad han har lært dem og mindes ham i måltidsfælleskabet, for at han som tror ikke skal fortabes men have evigt liv. Kierkegaard definerer ordet "evig" ikke som "tidsligt uendelig", men som "absolut gyldig".

Men du har ret - der er andre læsninger end min... paradistanken er jødisk - næh sikkert ikke i sin oprindelse, der er den vel persisk... men jøderne var betrængte i årevis. de drømte om en ny stærk konge, en davids søn (slægten er vigtig, også derfor er jesus nødt til at skulle have josef som "far" så han kan blive af davids hus og slægt...) som kan genoprejse folket. Det sker bare ikke. Man venter hele tiden at NU... nej NU... nej NU kommer han helt sikkert. Til sidst begynder man at fortælle om Messias ikke som en jordisk konge men som en guds udsendte, der skal oprejse folket på den yderste dag. altså ,Messias forventningen skubbes helt ud i metafysikken i skuffelsen over at det ikke sker og i behovet for at have drømmen om udfrielse osv. Messias, Guds lam, Den salvede, Guds søn er alle sammen vendinger der har været brugt om jødiske konger. "Jeg forkynder jer en stor glæde som skal være for hele folket " siger englen julenat til hyrderne. Det er de ord, som blev brugt, når man udråbte en ny jødisk konge... Så Messias som kejser og som hævner og genopretter er en jødisk drøm, der er kommet af at være under pres, på flugt og i slaveri i mange år. Den yderste dag er kampens dag, hvor de retfærdige endelig skal få deres løn. Tanken er jødisk ...

Synes du emnet er interessant, så er der jo mange evangelier, de fire vi kender er udvalgt blandt hundreder. Prøv fx at læse thomas evangeliet... det er et af de såkaldte "apokryfe skrifter" altså et skrift som ikke blev kanoniseret (helliggjort) og dermed anerkendt af den katolske kirke. Thomas evangeliet er skrevet på koptisk (som er en gammel form af egyptisk) og blev fundet lige efter anden verdenskrig. Det menes at være skrevet af apostlen thomas - eller een af hans disciple. Det indeholder mange af de samme jesus ord, som vi kender fra de kanoniserede evangelier, men har ingen aktion, kun tale. både dialoger og monologer. Du husker måske at jesus går ind i templet og vælter de handlenes boder? han skælder også ud på præsterne og de skriftkloge. I thomas evangeliet er der endnu mere kamp ... han siger blandt andet noget i stil med "vogt jer for præsterne, for de er som hunde, der sover i kvægets krybbe. de nægter kvæget at æde, men tager ikke selv af kornet".... han siger også "kløv en gren og du finder mig, løft en sten og jeg er der"... med andre ord - church?! who needs it! *LOL* og det kunne den katolske kirke selvfølgelig ikke bruge - selv om mange forskere mener at det er ægte og endda ældre end vores markus evangelie, som ellers regnes for det ældste... nå - sikke en smøre! Det er et af mine yndlingsemner!

Jeg har da også læst et sted i Bibelen at Jesus siger noget i retning af at templer er for hyklere og man skal gå ind i sit kammer for at bede... kan det passe?

Jeg synes det er meget interessant hvad folk tror på og hvorfor. Personligt insisterer jeg på at min hund har en sjæl, så jeg passer nok stadig ikke ind i Folkekirken selvom din fortolkning forekommer noget mere fordøjelig end den vi fik proppet ned i halsen hos vores konformationspræst.

Mvh

Julie

jups... han siger at bønnen skal høres af gud, ikke af mennesker, man må ikke stå på gader og stræder og råbe til himlen for at vise mennesker hvor from man er - men gå i enerum med sin bøn, så vil gud i himlen høre den.... i det hele taget giver han ikke meget for den "ydre" religion. Dermed kan jo også "hedninge" være gode kristne - i deres handling og levevis - eks. historien om den barmhjertige samaritaner, der reder den nødstedte selv om det er farligt. Levitten og præsten er gået forbi. Det vil sige at den som i sandhed gør guds velbehag er han, der ellers af mennesker regnes for en slet person, og ikke de, der står højt på strå i kirken og blandt mennesker.