Jeg kan godt følge din tankegang, men hvordan skal man skelne? Hvornår er en skade eller sygdom selvforskyldt?
- Har en rytter, der styrter med hesten og brækker armen, fortjent hjælp? Man har jo selv valgt at ride.
- Har en skiløber, der ødelægger sit korsbånd, fortjent hjælp? Man har jo selv valgt at stå på ski.
- Har en, der dyrker usikker @!#$ og får aids, fortjent hjælp? Man kunne jo have beskyttet sig.
- Har en, der har gået hyppigt i solarie og får hudkræft, fortjent hjælp? Man dør jo ikke af at være bleg.
- Har en, der går for let klædt og får halsbetændelse, fortjent hjælp? Halstørklædet findes jo.
- Har en, der går over for rødt og bliver kørt ned, fortjent hjælp? Det ved vi jo godt, man ikke må.
- Har en, der står på en stige og falder ned og brækker hoften, fortjent hjælp? Stiger er jo farlige at stille sig op på.
- Har en, der kører bil uden sikkerhedssele og kører galt, fortjent hjælp? Selen havde jo nok gjort en forskel.
I mine øjne er det for svært at skelne, hvornår noget er selvforskyldt. Årsag/sammenhæng er ofte også svær at identificere. Hvad nu, hvis ham, der kører uden sele, ikke var skyld i ulykken? Eller hvad med hende, der som er overvægtig og får hjertekarsygdomme, men allerede var overvægtig som barn pga. 'mors mad'?
Nej, jeg går ind for, at alle skal have hjælp. Ikke kun pga. af ovenstående, men også fordi, vores velfærdssamfund nu engang bygger på, at alle er lige stillet (eller i hvert fald burde være det...
)
Totte
99E 
