Jeg har det på præcis samme måde som dig. Vil meget nødig lægge krop til en fødsel. Men jeg vil gerne have børn.

Så jeg er spændt på gode råd nu!!

ondt at føde ja, men den smerte er hurtigt væk igen, så overtager ømheden og trætheden og SÅ kommer glæden ved at set sit smukke perfekte barn, og jeg har født 2 gange og ét Kejsersnit. og den sidste fødsel var i 98 da havde jeg ikke født vaginalt (gennem skeden) siden 84 da min søn fra 88 blev taget ved Kejsersnit
Dvs 14 år imellem og der kom enbaby på 4300 og 56 cm lang og det tog ikke mere end 11 timer fra start til slut.. Pøj pøj til jer begge to, håber mit svar gav lidt "ro" uden at skræmme jer

gravid og en lille smule nervøs for fødslen... Men tror man skal tænke på at man nok skal klare det, det kan alle andre så kan i/jeg også...

Tror heller ikke det er nogen god ide at se en fødsel IRL inden man selv har prøvet det...

det på samme måde indtil jeg blev gravid. Husk på at det er den eneste positive smerte i kommer til at mærke i livet.

Ja det gør ondt at føde, men der er jo et mål med den smerte og heldigvis glemmer man det bagefter og er klar til at få en mere.

I øvrigt gør det jo heller ikke ondt hele tiden, der er pauser imellem veerne, hvor man har det godt. I modsætning til f.eks. et brækket ben, det gør sgu ondt indtil man bliver bedøvet.

bare een kvinde der kan sige, at hun ikke er lidt ræd for fødslen første gang hun skal føde... Ellers lyver hun ihvertfald...

MEN jeg har altid sagt, at de største smerter er først glemt, og med det mener jeg, at bagefter kan man bare IKKE fatte, at man kunne klare at holde de der smerter ud, og at de bare forsvandt som at knipse med fingrene.. Hov, hvor blev smerterne af, og ihhhh et yyyndigt barn, mit barn....


Ellers vil jeg kun sige, at du bare skal se at blive gravid, og så snakke med jordemoderen om det, og er du stadigt oppe i det hys felt, af angst, når fødslen nærmer sig, ja så er der kejsersnit..


Giv det en chance at føde normalt, for det er ikke så slemt, som det hverken ser ud eller lyder...
Og hvem siger at din smertetærskel er som din søsters, eller hvem siger, at din fødsel bliver magen til hendes...



Pøj pøj, med det sjove, som der lige skal til, før man føder børn..

...at de fleste piger og kvinder er bange for at føde (i større eller mindre grad) inden de har prøvet det?

Jeg var i hvert fald. Og jeg vil heller ikke skjule at jeg var temmelig rystet efter min første fødsel.

Og det til trods for at den forløb ganske normalt (ni timer alt incl. og ikke så meget som et sting bagefter)
Men det kom virkelig bag på mig, at noget kunne gøre SÅ ondt...og at jeg kastede op de 8½ af timerne

Min næste fødsel havde jeg bestemt mig for, skulle foregå med en eller anden form for bedøvelse.
Det nåede jeg dog aldrig da den egentlig aldrig kom til at gøre RIGTIG ondt (kun lige de sidste 10 minutter, men da var det alligevel for sent).
Denne gang kom det lidt bag på mig at det hele gik så stærkt.
Og bagefter følte jeg mig som en verdensmester!

Min første fødsel synes jeg ikke længere at huske som forfærdelig, ogdet var den jo i virkeligheden heller ikke.

Der kommer muligvis momenter undervejs hvor man trygler om at blive aflivet, men det er bestemt ikke værd at undvære den oplevelse det er at få et barn.

At undlade at få et barn "bare" fordi man er bange for fødslen vil man muligvis fortryde senere i livet.

Bare kom i gang , sæt dig ind i tingene og så tag det hele som det kommer.


kh
Minski

Er der nogen der har prøvet det?

Det er helt normal at være bange.
Det er uheldig at du har set en fødsel hos en du holder af som ovenikøbet ikke gik så godt.

De fleste fødsler går lige efter bogen. Jeg har set mange fødsler og ja de gør ondt, pokkers ondt enda. Men du har masser af pauser. En ve kommer, bliver værre, topper, aftager og så har du pause. I denne pause er du smertefri.

Du har mulighed for at få en epiduralblokade der gør at du ikke mærker så meget til veerne.Få en tid hos din læge og tal med ham om det. Han kan sikkert henvise dig til jordemoderkonsulationen og de kan fortælle dig hvad de kan gøre for at hjælpe dig.

Du er langt fra den eneste der er bange og de har stået med kvinder som dig mange gange før.

Hej Madga

Som de andre skriver, så gør det ondt at føde, men ikke alle fødsler er et levende mareridt. Dem hører man bare ikke så meget om som de dårlige fødselsforløb.

Med tiden bliver historien om din fødsel din "soldaterhistorie", og du vil elske at genopleve fødslen ved at fortælle den til gud og hver mand, der gider at lytte. Og som en rigtig soldaterhistorie kan den selvfølgelig godt blive lidt mere spændende for, hver gang du fortæller den

Da jeg fødte trøstede jeg mig med at det nok skulle gå over. Jeg var jo ikke på sygehuset, fordi jeg var syg! Og personalet var vildt søde og forstående. Selv om jeg også havde været nervøs for fødslen, var der ikke noget at være bange for, og jeg skal helt sikkert være mor til flere børn....

Så bare klø på....

Held & Lykke

Mange hilsner

Katja

Jeg har også altid tænkt, at det at skulle føde, det ville jeg ALDRIG overleve... og det på trodt af, at jeg altid har vidst, at jeg ville have børn (Bare ikke føde )

Nu er jeg så blevet gravid, og jeg frygter overhovedet ikke fødslen mere.
-Det at mærke sådan et lille liv inden i sig, det overgår simpelthen en hver form for fødselsangst... det er så fantastisk, at smerterne omkring fødslen, synes at være ubetydelige.

Jeg skal føde til Maj, og frygter det ikke... ser faktisk frem til det(Selvfølgelig ikke de smerter der nu måtte komme).

-Det eneste jeg frygter er hvis jeg lige pludselig skal have kejsersnit... det kan jeg ikke helt forholde mig til, men skulle det ske, så klare vi også det.

Held og lykke med det hele, og hvis du virkelig ønsker at få børn med din kæreste, så lad ikke angsten for en fødsel forhindre jer i den lykke.

Hvor "sjovt"....Inden jeg blev gravid, så var jeg også panisk angst ved tanken om, at jeg en dag skulle ligge der og "lide". Jeg kunne få det helt dårligt hvis jeg så en fødsel i fjernsynet og det gjorde ondt over det hele. Og har mange gange tænkt, bare jeg så kunne få et kejsersnit.

I dag, hvor jeg er i uge 16, er jeg ikke nervøs mere, det kan selvfølgelig komme, mn når jeg tænker på fødslen så er det ikke med panik mere

I dag er jeg så lige blevet scannet, og har fået afvide, at min moderkage ligger foran og meget dybt, hvilket betyder, at jeg ikke kan føde nårmalt, hvis den ikke flytter sig lidt op. Jeg skal så scannes i uge 32 igen for at få afklaret om den har flyttet sig, den spærre simpelhen for fødselsvejden, som den ligger nu.

Men øv, hvor blev jeg skuffet, for lige pludselig havde jeg bare ikke lyst til at skulle have kejsersnit - næ nej jeg vil sku' føde selv Egentlig blev jeg vel skuffet over at det kan være at jeg pludselig ikke har noget valg mere, men er nødt til at skulle under "kniven". Det er skisme mærkeligt, når man tænker på, hvordan jeg havde det før jeg blev gravid, der ville jeg give alt hvad jeg ejede for at få et kejsersnit, den dag jeg skulle føde, og nu, hvor det kan være at det bliver det eneste valg - så vil jeg dælme for alt i verden føde selv Men heldigvis kan det nå at ændre sig.

Ellers var alt i øvrigt som det skulle være - sikke en sprællebasse

Men det fortæller nok lidt om hvordan frygten kan flytte sig, når man først er gravid.

Held og lykke med det.

min mand og fra den læge som var med ved min første fødsel at det er rædselsfuldt at se på og opleves meget værre end det er for kvinden.

Endelig kan du jo vælge et kejsersnit, hvilket jeg ikke selv turde, så hellere en almindelig fødsel med smerter og hele molivitten. Tænk at skal have en rygmarvsbedøvelse, uha uha, det gør mig bange. Ja hver sin frygt......

Hej fra

Jette

Tak for alle jeres svar
Sidder og overvejer kraftigt om jeg skal lade kæresten smide p- pillerne ud når han kommer hjem

Tak for alle jeres svar
Sidder og overvejer kraftigt om jeg skal lade kæresten smide p- pillerne ud når han kommer hjem

Så bliver der jubel....

Det at føde. Hver fødsel er helt unik og ingen er ens. Jeg har en veninde der bare smutter dem ud, hun har 2 og venter den tredje.
Jeg selv havde en slem lang fødsel, men husker tilbage på det som noget helt unikt, for mig var der masser af smerter også især bagefter, men jeg var en af de meget få, der ikke har det nemt, og jeg var selv stædig. Men under fødslen og idet man har født er det helt fantastisk, og at få sin lille ny baby op er helt specielt.

2. gang var med planlagt kjsersnit, det var mærkeligt, og faktisk ret ubehageligt, bare det at få lagt kateder op, bliver kørt afsted til at skulle have sin "baby taget ud" Rygmarvsbedøvelsen var meget ubehagelig, men til at komme over. Det mest mærkelige var at man bare lå der og kiggede ind i et grønt klæde mens ens krop blev rykket en del i. Og så pludselig fik man "serveret" en baby.
Bagefter gjorde det da også ondt, det er jo ikke ligefrem sjovt at grine når man er opereret i maven.

Men anyway, jeg er ikke afskrækket, kan dog kun føde ved kejsersnit hvis vi skal have flere børn engang, men det tager jeg nu i stiv arm, det drejer sig jo kun om et par timer, dage, med smerter at føde et barn, men utroligt mange glæder bagefter.

Det er så unikt at føde sit barn, ligesom når man mærker det første spark og helt hysterisk skal have manden til at mærke det, og så vil den bare ikke.... Det at være gravid er i sig selv en oplevelse uden sammenligning.

Glæd dig.
og held og lykke med projektet.

P.S. Masser af babyudstyr, tøj, legetøj mm. meget ubrugt (da jeg lider lidt af shoppomani)

...du i starten af fødslen har helt enormt slemme smerter, så vil jeg fraråde en epidural (rygmarvs) blokade. Fordi:
ifølge min veninde, som har født 3 gange og som fik epidural første gang, så gør blokaden lige så ondt som selve fødslen.
Desuden gør den det tit sværere at føde, fordi man ikke kan mærke veerne og ikke kan mærke hvornår man skal presse.
Og sluttelig synes jeg personligt, at der er noget helt specielt ved fødsels-smerter. De gør ondt, ja, men det er en GOD smerte på en eller anden mærkelig måde...!

Jeg var også PANISK angst for at skulle føde under min første graviditet. Sad hos jordmoderen og tudede en måned før termin fordi jeg bare ikke ville føde. Til sidst blev hun tilstrækkelig irriteret på mig og sagde "Så er det nok! Nu tager du dig sammen!" Og det gjorde jeg så...
Og fødslen var en superdejlig oplevelse, mirakuløs og fantastisk. Faktisk var det så lidt skræmmende, at jeg to år senere (for 6 uger siden) gentog hele processen og fødte igen! Og lur mig om ikke jeg liiige skal prøve én gang til!

Det du er bange for er garanteret smerterne, men de er kortvarige og hurtigt glemt og belønningen er sød og så vidunderlig, at alt andet er ret ligegyldigt.

Og så må det vidst være pep-talk nok herfra!

Se du bare at komme igang!

Held og lykke og god fornøjelse!

CAmilla

Jeg er lige lidt nysgerrig. Har aldrig hørt at det skulle gøre ondt at få lagt den blokade, var det bare et tilfældigt uheldigt tilfælde eller er der andre, der har nogen erfaringer med den?

Selve veerne er ikke så slemme synes jeg - det er kun presseveerne, der trækker tænder ud - og når man "kæmper imod" som jeg gjorde *gg* - men på trods af utroligt stærke bækkenmuskler kom prinsessen altså ud alligevel - og til maj..... gør jeg det igen


Venlig hilsen
Anne

Hej du,

Synes lige du skal høre min historie.
Inden jeg blev gravid i sin tid tænkte jeg meget på det at føde og var bange for det.
Under graviditeten fik jeg det lidt sådan: "den skal jo ud, der er ikke noget at gøre".

En uge inden min egen fødsel havde vi en ko der skulle kalve. Jeg har kun set hestefødsler, så jeg tænkte, det her vil jeg opleve. Jeg installerede mig i stalden med tæppe( det var frostgrader i februar), et blad og en kande te.

langt om længe begynbdte denne her ko at kalve. Det var første gang for den og den var i starten lidt utryg. Men jo flere veer den fik jo mere gav den sig hen i fødslen og lod kroppen styre sig. Der var jo ligesom ikke nogen til at fortælle den hvad den skulle gøre og hvad der foregik. Ud kom det fineste kalv.

Da jeg selv skulle føde en uge senere tænkte jeg faktisk en del på denne her Ko under min egen fødsel, ligesom at hvis den kan selv i en kold stald, så kan jeg sku osse med jordemor, kæreste og teknisk udstyr ved hånden. Det gjorde at jeg hvade det ret afslappet. Jeg tænkte flere gange under veerne at hvis ikke det bliver værre end det her så går det nu nok.

Jeg fik også akupunktur og tænkte til det sidste at "NU må det snart blive slemt". Lige pludseligt var min datter født og jeg kunne slet ikke forstå at det så bare var det. Selvfølgeligt gjorde det ondt, men jeg nåede som sagt mange gange undervejs at tænke at det var til at holde ud.

Nu kan det være jeg bare var heldig, men jeg tror på jo mere afslappet ens krop er jo bedre går det. Lidt i stil med hvis man skal have en indsprøjtning og spænder op, så gør det vildt ondt. Det gør knap så ondt hvis man slapper af, (og tænker på en ko)

hilsen Steffi

Da jeg ventede mit første barn var jeg faktisk slet ikke bange for fødslen, jeg vidste jo intet om hvilke smerter jeg ville få..

Fødslen endte desværre ikke så godt.. så efterfølgende har jeg været meget angst for at føde, ikke så meget pga. smerterne men pga. om barnet nu overlevede..

En af mine fødsler var direkte rædselsfuld, havde ingen pauser mellem veerne, pga. vedrop.. men smerterne var uudholdelige pga. svær bækkenløsning, så ved fødslen efter igen, fik jeg lagt en epidural...... og det var lykken, jeg var total smertefri.. lå som en dronning på min trone.. fødslen forløb perfekt.. indtil der skete noget som gjorde, at jeg var nødt til at få et akut kejsersnit..

Men til jer som er bange for at føde pga. smerterne, så vil jeg anbefale en epidural, det gør en så godt som smertefri.. forstår ikke de kvinder som frivilligt går igennem et kejsersnit, som ikke altid lige er lykken..

Jeg vil ikke skræmme nogen, men mit planlagte kejsersnit her d. 17 feb. var bestemt ikke et godt kejsersnit.. men selvfølgelig forløber de fleste efter planen, dog har man ofte ret mange smerter bagefter.

Min drømmefødsel er en fødsel med epidural, selvom jeg aldrig nåede at "føde" færdig med den..

indrømme, at jeg næsten er ved at dejse ned af stolen efter at have læst den her tråd.
Fødsler er stadig meget skræmmende i mine øjne. Altså tanken om at ligge der med de smerter.
Min smertegrænse er meget lille. Og hvis menstruations smerter kan slå mig ud, hvad dælen kan veer så ikke.
Jeg vil gerne have børn, tør bare ikke at føde dem.

hele min graviditet var totalt ødelagt pga min skræk fra fødslen, jeg blev endda tilbudt planlagt kejsersnit men det turde jeg heller ikke. jeg var sikker på jeg ville "dø" uanset hvad.

(jeg var så bange at jeg de første mange mdr nok ikke var blevet ked af det hvis jeg havde tabt barnet... sørgeligt med sandt)

ve'erne gjorde skideondt, men da det var overstået sagde jeg "var det bare det, det er da for åndssvagt jeg har været så bange for det, lad os da tage en mere mens vi er i gang"

min fødsel varede 14 timer, med meget stærke ve'er fra starten af, udover det var den vel "normal".

min frygt var ikke ve'erne men selve det om barnet kunne komme ud, og om jeg flækkede hele vejen.

jeg havde 3 presseve-er så var han ude (han vejede heldigvis kun 2700)

jeg fik 2 sting og havde slet ikke mærket at det skete, men kunne da godt lige ane det da hun syede.

så mit råd er at forberede sig mentalt på ve'erne og så ikke frygte selve fødslen så meget. lad være m ed at tænke på alle "ammestuehistorierne" med diverse grimme ting der er sket for andre.

men jeg skal ikke have flere børn, for nu er det gået godt (vi overlevede begge) en gang, så jeg skal ikke udfordre skæbnen igen. jeg ved godt det er fjollet. så jeg vil da håbe at du kan have en god graviditet med tanken om at fødslen... den tager man når den kommer.

hilsen sjanna

Jeg fik Andreas ved akut kejsersnit d. 25.juni sidste år efter der bare ikke skete nok ved igangsættelsen.

Jeg fik en epiduralblokade som smertelindring under veerne (fik ve-drop) og det var ikke spor ubehageligt. De lægger først en lokal bedøvelse i ryggen, så man ike mærker selve blokaden bliver lagt. Lokalbedøvelsen sved lidt og et øjeblik føltes det som om jeg fik et lille stød da de lagde blokaden. Men det gør altså ikke ondt...og det foregår jo bag ryggen på én selv, så man slipper for at se på de stikker i en

Til kejsersnittet lagde de så en spinal blokade, der ligger dybere end epiduralen, og gør dig komplet følelsesløs fra brystet og ned, du kan ikke engang vrikke med tæerne, funny feeling. Selvfølgelig har man smerter efter sådan en operation, men man kan jo få piller der dæmper det, og så slemt er det bestemt ikke.

Jeg var også bange for en fødsel inden, men når man står midt i det, er det ikke noget man tænker over. Desuden er der masser af søde og kompetente personer omkring en, der hjælper dig.

Bare klø på med det sjove, du ved så kommer der nok en dejlig ny HN'er på et tidspunkt.

.. og det er ikke engang løgn. Jeg er brand god til at gå til eksamen og den slags - får aldrig nerver på. Og halløj, der er 15-årige poptøser med blå mascara, der føder børn sådan lidt hovsa. Så kan jeg også.

Men hør bare: Da jeg endelig fik veer klokken halv to om natten, kom jeg rigtig hurtigt til det stadie hvor de varede 2 minutter og der var 3 minutter imellem. Så jeg tog på hospitalet med et skævt smil... det kørte for min vejrtrækning, og jeg måtte jo stort set have klaret det halve allerede når nu veerne kom så tæt og længe. Men ak... jordemoderen kunne konstatere at jeg kun var åbnet én cm... så jeg fik et skud morfin at sove på. Så var jeg nok nået lidt længere når jeg vågnede.

Om eftermiddagen efter 12 - 14 timer med de hersens 2-3 minutters veer, der ikke gjorde en hujende dyt til forskel, var jeg kun 5 cm åben. Så jeg fik lidt lattergas, som jeg imidlertid fik kvalme af, så min vejrtrækning gik fløjten og jeg begyndte at tude af afmagt så lattergassen gjorde endnu mindre nytte. Så bad jeg om en epidural, der ganske rigtig gjorde vældig nas, men var det hele værd. Og så lå jeg ellers og fnisede igennem de sidste veer, der havde fået et spark bagi af et vestimulerende drop. Og da det blev tid til at presse, kunne jeg selvfølgelig ikke mærke veerne, så jeg måtte kigge på monitoren for at se hvornår de kom.... dertil fik jeg en masse skældud af jordemoderen, der vist mente, jeg var den største kylling, der nogensinde havde født hos hende.

Moralen er: Man ved ikke på forhånd om man er god eller dårlig til at føde. Men det er det hele værd - også selvom man er rigtig dårlig.

Min mand var så følsom at vente hele tre dage med at spørge hvor mange børn vi egentlig skal have

Vh

Julie

For det første så ligger man ikke bare.
Faktisk kan man, hvis alt går vel, godt føde et barn uden at ligge ned et eneste sekund.

Faktisk er det både smertestillende og godt for (udvidelses)veerne hvis man kan gå omkring imens.

Ved presseveerne skulle det faktisk også være en fordel at stå op og gøre nytte af tyngekraften (hvis man altså er i stand til at stå op på det tidspunkt, ellers kan man sidde).

For det andet har jeg også altid haft menstruationssmerter der gjorde så ondt, at jeg kunne tude over dem (og min smertetærskel er ikke specielt lav).
Og selv om en fødsel gør mere ondt end de værste mens.smerter, er der en bonus ved det:

Dine menstruationssmerter bliver nemlig meget svagere efter en fødsel!


Hvis det var så forfærdeligt at få børn ville vi jo alle have maks. et.


kh
Minski

Ja... det har jeg også tit tænkt på. Hvis fødsler virkelig er så frygtelige, så ville folk vel ikke få 2-3-4 eller flere børn.
Men jeg tør sgu ikke alligevel. Jeg er nok den største kylling på denne jord. Jeg er sikker på, at jeg vil falde om og besvime midt i fødslen, og hvad så... så kan jeg da i hvert fald ikke presse ungen ud.
Puha, jeg har da fået noget at tænke på.

Fødsler kan være slemme, det er ikke altid så rosenrødt som det beskrives, ved næsten hver eneste af mine børns fødsler, har jeg sagt aldrig aldrig mere, men jeg har alligevel fået 5 børn, og 2 som ikke lever..

Så i alt har jeg født 7 børn, faktisk har jeg kun haft 2 gode fødsler, de andre har enten været fødsel af døde/syge børn, fødsel hvor barnet var meget tæt på at dø, kejsersnit hvor bedøvelsen ikke virkede optimalt, havde ekstrem mange smerter under forløbet....

Så selvom at ens fødsler kan være barske/umenneskelige så får man altså alligevel flere børn, da trangen og lysten til endnu et barn vejer tungere end de forfærdelige oplevelser man har haft...

Man !glemmer! utroligt hurtigt smerterne, selv de smerter ved kejsersnittet, som var uuholdelige, dem kan jeg ikke mere genkalde mig, de er forsundet, heldigvis... Det er kun i min hjerne jeg mindes smerten.

Og som skrevet før, så kan man føde næsten smertefrit ved en epiduralbedøvelse.... hvis man ikke kan udholde smerten..

måske, at jeg er bange for at dø under fødslen.

Da jeg var barn, var der en af vores naboer, som skulle have et barn. Barnet var dødfødt og kvinden døde selv senere.
Jeg var dengang for lille til at forstå, hvad det egentlig var der skete. Jeg ved stadig ikke, hvorfor hun døde efter hun havde født.
Men jeg ved, at hun døde.

at man glemmer sine smerter umiddelbart efter fødslen er at der frigøres hormon når barnet bliver ammet. Kan ikke huske navnet på dette hormon, men det sørger også for at livmoderen trækker sig sammen igen.

Jeg var aldeles skrækslagen ved tanken om at skulle føde min første søn, men må give dem ret der siger, at en fødsel er værre at overvære end at gennemgå. Denne fødsel var som at smutte mandler og man siger ofte at den første er den slemmeste, men sådan husker jeg det bestemt ikke.

Min sidste fødsel var dog ikke specielt sjov. Fødte en stor dreng på over 5 kg. og med en jordemoder der kom og gik, desuden en læge der aldrig havde prøvet det før! Hun kom til at prikke hul på fosterhinden uden at det var tiltænkt. "Hov" sagde hun, så føler man virkelig at man er i kyndige hænder. Men havde personalet haft tid til at passe deres arbejde og ville jordemoderen lade være med at bebrejde mig mig str. lige på det tidspunkt der (dårlig kemi) så havde det nok været en ok oplevelse trods alt. Men han var værd at knokle for.

Til jer der er bange: Hold jer væk fra de der oplysende film man får skudt i nakken. Så en på Hvidovre hospital engang og måtte forlade filmsalen. Tak for hjælpen siger jeg bare, jeg var fuldstændig skrækslagen. Tak for ingenting! Det er heller ikke smart at overvære andres fødsler. I kan stole på, at de fleste fødsler opleves af den fødende som om man trækker sig ind i sig selv - præcis som koen, der blev nævnt længere oppe.

ja har også selv først fået børn som 34 årig da jeg var angst for fødsel og sprøjer og alt hvad der hører til.
besluttede så at nu skulledet være hvis det skulle være. Blev gravid efter 4 md også når det er sket bliver man helt underlig. Ups så er den i kassen. og ud skal den jo også. men men, jeg mærkede veer kl 0430 om morgen, ankom på sygehuset kl 800 og fødte en søn kl 915. Nåede slet ikke at få noget smertestillede, så hurtigt gik det. Så man kan også godt være heldig. Og det var første gang. Jeg fik også drop i og blev klippet og syet. Men ikke noget man tænker over nr man er i det. Bare det bliver et sundt og velskabt barn. Så smid du bare pillerne, når jeg kunne kan du også. hihi. Det var bare min historie. Held og lykke med "arbejdet"

Jeg gik også engang i klasse med en hvis mor var død under en fødsel (det var ikke fødselen selv, men en fejl under indlæggelsen efter fødslen der gjorde det), men det har jeg aldrig tænkt på før nu...

Hvis vi havde levet for 400 år siden var min mor sikkert også død under min fødsel (jeg sad fast i bækkenet og måtte kejsersnittes ud).

Jeg var så bange for at det samme skulle ske for mig, og så skete der INTET Ikke engang en rift.

Hvis du gerne vil have børn, men er så bange for processen, burde du nok tale med lægen eller lignende om det. Det lyder jo som om den historie med nabokonen har sat sine spor (selv om du jo ikke engang er i familie med hende og ikke på nogen måde kan have arvet noget so mhelst fra hende...)


Jeg tror at vi glæder os til at høre en beretning fra din (fuldstændigt udramatiske) fødsel engang


kh
Minski

Jaja, bare vent. Jeg skal nok fortælle vidt og bredt om min fødsel... men om det blir udramatisk, ja det vil tiden jo vise

..bliver du først gravid, så vil du efter omkring 39 uger være MERE rædselsslagen for, at den elendige unge vælger ALDRIG at lade sig føde, men bare vil ligge og fjæle sig derinde til evig tid.


Spøg til side: epiduralblokade er en GOD ting, for panikslagne mennesker.


Bed evt din jordemor om at skrive i din journal hvordan du har det med tanken om fødslen.


Dét fik jeg min jordemor til ved barn nummer to - havde en laang og træææls og smertefuld 1. fødsel - og hun skrev notatet i min journal OG skrev samtidig - gud velsigne hende og hendes gummihandsker - at jeg af denne årsag skulle have en epiduralblokade, når jeg selv ønskede det.


Fint initiativ, sød dame....men jeg NÅEDE bare ikke at få den blokade!
(jeg fødte endda ved den pågældende jordemor!)


Men for første så gjorde dén fødsel ikke ondt - overhovedet!


- og for det andet var den ovre inden man kunne nå at anlægge en epiduralblokade.


1 stk 3800 grams pigebarn indenfor 40 minutter efter jeg var kommet ind på fødegangen med en svag formodning om, at fødslen MÅSKE var så småt begyndt!


Derfor: Ikke to fødsler er ens - og måske DU får en af de nemme fra naturens hånd.


Ellers findes der GLIMRENDE midler til at bekæmpe en usamarbejdsvillig natur.