Hej,

jeg er ikke enlig, men går med de samme overvejelser som dig.

Jeg har en datter på 2 år. Min varmblodshoppe skal lånes ud til avl. Så har vi kun en shetlænder tilbage og jeg vil gerne have en islænder at ride på.

Men det at købe ny ridehest kan kun lade sig gøre hvis vi kan finde et sted at bo hvor vi kan have hestene hjemme. Da jeg så kan være ved hestene om aftenen.

Kan vi ikke det bliver vores shetlænder enten afleveret dertil hvor vi har lånt ham, eller han bliver opstaldet hvor han bliver passet og vi kan besøge ham og køre en tur med ham når vi har lyst.

Ellers kan jeg ikke se hvordan man kan have hest når man er alene, da man jo skal have barnepige hver gang man skal hjemmefra. Det er nok de færreste børn der er så små som vores der vil sidde i en klapvogn i en time for at kigge på mor der rider på ridebanen.

Jeg er indstillet på at der ikke er tid til min hobby i lang tid andet end det ridning jeg gør hos venner og bekendte og mine kurser og undervisning i de børnefrie weekender.

Men det bliver spændende at se hvilke svar du ellers får.

hilsen Steffi

Jeg har droppet tanke om at ride de næste år.

Jeg blev alene med min datter for ca. 1 år siden og dengang stod min hest med en skade. Hun blev desværre aflivet i august og jeg vidste at der ikke var tid til en ny hest.

Min datter bliver 3 år til april og kan ikke underholde sig selv, mens jeg rider. Hun elsker hestene og at være med i stalden, så vi nøjes med at besøge venners heste og kigge/nusse/klappe.

Faktisk synes jeg det er rigeligt at have hunden, der skal ud og gå tur. Især aftenturen bliver væsentligt afkortet, da min datter ligger og sover på det tidspunkt. Så det bliver kun til en lille tur lige uden foran huset og det selvom jeg har en babyalarm der rækker 3 km.
Hvis hun vågner skal hun jo ikke ligge og græde indtil jeg kan nå tilbage.
Den samme tanke ville jeg have hvis jeg skulle ride om aften. Hvad vil du gøre med en hest der er sadlet op og barnet vågner ???

Jeg tror at den eneste måde det kan lade sig gøre, med så små børn, er hvis man har hesten opstaldet og dertil nogle meget gode venner som frivilligt vil kigge efter barnet imens man rider, uden at man skal føle det som om man er en belasting for dem.
Og den slags ridevenner hænger desværre ikke på træerne.

Jeg har så ikke den "obligatoiske" hveranden weekend fri, da min eks-mand bor i England og kommer kun ca. hver anden måned i 3-7 dage. Så her kan der ikke planlægges efter faste "fri-dage".

Camilla

Hvorfor skal du først have et fuldtidsjob, hvis du gik fra din mand ?
Hvis det bare er at gå ud og få et fuldtidsjob, synes jeg at du skal se og komme i gang.

Bliver du kun hos din mand fordi det er "nemt" ?

Livet er ikke lutte lagkage, der står ingen steder skrevet at du SKAL have hest !

mvh

Julle

enlig mor og handicapped. Jeg havde hester og hund (schæfer) samt at jeg var underviser. Mine forældre hjalp mig ofte med at passe min søn, men han var også meget med mig.

Min venninde boede på gård og hendes svigerfar lavet en udvendig "løbegård/hundegård" til børnene med 2 meter højt nettinghegn og nettingtag over og med hengelås på . Herinde havde de sandkasse og nogen legeapparater. Så var børna trygge når man red eller var i stalden eller der blev kørt med traktor.

hvorfor ikke arbejde på at få et godt ægteskab ?
Jeg synes det er for let at stikke halen imellem benene og rende fra evt problemer. Nu kender jeg ikke årsagen til dit valg, men tro mig det er langt fra lutter lagkage at være enlig mor og både sørge for dyr, børn og få det økonomiske til at hænge sammen.

Tror virkelig du skal tænke dig om en gang mere.

Hejsa

jeg er ikke enlig mor længere, men var det i to år efter min skilsmisse i 1998. Når man vælger at gå fra en partner er der som regel mange ting der spiller ind, og du har sikkert dine egne meget dybtvejende grunde. Det du skal huske er, at selv om du går fra ham, vil han stadigvæk være en stor del af dit liv, fordi i har fælles børn. OG DET ER IKKE ALTID NEMT, tro mig, smerten ved at gøre min børn så ondt, har for mig været ubeskiveligt stor - og jeg slap jo ikke af med manden, han er stadig i mit liv, omendt han bor 1100 km væk, men for børnenes skyld skal vi jo ses og have tingene til at fungere. Økonomisk havde jeg 3500.-kr om måneden at leve for når alle faste udgifter var betalt, efter skilsmissen. Der var ABSOLUT ikke hverken råd, tid eller overskud til en hest. Den "luksus" har jeg først fået senere. Så mit råd bliver nok lidt lige som de andres, prøv ALT andet først, par-terapi, ferie uden børn, etc. etc. og se om ikke i kan få tingene til at fungere igen. At være gift/samboende handler jo ikke om at være forelsket osv. hele tiden, men lige så meget om, at have en partner man kan få dagligdagen til at fungere sammen med, som er sød og kærlig ved børnene og respekterer (og forhåbentlig også elsker) en selv. Der vil altid være ups and downs, der gik eksempelvis 10 år fra jeg første gang tænkte på skilsmisse, og til jeg endelig var nødt til at gå. Nogen kunne så mene, at den tid jeg blev, var spildt - når det nu endte med skilsmisse alligevel, men det mener jeg absolut ikke. Børnene nåede i det mindste at blive 7 og 9 år gamle og der var også mange gode timer ind imellem de dårlige.
GOD vind fremover, uanset hvad du vælger, men du husk at livet bliver MEGET sværere, i hvertfald en overgang, hvis du vælger at blive alene med børnene.
Venlig hilsen
Miriam

Jeg er alene mor til to dejlige tøser...men det er ikke altid helt nemt... nu er jeg så heldig at bo så jeg har hestene hjemme...

Jeg boede ellers i lejlighed med mine piger...men det kunne jeg ikke ..(har altid boet på landet)
så jeg var så heldig at vi kunne bygge lidt til i min mor´s hus..så der er tøserne og jeg flyttet hen...
så det har gjordt tingene nemmere...
Men det er da stadivæk hårdt...det er ikke en dans på roser at være alene....
så prøv at få dit ægteskab til at lykkes...der er ikke noget nemmere en at slutte et ægteskab....
m.v.h
Mitzi

men...

Jeg kan heller ikke se meningen med at blive i et ægteskab, hvor der hverken er varme eller humor kun foragt og bitterhed.
Der var engang, hvor jeg glædede mig til at han kom hjem fra arbejde, men nu -
ØV, hvor er det svært, for jeg vil inderst gerne have min mand tilbage, ham som jeg forelskede mig i den gang for 5 år siden, men jeg har bare mistet troen og lysten til ham.

Med hensyn til at gøre børnene ondt, er det så ikke bedre at gå nu, end at vente til børnene bliver så store at de rent faktisk vil kunne huske tiden hvor vi var en "familie"?

Jeg ville ønske at vi havde et parløb istedet for et parallelløb.

Hvad så med at gøre noget for det

Der må jo være en grund til at kærligheden og nærheden er væk

Hvorfor er han kold og ligeglad ? Hvad er det der gør at du oplever det som et parallelløb istedet for som en samlet familie der er værd at kæmpe for

Hvis du har mistet troen - og lysten... var det så ikke værd at arbejde for at få den tilbage igen

Nogen gange kan man vel godt sige at det er både nemmest og bedst for børnene at blive skilt, men .. nå ja, naiv som jeg er (midt i alle mine egne problemer) så syntes jeg altså at mange kæmper for lidt og giver for let op!!

Hvis ikke man mangler "andet" end lidt kærlighed og omsorg så er det noget man kan få hjælp til at finde frem igen!!!

Hvad vil du helst

Være alene om ALT - og må stå og se på afstand at manden finder en anden familie og være en (forhåbentlig) kærlig far for

- eller kæmpe for at finde frem til den mand du forelskede dig i dengang, og som vel også forelskede sig i dig - dengang!!

Ja det er surt når hverdagen banker på og børnene er små osv. men skilsmisse grund

enlig mor. Flyttede fra min kæreste i sommeren 2004 og det er jeg meget glad for selvom det til tider er hårdt at være alene om det hele. Jeg har en dejlig søn på 2år og jeg kan fint klare mig alene også uden job. Jeg har dog pt. ingen hest, men har fundet en dejlig hest at have part på. Jeg solgte min hest sidste år, men det var ikke fordi jeg ikke havde råd til hende.

Mange kvinder tør ikke gå fra deres mand fordi de ikke tror de kan klare det økonomisk. Men de fleste kan faktisk godt klare det da der er meget hjælp at hente for enlige forsøgere, men som sagt tør de fleste ikke. Så hvis det er det der hindre dig, så vil jeg bare sige spring ud i det. Du vil blive stærk af det, uafhængiet og vil føle en meget stor frihed.

Jeg har det 20 gange, meget bedre nu hvor jeg er flyttede og jeg kender en del der er flyttede fra hinanden, men som stadig er kærester el. stadig gift.

Jeg er alene med min søn på 3 år og har været det altid. Vi gik fra hinanden allerede mens jeg var gravid. Jeg gik på deltid (32 timer) efter min barsel for at kunne nå at hente og bringe. Det kan da være hårdt at være alene omd et hele, men jeg synes også det kan være lige så hårdt at være i et forhold som ikke fungerer. Jeg vil til enhvert tid vælge at være alene og kunne se mig selv i øjnene hver morgen end at leve i et dårligt forhold. At blive sammen for børnenes skyld er tit og ofte også "opreklameret" for i de fleste tilfælde kan børnene jo godt mærke at far og mor ikke har det helt godt sammen.
Men jo, det kan være hårdt. De første to år var jeg så heldig at have hesten samme sted som min veninde og dermed "indbygget" barnepige i stalden, så der var det ikke noget problem at ride, red også mange stævner og den slags. Men så flyttede jeg for at få noget bedre at bo i, og så kneb det lidt, også fordi knægten nu ikke længere kunne placeres i barnevogn eller klapvogn mens jeg red. Så jeg har i efteråret indset at det ikke holdt i længden - hverken økonomisk eller tidsmæssigt - og solgte hesten. Grunden til at det økonomisk ikke kunne hænge sammen for mig var, at jeg havde svært ved at finde noget ordenligt at bo i og derfor valgte at købe hus. Jeg var jo nu mor og har et ansvar for mit barn, og det ansvar valgte jeg at sætte højere end hesten. Så hesten er for mit vedkommende lagt på hylden i nogle år nu. Så rider jeg for andre ind imellem og holder så vidt muligt stadig kontakten til hesteverden - bare lidt mere på sidelinien.
Men min mening vil helt klart være - at jeg vil ikke lade hesten bestemme om jeg skal leve i et dårligt forhold

Lige mine ord.