Hej Monica

Du SKAL simpelthen søge hjælp. Det kan ikke nytte at isolere sig med sin angst. Jeg er klar over at du også er angst for at søge hjælp, kan du ikke alliere dig med en god veninde eller lignende? Jeg ved ikke om din læge kan hjælpe, det kommer helt an på om det er en der vil tage dig alvorligt, eller som bare synes du skal 'tage dig sammen' - tro mig jeg ved godt du sikkert ikke gør ret meget andet end at tage dig sammen!

Jeg synes du skal søge lidt på nettet og se om du evt. kan finde en specialist i dit område. Det er meget vigtigt at få hjælp til at bekæmpe sin angst, da angst let bliver kronisk - hvilket ikke betyder at du ikke kan komme af med den, blot at det er en hårdere kamp.

Min veninde har været svært handicappet af angst, med følgende depression, det var i en periode en kæmpeopgave for hende at udføre helt alm. hverdagsopgaver som f.eks. at vaske op etc. Det udviklede sig til 'angst for angsten', hun fik altså deciderede angst/panikanfald og de var så voldsomme og uventede at hun fik konstante bekymringer over hvornår de ville komme. Hun beskrev dem som lignende det vi andre kender fra hvis vi har været lige ved at køre galt eller lignende: Kolde hænder, bankene hjerte, sug i maven, tør i halsen/munden, koldsved. Men i hverdags situationer, inde midt i Netto og lignende.

Pointen er at vi andres medfølelse og forsøg på forståelse og slet skjulte holdning (tag dig sammen) ikke var til nogen hjælp, men nok nærmere forsinkede den proces hun skulle igang med: Netop at få hjælp fra professionelle behandlere.

Jeg håber du søger hjælp og kommer igang med at slippe for at leve med sug i maven. Hvis du kan bruge det jeg skriver til noget som helst er du velkommet til at kontakte mig, bare skriv en besked via beskedcenter så skal jeg sende dig mit tlfnummer.

Stort kram til dig fra Rikke

Lyder for mig at du har fået en svær angstneurose!

Jeg har selv kæmpet med en i flere år, der satte sig som en sygelig angst for at dø. Angst for ikke at nå at sige farvel til dem jeg elsker inden jeg åndede ud.
Derfor kunne jeg ikke sove om natten, havde hjertebanken, svedeture/fryseture, turde ikke køre bil steder jeg ikke kendte af frygt for at køre galt.

Jeg rendte til min egen læge konstant med div. symptomer på sygdomme man døde af. Min psyke var så stærk at jeg kunne tænke mig til udslæt på arme og ben.
En dag spurgte min læge "Hvad fejler du så idag?" - og spurgte så til om jeg ville videre i systemet. Altså til en psykolog. Dér opdagede jeg hvad der var galt, og fik af en eller anden grund selv kæmpet mig ud af det - men svært for jeg troede jo på at jeg havde alverdens sygdomme, og var bange for alt!

Jeg vil ikke anbefale NOGEN at prøve selv, men du er allerede nået så langt at du har erkendt at der er noget galt, og det er super

Tag en surfer her på nettet omkring psykiske sygdomme, og se selv hvor mange det rent faktisk rammer! Det hjælper meget hurtigt at turde erkende det, og endnu mere at turde snakke med folk om det - for det er ikke noget at flove sig over.

Send mig gerne en besked hvis du vil - hjælper gerne.

Selvfølgelig er du perfektionist... Det er derfor du kan drive dig selv helt derhen hvor det gør dig syg. Og jeg er slet ikke i tvivl om at det vil være overvældende svært for dig at bede om hjælp ved en læge fordi du overvejende gerne vil 'være dygtig' (håber du forstår hvad jeg mener), det er derfor jeg gerne vil have at du har en allieret du kan tage med. En der kan fastholde dine krav og holde fast på at du skal have noget kvalificeret kontinuerlig behandling, ikke gode råd og motion og frisk luft.

kram igen Rikke

vil også mene at du skal søge hjælp fra professionelle, og det kan ikke gå hurtigt nok.


Vi SHN'ere kan sagtens sidde her og komme med gode råd og vejledning, men det ER i sidste ende DIG og ingen anden der kan ændre på hvordan du har det.

Positive tanker

C

Indtil du får taget dig sammen og lavet en aftale med din læge, kan du prøve en ansigtssol med dagslysrør i.

Her i byen er der en i svømmehallen, men ellers må det være til at finde sådan en i dit område.

Skulle du være ramt af vinterdepression - hvad det godt lidt kan lyde som - vil det hjælpe dig med det samme.

Du skal stadig lave en aftale med din læge. Du har en farlig alder for at blive ramt af psykisk sygdom - I perioden fra ca. 15 til ca. 25 år blive mange ramt af psykisk sygdom. Det skulle blive udløst af kemisk ubalance i kroppen.

For jeres svar.

Jeg ved skam udmærket at SHN ikke kan erstatte professionel hjælp

Men jeg synes ofte at folk herinde er så gode til at komme med input og stille tingene i et andet lys, hvilket kan få en til at reflektere over noget nyt og anskue tingene på en ny (og mange gange bedre) måde

Så sammenlagt med at jeg ikke anede mine levende råd lavede jeg derfor denne tråd

Pip09:

Tjaeh jeg har prøvet det med lys, jeg synes ikke det hjælper rigtigt, så måske det ikke er depression som andre skriver.

Jeg synes kun det hjælper når det er godt vejr udendørs, ikke hvis det er "kunstigt" lys

Kan du uddybe det om kemisk ubalance? måske kan stress være en stor faktor?

Er der forresten nogle af jer der har gode links? andet end www.depnet.dk.

Idag er tabuet omkring depression heldigvis brudt, og vi er mange der glæder os over at kunne sige depression højt uden at folk tror man er skør i roen.
Men jeg længes efter at også andre psykiske lidelser eller sygdomme bliver ligeså "lette at kapere" som depressionen er idag. Desværre får man IKKE det lette træk på skulderen og det medfølende blik og en håndsrækning "ja, vi ved godt at depression er en meget hård sygdom" - desværre.
Så derfor er os der ellers er ved rimelig høj begavelse ofte hunderæde for at begive os længere ud i feltet - derud hvor folk endnu ikke har accepteret lidelserne/ sygdommene.

Og hvor skal jeg så hen med det??
Jo. Hvornår HAR man det skidt? Er det når man opfylder kriterierne for depression, som alle efterhånden kender? Eller er det når man rent faktisk ikke kan få hverdagen til at hænge sammen - pga noget andet??
Og BLIVER man mon ikke indlagt på den lukkede med et evigt stempel på ryggen "duer ikke - væk"??
Nej Bare rolig. Jeg har selv været i psykiatrisk behandling, og selvom jeg har tavshedpligt, så kan jeg fortælle at det var NØJAGTIGT lige så normale mennesker som alle andre rundt omkring os. Disse mennesker fik bare hjælp - det var den eneste forskel.

Jeg har selv midlertidigt haft angst i forbindelse med min behandling, men jeg kender da symptomerne.. Men derudover ved jeg altså en masse om psykiske lidelser og sygdomme, for vi fik undervisning i det hver onsdag, og jeg var der i 8 mdr. Så er der noget du vil spørge om, så skriv til mig.

Men vid først og fremmest at det ikke er det sidste du gør som "normalt" menneske - at gå til lægen. Du vil stadig være lige så normal bagefter, lige så normal som jeg er nu - selvom der i min journal står at jeg har været i psykiatrisk behandling i 8 mdr. Man bliver aldrig mere gal end man er - og det er nok det man frygter allermest. Jeg brugte det første halve år på konstant at frygte at jeg nok LIGE OM LIDT ville blive erklæret sindssyg. Men jeg blev det aldrig, tværtimod blev jeg udskrevet, og jeg fungerer normalt idag, takket være terapi.

Fat mod Det går aldrig så galt som man frygter - det er blot en del af angsten.

Jeg har sendt en besked til dig.

være pga. stress.

Har selv været der, da jeg har haft 3 børn med kolik. Det gik nogenlunde med den første, men nr. 2 kom til 2½ år senere og han var "slem".

Han græd til han var 9½ måned. Med en storesøster på næsten 3, og en mand som aldrig var hjemme, var det en hård tid. Endelig da vi fandt grunden da han var 9½ md., fik vi ro. (Han kunne ikke tåle D-vitaminer, som vi selv hældte i ham. )

Men 3 mdr. senere kom mindste pigen. Hun begyndte også at skrige..........

Jeg må indrømme, at jeg seriøst overvejede at rejse fra manden, huset, ungerne. Overvejede selvmord et par gange. (Måske ikke helt seriøst, men ville bare væk og have fred!)

Nå, men jeg endte op med en depression, oven i det hele.

Det er simpelthen kommet af det konstante stress, som er kommet af de der skrigeunger.

Jeg tænkte også i starten, inden jeg tog til læge, på at jeg ville blive stemplet som sindsyg. Men kom frem til, at jeg jo ikke ville forandre mig. Jeg var jo mig, uanset hvad der skete. Hvad mærkat de end satte på mig, ville jeg jo stadig være Lise. Og så blev jeg sur! Det kunne da ikke passe, at jeg en kvinde på ca. 30 år skulle have det sådan. BASTA!!! Jeg ville have det godt, og kunne nyde livet og manden/børnene og alt det andet gode.
Nogle gange kunne jeg knap overskue at komme i bad.

Jeg var langt nede og vende, men heldigvis overvandt min fornuft (som jo stadig også fandtes) og min vrede over at jeg skulle have det sådan, og jeg tog til læge.

Nu har jeg det fint. Har et godt liv, og er rimeligt tilfreds med tilværelsen.

Men det hjalp gevaldigt med den vrede, jeg havde over at skulle have det så dårligt. Og tanken om, at jeg jo ikke blev til noget andet, af at gå til læge/psykolog/medicin eller noget andet.

Man er hvad man er, og man må forsøge at gøre det som kan hjælpe een.

Står også gerne til rådighed, hvis du har lyst til at "snakke" eller vide mere. Skriv over besked-centret, hvis det er.

Ellers vil jeg bare ønske dig alt mulig held og lykke, med at komme op til overfladen igen. Og så lige minde dig om, at huske og sige nej. Det er meget vigtigt, kun at sige ja til det man virkelig har lyst til (ikke af pligt) og det man kan overskue. HUSK DET!

Mange medfølende tanker.

I min gymnasieklasse var der to piger, der blev ramt, og i den nærmeste familie har vi også en ung pige, der var ramt af en psykisk sygdom, uden nogen årsag af den slags, man altid kigger efter når nogen siger psykisk sygdom, såsom svigt, chok, sorg eller andre personlige kriser. De tre piger var mellem 16 og 21, da de blev ramt.

Den forklaring jeg har hørt gentaget - og som jeg her refererede til som kemisk ubalance - er, at udviklingen af de forskellige dele af kroppen sker forskudt - det kan i perioder give overproduktion af nogle stoffer og underproduktion af andre, og det påvirker os psykisk, ligesom f.eks. en hormonalt udløst depression efter en fødsel, eller humørsvingninger i overgangsalderen.

De, der bliver ramt af det er unge, især piger, fra puberteten og til de hormonale forandringer er helt overstået.

I sundhedsguiden her angives forstyrrelser i hjernes stofskifte som årsagen til svære depressioner.

Psykisk sygdom er lidt et tabu, og vi har vænnet os til, at der skal være en udløsende faktor - en eller anden begivenhed i vores liv, som kan gøre os syge, og hvis der ikke er sådan en begivenhed, er det jo let at komme til konklusionen, at så er der nok ikke noget i vejen, andet end at man skal tage sig sammen og komme videre - men sådan er det altså bare ikke altid.


Du får også lige et link til lysterapi - det hjælper kun, hvis det er de særlige dagslysrør - alm. solarier f.eks. hjælper ikke, og så skal man have mindst 5000 lux, så har du ikke fået det ville jeg give det en chance til.

Hej monica
Jeg har haft det ligesom dig hvor jeg var bange for alt, køre i tog osv. jeg var ved at dø af skræk hvis børnene skulle på tur med skole- børnehave.
Jeg kunne gøre mig selv fuldstændig panisk med alle de fantasier jeg bryggede i mit hoved..........
Jeg kunne ikke engang lade børnene løbe i vores egen have uden at kikke ud 1000 gange . Heldigvis har jeg
ikke ladet børnene se det .
Jeg fik/får også de angstanfald især om natten det er forfærdelig..
Men jeg må sige at det var lykke piller der hjalp mig ud af det, ikke for at sige det hjælper på alle
men det har sparket mine værste panik fantasier væk

Angstneuroser,- anfald er jo i virkeligheden en flugt og en beskyttelse.
Kunsten er at finde ud af hvad man flygter fra eller beskytter sig imod.

Hvorfor var du plaget af angst som barn?
Det er ikke sikkert du entydigt kan finde et svar, men du kan nok finde frem til nogle hints om hvad der gjorde dig utryg.
Det er meget tænkeligt, at det der har gjort dig utryg dengang, stadig kan være de ting du savner, reagerer på.
Og hvad har hobet sig op i efteråret, siden det dukker op igen?
Stress, usikkerhed m.h.til uddannelse, bolig, kæreste?
Man skal give sig selv lov til at betragte sit liv og sigselv med kritiske øjne, uden at frygte at man så øjeblikkelig er nødt til at ændre en masse med det samme.
En psykolog vil være god til at hjælpe dig med hvordan du klarer din hverdag, hvordan du rent faktisk kan komme i skole, selvom du ikke orker det.
Og prøv at snakke med en studievejleder - det vil helt sikkert ikke være første gang de møder denslags problemer.
Frygten for sindssygdom er ganske almindelig, når man er ung - men du er jo ikke sindssyg, fordi dit liv har knuder og du reagerer på det.

Men en egentlig diagnose kan vi jo ikke stille - om det er en depression eller en angstneurose. Jeg tror fx at du er deprimeret, fordi dine angstproblemer skygger i dit liv - men det er jo langtfra det samme som at have en depression!
Jeg tror heller ikke du har en egentlig angstneurose - men at du har angst for forskellige ting af grunde som faktisk kun du kender - men måske ikke kan erkende, fordi det er skjult for dig selv.

tager overhånd sætter kroppen en kemisk forbindelse igang og det medfører bla. depression.

De første symptomer er influenza lignende, man kan sove i dagevis - ugevis

Man ryster, fryser og sveder på skift men føler ikke egentlig feber.. appetitten er væk og man er ganske ugidelig ..

Den næste fase er "den urolige" smånervøs over alting og ingenting hele tiden, kan ikke sætte ord på tingene og som slut begynder man at græde over det mindste ..

Begynder det at lyde bekendt Monica ?

De fleste mennesker falder til ro hvis de tager ud at rejse og kommer væk fra hverdagen - men det er bare overflade, for man skubber problemet foran sig og får det igen med dobbelt styrke når man kommer hjem..

og det er helt normalt!!

Min mand er igennem sidste fase nu, er kommet på lykkepiller og har de sidste 6 måneder gået til samtale terapi og vejledning .. og han er skam helt normal

Men kunne heller ikke selv se at han havde en depression selv om den var så tydelig at den lige så godt kunne have været bøjet i neon!!

Og det er stress betinget! Da han startede var han så stresset at han ikke engang kunne sidde stille på en stol, han rystede og var ude af stand til at have øjenkontakt med nogen. Hans blodtryk var himmelhøjt og han kunne ikke overskue en disse!

Efter én samtale faldt hans blodtryk i over en uge til det næsten normale og han kunne spise og fik sovet om natten igen i flere dage - så startede det igen!

Det er IKKE noget man bare lige overstår, det skal tales igennem og man skal have psyken med og det tager tid!

Min erfaring er at jo mere man fortæller andre om sin tilstand (selvfølgeligt skal man ikke "leve på det") men jo bedre forstår man selv hvad der foregår og hjernen begynder at rydde op - selv

Derfor er det vigtigt at du fortæller det til nogen som tager dig alvorlig !

Evt. tag denne udskrift med til lægen og vis ham den! SÅ skal han nok selv finde ud af at spørge til resten

Og har du en god veninde som kan støtte dig igennem processen så tag hende med ind til lægen så du kan tale med hende om det bagefter!

De fleste mennesker der får lykkepiller starter med at få dem om vinteren .. og 70% bruger dem kun i 6-12 måneder ..

så du behøver ikke at frygte at du skal se dig selv om sindssyg resten af dit liv

Jeg syntes det er flot at du kan klare din skole. Det viser, udover perfektionisme , kampgejst og evnen til at VILLE - og den er vigtig!

RIgtige psykologer og psykiatere koster penge i dagens danmark, medmindre man er bankrøver offer eller har været vidne til en naturkatastrofe men din egen læge kan hjælpe dig MEGET! - og kan også henvise dig videre til mere hjælp hvis det skønnes brugbart for dig

Held og lykke med det

Først begge to tusind tak for jeres svar

LoneSchannon:

Jeg har tænkt (og tænker stadig) over dine gode spørgsmål.

Jeg vil lige nu prøve at besvare dem bedst muligt,måske der vender mere tilbage senere

Hvorfor var du plaget af angst som barn?

Jeg ved det jo ikke men jeg havde det ikke godt i skolen.Jeg blev mobbet fra 1-7 klasse efter skoleskift i 1. klasse.Jeg har derfor aldrig følt mig tilpas i skolen,ikke mindst fordi mine forældre sagtens kunne finde andre ting at købe end (dyrt) modetøj så jeg var "hende med det praktiske/fornuftige tøj"
Jeg har aldrig haft ret mange venner i folkeskolen, og dem jeg havde var (pånær 2 fra min klasse,den ene har jeg stadig idag) fra klasserne under mig,måske fordi de ikke dømmede mig på samme måde.

Efter 7. kom jeg på skole i nordsjælland, det blev gjort i bedste mening og jeg valgte selv stedet men i stedet for den positive forandring jeg havde håbet på/brug for blev det til 3½ år med psykisk terror og decideret vold mellem eleverne,hvilket jo sætter sine spor.

Måske det kan være medvirkende...

Derudover blev mine forældre skilt da jeg var 20 (boede stadig hjemme) og skulle derfor flyve helt fra reden-oveni det kom så frustrationen og problemerne ved at finde et sted at bo som ung på SU i Kbh.

Det gymnasium jeg gik på havde en øget arb.byrde(2 årigt gym) og med perfektionisme stresser man jo så sig selv yderligere.

Så efter 7 måneder af skoleåret gik det hele i koks en dag,jeg kunne ikke mere, og jeg flyttede fra kollegiet og hjem til min far hvilket hjalp lidt.

Jeg kunne dog stadig ikke overskue skole så jeg gik ud.

Nogle måneder efter måtte jeg så sande at jeg aldrig ville kunne få mit drømmejob-at komme ind til politiet.Jeg havde trænet mange måneder til optagelsesprøven og det var et hårdt slag da jeg opdagede det var mine øjne der hindrede mig (det er jo ting jeg ikke lige selv kan gøre noget ved).

Så alt i alt har det nok "bidt sig selv i halen".

Derefter blev jeg så syg og lå bogstavelig talt på langs i 4 måneder uden lægen kunne finde ud af hvad jeg fejlede

De opdagede det så endelig i feb. sidste år og så startede min personlige "rehabilitering" hvis man kan sige det sådan.

Jeg forsøgte at rydde lidt op i mine tanker og jeg læste to enkeltfag inden jeg startede igen her i august.

Hvad har hobet sig op i efteråret, siden det dukker op igen?

Jeg kunne forestille mig at det har været stress-om før skrevet er jeg ret perfektionistisk især angående min skole så jeg sidder der ikke bare for ikke at få fravær men fordi jeg rent faktisk vil lære noget..

Ved ikke om du kunne bruge mine svar til noget, i alt fald har det givet mig noget at tænke over.

June:

Ja det lyder desværre ret bekendt

blev helt da jeg læste det for det passer så godt med hvordan jeg har det

Nogle dage kan jeg knap overskue de små ting som at lave mad,fylde vand på elkogeren og lignende (ja det lyder dumt ).

Jeg har gode veninder men ikke nogle her i nærheden (de er desværre spredt over hele Danmark) og kæresten prøver at være forstående-men det er så hulens svært for ham når han ikke har prøvet det.
Han forstår jo ikke hvorfor jeg har det sådan og hvorfor jeg ikke kan overskue ret meget...

men jeg har lovet mig selv at jeg inden udgangen af næste uge vil kontakte min læge...jeg er jo godt klar over der skal ske noget-men kan bare ikke overkomme det...

periode hvor lægen ikke kunne finde ud af hvad du fejlede har været stress betinget helt tydeligt!

For mange mennesker kommer en depression som en eftervirkning af for lang tids overbelastning!

Derfor kalder man det stress!

Dit stress niveau har helt klart kørt på overdrev i flere år med skilsmisse og lære at klare sig selv - og formentligt nogle forældre der ikke var særligt støttende fordi de havde nok i deres egne problemer

Og når man igen og igen presser sige selv til at gøre noget som man egentligt ikke bryder sig om så er man meget mere på "tæerne" end man ville være hvis man bare lænede sig tilbage og sagde "nå - og"

(selvom det helt sikkert var noget du kunne have gavn af at kunne )

Det kan være utroligt svært for omgivelserne at opdage at en person er deprimeret
- og endnu sværere at forholde sig til

Selvom jeg har livslang erfaring med en maniodepressiv mor så tog det mig næsten 1 helt år at opdage hvorfor min mand ikke lignede ham jeg havde giftet mig med

Det tog mig næsten 2 måneder at afsløre at han ikke spiste og ikke sov (han drak kun )

Og det var først efter at jeg fik en henvendelse udefra at jeg så "lyset"

Og vi bor da sammen, sover i samme seng, har børn, fælles økonomi osv.

( jeg hader at bruge mig selv som et dårligt eksempel for andres pinsler )

Men dette er bare for at du - måske - kan forstå hvorfor din kæreste bøjer af og ikke forstår det - det gjorde jeg heller ikke ...

men kan han støtte dig ??

Vil han være sparringspartner ved evt samtale terapi ??

Har han brede skuldre nok til at bære både at være kæreste og være sjælesørger ??

Tag du nu dig selv i nakken Monica og så gå ind og ring til lægen og få en tid i næste uge!

Jeg krydser fingre for dig

....med det her hestenet.

Sikke nogle svar!

Har selv været der, og jeres beskrivelser er bare gode.

Stress: Når man er stresset over en længere periode, ændrer kroppens kemi sig fra et producere adrenalin, som skal bruges til at flygte eller kæmpe her og nu (kortvarig stress) til at binyrene begynder at producere cortison, hvilket medfører depression.

De mennesker som lider af udbrændthed, har netop de symptomer: depression, angst, overfølsomhed for det mindste pres/krav. Beskyttelsen er at trække sig væk fra verden (krav), og presser man sig selv i den situation bliver det værre.

Nu lever vi jo i en kultur som kan være ganske overvældende når man har det sådan. Vi HAR en tilværelse med enormt mange indput, alene hvad vi får ind via medier!! Støj, mange gøremål o.s.v., og nogle er bare ikke skruet sammen til at leve sådan, ihvertfald i perioder.

Jeg vil foreslå dig at få noget hjælp. Enten i form af medicin, eller i form af terapi, evt. begge dele. Nogle psykiatere kan begge dele, men der er desværre ret lang ventetid hos de fleste. Og prøv at fjerne så mange krav og pligter fra din dagligdag som overhovedet muligt. Er det HF du tager nu? Du kunne jo sygemeldes, og læse selv i et par uger der hejmme.
Jeg ved godt at mange mener at kuren mod angsten er at udfordre den, hele tiden, men når man er så hudløs som du er nu, må noget ro og fravær af stress være mere vigtigt.

PS: var det det rigtige link?

Du er velkommen til at skrive igen, om nødvendigt.

Ja hvad skulle vi gøre uden vores dejlige net

Alene det at vide jeg ikke er alene om det, at folk stiller gode spørgsmål hjælper allerede en del

Det er HF jeg læser (på VUC).

Jeg har faktisk ikke tjekket om jeg kunne sygemeldes, men nu hvor jeg tænker over det ville det faktisk ikke hjælpe mig-tror jeg da

Det lyder nok mærkeligt, for mange på min alder ville tænke "fedt ikke at skulle i skole,yes"..

Men det er som om at det er i skolen jeg kan "slappe af"-selvom jeg har travlt med undervisning tænker jeg på noget andet.

Dertil kommer at eksamen trods alt ikke er *så* langt væk igen så jeg ville være ked af at miste undervisning.

(ja endnu en ting,jeg er helt panisk ved tanke om at komme ud med et snit på under 9 pga jeg ved at min faglige kunnen ifg mine lærere sagtens kan bære det, men jeg hader at være centrum)

En tredie ting er også at jeg ville blive rastløs herhjemme selvom jeg skulle læse..

-jeg ville skulle sidde mutters alene 8 timer hver dag; jeg har ikke mit kørekort endnu så ville ikke kunne komme ud til hesten før kæresten alligevel er hjemme omkring kl 19, og jeg ville have for meget tid til at tænke...

Ved godt det lyder utroligt indviklet, dumt og "I er ikke klogere end mig" agtigt, men det er faktisk sådan jeg føler det-skolen gør netop at jeg kommer ud og får adspredt mine tanker lidt

Ved ikke om det blev for rodet? ellers må du lige skrive igen så prøver jeg at uddybe det

Tak for linket forresten,jeg vil lige prøve at se om det virker

at isolere sig, jeg er ligenu i praktikken i psykiatrien, og der hjælper det netop at være ude blandt andre og være social. det kan man tydeligt mærke på patienterne.

det at være eks. i skole, gør nemlig at man ikke hele tiden spekulere over sine følelser og får "tankemylder".
det er lidt ligesom de ældre, som gang på gang opsøger lægen, fordi de med alt tydelighed kan mærke symptomer fra dit og dat, fordi de har tid til at tænke over, hvordan deres krop føles 90 % af dagen. hvor de i selskab slet ikke mærker disse symptomer.

du skal holde fast i din skolegang, prøve at sænke dine krav til dig selv, hvilket er utrolig svært. få kæresten til at lytte til dig og opsøge en læge, det er langt det bedste, fordi en tidlig start på evt. medicin gør behandlingen bedre, hurtigere og mere effektiv.
hvad med at skrive dagbog, det kan være helt vildt godt at få ting ned på skrift, få det ud gennem hånden.

håber det bedste:-)
mvh xanadue

Jeg har kun lige læst dit første indlæg, for der fik jeg lige et par tanker, og de ville bare blive forstyrret hvis jeg læste det, de andre har skrevet.

Jeg har det PRÆCIS som dig!!

Og når jeg siger præcis mener jeg ihvertfald "tæt på præcist", for det er de samme tanker jeg vader rundt med - det med, at jeg er bange for, at der skal ske mine kære noget er først kommet indenfor den sidste måned, men det er der nu.

Jeg tør/kan/vil ikke begynde på ny uddannelse fordi jeg er bange for ikke at kunne klare den.

Jeg var også sådan, da jeg var barn. Har altid været bange for sociale sammenkomster med både børn, unge og voksne, eller rettere sagt, været bange for hvad folk mon har tænkt om mig og om de ikke synes jeg er mærkelig.

Er også altid bange når jeg har lavet et indlæg her på HN - kommer der nu nogen og rakker mig ned - og bare ét negativt ord kan sætte min depression igang med et snuptag (måske burde jeg så lade være med at skrive herinde, men jeg skal jo også træne det, sagde min tidl. læge).

Jeg har heller ikke lyst til at mure mig inde, men så alligevel, for jeg har social fobi - men jeg VIL gerne ud blandt mennesker, og jeg kan også mærke at hvis jeg isolerer mig bliver det værre. Jeg har bare så SVÆRT ved det.

Og det du skriver om, at du alligevel kommer afsted i skole fordi du er pligtopfyldende er også PRÆCIS som mig. Har meget med regler, normer, pligter, er meget perfektionistisk. Og ja, det stresser yderligere.

Jeg kunne også godt tænke mig at kunne gå rundt et eller andet sted uden at skulle tænke på hvad folk mon tænker/siger om mig, men netop dén fornemmelse er så indgroet i mig, at jeg slet ikke kunne forestille mig ikke at have det sådan.

Det tog mig TO MÅNEDER at tage mig sammen til at ringe til lægen om at få snakket om det (ihvertfald her anden gang, første gang tog det jo egentlig 19 år, for det var først der jeg søgte læge om det første gang og jeg har altid haft det sådan)... og når jeg så snakker med ham bagatelliserer jeg også mine problemer, griner lidt af mig selv, lægger en ironisk distance til det.

Jeg har lige skiftet læge og startede simpelthen med at fortælle ham, at jeg har det med at gøre det, så han vidste det på forhånd og ikke tog det som tegn på, at jeg ingen problemer har (det hjalp, skal det lige siges).

Og det er ikke min depression, der plager mig her.

Det, jeg har - og som jeg faktisk også tror, du har - er socialfobi.

Det lyder så meget som mine tanker, dem du render rundt med, at hvis du får konstateret noget andet (og det vitterlig er dét der er i vejen) vil jeg tro, det også er det jeg har.

Og jeg tror ikke det er en depression du har som sagt, derfor er det også "klart" at lysterapien ikke har virket. Forøvrigt, hvis du føler dig deprimeret kan jeg lige nævne, at socialfobi ofte fører til depression.

Og indtil du får fat i lægen - og der kan godt gå noget tid selvom andre prøver at få en til at ringe med det samme, og selvom man VED man skal ringe til ham ("jeg gør det i morgen" siger jeg altid) - så sørg for at holde dig fra stress, så godt som muligt. Mine symptomer var næsten væk, indtil jeg fik noget stress over uddannelse osv. Nu går jeg også på VUC ligesom dig, sjovt nok, og det har åbenbart stresset mig en del, for pt. synes jeg min socialfobi er værre end nogensinde før.

Jeg har heldigvis en tid ved ham på mandag, hvor vi har 45 minutter sammen. Dejligt. Selvom jeg er ret nervøs ved det - jeg skal have fri en halv time før normal tid, og så skal jeg snakke med min lærer om det, og hvordan skal jeg gå op til ham, så kigger de alle sammen på mig, gad vide hvad de tænker om mig, ser jeg mon mærkelig ud... osv. osv. Men jeg skal nok komme afsted, for aftaler - det er noget, jeg ihvertfald overholder!

Håber du fik lidt ud af min smøre - det var ikke for bare at ville snakke om mig selv, men blot for at vise dig, at det ikke bare er dig der er "underlig". Jeg har halvt om halvt accepteret at jeg er som jeg er, og har faktisk næsten givet op... altså mht. job og uddannelse. Men så får jeg ingen penge og... nå, vil snart stoppe. Men jeg kan sige, at faktisk har de folk jeg har snakket med om det i skolen sagt, at de slet ikke troede jeg fejlede sådan noget - de blev meget overraskede (og jeg blev overrasket over, at de ikke i forvejen gik og tænkte, at jeg var underlig). Så jeg virker nok alligevel "normalere" end jeg går og tror...

Du må gerne skrive privat til mig, hvis du føler for det.

Blev du så mobbet, fordi du var perfektionistisk og dygtig - eller blev du det fordi du blev mobbet?

Perfektionistisme er også en slags angstneurose - et kontrol"flip".
Man tør ikke give noget fra sig førend det er perfekt, fuldstændig godt - for er der fejl, mangler er man jo sårbar.
Og så fordi man har behov for kontrol i sit liv. Man har behov for at føle at man er herre i sit eget liv.
Ofte fordi andet er kaos.
Når man er 22, og har haft en rådden skolegang i folkeskolen, ens forældre blev skilt måske lige dér hvor man ikke selv havde brug for den oplevelse, nu selv har ansvar, hus og hest, samt uforklarlige sygdomsoplevelser i ikke mindre end 4 måneder - så har sindet sgu da behov for afledning og kompensation.
Det er det angstneuroser gør.
Kompenserer og afleder fra alle de smertefulde følelsesmæssige tilstande.

Det var synd for det stakkels lille monica-barn i skolealderen.

Og du lyder da ikke "I er ikke-klogere-end-mig"-agtig - Du lyder da bare somom du lykkeligvis kan mærke hvilke ting, der er gode for dig, så dem skal du da gøre.
Isolation gør alting værre -

du skulle læse noget Alice Miller (psykolog).
Hun er faktisk god.
Og jeg vil ikke spørge hvordan det går med opgaven - for I perfektionisme-flippere har ikke brug for at man sætter pris på jer i jeres dygtighed. Det bekræfter jer bare i, at jeres perfektionisme-trang er gevinstgivende.
Næh, I skal prissættes for alle jeres ufuldkommenheder!
(tak for medfølelsen i tandpineindlægget - rødvin virker sgu!!!).

Men læs noget Alice Miller - det kan hjælpe.

Monika, du lyder ikke "I ved ikke bedre end jeg.."- agtig eller noget andet negativt! du lyder bare som om du ved hvad der er bedst for dig omkring din skole!! DET er godt.

Og det er RIGTIG godt at du har det bedst hvis du går i skole, for det gør jo alt meget lettere, både ved at du får undervisning inden din eksamen, og ved at du får noget andet at beskæftige dit hoved med.

Når jeg går i "overload" skal jeg fluks tage alt det pres væk jeg kan, så der kommer lidt ro på. Så kommer jeg mig som regel. Men det behøver ikke at gælde for dig!!

I flere af mine kriseperioder holdt jeg også fast i mit HF studie, men tog dog et par sygemeldinger når det var værst. Et af fagene måtte jeg tage på selvstudium pga. for meget fravær, og det var helt fint. Men jeg er vist også lidt af en eremit hi hi

Hehe okay jamen så tak fordi du ikke spurgte hvordan det går med opgaven

Men det går nu okay,jeg har fået gjort meget mere ud af splittelsen som du rådede mig til

Jeg vil prøve at finde noget om Alice Miller snarest-ved du om der er noget på nettet?

Jeg læste forresten en del om kognitiv terapi,det lyder ret klogt-hvem der lige var millionær så man bare selv kunne vælge en psykolog med speciale i det

Du skriver:

>>Blev du så mobbet, fordi du var perfektionistisk og dygtig - eller blev du det fordi du blev mobbet?

Perfektionistisme er også en slags angstneurose - et kontrol"flip".
Man tør ikke give noget fra sig førend det er perfekt, fuldstændig godt - for er der fejl, mangler er man jo sårbar.<<

Jeg har tænkt og tænkt over dit spørgsmål i flere timer nu (faktisk siden du skrev dit indlæg kl 18,30) og jeg synes stadig ikke jeg kan svare.

Altså, jeg ved at mine karakterer fra dengang er fine-men jeg opfattede mig egentlig ikke som "dygtig" dengang, først da jeg flyttede skole...jeg blev mobbet med alt de kunne finde-temperament (det var *slemt* dengang), tøj,briller, ja sågar at mine forældre røg selvom jeg jo aldeles ikke havde nogen indflydelse på det (ufatteligt så lede børn kan være mod hinanden)

men har du mulighed for at prøve at omformulere det, for jeg tror ikke mit hovede ka greje hvad du mener lige nu?

Ja jeg kan tydeligt genkende det du skriver om perfektionisme må jeg vel indrømme-jeg er derfor sjældent tilfreds når jeg afleverer noget, og jeg er bange for fx at fejle ved fremlæggelser i klassen/fejle til stævner for "hvad tænker de om mig"...

klogt spørgsmål Lone.

Hvad kom først? Hønen eller ægget? Det er faktisk det hun spørger om........

Blev du mobbet fordi du var perfektionist? Eller blev du perfektionist for ikke at blive mobbet??

Du er en klog pige Monica, og jeg tror godt du kender svarret........

Zapp, Godt at jeg har dig til at oversætte for mig

Nu kan jeg godt se det-Lone du er jo genial

Nu hvor jeg tænker efter er det som vi talte om jo nok mobiningen der har gjort mig til "kontrol freak" og dette viser sig så ved perfektionisme (i mindre grad en trang til at vide hvad ALT jeg spiser indeholder af kalorier ,nå sidespring).

Det er virkelig rart med alle folks spørgsmål,jeg føler virkelig jeg allerede har lært mig selv bedre at kende-eller hvordan man nu skal sige det

...sidder jeg igen her...

og tænker og knager (synes ikke jeg laver andet for tiden)..E
Jeg kunne frygtelig gerne tænke mig at printe tråden ud og prøve at tale med min søs om det, for jeg tror ikke hun ved hvordan jeg egentlig går og har det...

(det er jo det med de facader man opretholder)

men jeg er simpelthen bange for hvad hun vil sige/tænke/gøre

Nogle af jer der har gode råd til hvordan jeg evt kunne sige det???

Monica. Du skriver at du havde angstanfald i din barndom. Var det før du kom i den nye skole og blev moppet? Kan du huske hvor langt tilbage det optræder. Måske er der et tidspunkt hvor det startede, og en begivenhed som har udløst det? Måske kan din søster huske det.

Er din søster ældre end dig?

Det er da en god ide at skrive tråden ud, og vise hende den. En god måde at få taget hul på emnet.

Om Alice Miller: Hendes bog "Du må ikke mærke" er god og må kunne fås på bibloteket.

Hmm jeg mener bestemt at det første angst-anfald var da jeg var 11-12 år. Jeg flyttede for første gang skole i '89, dvs jeg var 7 år da jeg begyndte inden jul i 1.klasse i den ny skole (lyder det ikke meget normalt?).

Jeg ved ikke om jeg har haft noget før det, men det jeg havde der som 11-12årig er der virkelig har naget mig-og måske det er derfor jeg har sådan et anstrengt forhold til tab/død idag? *tænkende smiley*

Jeg tror jeg vil prøve at gå på biblo og lede efter Miller's bog mandag

og sidder her og ved ikke helt hvad jeg skal sige. Men jeg er dybt imponeret over at I fortæller så åbent og ærligt om Jeres problemer. Det er jo ellers noget af et tabu-emne ude i den virkelige verden. Jeg tror det hjælper meget at man kan tale om hvordan man har det også når man ikke har det godt Og det er meget befriende at høre om andre der har det på samme måde.

Jeg har selv prøvet at gå ned med flaget pga stress og var i den forbindelse inde på rigshospitalts krisecenter (tror jeg det hedder) og tale med en psykolog. Det var en masse ting på mit arbejde der var skyld i mit "sammenbrud". Jeg arbejdede på det tidspunkt med en ret voldsom ung mand med autisme, han splittede sit værelse ad flere gange om dagen, kastede sine ting efter os og de andre beboere, slog, sparkede, gik gennem vindues-ruder osv. Hans forældre var enormt optagede af at han skulle ha det godt og det er jo fint nok, men de var bare ikke aå realistiske mht hvad han kunne, så de klagede i et væk over at han ikke kom på tur ud af huset, at hans ting var i stykker osv. Og min leder var ikke til nogen som helst hjælp på noget tidspunkt. Efter en weekend hvor han var gået helt amok og havde nær smadret et helt pizzaria (vi havde nemlig taget ham med efter pres fra forældrene) og da han så mandag morgen slog og sparkede mig, var det nok .Jeg brød grædende sammen og en kollega måtte ta over osv. Først her kan min leder se at der er noget galt og hun sender mig så ind til psykologen.

Det var helt fantastisk at tale med en person som vidste lige præcis hvordan jeg havde det og som kunne klappe mig på skulderen og gi mig ret i at det var de andres skyld osv. Han hjalp mig bare så meget med at komme videre og jeg fik en masse ting på plads i mit hoved i forhold til min leder og mit arbejde. Og det var rart. Jeg prøvede at tale med mine venner om problemerne på mit arbejde, men fik som regel bare at vide at jeg da bare kunne sige op mens andre menete at jeg da bare kunne ta mig sammen. Og selv om det da var rart at blive ynket ja så gjorde det jo også at jeg bare fik endnu mere ondt af mig selv. Sørgeligt at der skal så meget til før man bliver klogere, men jeg har da lært at passe på mig selv. Jeg er blevet meget bedre til at lytte til min krop og sige fra før det bliver rigtig slemt.

Hmm det var egentlig ikke meningen at det skulle blive så langt, sådan kan det jo gå

Men det jeg egentlig vil sige til dig Monica er at det er en stor hjælp at tale med en professionel om sine problemer. Han/hun vil kunne hjælpe dig med at se anderledes på tingene og komme videre på en konstruktiv måde. Kriser kan gøre dig stærkere, hvis du kommer igennem dem på en ordentlig måde. Jeg synes du skal få din læge til at gi dig en henvisning til en psykolog som kan hjælpe dig.

Held og lykke med det alt sammen. Du får lige et stort trøsteknus med på vejen.

Tak for trøsteknuset og din beretning

Jeg har forresten lige "lånt" din signatur.når nu vi er medlem af SAK synes jeg den hørte med til det*G*

Det er da bare helt okay. Synes også selv den er ret god!

Skriv endelig hvis du har brug for en at læsse af hos.

Jeg glemte lige at svare på resten (typisk).

Ja min søster er ældre end mig; jeg har to, en der er 10 år ældre og en der er 14 år ældre. men den ældste snakker jeg ikke rigtig med.

Jeg vil faktisk meget gerne sætte hende ind i det ved det,men jeg er bange for om hun måske vil blive chokeret hvis jeg fx bare lagde den i en kuvert til hende.

Jeg mener,jeg ville nok selv få et chok hvis min (udadtil) velfungerende søster lige pludselig lagde en 4 siders "rapport" fra nettet hvori der stod hun havde diverse psykiske problemer pt

Men tør heller ikke være der mens hun læser det.

Er i det hele taget frygtelig konfliktsky for tiden

Har lige læst tråden igen.

Du skriver at du finder adspredelse i skolen.
Og nu er det altså ikke for helt at rive tæppet væk under dig..... Men jeg er nødt til at sige hvad der falder mig ind.

Har du tænkt på at skolen giver dig "ro" fordi den tillader at du kan flygte fra de tanker der volder dig problemer? Og jo mere du flygter fra de følelser/tanker der gør ondt, jo mere vil din krop/psyke prøve at komme af med dem (for de kan ikke ignoreres) fx i form af angstanfald?

JEG ved ihvertfald at når jeg i perioder har prøvet at fortrænge hvordan jeg har det (du ved) så har jeg fået angstanfald indtil jeg tog tyren ved hornene igen, fik grædt ud og sat ord på hvad der plagede mig.

Bare en tanke herfra.

>>>Har du tænkt på at skolen giver dig "ro" fordi den tillader at du kan flygte fra de tanker der volder dig problemer? <<<

Ja det har jeg tænkt på og det er jo også en af grundende til at jeg kommer afsted hverdag selvom jeg har det elendigt

>>>Og jo mere du flygter fra de følelser/tanker der gør ondt, jo mere vil din krop/psyke prøve at komme af med dem (for de kan ikke ignoreres) fx i form af angstanfald?<<<

Jeg tror skam at du har ret-men problemet er lidt for mig at jeg ikke bare kan "græde ud" og komme videre-dels er der så mange ting og dels er nogle af dem (som jeg bevidst ikke har nævnt i tråden,vi kan tale om det privat*S*) mere smertefulde end andre at tale om.

Men som sagt jeg tror du har ret, og jeg forsøger virkelig at tage mig sammen til at ringe til lægen...

Håber det lykkes snart...

Skriv skriv skriv derudaf.
Det virker totalt uoverskueligt når det bare er inde i dit hovede, og det gør ondt at snakke med andre om.
Og hvordan skal man lige gribe det hele an, og hvad skal man forklare lægen?? Osv.
Så skriv skriv skriv, på et eller andet tidspunkt lover jeg dig du har fyldt 10 A4 ark med problemer, og så kan du lægge det fra dig lidt.

Vend så tilbage til arket, og redigér det som om du rettede en stil - tag noter, skriv hvilke punkter du ofte vender tilbage til, hvilke følelser du ofte står med (forladthed? svig? vrede? (og mod hvem?) opgivelse?) Og hvad der udløser det. Vær objektiv!

Og så skriver du rent bagefter. Stil det op i punktform, med små, klare noter til dig selv om hvad disse følelser/tanker handler om.

På den måde vil du få et overblik over hvad du rummer inde i hovedet lige nu, men giv dig tid til det, for det kommer til at tage lang tid, og du bliver sikkert også ked af det lige efter. Men så skriv til mig, så skal jeg nok bruge alle mine mulige metoder til at muntre dig op igen, hvis du er bange for at blive nede i det sorte hul.

Men overblik er godt - så er det ikke så kaotisk, og så fylder det mindre.