at du ikke elsker ham.. For mig er det nok til ikke at blive sammen. - men er du nu helt sikker??

Du lyder meget forvirret og jeg synes absolut ikke at du skal træffe nogle beslutninger inden du er helt sikker. Men du skal heller ikke blive hos ham, bare fordi du ikke er "god" til at være alene. Det er ingen af jer tjent med.

Du skriver at dine børn er meget glade for ham, men hvad hvordan tror du de oplever jeres nedture?
Måske var de bedre uden..

Jeg synes du skal snakke med nogen om alt det du har på hjerte. Måske en god veninde eller en psykolog/terapeut.

Held og lykke i fremtiden..

Jeg vil råde dig til at opsøge en psykolog, så du kan få noget afklaring på din forvirring, hvis du ikke har venner som er gode til at finde ind til det centrale sammen med dig.

Jeg tror ikke at du kan få det betalt af sygesikringen, men du kan da spørge din læge. Måske er der mulighed for hjælp i den kommune du bor i, som er gratis.

Hvad man ellers kan få af økonomisk hjælp har jeg ingen forstand på.

Du er velkommen til at skrive på min mail, hvis du har brug for det. Jeg har lidt forstand på psykologer.

kan du godt få hjælp til.. det skal bare kører over din læge. Du skal dog vide at der ofte er lang ventetid hos psykologer og jeg tror ikke der skal gå for lang tid inden du kommer afsted.
Uanset hvad synes jeg du skal komme afsted til en som kan hjælpe dig med at få hoved og hale på det hele.
Dog vil jeg sige, at det lyder ikke godt med din kæreste, en ting er at han ikke er så deltagende, men at han ikke taler pænt til dig og tråder på dig det er en temmelig alvorlig ting. Han tråder på dig gang på gang og for hver gang bliver du mere og mere ked af det og din selvværd kan sikkert snart ligge på et meget lille sted. Det fortjener ingen.
Mht. det at være alene, så er det ikke så slemt, selvfølgelig vil det for en periode virke ganske uoverskueligt, men på den anden side kan du selv bestemme en hel masse og bliver ikke skuffet fordi den anden part ikke vil eller hele tiden nedgør dig. Alene vil du heller ikke være for du har din datter.

Pas godt på dig selv,

Anja

Har du snakket med HAM om det? Altså ikke anklagende og gerne uden at begynde at græde - hvis du kan. Måske skriv det til ham?

Under alle omstændigheder går jeg personligt ind for at familier med børn skal arbejde hårdt for at få det til at fungere før de bryder op.

Hos jer tror jeg, I er kommet ind i en ond cirkel, fx. (bare et eksempel) han kommer med en spydig kommentar, du begynder at græde, dit barn bliver ked af det - noget i den stil.

Ihvertfald vil jeg KLART anbefale familieterapi - "den systemiske familieterapi" tror jeg kunne være ganske, ganske udmærket for jer, og det er jo noget, der involverer både dig og manden (barnet er nok for lille?). Behandleren vil da komme med spørgsmål til den enkelte person og stille familien spørgsmål, I måske ikke havde tænke på at stille hinanden/jer selv.

Behandleren SKAL desuden forholde sig helt neutral (nogle gange kan det være nødvendigt med observatører/en behandler til for at beholde neutraliteten), og han skal respektere familiens dynamik - men målet er altså at få den mindre godt fungerende familie til at blive velfungerende igen.

Jeg tror såmænd selv I skal betale for det - men er det ikke det værd? Jeg kan godt se, det ikke er spor rart med spydige bemærkninger, at han sårer dig, træder på dig, ikke hjælper til derhjemme, men der kan altså være hjælpe at hente i familieterapien. Ja, evt. parterapi i stedet hvis det kun er jer to.

En form for behandling hos psykolog til dig selv vil højst sandsynligt også hjælpe en hel del på dit selvværd der nok kan ligge på et meget lille sted lige nu... du kan jo øve dig i at gøre ting alene uden at være afhængig af ham (jf. at du ikke har været/er god til at være alene).

Men start med at snakke med ham om det. Ved han godt, at det er den slags tanker du går med - og bekymrer han sig om det eller er han ligeglad? For han skal naturligvis også være indstillet på at arbejde for det, hvis I kommer til den beslutning. Og hvis du VED, at du ikke kan finde positive/kærlige følelser for ham igen var det måske bedst at gå hver til sit - men du skulle tage at prøve at finde de gamle, hengemte følelser frem igen hvis du kan... bare min mening.

(Ovenstående er baseret på, at du ikke lyder helt sikker på, om du VIL forlade ham - hvis du alligevel ikke er i tvivl skal du bare se bort fra indlægget. )

Jeg har forslået for længe siden noget med parterapi, men det afviser han brat. Det er hellere ikke første gang jeg har sagt hvis ikke det går må vi jo flytte fra hinanden.

Jeg tror for mit vedkommende er der gemt så meget gammelt @!#$ fra alle de gange han har gjort mig ked af det.

Jeg har svært ved at snakke med veninder om det fordi jeg på en måde er flov over at fortælle når han har talt grimt til mig eller nedgjort mig. Jeg er nok udadtil rimeligt stærk, så det må virke totalt tosset at jeg har fundet mig i visse ting.

F.eks. går han på jagt, bagefter kan de finde på at drikke øl sammen. Han er så et par gange kommet fuld hjem om eftermiddagen. Altså ikke sådan han ikke kunne gå, men beruset (sker ca. 2-3 gange om året).

Jeg har så bedt ham om han ikke vil være sød at nøjes med at gå i byen om aftenen hvis han vil drikke, det synes jeg er mere normalt end hvis han kommer halv beruset hjem om eftermiddagen.

Tænk hvis der kommer uventet besøg eller jeg har gæster. Han siger hver gang det kan han godt, men så sidder han sammen med nogle gutter og så er den gal igen.

Jeg er 100% sikker på at han ikke er alkoholiker. Han kan godt lide at få en øl, men drikker f.eks. aldrig når han er selv eller til maden og sådan.

Men jeg tænker på når vores datter er lidt større, måske har hun en veninde på besøg og han kommer hjem sådan. Som sagt sker det ikke ret titt, men det er sket nogle gange hvor jeg er blevet rigtig ked af det. Og det sidder rigtig dybt i mig, så jeg er bange og bekymret hver gang.

Som sagt har vi virkeligt svært ved at snakke sammen. Vi har også i starten da vi kom sammen kun enkelte gange rigtig siddet og snakket længe.

Jeg er en person der har lyst til at arbejde med mig selv og uddanne mig inden for det emne som nu optager mig. Det kan være hestetræning, men lige nu læser jeg også en del om børneopdragelse. Når han ser jeg læser om sådan kan han godt finde på at sige: "nå, læser nu om det pædagogpjat igen, du tror jo bare på alt hvad du læser ikke?"

Så jeg tror han er et ret håbløs tilfælde hvad det angår. Jeg tror også det er mit eget selvværd det handler om jeg skal have opbygget.

Men det er bare så svært at tage beslutningen om at rive en familie op. Jeg havde sådan ønsket en kernefamilie på min datters vejne.

Jeg ved bare slet ikke hvordan jeg kommer videre, Anja dit indlæg har på en eller anden måde berørt mig meget. Måske fordi der er endelig en der siger jeg skal passe på mig selv.

Jeg har for et stykke tid siden været på et kursus: "kommunikation og samspil" med en meget dygtig dame hvor vi spillede en situation som jeg havde været udsat på min arbejdsplads med en meget vred mand, kursuslederen sagde også til mig jeg skulle lære at passe på mit selvværd. Specielt når jeg havde med personer at gøre der var ude på at krænke mit selvværd....

Åh, livet er bare så svær, havde vi dog bare været os selv, men jeg elsker bare min lille datter så højt det er ikke til at bære at gøre hendes liv vanskeligt. Men på den anden side kan jeg også se at hvis hun vokser op med en mor der gang på gang bliver trådt på ender med at hun bliver ligesådan og er det ikke værre?

Pyha måske skulle jeg tage mig sammen og få en snak med min læge ? Skal man ikke det for at komme til at nsakke med en der kan hjælpe med at rydd lidt op i følelserne?

tak fordi i læste med hertil igen,

hilsen forvirret mig.

...i dit indlæg: dels skriver du, at du er ret sikker på at du ikke elsker ham, og dels skriver du, at du ikke synes du kan overskue at være alene bare en enkelt søndag. Desuden nævner du, at du er bange for at gøre din datter ked af de, når hun nu hele tiden spørger efter far...

Dels er det ikke verdens bedste grundsten i et forhold, dels tror jeg at din datter med tiden vil komme til at synes bedre om at have et par forældre, hvor den ene ikke tyraniserer den anden. Hun vil jo også kunne mærke, at du ikke er glad - tror du ikke?

Lige nu er jeg ret overbevist om, at du i den grad mangler ro til at samle dine tanker - og det forstyrrende element er altså din kæreste. Jeg har - indrømmet - heller ikke lært at være alene, og det kræver sin "mand", hvis man aldrig har fået lært den øvelse.

Du har brug for hjælp til at finde ud af, hvad DU vil - finde dine egne indre styrker, for i sidste ende er du den eneste, du er nødt til at tage hensyn til - hvis du vil dit eget bedste. Hvis du kan finde en psykolog eller terapeut, du kan have tillidt til, og som kan hjælpe dig på dette punkt, så har du noget at gå videre med.

Lige nu ser det for mig ud som om du har påtaget dig en martyrrolle, som ikke tjener nogen af jer noget formål. Nu er det op til dig at vælge, om du vil rejse dig og børste støvet af dig og komme videre, eller om du fortsat vil lade dig træde på.

Jeg har også en fornemmelse af, at din kæreste mangler et eller andet i sit liv, siden han føler sig nødsaget til at træde op på dine tæer for at kunne se dig i øjnene, men det vil formentlig vise sig, hvis du nu vlser dig stærk, og til at begynde med, tager fat på at arbejde målrettet med dine egne "skeletter i skabet". Det kan så være med din kæreste som kæreste, eller som ex. - men han vil have godt af at se, at han ikke er den, han forsøger at gøre dig til!!

Jeg håber i hvert fald, at du finder igennem labyrinten uden for mange skrammer.

Knus fra Kirsten Ø

svært at finde ud af hvad man skal.
jeg har siddet i næsten samme situation og fælt mig helt til hundene. kan jeg klare mig når jeg er alen osv. hvad med barnet.

Det er ikke nemt og ja du skal passe på dig selv og at du ikke kommer for langt ned både for dig og din datter.
jeg kan ikke råde dig til hvad du skal gøre andet end at sige tænk det godt igennem.
jeg tog afsted to år for sent. men det gjorde det ikke mindre positivt, for mine børn har det klart være rigtigt godt, de har nogle forældre der kan snakke sammen om alt og som er fulstændig eninge om hvordan det hele skal fungere med børnene.
men nu skal jegikke sidde og snakke om mig selv. men hvis du har lyst til at høre mere om hvordan jeg klarede det at blive alene osv er du velkommen til at skrive til min mailadr.
tænk det hele igennem en ekstra gang og prøv at få ham i tale.
hvis valget for dig ender på at blive alene, kan du få søge økonomisk hjælp på kommunen såsom forhøjet børnetilskud boligstøtte osv.
kæmp for det du har lyst til.

Jeg synes du lægger meget vægt på din mands drikkeri. At han efter 2-3 årlige jagt-arrangementer kommer lidt små-beruset hjem, det synes jeg ikke er hverken alarmerende eller særlig forfærdeligt! Heller ikke et par hyggebajere med naboen.

Min mand tager 2 "fyraftensbajere" dagligt - en gang imellem kan det også blive til 3. I starten af vores forhold, synes jeg det var for meget, men jeg har jo fundet ud af, at han nøjes med det!

- Men der bliver da også drukket lidt øl efter den ugentlige fodboldtræning, når der bliver arbejdet i sommervarmen og når der er mandfolkesnak over hækken osv.

Alt det har jeg det fint med. Så længe der ikke skal køres bil og det ikke går over i lalleri!

Jeg har tidligere haft et forhold, hvor min kæreste pga. arbejdsstress, i en periode drak lidt for meget.
- Det gjorde at jeg var MEGET obs på min nuværende mands fyraftensbajere i starten. ...- Jeg tænker lidt på, om du tidligere har været i forhold, hvor der blev drukket, eller om du på anden måde har været i tæt forbindelse med den slags?!?

Jeg synes nemlig overhovedet ikke at det lyder til, at din kæreste har et unaturligt forhold til alkohol!

Nogle gange kan man gøre et problem væsentlig større end det behøver at være... - og det kan også komme til at fylde ALT for meget.

Når din mand taler nedsættende til dig, er han en skid! - og han respekterer dig jo ikke så!? Kan du acceptere det? Kan du få ham til at respektere dig igen? Det virker ikke til, at I har meget at give hinanden i øjeblikket...

Kun DU kan beslutte, hvem du vil bruge dit liv sammen med. Det lyder som om, du/I er kørt gevaldig fast og det kan godt være svært at løsne knuden alene. Du kan jo evt. starte med terapi alene. Det burde give dig noget indsigt, overblik og forhåbentlig bedre selvværd.

Hvis du herefter tror på, at jeres forhold skal fortsætte, så må du jo se, om du har styrke til at rette op på det alene/sammen med ham. - og har du ikke, så må du stille ham stolen for døren og insistere på, at hvis han er interesseret i et liv med dig, så skal der ske nogle forandringer, så I begge er glade for jeres fælles liv og derfor skal han indvillige i, at gå i parterapi...

Du skal jo så også være indstillet på, at leve med konsekvenserne, hvis han siger nej: At du må tage dit gode tøj og gå - eller du må fortsætte med at leve som nu!

Par-terapi er ikke altid den gyldne nøgle til et lykkeligt forhold... - det kan også være med til, at man faktisk ender sit forhold, men at man nu føler sig afklaret med det.

Selvværd kan læres - og du kan starte med at øve dig i at sige fra. - Han skal f..... ikke gå på tekst-tv, når du glor fjernsyn!!!

Prøv at lave en positiv-liste om dig selv - skriv ALT det du er god til, ALT det der er pænt ved dig osv. - og du skal ikke være beskeden! Du vil se at den bliver lang...

Gitte C

glad for at kunne bidrage med noget i din noget forvirret tankegang.
Jeg har prøvet at blive trædt på og talt ned til, har prøvet at græde og græde uden af vide hvorfor, at føle det var ganske uoverskueligt at skulle ud og handle ind eller at skulle gå ud i køkkenet og lave noget mad. Det er ikke en rar følelse og man kan hurtigt blive til et rystende nervevrag, når man taler med den person, som taler nedladende til en. Jeg fik heldigvis vendt det til noget positivt. En dag fik jeg simplethen nok, jeg svang ham en lussing (ikke at det er den rigtige måde!!) og det fik ham til at vågne op og mig selv med. Min aller yderste grænse var nået på det tidspunkt. Efterfølgende har jeg lært at sige fra, hvis der ikke bliver talt pænt til mig og lært at stå ved mit og vide at jeg er god nok. Det har været en lang proces og jeg kan da stadig blive i tvivl en gang imellem om jeg nu også har ret til at sige fra. Jeg har fået det meget bedre med mig selv og har fundet en urokkelig tro på, at jeg skal nok klare de forhindringer som jeg rammer ind i på livets vej.

Jeg håber virkelig for dig, at du vil nå dertil en dag. Det er en pragtfuld følelse, istedet for at være ked af det og ikke vide hvad man skal stille op med det hele. Det er skruen uden ende. Du har en datter som ser hvordan du bliver behandlet og det er ikke rart for hende at se det. Hun vil have det meget bedre med at have en mor som er glad og stråler af selvværd. Du er meget værd og skal ikke finde dig i at blive behandlet på den måde. Du KAN hvad du VIL!

Det er ingen skam, at du har fundet og finder dig i den behandling og selvfølgelig skal du tale med nogen om det. Jeg bakker op om de råd de andre giver, men det du hele tiden skal holde for øje er dig selv. Det er dig som lider og det er dig som du skal passe på. Hvis manden ikke er til at hugge eller stikke, så må du, for din egen og din datters skyld, tage sagen i egen hånd.

Gør noget det fortjener du!!!

Anja

Desværre er psykolog behandling ikke bare noget der "kører over ens læge". Man KAN få bevilget x antal (ofte 10) samtaler hos en psykolog hvor sygesikringen betaler 2/3 af udgifterne. Dvs man skal stadig selv betale ca 2-300 kr pr gang. Det kan man dog få bevilget af sin kommune i særlige tilfælde.
HVIS man skal have det bevilget af sin læge skal man falde ind under nogle bestemte hovedgrupper; fx selvmordsforsøg, pårørende til selvmord, pårørende til psykisk syg, m fl. Jeg mener der er 7 eller 10 grupper der kan få bevilget psykolog hjælp gennem lægen.

Bare en oplysning - så nemt er det desværre ikke.

Men lægen kan hjælpe med at diagnosticere om du evt har en depression, Joan, og hvad der så evt skal gøres ved det. Han kan også give dig en liste over psykologer som du kan kontakte og betale selv. Det kan altså godt betale sig at ofre pengene, hvor hårdt man end må være spændt for økonomisk. Der findes i øvrigt også psykiatere der tager patienter privat, og der er ikke så lang ventetid, som når man skal vente igennem systemet (sygesikring/ kommune).

Så se at få søgt hjælp.

Hej Joan

Lidt info om økonomi:

Hvis du er alenemor vil du kunne få følgende:
Børnebidrag fra barnets far = 1018 kr pr. mdr. (det er et beløb som han min. SKAL betale)
Ordinært børnetilskud = 1060 pr. kvt. (søges i din kommune)
Ekstra børnetilskud = 1078 pr. kvt. (søges i din kommune)
Børnefamilieydelse = som du får allerede
Boligsikring = hvis du kommer til at bo til leje. Spørg i din kommune hvad du kan få. Det anhænger af boligns str., antal børn, indkomst, m.v

Alt i alt er det mulig at leve et anstændigt liv som alenemor, så det skal ikke være det der afgøre om du skal blive i dit forhold.

Lyt til dig selv, ta dig selv alvorlig og sørg for at få taget nogle beslutninger som er gode for dig og din datter.

KH Sillepigen

Gitte C: Jeg har ikke erfaring far tidligere forhold eller fra mine forældre med alkohol.
Men hjemm hos min mor og far blev der drukket når de var til fest, havde gæster eller et par øl efter sport. Men altid med måde, jeg har aldrig set min far fuld. Skulle han køre bil bagefter drak han i hvert fald næsten ingenting.
I starten af vores forhold havde min kæreste et rimeligt afslappet forhold til det at køre bil og drikke. Det gør han dog ikke mere.
Men det kan være de drikker øl hjemme hos os i stalden og at der så er nogen der kører hjem som har været et andet sted at få en øl (eller flere) inden. Jeg har meget svært ved at takle dette.

Min kæreste har også haft den ide at det er hyggeligt at køre en tur og så drikke en øl i bilen. Selvfølgeligt kan man godt drikke en øl og så køre bil bagefter, det kunne jeg godt selv finde på, men det at drikke MENS man køre er for mig totalt uforståeligt.
Jeg har sagt jeg ikke bryder mig om det og gjort ham opmærksom på at jeg i hvert fald ikke synes det er noget hans 12 årige søn skal se. Han har ikke gjort dette i meget lang tid, men stadigvæk sidder det i mig.

Mange af de gutter han sidder og hygger sig sammen med og får øl sammen med er ungkarle. Så der er sjælden nogen der siger, "så, nu skal jeg hjem" hvis det nu var "almindelige" naboer der også har noget at komme hjem til havde jeg det nok anderledes med det.
Han har et par gange også for længere tid siden drukket lidt øl om eftermiddagen hvor vi skulle i byen om aftenen. Den ene gang med nogle hestevenner til julefrokost. Det var simpelthen så pinligt. Han var bestemt ikke fuld, bare meget dum at høre på.

Desuden har han nogen gange reageret agressiv hvis jeg har påtalt det overfor ham. Når han har drukket kan han godt finde på at stille sig helt tæt foran mig og sige at nu skal jeg holde op med at skælde ud når han kommer glad hjem, ellers vil han flippe helt ud.

Det har han nu også gjort en gang hvor han ikke havde drukket, han lod mig ikke komme forbi og så gav jeg ham også en lussing. Men det har nu ikke givet noget positiv respons andet han siger han har mistet respekten for mig.(Hm, det var nu ikke fordi han udviste kæmpe meget respekt inden).
Denne tråd hjælper mig i hvert fald til at sortere tankerne. Jeg vil gerne tage mig sammen til at snakke med min læge, men jeg synes det er svært at få ringet.

Det er nok en længervarende proces at få startet det op. Jeg tror jeg vil i gang med at snakke med en proffessionel om det. Jeg tror på nuværende tidspunkt ikke at forholdet kan reddes, men jeg skal være rustet så godt som muligt inden vi går fra hinandne hvis det virkeligt er det det ender med.

Ja, og jeg tror også han ikke har det godt. Han begyndte i efteråret at ryge igen efter han var holdt i 3 år. Han er tit træt og sur. Det var han jo ikke da vi læret hinanden at kende, og dog...man husker vist kun de lyse stunder. Han snakker tit om at han er ved at være gammel og da vi engang snakkede om at få et barn mere sagde han at så skulle det snart være, for han var ved at være gammel. Jeg synes jo ikke 47 år er særlig gammel, men det kan jeg nok først bedømme til den tid.

Der er bare mange ting som jeg kunne tænke mig var anderledes.
Jeg vil gerne sidde i haven om aftenen når barnet sover og drikke et glas rødvin og snakke lidt. Få en hund og gå nogle lange ture (min kæreste vil gerne have hund, men det vil være et brugsdyr der ligger i bryggerset og ikke et familiemedlem.) Tage på ferie og hygge sig sammen med hele familien. (han vil helst være hjemme, tager dog med hvis jeg arrangerer noget).

Tage på besøg hos venner hvor man ikke skal tigge og be om han vil med og selv om han siger ja, så i sidste øjeblik laver det om. Jeg vil gerne have en kæreste der ikke kun bekymrer sig om det der skal laves (min kæreste er nu sød til at gøre ting for mig, men det er det fysiske han hjælper med) Er det for meget forlangt at finde en mand der holder af en uanset om man er glad eller ked af det?

Herhjemme føler jeg kun jeg er værd at være sammen med hvis jeg er glad, hvis jeg er ked af det og virkeligt har et behov for at få kærligehd så bliver jeg afvist og får det endnu dårligere.

Det lyder som en stor omgang jammer, men jeg skriver og skriver, så der er åbenbart behov for at få det ud.

Jeg tror han har meget svært ved at klare sig rent formuleringsmæssigt når vi skændes, derofr bliver han så gal og sur. Han har dog faktisk en gang taget fat i mig og smidt mig på sengen og så stået og råbt ad mig. Det har jeg aldrig fortalt til nogen, men her hvor jeg kan være anonym kan jeg godt sige det. Det gjorde ikke ondt fysisk og er nogle år siden, men var en grim oplevelse. Han har også engang under et skænderi slået så hårdt i bordet at hans hånd begyndte at bløde.

En andne gang hvor han kom for sent hjem efter han havde siddet en søndag med nogle gutter og drukket øl var jeg meget sur og sagde det også til ham (det var måske en fejl, skulle jeg have ventet til næste dag?) blev han så gal at han smed en kniv over på komfuret så der gik et stykke flise af.
Han har også en gang taget fat i min trøje så den gik lidt i stykker i halsen.
En anden gang hvor vi diskuterede hvem der var hjemmefra hvornår og jeg i et stykke tid havde skrevet i min kalender hver gang han var afsted og så konfronterede ham med det fordi han sagde jeg aldrig var hjemme smed han min kalender så den gik i stykker.
Jeg har slet ikke kunne fortælle de her ting til nogen, synes det er så flovt at det kan ske og man stadig holder ved.
Jeg har også et rimeligt hidsigt temperament og han siger jo også det er mig der gør ham gal fordi jeg brokker mig hele tiden.

ved at han er så meget ældre end dig ..

Har han haft det lidt sådan at du er en "lille pige" og han er den der bestemmer hvad du skal

med tiden er det noget der tærer voldsomt på et forhold...

Ikke alle mænd er de store talere - eller følere .. og hvis du skal have ham med i familie terapi skal du nok udfordre ham til det *-)

Min mand har haft en depression og jeg havde længe talt om psykisk hjælp eller terapi men først da han blev tvunget ud i det, gik han med til det .. og han var MEGET modstander af det på vej derop ..

Vi lærte hinanden at kende igen på den konto, kunne tale følelser igen som da vi lærte hinanden at kende for mange år siden og bare det at kunne sidde over for en "proff" og sige præcist hvad man mener - og så overlade til dem at analysere det sammen med modparten har VI begge lært meget af

Jeg syntes ikke han drikker uforbeholdent meget, men jeg forstår bedre end nogen anden hvorfor du tænker længere frem - det hjælper dig bare ikke lige nu!

Så længe han ikke kører bil eller mishandler dig og ungerne så lad det fare for en tid ...

- men sådan som han træder på dig nu, dét skal du sige fra på!

Dit selvværd bliver jo lavere og lavere for hver gang!!

Du er bange for at være alene jamen det er også noget man skal lære ... men man kan meget for ens børns skyld - og for ens eget selvværds skyld

Hvis du tager springet vil du garanteret hurtigt finde en rytme der gør at du syntes det er meget nemmere at være alene med hende end at skulle varte manden op i tide og utide

Jeg er ikke tilhænger af forhold der er "on" og "off" - mener at man skal kæmpe for det man har - hvis der er noget at kæmpe for!! Men ... det kræver at begge er indstillet på at kæmpe ... hvis det kun er dig der kæmper så kommer du ingen vejne med det

En måde at bygge dit selvværd op på er at finde dine stærke sider - og du skal ikke være kritisk, som en anden vist også skrev - og de sider skal du dyrke!!

Og så skal du sk*de på at manden siger noget negativt om det for du VED at du er GOD!

Jeg beklager hvis jeg har givet fejlagtige oplysninger. Sådan var det bare den gang jeg havde brug for hjælp!!!

Hej igen Joan

I virkeligheden så ved jeg ikke noget værre, end hvis man er ked af det og fortæller om et problem til en veninde og så hendes respons lyder: "Ja, det kender jeg godt for mig selv, nu skal du bare høre...."! - og så sidder man dér enormt skuffet og endnu mere ked!

Men nu gør jeg det selv!!! :

Altså, jeg havde engang en kæreste. Jeg havde i forvejen et barn (som han var flink overfor, men ikke far-agtig) og vi fik et barn sammen. Han er en pragtfuld far og elsker vores fælles barn højt.
Han var en sød fyr, meget tænkende og analyserende, grublede en del over tidligere tragiske ulykker i hans egen familie og var rigtig god til, at dele sine tanker med mig...
Som så mange andre mænd, havde han det dog svært med, hvis JEG havde problemer og han var ikke særlig god til at lytte, blev nærmest irriteret.
Vi havde ikke rigtigt nogen fælles venner. Han så sine gamle gymnasie-single-fyre og jeg så mine venner.
Vi skændtes meget sjældent og havde det egentlig okay... Men alligevel følte jeg mig enormt ensom. S*xlivet kunne vi ikke rigtigt få til at køre - jeg ønskede mere nærhed og intensitet og jeg synes han var upersonlig og hård, hvilket gjorde at jeg ofte følte, at jeg kunne have været hvem som helst anden...
- det er i øvrigt ham, jeg tidligere beskrev som den, der drak lidt rigeligt i en periode - Han arbejdede i denne periode sent og jeg lå ofte i sengen, når han kom hjem og hver aften lyttede jeg efter den klirrende plasticpose og den første kapsel, der faldt raslende ned på køkkenbordet - og jeg hadede det!
Men alt i alt - han var sød ved mig, mit barn og i særdelseshed hans eget, han havde et spændende macho-karrierejob og vi havde det jo "godt nok". - Men det knirkede... og efter flere års knirkeri, begyndte vi at gå til parterapi. - Han var modvillig, men endte med at gå med. ... egentlig var vi ikke specielt glade, hver gang vi gik derfra, for vi følte ikke at vi nærmede os hinanden - tværtimod! Til sidst holdt vi op med at komme, for det hjalp jo ikke på vores forhold alligevel. - Et halvt år efter gik vi endelig fra hinanden. Det var med lidt tårer fra os begge, for vi syntes vi havde kæmpet for det.

Når jeg ser tilbage, kan jeg nu se, at det var parterapien der satte det igang - Det var her vi fik stadfæstet, hvor forskellige vi egentlig var, at vores fremtidsdrømme var enormt forskellige og at vi som s*xuelle væsener, var vidt forskellige. Han forstod aldrig, hvad jeg tændte på - heller ikke selv om der var en analyserende kraft inde over, som parterapeuten.

Det var med til at gøre, at jeg/vi endelig kunne give slip og ikke kun holde fast i hinanden for børnenes skyld, for trygheden, pga. økonomien, fordi vi ikke ville være en del af skilsmisse-statistikken osv.

- Det var SMADDER svært... men jeg fortryder det ikke et sekund!

I de første par uger gennemanalyserede jeg alt, fortrød lidt, tudede, savnede ham osv. (Han fór ud og fandt en anden!)og kunne slet ikke FORESTILLE mig en anden mand.

Men jeg blomstrede op, begyndte at længes efter at være forelsket og pludselig var han der - Ham der forstod MIG og min krop, sætter pris på mine meninger og holdninger, har masser af humor (-dér var ex'en og jeg også meget forskellige!) og så har vi de samme fremtidsdrømme. Mine børn holder meget af ham og jeg har fået tre pragtfulde papbørn. - Idag stortrives jeg og kan slet ikke forstå, hvorfor jeg blev i så mange år i mit gamle forhold! - Men jeg PRØVEDE...

... og det har du også gjort! Men hvor længe vil DU blive ved? Du kommer IKKE til at sidde mutters alene, hvis du flytter. Når først du er væk, får du oparbejdet en ny venskabskreds og får set mere til dine gamle venner.

Jeg synes også at jeg kan fornemme på dig, at der bare ikke ER noget kærlighed tilbage?! - og hvis der ikke er noget kærlighed, så er det i og for sig ligegyldigt, hvor meget du lærer at sige fra, hvor meget du kan få ham til at respektere dig, hvor få øl han drikker, hvor god en far han er og hvor god han er til at hænge lamper op og ordne bil!

Hvis du tror der er bare en lille chance for, at du/I igen kan finde kærligheden - så starter du i terapi NU - og får med tiden ham med.

Hvis du ikke har troen tilbage, så kan det næsten kun gå for langsomt med, at komme videre. Du klarer det og du vil snart finde ud af, at det er det bedste du har gjort for dig selv. - og efter et stykke tid, vil også du undre dig over, hvorfor du blev så længe...

En enlig mor i dagens Danmark er ikke dårligt stillet. Jeg flyttede til en stor og dyr lejlighed (Næsten 7000,- pr. md.), havde 30 timer om ugen på et kontor, fik børnepenge, forhøjet børnetilskud, ekstra tilskud som enlig forsørger, friplads i børnehaven + at jeg fik en høj boligsikring.
- Min nuværende mand flyttede ind hos mig og derfor er alle mine ekstra tilskud og boligsikringen forsvundet - og jeg havde altså flere penge som enlig, end jeg har nu, selv om min mand ikke er dårligt lønnet!

Så lad ikke dét være en undskyldning!

Vi er MANGE der har været igennem samme tanker som du og MANGE, der har ventet alt for længe - måske til skade for os selv og vores børn? - og der er mange som du, der længe har fundet sig i uværdige situationer. - og desværre er der også mange der blev og fandt sig i det hele livet, fordi de ikke turde tage skridtet!

Du har kun dette ene liv og det er din pligt, at få mest muligt ud af det. Der er INGEN der kommer og redder dig. Du må i dette tilfælde være din egen lykkes smed!

Kom nu, Joan - Livet står herude og venter på dig...

Jeg ønsker dig, jeres datter, hans søn og ham alt godt - hvad enten det bliver sammen eller hver for sig.
... men du må GØRE noget, ikke bare lade stå til!

KH Gitte C

Hej Gitte og andre,

Tak fordi du tog dig tid til at skrive det lange indlæg. Det hjælper faktisk at læse din historie.

I går aftes lå jeg og tænkte på at jeg egentligt allerede ved at skrive min historie og problemer i denne tråd har fået det meget bedre. Altså det har ikke hjulpet på mit problem som kun jeg kan gøre noget ved, men alle de forvirrede tanker står jo ligesom her nu, så de behøves ikke være inde i hovedet længere. Jeg behøves ikke huske alt det her når jeg tænker på hvad jeg skal gøre, det er ligesom skrevet ude af hovedet.

Jeg bliver klar over nu at jeg hele tiden tænker det er mig der er vanskeligt, det er mig der stiller for store krav til min kæreste. Det er min skyld at han har det så svært fordi jeg brokker mig over ting.
Jeg er vokset op på denne måde ! Det har hele min barndom været vigtigt at præstere noget for at blive elsket (følte jeg). Mine forældre havde meget travlt og derfor fik vi en masse materielle ting men manglede noget samvær og det at blive set. Så allerede der er mit selvværd jo ikke blevet opbygget optimalt.

Hvis jeg kom til mine forældre med et problem havde de masser af løsninger til hvad JEG skulle gøre anderledes, tage mig sammen, være sødere, tie stille, være ligeglad... osv.

Så jeg begynder at kunne se et mønster mht. at jeg hele tiden tænker det er mig der bare burde tage sig sammen og så få det her forhold til at fungere.

Det kan jo ikke hjælpe noget at jeg bare "tager mig sammen" hvis ikke jeg føler det er rigtigt.

Min plan er stadig at komme til lægen og så tage en snak med ham først. Jeg tror jeg skal have hjælp uanset så jeg ikke ryger i fælden i tilfældet at vi går fra hinanden at jeg så savner ham og så går tilbage som vi har gjort så mange gange før. Nu har vi et barn og der skal ro på uanset om vi bliver sammen eller går fra hinanden.

Jeg er glad for, at du begynder at kunne se den røde tråd, der åbenbart er i dit liv.

Ja, det dér med at skrive tankerne ned, er virkelig en god omgang selv-analyse og det kan virkelig hjælpe, at man bliver nødt til at formulere tingene, så andre kan forstå dem.... - Pludselig forstår man dem også selv!

AT kunne skrive anonymt på HN er jo genialt, men at skrive dagbog, eller breve til fiktive personer, kan sikkert også bruges.

Jeg synes du virker mere afklaret nu, hvilket betyder at du er på den rette vej... - Det bliver stadig svært og hårdt arbejde, når du virkelig "går i gang", men du skal nok klare den.

Måske skulle du overveje, snart at åbne op for en af dine nærmeste venner? Jeg ved godt, at du synes der er pinlige episoder og at det kan føles flovt at fortælle om, hvordan man har ladet sig nedværdige osv., men helt ærligt; selv i de mest perfekte forhold, bliver der sagt og gjort ting, som ikke altid lyder "pænt"!

Vi der er herinde på HN er jo ligeså anonyme for dig, som du er for os og du får brug for nogen, der er tættere på, og som kan støtte dig i din kamp for et bedre forhold - eller når du går fra ham!?!

God vind... Gitte C

Hej igen,

Ja, sjovt nok har jeg tænkt lidt det samme Gitte. Men jeg er indtil videre lidt i tvivl om hvem af mine venner der vil være bedst egnet .
Min allerbedste veninde bor meget laaangt væk. Så tilbage er der 3 stk. som vil komme i betragtning. Hvoraf jeg udelukker den ene med det samme, hun er en god veninde, men med ikke så voldsomt meget livserfaring, lidt naiv måske. De to andre er piger på 40 og 50 år som på en måde er en slags lidt moderlige veninder.

Jeg har tid hos lægen på torsdag og vil prøve at snakke med ham om hvilke muligheder der er og hvad han synes jeg skal gøre.

Så der er skred i sagerne

Desuden har der i weekenden været et par tilfælde hvor jeg bestemt ikke synes det min kæreste sagde til mig var ok, men det føltes ikke "ked af det" men nærmere blev jeg stærk på en måde, bekræftet på at det skulle der gøres noget ved.

Jeg sagde så til ham søndag aften at jeg vil snakke med ham. Og straks stejlede han fordi han vil ikke diskutere og have skæld ud og høre på mit brok. Jeg forklarede ham stille og roligt (næsten uden at tude) at JEG havde det ikke godt. Jeg er ked af det for tit og det skal der gøres noget ved. Enten skal jeg blive gladere i forholdet eller skal jeg blive gladere for mig selv, men noget skal der ske. Så jeg fortalte om at jeg vil snakke med lægen og finde ud af hvilke muligheder der er.
Straks stejlede han igen og spurgte om det jeg sagde var for at prøve at få ham med til noget terapi. Jeg svarede at det var det ikke, det er galdt mig og min psyke, men hvis han senere havde lyst til at tage med en enkelt gang kunne vi jo finde ud af det.

Hold op hvor var jeg cool. Lige nu glæder jeg mig nærmest til processen, jeg ved det bliver hårdt, men bare der sker noget i stedet for at man bare lader stå til.

Utroligt hvor lidt der skal til set i bakspejlet.

Jeg synes, det er fedt at høre, at bare tanken om en mulig løsning gør dig mere fattet, når du snakker med ham.

Jeg har en mor, der altid klager til mig, når min far ikke behandler hende ordentligt. Han er også typen, der ejer alt i huset - så han kan behandle det, som han vil.

I det hele taget lyder jeres forhold meget som mine forældres. Min far er dog meget velformuleret, og behøver derfor ikke bruge fysisk magt, for at få os til at gøre, hvad der bliver sagt.

Min mor har levet med min far i 25-26 år, og de har deres gode stunder, selvom hun så godt som altid tager alt hans l*** indenbords eller hvæser til/ad mig, når det bliver for besværligt.

Hun er med andre ord bange for at tage en konfrontation med ham. Og så gør hun det ikke.

Det er IKKE nogen særlig god løsning. Hverken for dem eller mig, som da jeg var 16 gik med et brændende ønske om, at de for f*nden da ville blive skilt, så vi kunne slippe for at høre på dem.

Og det jeg vil sige er, at hvis du kan lære at sige fra - så han ikke får lov at trampe på dig - så vil det under alle omstændigheder være en kæmpe fordel for dig. Jeg gør det, som den eneste i min familie, med min far - og det er hårdt, men det virker!

Held og lykke! Jeg håber, du får løst dine problemer, for du fortjener bedre, end den situation du umiddelbart har.

-+- Zip.

godt Joan!

Hold fast i den udvikling og de stærke tanker...

Har lige siddet og læst dine indlæg.

Det er stærkt, at du nu har besluttet dig til, der skal ske noget.
Og så vil jeg sige, at du i første omgang skal tænke på dig selv, og hvordan du har det, for har du det ikke godt og jeres forhold heller ikke er godt, smitter det af på din datter, også mere end man tror, de lægger mærke til meget de små og er rigtig gode til at aflæse kropssprog.

Hvad Øl ang. så er man alkoholiker hvis man drikker mere end 3 genstande om dagen som mand.
Og en øl her og der kan hurtigt løbe op, Det kan være svært at spotte en alkoholiker, og mange af dem ser man aldrig drikke en øl, de gør det i det skjulte, kender et par stykker, den ene kan drikke 30 om dagen uden det kan ses på ham.

Nå¨det var et side spring.
Men du skal ihvertfald ikke blive, ved i dit forhold, hvis du ikke elsker manden, og han heller ikke behandler dig ordentligt, man skal aldrig blive sammen pga.børn, det er en stor misforståelse, og man spilder sit liv og bliver bitter eller deprimeret, og det er ikke godt for hverken dig, dine børn eller dine omgivelser.

Knuser fra
Anne K.

Jeg synes bare det er så enormt svært at mærke efter om jeg elsker ham mere.

Følelserne kan let forveksles kan de ikke? Jeg holder af ham på en måde. Synes også det ville være enormt synd for ham hvis han skal skilles fra sin datter og kun se hende hver 14 dag ca.
Allerede nu er han jo enormt sød ved mig fordi han kan fornemme at jeg nu "gør noget" og jeg ved hvis vi gik fra hinanden at så vil han være den sødeste når vi ser hinanden eller snakker i telefon. Og det vil vi jo gøre i kraft af vi har et barn sammen.
Vi har jo alligevelt kendt hinanden i mange år og har oplevet meget sammen. Men jeg tror bare at ligeså snart det bliver hverdag så går det galt igen, det har vi jo prøvet så mange gange før.

Jeg er mest bange for at vi går fra hinanden nu fordi jeg er kørt sur i det og jeg så sidder om et halvt år og er enormt ked af det fordi jeg har splittet en familie ad. Og det skal ikke være on/off igen. Er det slut nu så er det slut for altid.

Og hvordan kan man undvære sit barn i julen og hver anden weekend? Jeg får mavekramper bare ved tanken. Det er jo lige netop i weekenderne man har rigtig tid til at være sammen og hygge sig.

Vi har jo også et hus, hvad koster det at sælge et hus? altså hvor mange penge skal man ligge oveni det man skylder for at kunne regne ud hvad slutresultatet vil være?

Der er bare mange ting at spekulere over. Tror lige jeg laver en tråd om hvad det koster at sælge hus, det må der være nogen der ved.

...at hvis/når du får DIN del af forholdet op og køre som DU ønsker det (altså processen med at få det bedre, blive bedre til at sætte grænser o.a) så vil du blive meget mindre i tvivl OM du elsker Manden Din eller ej.

Den slags følelser er nemlig SVÆRE at få 100% rede på, når man er midt i en udvikling af den slags du beskriver ovenfor.

Så hold fast på alt det gode du VED om ham allerede. Behandl ham som du SELV vil behandles af HAM.
Og gør ham - venlig, men bestemt, opmærksom på, hvis han "træder" på dig - husk at fortælle at du IKKE længere finder dig i den slags.
- og arbejd så derudfra.

Men forbered dig på, at det ikke ændrer sig fra dag til dag!!

- du har gennem dine tidligere handlinger i årevis "vænnet ham til" at han roligt kan "vade" på dig, når der er noget han er utilfreds med: godt nok brokkede du dig/græd - men du GAV DIG!

Nu skal DU til at vænne dig til IKKE at gøre dén slags mere.
- Og HAN skal til at vænne sig til, at DU har ændret jeres forholds dagsorden!

God vind fremover, fra en der SELV ændrede forholdets dagsorden og ved hvor HÅRDT arbejde det er.


Når du selv er klar, så VED du om I skal blive sammen eller ej.

Hej Joan.
Du spekulere for meget.
Du skal ikke gå og tænke på, at undvære børn/ barn til jul og ligende.
Hav et mål af gangen, koncentrer dig om at få det bedre, med dig selv, og sig fra over for din mand.
Han må ikke træde på dig.
Alle ved godt, hvornår de har været for meget, og kan så i en periode, være noget så søde, men de skal så også blive ved med at være det..
Ingen har fortjent at blive trådt på, eller ikke må komme med følelses udbrud, han skal sgu høre på dig når du har et dårligt.
Hvad med at få børn/ barn passet en weekend og så sætte ham stolen for døren, fortæl ham hvordan du har det og hvordan du gerne vil have det.
Vil han ikke høre så må han jo føle, og måske I kan holde en pause fra hinande, for at få styr på hvordan I egentligt føler det for hinanden.
Man skal ikke blive sammen, fordi man er bange for at være alene, eller fordi det er en tryg vane.
Man skal være sammen, fordi det er rigtigt og man elsker hinanden. Og så må man også være villig, til at være lydhør overfor hinanden, og flexibel over for hinandens ønsker.

Anne K

Ja, Anne, du har nok ret, jeg spekulerer for meget.

Men der bliver ikke holdt flere pauser her. Det har vi prøvet før vi fik barn, og det var et evigt frem og tilbage. Vi blev uvenner, holdt pause, kom sammen igen. og så forfra. Vi savner hianden og er åh så søde, og efter noget tid går det galt igen.

... bare en hilsen herfra, for jeg er SÅ glad for at se, at du rykker nu og er på rette vej, men ja, det bliver hårdt både for dig og ham, at vende mange års dårlige vaner!

Jeg tror at atengstedt har ret i, at det kan være svært i øjeblikket, at finde ud af, om du rent faktisk elsker manden eller ej. - Man siger jo også at kærlighed og had er to følelser der ligger meget tæt op af hinanden - og ofte er det den samme person, der kan fremkalde begge følelser!

Dit arbejde med dig selv, vil give dig vished omkring dine følelser...

Huset? - Er I ikke så heldige, at det eventuelt kan være gået hen og blevet mere værd i den tid I har haft det? Ellers overvej nogle af de løsninger man har set i "Helt solgt" og lignende boligprogrammer - nogle gange skal der ikke så meget til, for at give huset et ekstra løft og så ville I måske kunne komme derfra med lidt ekstra på lommen...

- Jeg er meget nysgerrig - Hvad sagde lægen???

Varmt knus, Gitte C

Ja, nu har jeg været til læge i går. Han var MEGET sød. Vi snakkede i en time tror jeg, jeg havde godt nok bestilt en længere tid, men jeg tror nok der var nogen der sad i venteværelset og ventede lidt længe.

Han var meget forstående. Han sagde faktisk ret direkte at han vil tro han mig og min datter vil få det bedre hvis vi var selv. Han begrundede det med at han synes det er meget kritisk hvis et forhold allerede i starten har knast så meget som vores har. Han kender jo også min kæreste og jeg ved selvfølgeligt ikke om det har nogen indflydelse. Men han baggede op om de ting jeg synes var galt i forholdet. Han sagde at det var bestemt ikke rimeligt den opførsel kæresten udviser. Og det der med han ikke tager med til min familie eller venner og prioriterer nabo-øl først synes han var meget kritisk.

Han tilbød at komme hjem til os og snakke eller vi måtte også begge to komme derind. Han sagde også at jeg nok skulle gøre klart for manden at hvis ikke der sker radikale ændringer nu så er det slut.

Men jeg går stadig med en følelse af at jeg ikke vil mere. Jeg er træt af så mange ting ved ham at jeg kunne skrive en hel bog om det. Og det er ikke ting som jeg lige har udtænkt mig, det er noget som har genert mig i mange år. Lægen sagde også at hvis jeg nu var kommet efter et stort skænderi i weekenden og jeg ellers havde et velfungerende forhold så ville hans råd have været et andet.

Han synes også jeg skulle snakke med en veninde om det nu. Så det håber jeg på jeg kan i weekenden. Jeg har en ny tid næste fredag hvor han igen har sat en time af til mig. Jeg kan ikke få tilskud til psykologhjælp. Og hans har ikke nogen terapeuter han vil anbefale. Jeg tror ikke han har en særlig høj mening om "ikke psykologer" der arbejder med disse ting. Men hvis jeg kan komme ind til ham er det i hvert fald også fint. Han er sååå sød at snakke med. Han spurgte mig også om mange ting, f.ks. om jeg havde fundet en anden en, eller om jeg vil have råd til at have bil hvis jeg flyttede.

Min kæreste har sagt at han vil være meget ked af at skulle undvære os og vil virkeligt prøve at tale pænt (siger han). Men hvorlænge? Kan et menneske ændre sig så radikalt? Han bliver jo ikke mere familiemenneske af den grund. Han bliver hellere ikke bedre til at snakke, det er vel ikke noget man kan lære hvis ikke man har lyst til det?
Jeg spurgte i går om han ikke engang imellem kunne prøve at sætte sig i andre menneskeres sted. Det gør jeg da tit sagde jeg også på arbejde, at man lige føler efter hvad den anden føler lige nu.

Men han sagde at han var jo ikke psykolog, så det gjorde han faktisk ikke. Han er ellers sød og behageligt lige nu, men mine følelser er væk.

Lige nu er han med vores datter kørt for at hente hans forældre der skal spise hos os. Jeg sidder lige og forstiller mig at jeg boede selv og jeg nu ikke vil se hende før på søndag. Det er en ting som bliver rigtig rigtig hårdt for mig nemligt.

Men nu må vi se, jeg skal nok holde jer orienteret.

hilsen mig

Jeg synes det er en meget sympatisk og forstående læge du har.
Det han sagde til dig, er jo nok nogen af de ting jeg mente.
Skulle du få lyst til at snakke, med en helt udeforestående så kan så på det hele med upartiske øjne, så skal du være velkommen til at kontakte mig.

Anne K.

Jeg er også meget overrasket over din søde læge - Tænk, kan man virkelig få lov at være en HEL TIME inde hos en ganske almindelig læge?!?! - Jeg har altid følt det lidt samlebåndsagtigt hos lægen...: Skynd dig at få sagt de ting du har på hjertet, få din recept og så ud af døren...

Jeg er også skilsmisse-mor, men jeg har det ikke som du ... ikke mere! I starten når sønnen blev hentet om fredagen, var det lidt svært at se ham køre væk og jeg gik også lidt rundt om mig selv, for hvad skulle jeg egentlig lave?! Men idag nyder jeg det!

Jeg ved jo, at han har det dejligt hos sin far og at de hygger sig sammen. Nu kan jeg så bruge tiden på mig selv...

- Jeg kan sove ligeså længe jeg vil, jeg kan spise hvad jeg vil, med en bog i hånden og fødderne oppe på bordet, hvis det passer mig! Jeg kan besøge folk, uden at skulle hjem og passe sengetider osv.

Idag synes jeg faktisk at jeg er priviligeret - Jeg har nogle dejlige unger, som jeg kan få lov at være mor for, men jeg har også mine fridage, hvor jeg bare kan være voksen helt for mig selv (-sammen med min mand!).

... for det må du jo også tænke på! - På et tidspunkt løber du jo ind i nye mænd. Når din datter er hjemme hos hendes far, har du jo så tid til at mødes med dem, uden at hun behøver at blive forvirret over, at skulle møde disse fremmede mænd - før du altså igen finder den rette!

Jeg synes virkelig du rykker stærkt nu og jeg kan jo godt fornemme, hvilken vej det går... Det virker bestemt til at være den rigtige (synes jeg), men det skal alle vi andre ikke bestemme - heller ikke din læge! Kun du ved, hvad der er rigtigt for dig og jeg tager hatten af for, at du vil være 100% sikker på, at du denne gang træffer den rigtige beslutning.

Du ønskes mere god vind herfra...

Gitte C

Hej igen,

Har nu snakket med en veninde i weekenden. Vi snakkede længe om alt det her. Det var rigtig fint og undervejs konstaterede hun flere gange " jamen du er jo flyttet", jeg spurgte hvorfor hun sagde sådan og hun sagde at det kunne man helt tydeligt høre på mit ordvalg at jeg egentligt slet ikke var i tvivl, det lød mere som om jeg fortalte at jeg havde taget denne beslutning at flytte fra ham.
Nå, det føltes ikke helt sådan men lidt...

Da jeg kørte hjem havde jeg nærmest dårlig samvittighed overfor kæresten fordi jeg følte nærmest jeg havde udleveret ham. Måske er det alligevelt mig der stiller for store krav til et parforhold? Nej, blev jeg enig med mig selv om, det er ikke urimeligt at vil blive behandlet ordentligt, det er bare fordi mit selvværd er så lav at jeg hele tiden søger fejlene hos mig selv.

Jeg er altså lige nu meget sikker på at vi skal fra hinanden. Det bliver ikke uden gæld hvis vi skal sælge huset da vi ikke har boet der sålænge, men jeg er faktisk ligeglad med pengene ( eller det gæld jeg vil få) lige nu.

Jeg har jo fortalt kæresten om mit sidste lægebesøg og også fortalt at vi var velkommen til at tage derhen sammen. Min veninde sagde også at så havde han jo haft mange chancer for nu at meddele at han gerne vil med for at kæmpe for vores forhold. Det er jo rigtig nok. Selvom jeg har sagt til ham at jeg er ved at finde ud af om jeg kan få det bedre enten selv eller sammen og sagt at hvis ikke jeg får det bedre her så må vi flytte så er det ligesom han ikke fatter en meter. Han snakker om fremtiden og alt muligt ligesom det er en selvfølge at vi altid bliver sammen.

Så når jeg nu lige er 110% sikker i min beslutning skal jeg jo ligesom fortælle ham den. Men hvordan gør jeg det?

Hallo du, jeg har besluttet mig for at flytte. ???

Det er jo rigtig svært at få det formidlet på en ordentlig måde. Det vil være nemmere hvis vi kunne snakke noget mere om de problemer der er og havde gjort det i noget tid så vil han være indstillet på det. Det vil aldrig blive en fælles beslutning, for jeg tror han vil elske og spille offer så han kan sige "hun flyttede fra mig". Så er det ligesom knap så meget hans "skyld" han behøves i hvert fald ikke indrømme at han har gjort nogle fejl.

Jeg skal ligesom videre nu, men er meget i tvivl om hvordan.

Først skal du finde ud af hvor du kan flytte hen, og få det på plads evt., finde nogen som kan hjælpe med at flytte, og så fortælle ham, at du har valgt at flytte og hvornår du gør det.
Så må i jo tage den der fra.
Der er aldri en nem måde, men det er godt at have , nogle af tingene på plads så du ikke står og vil væk , men ingen steder har at flytte hen.

Anne

Ja, Anne,

Sådan tror jeg ikke det bliver, da jeg jo ikke ved om han vil bo i huset eller om vi skal have det solgt.

Hvis det skal sælges kan det jo evt. godt tage lang tid og jeg har jo ikke råd til 2 gange husleje. I hvert fald ikke i lang tid. Nogle måneder vil det nok gå...

bordet for ham. Sig at du ikke har følelser for ham mere og at du gerne vil have dit eget. Der er ingen grund til at anklage ham og pålægge ham skylden for jeres forlis.
Når det er sagt, ja så må i finde ud af, hvordan i klarer al det praktiske og så må du tage den fra der.

Hvor er det dejligt at høre, at du har fået klarhed over dine tanker og at du står fast ved dine beslutningerne selvom du en gang imellem bliver i tvivl. Du kan være et forbilled for mange mennesker.
Jeg ønsker dig al mulig held og lykke i dit nye liv, du er så absolut på rette vej.

Hej Joan

- Har ind imellem tænkt på dig. Hvordan går det med dig og hele den proces du er igang med???

Hvordan med følelserne for din mand - Er de blevet bedre/dårligere, har du taget skridt til at flytte - Eller har HAN flyttet sig, så I igen har noget at bygge på?

Skriv så vi kan følge lidt med...

Gitte C

Hej Gitte og andre,

Ja, det er vist tid til en opdatering. Sidste torsdag lagde jeg så kortene på bordet og sagde til ham jeg faktisk havde tænkt mig at flytte. Han blev meget tavs og spurgte om det var en endelig beslutning. (Eller vil du spørge publikum… )… Nej, spøj til side.

Han blev meget chokeret og sagde det føltes som at få en spand kold vand i hovedet, det havde han slet ikke regnte med.

Jeg sagde så til ham at det synes jeg er mærkeligt, for jeg har da grædt over det så mange gange og vil snakke med ham og har spurgt om han ikke synes vi skal kæmpe for forholdet. Han har endda selv sidste år engang sagt at det jo kun er vores datter der binder os sammen. Men han siger han troede ikke jeg var SÅ ked af det.

Det forstår jeg jo ikke, for hvor ked af det skal man være? Altså hvis man græder over det og prøver at snakke om forholdet med ham gang på gang og siger at der er noget galt, snakker om parterapi, så kan jeg jo næsten ikke skære det mere ud i pap for ham. Men han siger igen at han troede ikke det var SÅ galt.

Han siger så han ikke bare vil give slip på os (datter og mig) sådan, om vi skal give det en chance. Det har jeg umidelbart ikke meget lyst til. Men jeg har så sagt til ham at jeg gerne vil have en afklaring på om banken siger god for at han kan overtage huset hvis vi går fra hinanden. For så er jeg villig til at give det en chance i et par måneder da jeg så kan komme derfra ligeså snart jeg har fundet noget at bo i hvis ikke det går.

Skal huset sælges kan der jo gå noget tid, og så har jeg ikke lyst til at bruge to måneder på det nu for så yderligere skulle bo der i måske et halvt år eller længere.

Jeg er stadig meget sikker på at jeg ikke vil det forhold mere. Selvom jeg kan tvivle indimellem fordi jeg også siger farvel til at have hest og dyr i det hele taget i et evt. lang stykke tid.

Min drøm har altid været at bo på en gård som vores med hestene hjemme, og min drøm har også været at min datter skal vokse op på landet med dyr omkring sig. Det er lidt en stor pille at sluge at sådan bliver det ikke.

Min kæreste gør lige nu en stor indsats. Han er utrolig sød, tager ikke nogen steder til hans ungkarlevenner og deltager i det familieliv som jeg har efterlyst. Men i hvor lang tid? Jeg føler han fornægter sig selv ved det, det er jo ikke ham at være sådan. Jeg tror nu løbet er kørt...

Jeg var til lægen fredag efter den torsdag hvor jeg har snakket med kæresten. Der snakkede vi egentligt bare om det hele igen, så det var der ikke så meget nyt i.

Jeg vil stadig gerne snakke med en psykoterapeut om tingene, selv om det også er dyrt, jeg tror bare lige nogle enkelte samtaler kunne hjælpe mig til lidt mere klarhed i mit hovedet. Det er jeg ved at undersøge lidt omkring.

Jeg er meget træt lige nu og længes efter en dag hvor jeg slet ikke skal spekulere over noget, bare slappe af. Men det er rigtig svært. Efter jeg har snakket med kæresten er jeg dog begyndt at sove lidt bedre om natten.

Så hvis der er nogen der har en ferie sydpå til overs til 1 stk. voksen og barn på 2 år tager jeg gerne imod

tak fordi i fulgte med igen, knus herfra

Glemte lige noget vigtigt synes jeg.
Da vi snakkede sammen den torsdag sagde han til mig at han ikke kan holde ud at savne et lille barn sådan igen som han har gjort en gang( dengang med hans søn), da han kom i seng om aftenen og sagde han igen, jeg kan jo ikke undvære den lille mus ........
og hellere ikke dig.
For mig lød det som om det var mest datteren han tænkte på her.

Da vi snakkede angående om han vil bo i huset sagde han på et tidspunkt at hvis jeg skulle flytte så skulle det jo være rimeligt for begge parter, der er ikke nogen der skulle snydes for noget.

Hvis han siger sådan tror jeg jo et eller andet sted at han alligevelt har tænkt tanken før, selvom han lød så overrasket da jeg præsenterede ham for det.

Pointen i det her er at jeg tror at hans forhold til mig ikke er så inderligt kærligt som han påstår, men kun et skjold for at kunne være tæt på datteren. Og så kan han jo godt holde mig ud, selv om jeg går og småbrokker lidt. Jeg tror han er meget sådan : "jeg ved havd jeg har, men ikke hvad jeg får".

Måske er det her bare noget vrøvl, men på den anden side er det jo ikke fordi det første af mine indlæg har været frygteligt forstående og gennemskueligt, så dem der følger med her er jo gode til at læse mellem linjerne for at fatte hvad det er jeg mener

gå i opfyldelse senere hen. Din datter er kun 2 år, så der er stadig en del år til at få drømmen opfyldt.
Vi er sikkert mange herinde, som drømmen om gården med dyrene, men for mange af os forbliver drømmen en drøm længe endnu. Det er ikke ensbetydende med, at man ikke kan finde sig til rette med "mindre" og være rigtig glad for det. Som min kære farmor gentagne gange siger, så længe man har tag over hovedet og ellers er sunde og raske, så går det hele nok.
Der er jo ingen som siger, at du og din datter behøver at flytte ind til Kbh, der må findes muligheder steder, hvor det stadig lyder lidt som landet!

Uanset, hvad din kæreste siger og gør, skal du hele tiden holde det klart for dig selv, hvad dine følelser er for ham og handle ud fra det. Selvfølgelig er det trist, hvis han igen "mister" et hjemmeboende barn, men på den anden side kunne det jo tænkes at kommer i til at bo i nærheden af hinanden, at han kan have hende mere end hver anden weekend.

Ellers er det rigtig dejligt at høre, at du er meget mere klar og målrettet i din tankegang. Godt gået.

Hvad så? - Hovedet op og benene ned?!

Prøv da at kigge inde på Markedspladsen her på HN
- der er da tit nogle der lejer værelser, lejligheder eller stuehuse ud på gårde over hele landet.

Ofte er der også opstaldningsmuligheder - eller en lavere husleje, hvis man hjælper med fodring og lignende i stalden.

Endnu engang; Held og lykke... men lad os vide hvordan det går! - Du er i øjeblikket den eneste grund til, at jeg lige checker Seniornettet, ellers bliver jeg som regel på Hyggen!

Gitte C

Tak for det Gitte,

Lige nu er der ikke så meget nyt, da vi i længer tid kun har haft en bil har han ikke kunnet komme i banken for at tjekke hans situation mht. om han kunne bo i huset hvis vi gik fra hinanden.
Vi får forhåbentligt den nye nr. 2 bil i dag. Jeg er stadigret sikker på at det ikke skal være os i fremtiden. Det kan jeg mærke på at hvis jeg spørger mig selv om jeg ville blive sammen med ham hvis ikke vi hvade barn, så var svaret nej.
Hvis jeg tænker på at blive sammen og jeg tænker på om jeg vil have flere børn sammen med ham er svaret også nej. Det er mit tydelige tegn på at jeg ikke elsker ham mere. For jeg elsker min datter og nyder at være sammen med hende, og vil helt sikkert allerede være gravid igen hvis det var "manden i mit liv" jeg boede sammne med.
Jeg har fået et tilbud fra en ældre veninde (på 50 år ) om at hvis de gik helt galt kunne vi bo hos hende. Hendes datter er lige flyttet hjemmefra, hendes mand arbejder offshore og hendes store dreng på 18 år er næsten aldrig hjemme.

Så hvis vi kommer i en situation hvor vi skal sælge huset og det eventuelt kan komme til at tage lang tid, så kan vi bo der for ligesom at få det afsluttet og komme videre i livet. Hun bor ovenikøbet i det område som jeg alligevelt vil kigge efter bolig i, så hvis min datter skal skifte dagpleje vil det være til et område hvor hun ikke skal skifte igen hvis jeg selv fandt noget at bo i.

Det er selvfølgeligt en nødløsning, men rart at have i baghånden.

Jeg vil gerne gå til en psykoterapeut og snakke, men er ved at undersøge muligheder, priser m.m. Det er en jungle at finde rundt i, så hvis der er nogen der har erfaring her, så øs endeligt ud af det !!!

Tak for jer der følger med, det er rart også at have en HN støttegruppe som man ved gider at lytte til det her. Og jeg lover I bliver inviteret på kaffe når der engang er faldet ro over mit liv.

stort knus herfra

Ja, så var det også slut med at være anonym, unskyld navneforandringen, men jeg var ikke klar før nu at skrive om det her på denne måde.

Hæ - hvis du ikke selv havde skrevet det, havde jeg vist aldrig opdaget, at der var kommet nyt forfatternavn! ... Men når alt kommer til alt, så er det jo også et tegn på, at selvtilliden og visheden om hvad du vil, er ved at tage god form, ikke?!

Kiggede lige på din præsentation - Wauw, en flot hest og hvor er den (og du) dygtig/-e!! ... - I øvrigt sagt af én der ikke har en dyt forstand på heste, for jeg rider ikke eller og har intet med heste at gøre - udover at sælge hestetrailere!

Gitte C