Hej allesammen,

Jeg går og tumler med et problem. Jeg skal giftes med Morten til september og var egentlig helt afklaret omkring at jeg IKKE ville invitere min far med til vores bryllup. (Vi er blevet enige om ikke at invitere nogen af pligt, kun af lyst ) Men nu er jeg pludselig blevet i tvivl om jeg "overreagerer".

For historien er den at mine forældre blev skilt da jeg var 18 år og min far flyttede fra Sjælland til Fyn, hvor han hurtigt faldt ind i "subjekt" miljøet dvs. hans on-off alkoholmisbrug brød ud i lys lue kombineret med hans on-off depression og ludomani, så hurtigt var han samfundsnasser og "buddy" med diverse misbrugere osv. I den periode så jeg ham meget begrænset, da enhver kontakt (hovedsagligt telefonisk) medførte kritik af mig og hvad jeg foretog mig (valgte ikke den "rigtige" uddannelse, kæreste osv....).

Min far efterlod min mor med en milliongæld, som han nægtede at være med til at betale, på trods af at han havde skaffet største delen af den vha. forfalskning af hendes underskrift. Hans motto var "De kan ikke rive hår af en skaldet". Ligesom han nægtede at betale til min bror, som var under 18. Så min mor stod med alt selv og har vha. hårdt arbejde, og leve under eksistens minimum betalt størstedelen af gælden af. (min dygtige seje mor )

Når jeg tænker på min barndom, er den præget af ikke at vide om far kom hjem eller om han rundede et værtshus, om han havde brugt pengene på spil og druk fremfor lys (Ja, der blev lukket for el et par gange). Ture ud til min farmor og farfar for at låne penge
Osv. osv.

Alt i alt så føler jeg ikke at min far er min "FAR" men en eller anden mand, som jeg egentlig ikke har nære følelser for. Faktisk får jeg det desideret dårligt (knude i maven) ved tanken om at han skal komme på besøg hos os, ikke at han er "grum" eller vi diskuterer, men det er "arven" fra min opvækst (frygten for svigtet).

I de senere par år har han dog rettet sig en del og bor og arbejder i udlandet, men kommer dog til DK 2-3 gange om året og ringer med jævne mellemrum (dog mest for at snakke om sig selv - jeg har dog også svært ved at "inddrage" ham i min hverdag (i ved alle de små ting som sker)).

Jeg snakkede med min bror og min forlovede igår og de kunne ikke forstå hvorfor jeg ikke ville have ham med, da de anser ham som "harmløs". Som min bror sagde "han drikker jo' ikke mere" og du skal bare give ham besked på at han skal klæde sig ordentligt på (så han ikke kommer i bumsetøjet fra bænken).

Jeg har valgt min eks-svigerfar til at føre mig op til alteret, da jeg virkelig holder af den mand og det er gengældt Han er alt det min egen far ikke er og har været (ærlig, pligtopfyldende, hårdtarbejdene og et meget "givende" menneske), så jeg vil ikke have min far skal gøre det, men en invitation til selve brylluppet og festen ville vel ikke skade

Jeg frygter lidt at det vil medføre en akavet situation at det er en "fremmed" mand som skal føre mig op af kirkegulvet og ikke min far når han nu ville være der. Egentlig er jeg ligeglad hvad andre siger til den disposition, men jeg vil ikke skabe en ubehagelig stemning for min ekssvigerfar.

Puha, en smøre, men jeg kan virkelig ikke finde hoved eller hale i det.

mvh.

Trine SH