Tage ham med.... man er nødt til at give børn et naturligt forhold til døden og begravelser... mine forældre ville skåne mig for begravelser, det gjorde at jeg aldrig havde været til en begravlse indtil jeg blev 19 år, der døde mit lille barn... så det var mit eget barn jeg skulle opleve en begravelse med...

Ville sådan ønske at jeg havde prøvet det før.... og min mor ville gøre alt i dag for at lave det om.

Mine børn var også med til begravelsen af en lille pige vi mistede sidste år... de var kede af det... så vi var kede af det... men de overlever, børn kommer så hurtigt vidrere, bare de ved hvad der foregår...

Du kunne jo også spørge ham selv om han havde lyst til at komme med... og jeg tror han siger ja... du kan jo fortælle præcist hvad der skal ske osv....

er det netop nemmere at introducere et barn til begravelse hos en person de ikke er alt for knyttet til, og der er ingen som helst god grund til ikke at tage dem med, begravelses seremonien, er jo en del af vores kultur og liv, det er selv helt små børn i stand til at tage ind på deres egen måde.

Hej Mette.

Ja jeg var heller ikke selv til begravelse før jeg var 18, men det var nu fordi der ikke døde nogle familiemedlemmer. Min første begravelse var heller ikke rar - min mormor som altid havde boet hos os, og som havde passet mig siden jeg var lille.

Jeg tror dog ikke man kan vænne sig til begravelser -de vil altid være dybt ubehagelige. Ihvertfald for mig.

jeg vender mig heller aldig til begravelser, om det så er nok så gamle mennesker... jeg bliver så ked af det. Et menneskes liv er jo slut.

Men særlig hårdt finder jeg stadig børns begravelser.. Det er så forfærdeligt med de små kister.

Ja jeg har så gudskelov kun været til 1 begravelse, og jeg må faktisk tilstå at jeg selv helst vil undgå det.

Af samme grund er jeg så også glad for at jeg ikke kan komme hjem og være med til kærestens bedstefars begravelse idag (den som er beskrevet mht. barnet)
Det er måske også derfor jeg har et ønske om at ikke at inddrage barnet i de voksnes sorg når ikke barnet har et forhold til personen.

jeg tror alligevel at din søn vil have bedre af at komme med end ikke.... børn har sådan et naturligt forhold til den slags ting...

Min lille datter på 2 år var også med til vores begravelse her i december... jeg var meget trist og græd meget... hun sad oppe ved mig... og tørrede bare lige så stille mine tårer væk... sagde ikke et ord.. holdt sig bare ind til mig...

Lige som mine andre børn... de 13,8 og 6 år... og er alle glade nok for at de var med. selvom det var hårdt mens det stod på..

Ville 100 gange hellere have at de havde været til en gammel familie medlems begravelse først, istedet for vores lille datters.... men sådan skulle det så ikke være...

Din søn vil måske tale om begravelsen i et par dage, og så er han videre igen,, sådan er de fleste børn.. heldigvis..

:-) men min kærestes søsters barn der er tale om.

Jeg kom bare sådan til at overveje fordele og ulemper ved at have børn med til begravelse.

Men du har nok ret Mette -formentlig er det fordi jeg selv synes det er så ubehagelig en situation at jeg hellere ville forskåne børnene. (Jeg ville dog også have taget barnet med var jeg i samme situation som dig)

jeg bryder mig ikke om dødsfald og begravelser...

jeg reagerer nemlig på en måde som e færreste forstår... men latter, eller rettere fnis el.lign.

det er IKKE fordi jeg synes det er sjovt sådan noget, men det er åbenbart sådan min sorg kommer ud... desværre...

tror det er fordi jeg ikke kan græde foran andre at sorgen kommer til udtryk på denne bizare måde...

Mine små fætre/kusiner var alle med til min morfars begravelse sidste år, og de harikke taget skade af det.

Jeg har heller ikke oplevet en begravelse før jeg var omkring 16 år... forældrene ville skåne os børn for det, jegville ellers gerne have været med for at sige farvel selv om jeg var lille forstod jeg godt at en begravelse er et farvel til en elsket person...

Min søn Mikkel (4 år) var med til sin farmors begravelse i januar da han var 3 år. Han tog det fint, han kunne ikke helt forstå det, men da vi sad i kapellet kunne han godt fornemme hvordan det foregik og han tog det rigtig fint. Hans fætre på 6 og 9 var også med.

Man kan få en bog af bedemanden, den hedder "Hvor går man hen når man går bort?", den giver de gratis og anbefaler man læser den for børnene, det gjorde vi også.

jeg syntes at barnet skal med.. vi har lige måtte begrave min bror og her var der flere børn med... man skal bare huske at besvare alle de spørgsmål der måtte komme fra de små, og de kan være meget høje også i kirken.. for år tilbage da pigernes oldemor skulle begraves, sad min den yngste og så op på det flotte blyindfattede vindue, hvor motivet var jesus på korset.. Malou spurgte med meget klar og høj røst " er han også begravet her.. mor ??"

børn tager ikke skade af at se at voksne også kan blive ked af det, man skal bare være der for dem bag efter..

Sussie

En af mine farbrødre døde, da jeg var 8 år. Vi var ikke specielt tæt knyttet til hinanden, men jeg har siden haft det sådan, at begravelser må være noget slemt noget, fordi jeg ikke måtte være med. Den første gang, jeg var med til en begravelse, var det så en person, som jeg holdt meget af - og ikke nok med, at hun jo ikke var der mere, men jeg anede heller ikke en dyt om, hvad der foregik i kirken, på kirkegården osv.

Anne-Katrine har allerede været med til 2 begravelser (oldemor og farfar, da hun var hhv. 1½ og 2½), og det kan jeg godt mærke på hende. Hun har spurgt utroligt meget, og vi har svaret efter bedste evne. Til gengæld har hun tingene på det rene. I min familie viser man ikke gerne følelser, men det skal hun ikke lide under. Hvis man er ked af det, skal man have lov til at græde, punktum.

Det sidste gælder i øvrigt også, hvis man er glad. Da Frederik og Mary blev gift og Frederik stod med vand i øjnene, spurgte Anne-Katrine om, hvorfor han græd, var han ked af det? Og moren svarede med lige så mange tårer i øjnene: Nej, han er bare såååå løøøøøkli, snøft.

Jeg ville klart benytte mig af lejligheden til at "træne" lidt. Kald mig bare hård, men det var min mening

Små børn er gode til at tackle det. Jeg var ti til min første begravelse- og syntes, det var rædsomt, mest fordi, enken var dopet skæv af beroligende midler. Det vidste jeg ikke dengang. Det var en farbror, som jeg holdt meget af. I min familie var de nok for dårlige til at vise sorg. Så jeg vidste ikke, om det var "tilladt" at tude, og der var så mange mennesker i kirken. Min farbror sad i byrådet og var godt kendt i lokalsamfundet, da han faldt om med en hjerneblødning.

Nørdeleven var med til min fars begravelse, da han var 4. Han så også min far død, og da de andre havde sunget en salme, ja, så sang han "Lille Peter Edderkop" for morfar. (Og ikke et øje var tørt). Jeg fravalgte at se min far død, men tre af mine søskende + børn gjorde det.

Men han forstod ikke rigtig, hvorfor jeg tudede så meget i kirken.

I min familie døde et sæt bedsteforældre med 9 dages mellemrum. Deres yngste barnebarn var dengang 7 år gammel. Forældrene ville skåne ham, så han fik ikke lov at se sine bedsteforældre døde, ej heller var han med til bagravelsen.

Resultatet blev at han gik så meget ned psykisk fordi han ikke kunne forstå hvor hans bedsteforældre var, at han endte med at måtte i psykologbehandling.

...af samme grund som andre skriver. Så er det ikke helt fremmed for ham, den dag han skal med til begravelsen af en, som var tættere på ham.
Ikke at begravelse nogensinde kan blive noget man vænner sig til at gå til, men der ligger en form for ro og trøst i selve ceremonien, som jeg sagtens tror et barn i den alder kan fornemme.

Mvh. Lisbeth

Allerførst kunne I jo forsøge at forklare ham lidt om, hvad der foregår til en begravelse.

Og så spørge ham, om han gerne vil med.

Det nytter heller ikke noget altid at skåne dem for de triste ting ved livet. Især ikke døden, som er uundgåelig for alle og han vil jo opleve dødsfald før eller siden.

Allerførst kunne I jo forsøge at forklare ham lidt om, hvad der foregår til en begravelse.

Og så spørge ham, om han gerne vil med.

Det nytter heller ikke noget altid at skåne dem for de triste ting ved livet. Især ikke døden, som er uundgåelig for alle og han vil jo opleve dødsfald før eller siden.

Ja nu havde jeg jo ingen indflydelse i beslutningsprocessen da det ikke er mit barn og da jeg ikke selv var med til begravelsen, jeg var blot nysgerrig efter at høre jeres mening om det.

Barnet var jo som allerede bestemt med til begravelsen og ville til at starte med op til kisten, men blev efter lidt startvanskeligheder pænt hos sin egen far. Han var øjensynligt ikke synderligt mærket af oplevelsen bagefter

Tak for jeres gode svar.

hejsa

jeg ville tage ham med.

hvis man kan tage dem med på sygehuset og se nyfødte og de kommer med til konfirmation, bryllup osv. hvorfor så ikke begravelse ? det er en naturlig del af livet.

min søn havde jeg med til begravels eda han var 1½ år (han forstod jo ikke hvad der foregik) men jeg spurgte familien om det ikke var bedre at jeg blev i huset og ventede på at de kom fra kirke med mit barn. men de var alle enige om at han da var lige så velkommen som alle andre. på trods af at han larmede lidt. men et elelr andet sted var det nok også lidt befriende for den nærmeste familie at høre lidt babysnak midt i alt det sørgelige.

jeg tror dog bare det er vigtigt til de lidt større børn som der godt ved hvad der foregår at man får snakket om det bagefter. og man er helt sikket på de får svar på alle deres spørgsmål omkring døden og begravelser.

hilsen sjanna