Og håber det bedste for dine kære....

Mvh

-Helle

det er ikke til at holde ud at tænke på.

Min mor er lige blevet 90 år, er helt klar i hovedet, fører ganske normale samtaler, gætter kryds og tværs, og er helt med på hvad der sker omkring hende.

Men hun er meget træt, sidder i kørestol efter en blodprop for små 3 år siden.

Hun har det ikke godt i kroppen, der er mange små ting der ikke fungerer ordentlig mere, 14 piller om dagen, for forskellige ting, hun siger mange gange, bare jeg dog kunne lukke mine øjne, bare sove væk, hun sagner sådan min far som døde for snart 20 år siden.
Jeg er meget glad for at jeg har fået lov til at beholde min mor så længe, og ved det kan slutte i morgen.

90 år, og alligevel kan jeg ikke holde ud at tænke på at hun skal dø fra mig.

Men vi er ikke de eneste der har det på den måde, det er så svært at miste en man holder af, men vi lever jo ikke evigt.

Jeg har ikke nogen råd af give dig, for jeg har det på selv samme måde.


Jeg ved heller ikke hvordan jeg skal forholde mig.

Vi har alle på et eller andet tidspunkt i vores liv, stået overfor denne høje mur, der bare ikke kan overvindes.
Vi har vel også alle vores måde at tackle disse mure på. Jeg kan kun skrive til dig disse ord, som har hjulpet mig i mangt og meget.



One night I dreamed I was walking
Along the beach with the Lord.
Many scenes from my life flashed across the sky.
In each scene I noticed footprints in the sand.
Sometimes there were two sets of footprints.
Other times there were one set of footprints.


This bothered me because I noticed that
During the low periods of my life when I was
Suffering from anguish, sorrow, or defeat,
I could see only one set of footprints,
So I said to the Lord, "You promised me,
Lord, that if I followed You,
You would walk with me always.


But I noticed that during the most trying periods
Of my life there have only been
One set of prints in the sand.
Why, When I have needed You most,
You have not been there for me?"
The Lord replied,
"The times when you have seen only one set of footprints
Is when I carried you."


Mange varme tanker sendt til dig i denne svære tid...Lotte

Hej Anders.

Nu har jeg mistet min mor for tre år siden af kræft og har i dag begravet det sidste "gamle" medlem af vores familie.

Min mor blev 54 år gammel, hun startede med at få kræft i 1999 blev opereret og blev erklæret rask, hun skulle kun have den såkaldte kemopille.

Den omgang syntes jeg var rimelig nem at komme igennem, det gik vist ikke rigtigt op for mig hvor alvorligt det var.
Men da hun pludselig fik konstateret kræft i knogler, lever, nyre og en smule på lungerne gik det pludselig op for mig at hun havde en dødelig sygdom og at jeg kunne miste hende.(Vi var meget tæt på hinanden)

Jeg må sige at jeg altid prøvede på at være positiv over for min mor, når det gik godt var jeg glad og når det gik skidt, kunne det somme tider hjælpe at jeg bare var der.
Jeg kunne jo ikke lindre hendes smerter, men jeg kunne holde hende med selvskab og hjælpe med lidt dagligdags ting.


Nogle dage er man mere ked af det end andre og jeg tror at det er vigtigt at man ikke prøver at skjule sine føleser alt for meget.
Dermed mener jeg ikke at man skal bryde helt sammen foran den syge, men at det er ok at vise at man er ked af det, de ved det jo som regel godt alligevel.

Samtidig tror jeg også at det er vigtigt at man kan være positiv også selv om den syge person ikke er det, måske kan man få vendt humøret lidt hos den syge og godt humør kan virke helbredende.

Da min mor døde kom det som lidt af et chok, lægerne havde 3 dage før sagt at kræften ikke havde spredt sig, men det havde den alligevel og hun døde "heldigvis" hurtigt.(Vi kunne ikke komme i kontakt med hende de sidste par dage, hun var helt konfus og snakkede sort)
Jeg brød helt sammen, skreg at jeg ville have min mor og kunne slet ikke fatte at hun var væk for stedse.

Men så kommer alle de praktiske ting der skal ordnes og så lægger man sorgen væk i de timer hvor man skal være praktisk gris...
Det tog mig meget lang tid at komme mig over min mors død, jeg er stadig ikke helet endnu, men livet går videre og selvom at det gør ondt bliver smerten mindre dag for dag...

Jeg kunne aldrig forlies med tanken om at jeg kunne miste min mor, ej heller tanken om at hun havde en alvorlig sygdom,så jeg er måske ikke den rette til at komme med nogle råd, men mit råd til dig er at du skal sørge for at tale med en udeforstående person om de tanker og føleser du har i dig, evt. kunne du tage kontakt med kræftens bekæmpelse de kan måske hjælpe dig.
Du skal sørge for at besøge dine kære så meget som du orker også selv om det bare bliver et kort besøg, det er rart at være nær dem man holder af i en svær tid og de vil sikkert blive glade over din omtanke.

Mange tanker i en svær tid.

Hilsen Britt.

Det lyder ikke særligt godt.

Jeg håber de kommer sig begge to.

Min venindes ene forælder døde her i vinters af cancer, det var ikke nogen sjov omgang.

Så jeg håber da ikke at du skal igennem det.

Ved ikke om det kan trøste dig at tænke på at det er rarere at de dør med værdighed, end hvis de fx. bliver senile som min mormor var før hun døde.
Det er bare ikke en måde jeg vil ønske min værste fjende at dø på.

Så helre at falde om og dø af hjertestop, det er mere humant.

Sidste forår døde på min kærestes farfar og far begge i løbet af ti dage.
Vi var med til det sidste hos hans far. Det var rigtig hårdt mens det stod på, men bagefter har man fred i sjælen, fordi vi gjorde, hvad vi kunne. Vi var der hver eneste dag, de sidste 10 dage inden lægerne gav op og lod ham få fred.

Vær der for dine kære - især når livet gør ondt. Besøg din onkel og far så ofte, du kan komme til det. Få snakket ud med dem om alle de ting du gerne vil dele med dem og sorgen, når det engang er slut vil være lettere at komme igennem. Det kan være de har ting de også gerne vil dele med dig inden de går bort.
Vi skal desværre alle miste nogen kære på et eller andet tidspunkt i vores liv og vi lærer at leve med det, men kommer os aldrig helt over at miste et menneske vi har kær.

Så fat mod - du skal nok klare dig igennem. Giv dig selv lov at være ked eller glad alt efter hvad situationen er.

Som en af de andre skriver er det vigtigt også at kunne muntre den syge lidt op ind i mellem, hvis situationen er til det. Man får det også bedre selv, hvis den syge er lidt gladere, når man har været der og været positiv.

En trøstekrammer herfra.

Mvh Puskin.

Min farfar og farmor har nogle gamle venner fra deres unge dage. Manden sagde engang til hans børn, da han blev alvorligt syg - sørg ikke over min død, men glæd dig over det liv jeg har levet..... Det prøvede de dog, men når man sørger, græder man jo over sit savn, og det er ikke sådan at komme fra.. Jeg håber du finder kræfterne til at mindes de gode tider. Besøg dem når du kan, nyd dem mens de er her... og glæd dig over at kende dem.
Det lyder jo meget nemt, det er det jo ikke. Håber det bedste for jer alle 3.