Jeg skal ærligt indrømme, at jeg kender ikke meget til området...

jeg har kigget lidt på sundhed.dk og fundet lidt artikler...

Demens

Prøv at kontakte patientforeningen for demente og deres pårørende, og forhør om de kan hjælpe dig...

Hej,

Der står også en masse på netdoktor.dk - her er linket til min demens-søgning

netdokror - demens

Hilsen

Nathasja

..sådan at forstå, at jeg også på et tidspunkt har læst noget i den stil.


Jeg mener at huske, at det hænger sammen med at depressioner - de være sig latente eller i udbrud - i dén grad forværrer demenssymptomer: Behandler man depressionen, så svinder demensen.
Deraf fornemmelsen af, at hukommelsen kommer igen.


Så jeg tror der er noget om snakken, skønt nok ikke HELT så rosenrødt som din mor beskriver det??


De bedste ønsker til jer alle under alle omstændigheder. Det er en trist diagnose at få.

problemet er jo bare, at antidepressiva først har en fuld effekt efter 4-6 uger, så at hun kan mærke en effekt allerede nu undre mig lidt...

men ok, vi er jo alle forskellige, og optager, reagere på og omdanner medicin på helt forskellige måder....

Lige nu kan jeg ikke rigtig huske, om vi på apoteket havde nogen recepter hvor der var givet antidepressiva med indikationen demens... men jeg har en errindring om det...

Jeg har oplevet flere tilfælde, hvor antidepressiva havde en synlig effekt allerede fra dag 1 - omend der naturligvis går nogen tid, før den optimale effekt har indfundet sig.

der var for et par år siden var meget diskution om at mange blev diagnosticeret demente, men at de egentlig bare glemte at få væske nok.

Det var et stort problem og der var mange læger der ikke var opmærksomme på det.
Symptomerne var helt de samme som ved demens, men forsvandt når de "syge" drak det de skulle have.

Nu har jeg det sådan set selv lidt inde på livet.

Min farfar på 77 år er ved at blive dement, og var begyndt at få piller mod det (ved ikke hvilke). Men i søndags fandt min faster ham på sin stue på plejehjemme hængende over bordet, og mundvandet løb ud af munden på ham..

Første tanke fra sygeplejerskerne og faster var en blodprop eller en hjerneblødning.

Men han blev fluks kørt på hospitalet, hvor lægerne fandt ud af at han havde medicinforgiftning - det var hans demenspiller han ikke kunne tåle.

Han kom "hjem" på plejehjemmet igen tirsdag og har ikke været sig selv siden da.

Så man skal lige være lidt opmærksom med det demensmedicin.

Min onkel sagde at lige fra at han startede med at få det (han har ikke fået det ret længe) har han været kulleret oven i hovedet..

Depression er desværre ofte en følgesvend til Demens

Min mormor, der nu er død, fik efter en længere depressionsperiode antidepressiva. Det hjalp hende til at hverdagen blev langt lettere. Hun var kun lettere dement, men irriteret af at føle sig lidt dement Men når humøret er godt er det nemmere at holde sig igang - også mentalt.

En del demente har endvidere behov for medicin der nedsætter aggressioner.

Som en anden også har skrevet kan man få demenssymptomer af væskemangel - mange ældre drikker alt for lidt, idet tørstfornemmelsen aftager med alderen.

Det er så trist, når demensen "stjæler" ens nærmeste - for det er næsten som om man langsomt mister dem Min morfar fik altzheimer og min mormor var lettere dement - men de fik først symptomerne i 80 -årsalderen.

Der findes desværre folk helt ned i 40-årsalderen, der får de første symptomer

Held og lykke for et godt forløb for din mor, Kirsten

der er flere forskellige slags demens - og det påstås fra forskellige kilder, at bestemte former for demens, hvor depression er involveret, vil bedre sig, eller forekomme bedre når depressionen er blevet behandlet.

Jeg mener at huske at The Lancet som er "guruen" indenfor medicinske nyheder har bragt en artikel om emnet.

at tænke på hvor svært det må være for den demente !

En ting er at demensen "stjæler" en person fra familien, men den demente som kan som ofte ikke kende sin familie og lever i en ensom verden og kan ikke huske at de har haft besøg og kan ikke erindre nogen sociale begivenheder de har deltaget i

Jeg har det selv tæt inde på livet lige nu, idet min højt elskede mormor er blevet dement.

Det er kommet pludseligt, næsten fra dag til dag og samtidig fik hun konstateret at hendes indre organer er totalt slidt op

Så hun kan forvente en langsom og smertefuld død uden at kunne genkende sine nærmeste...

Jeg var oppe at besøge hende i sidste uge og hun blev da glad for at se mig, men er konstant lettere konfus og tror at hun er hjemme så hun går lige ud i køkkenet og laver kaffe - og går så ud på plejehjemmets badeværelse og kan ikke finde noget køkkengrej

Hun kalder os ikke ved navn længere for hun kan ikke kende os, og medmindre at vi fortæller hende hvem hun har talt med den dag eller de foregående så kan hun ikke huske at hun har set nogen mennesker.

VI passer meget på med ikke at træde hende for nær med "kan du huske" episoder, men sørger istedet for at vi har en lille bog vi skriver i, hvem der har været der hvornår og hvad vi har talt om. Det gør hendes liv mere indholdsrigt og vi andre er up-to- date ...

Og så har hun besøg 2 gange om dagen, hver dag!

Hun er 89 år og har indtil for 1 år siden været en frisk og mobil dame der rejste land og rige rundt konstant og har overlevet 3 mænd!

Det er sørgeligt .. jeg har boet ved hende da jeg var 10-12 år og elsker hende højt, og at se hende svinde bort på denne måde var ikke det jeg ønskede mig allermest

Men demens er en svær sygdom og man er næsten handlingslammet i den situation

Den behandling der er er jo egentlig bare med til at udskyde sygdommen - ikke til at stoppe den. Men kan man købe 10-15 år, er det jo også GULD værd

Men der ER mange ting man kan gøre. Jeg har ikke tidligere hørt om antidepresiv medicin i den sammenhæng (men vi da nævne det for min mor)

Vi har også tendensen i min mors familie. Min oldemor var allerede som 60 årig ret dement, og kunne som 65 årig ikke genkende sine nærmeste.

Min mormor har jeg et svagt minde om var frisk da jeg var helt lille - men de minder jeg rigtigt husker er hvor hun startede med at være ret vrøvlet da hun var omkring 70 år, da hun var 75 var hun MEGET forvirret og kunne ikke helt finde ud af dagligdags ting som madlavning o.l.. Da hun var 80 år stak hun af hjemmefra, fordi hun ikke ville bo emd en mand hun ikek var gift med (det var et stykke tid efter at de havde holdt guldbryllup) hun ville hjem til sin far i Odense. Da det skete for tit til at min morfar kunne holde til det, måtte hun indlægges, og det var hun i godt 10 år I slutningen var hun så dårlig at hendes liv bestod i at hun blev taget op af sengen og skiftet når min morfar kom på besøg - og lagt igen når han gik. Men plejerne mente at hun stadig havde glæde i livet, for hun smilede når de puttede et stykke chokolade i munden på hende. (og jeg forbander de læger der gang på gang mente at det var nødvendigt at "redde hende" når hun fik lungebetændelser!)

Min mor bliver 68 i år - og synes selv at hun glemmer mere og mere. Hun gør nu meget for at holde sig i gang - og netop det som lægerne anbefaler. Hun spiser supersundt, hun motionerer, og hun sørger for at holde sin hjerne i gang. Det sidste er faktisk et punkt som mange ikke er opmækrsomme på - netop når man bliver gammel og bliver pensioneret kommer man jo væk fra det med at skulle lære nyt. De læger min mor har talt med (i Danmark, USA og Mexico) siger alle samstememnde at hun skal holde sig i gang.

Der hvor hun har mærket at der "er noget" er i stresstilfælde. For et par år siden blev deres hjem ramt af en orkan, der rev en del af taget af, og tog strømmen i et par uger. Det hårde fysiske arbejde bare for at hente vand til et bad, og med at have huset fuldt af håndværkere - oven på stresset af at have oplevet sin første tropiske orkan, gjorde at hun pludselig mente at hun huskede mindre.

Men hun gør sit bedste for at kæmpe imod - og det tror jeg også er medvirkende til at holde sygdommen nede.
Nu stiller hendes dagligdag en del krav, for hun bor i et fremmed land og selv om hendes spansk er godt, er det et fremmedsprog, der kræver omtanke at formulere sig på. Hun læser, hun løser kryds og tværser, rejser og hun deltager i kurser om forskellige ting der har hendes interesse.

Og så tager hun al den naturmedicin som bliver anbefalet - ginko biloba, ginseng og hvad ved jeg. Hun har kørt hele skytset frem og KÆMPER mod den sygdom som jeg så ganske udmærket forstår at hun frygter.

Jeg frygter den også! Mest for min mor, fordi hun har den alder hun har - men selvfølgelig også for mig selv - selv om den er trådt senere og senere frem i de generationer jeg ved har haft den - og selv om jeg jo også ved at både min morfar og min farmor blev oldgamle i 100% åndsfrisk tilstand (jeg håber at de dårlige gener er fortyndet). Man kan jo altid håbe at jeg først ville blive ramt et par år efter at jeg ER død...

Det kan godt være at den KEMISKE virkning af din mors medicin først "bør" træde i kraft om et par uger - men du skal ikke undervurdere den psykiske virkning af den - følelsen af at hun gør noget for at bekæmpe sygdommen er absolut også med til at give et spark i den rigtige retning. Det er nok det hun mærker nu, og så kan man jo håbe på endnu mere bedring når kemien virkelig begynder at virke!

Men føj hvor er det en modbydelig sygdom

Husk at være der og støtte din mor og far, men glem ikke helt dig selv undervejs!

masser af tanker og trøstekram..

...er kun 59, så det er jo lidt vel tidligt, synes jeg også, men min far og jeg har i nogen tid haft mistanke om at den var gal.

Hun har igennem nogen tid mistet flere og flere ord - især navneord (siger hun selv), og blev naturligvis også irriteret over det. Der er nok ikke nogen tvivl om, at depressionen på en eller anden måde er forbundet hermed. Hun blev utrolig nærtagende, og min far, der godt kan være lidt kort for hovedet ind imellem, kom derfor ofte til at bringe hende lidt ud af fatning. Under alle omstændigheder vil det gøre livet lettere for både hende selv og min far, at DEN i hvert fald bliver behandlet.

Hun beskriver selv følelsen af den antidepressive medicin som at hun er "spændt som en flitsbue" - kan ikke rigtig finde ro, men trøster sig med, at det skulle fortage sig efter nogen tid.

Begge min mormors helsøstre var dybt demente, da de døde. Min mormor undgik det faktisk - dog var hun ikke nem at komme i kontakt med de sidste par dage af hendes liv, for da VILLE hun ikke mere. Om det kan tilskrives demens i en eller anden form ved jeg ikke.

Men hun var netop også intellektuelt meget aktiv lige til det sidste, og havde mange unge venner, der sørgede for at holde hende i gang. Jeg er SIKKER på at det har holdt hende demensen fra livet.

Min mor, derimod, har stort set været hjemmegående hele sit liv. Så nu ved jeg, hvad jeg nok IKKE skal satse på...

Indtil videre har hun det efter alt at dømme bedre.

Jeg synes også at det med min farfar er kommet sådan pludselig.

Han ønsker at dø - det har han sagt til min far, og på en eller anden måde ville det også være bedst han fik fred.

Han kan ikke mange ting selv længere. Han skal have hjælp til at komme på toilettet, til at have tøj på, til at skære sit mad ud osv.
Han sidder bare på sin stue på plejehjemmet indtil folk får fri fra arbejde og kan komme og besøge ham (han har besøg hver dag).

Han kan ikke særlig godt lide at være på plejehjemmet - han vil hjem, men hjem er hos min ene onkel, hvor han har boet i mange år. Min onkel kan ikke passe ham da han har et arbejde han skal passe, og farfar kan ikke gå alene hjemme, til min onkel har fri.

I sidste weekend var han stukket af fra plejehjemmet, og gået hjem til mine forældre. Det var rimelig heldigt min mor så var hjemme. Da han kom troppende op hjemme ved mor havde han både gjort det ene og andet i bukserne, og ville IKKE tilbage til plejehjemmet igen. Men der var ingen vej udenom.

Han snakker ikke ret meget længere, men nogle gange kommer han i tanke om nogle ting der var sket for mange år siden, som vi skal høre, og selvfølgelig lytter vi til det..

Han snakker tit om ting der aldrig er sket, han fortalte f.eks. at han havde sovet i en tunnel, hvor der var lys for enden (lidt skræmmende), og at han havde gjelt sin jakke. Vi siger ham ikke imod, snakker bare med på det han siger og spørger lidt ind til det..

Hov, min svigermor kommer nu så jeg er nød til at smutte..

meget ondt at høre at din mor er ramt af demens. Det enestejeg vil sige, da jeg ikke rigtig ved noget om sygdommen, er at jeg tænker på dig og dine og håber at I klarer skærene sammen.

KÆMPE kram

Céleste

Jeg læste denne bog for nogen tid siden. Den er meget stærk- og frygtelig.

>>Kirstens dagbog : et liv med Alzheimers demens
forfatter i.e. udgiver Jonas Lautrop
2002. 164 sider, illustreret i farver
Forlag: Socialministeriet, Institut for Pensions- og Ældrepolitik

I dagbogsform beskriver forfatteren (1927-1995) perioden fra 1984 og 10 år frem, hvordan hendes liv og hverdag former sig, når man lider af en demenssygdom>> fra bibliotek.dk

Ellers vil jeg sige, at langvarig sress påvirker hukommelsen, det gør ubehandlede depressioner også. Stress kan udløse depressioner, så de ting hænger snært sammen.

Det er påvist, at amygdala (mandelkernen, som bla er sæde for følelser og hukommelse) nærmest skrumper ved langvarige depressioner/stresspåvirkninger. Men det kan blive godt igen, hvis depressionen helbredes/stresspåvirkningerne ophører.

Demens findes i flere former, så om lykkepiller hjælper, skal jeg ikke kunne sige. Men de virker mod angst og depression, og hvis man ikke bliver angst og deprimeret med en så alvorlig diagnose, så ved jeg ikke, hvad man ellers skal blive angst og deprimeret over.

Det er nok en placebovirkning, det virker ikke lige *så* hurtigt. (Det er nok, som når jeg tager en Pinex, det lindrer med det samme! ). Der er desværre en række bivirkninger ved lykkepiller.
Man kan få kvalme, søvnforstyrrelser og utidig fnisetrang. Så må man prøve et andet mærke, hvis det bliver *for* generende.

Husk, at man ikke må stoppe med lykkepiller pludseligt, det kan påvirke hjertet, man skal trappe ned i samråd med lægen.

Hvis du finder ud af hvad lykkepillerne hedder, så kan du læse mere om dem her: Lægemiddelkataloget online

Afhjælper på ingen måder demensen, men hvis man samtidig har en depression kan de naturligvis hjælpe på det,hvilket kan få det til at se ud som om demensen også "letter" hvilket ikke er korrekt.Men man vil kunne se et mere korrekt billede af demensen når ikke der er blandet andre symptomer ind i billedet.
Men er din mor blevet udredt så der er sat en korrekt diagnose på ? da der findes mange forskellige demenstyper er det ret vigtigt at vide hvilken form for demens man er "oppe" imod, der findes nogle typer medicin der kan forhale forløbet af en demens i en periode men det er ret vigtigt at man starter med medicinen tidligt i forløbet, bla. Aricept og Exelon er de præperater jeg har størst erfaring med og de har en god virkning men som sagt er virkningen bedst tidligt i forløbet.
Der findes også mange andre sygdomme som kan forveksles med demens, en simpel blærebetændelse kan få nogle til fra den ene dag til den anden at virke demente, væskemangel, b vitaminmangel, hormonforstyrrelser, visse slags medicin, depressioner er bare nogle få ting man skal have for øje inden man slynger en demens diagnose ud.
I mit arbejde som demenskoordinator ser vi med jævne mellemrum folk med en demensdiagnose der IKKE er udredt hvilket er meget frustrerende for alle parter, forestil dig at blive placeret på en skærmet afdeling , uden at være dement det er et kæmpeovergreb der IKKE må finde sted.
Hvis din mor ER udredt og der er konstateret en demens er det meget vigtigt for alle parter at i allerede nu får talt om, hvad der skal ske i fremtiden, og at få skrevet en livshistorie imens din mor stadig selv kan bidrage med oplysninger ( livshistorier er et af vores vigtigste arbejdsredskaber i hverdagen) og i livshistorien er alle oplysninger vigtige ... navne på ægtefælle, børn børnebørn, naboer, gamle venner, forældre søskende osv osv . Ting som livretter, ting man ikke kan lide, allergier, sover man i nattøj, vil man sove køligt/ varmt, hvilken musik kan man lide , er der noget man er bange for , osv.
Demens er en meget svær sygdom for alle parter, der vil komme mange svære ting igennem et forløb der vil vil komme til at gøre ondt, og mange vil støde på den dårlige samvittighed, når man feks. er nødt til at indse at man ikke længere kan magte opgaven og er nødt til at lave andre tage over, eller hvis man ikke kan holde ud at besøge ens demente pårørende, fordi det gør for ondt at se en man elsker langtsomt forsvinde for øjnene af en, men det er vigtigt at vide at vi som professionelle naturligvis har stor forståelse for hvad i som pårørende skal igennem, og vi fordømmer ikke nogen uanset hvilket valg man tager ....
Til sidst vil jeg anbefale jer at læse en bog der hedder : Håndbog i demens . skrevet af Else Melin og Rolf Bang Olsen.
Hvis du skulle få brug for yderlige oplysninger er du naturligvis velkommen ...

Varme Tanker
Hanne