Måske vil hun i virkeligheden blive glad for den gave du sender hende. Måske tager hun den som en håndsudrækning til at genopbygge et godt forhold til hinanden...

Jeg synes du skal sende den til hende. Det værste der kan ske er at du får den tilbage...

Hej Jillow.

Jeg kan skam godt huske dine indlæg ang. din datter.

Jeg håbede bare, at I var kommet på bølgelængde i mellemtiden.

Uden at kende til "historien" i detaljer - så ville jeg nok (hvis jeg var dig) sende gaven til hende med et lille brev.

Sådanne "tingester" i din datters alder kan godt have en kæmpestor egoisme - med dertil hørende krænkethed, og derfor må du nok se i øjnene, at det er dig, der må tage kampen op, hvis I skal komme på god fod igen.

Hvordan er det egentlig gået så galt?

Jeg ved jo godt, at I havde nogle slemme kontroverser, inden hun valgte at flytte - men hvad siger resten af din familie?

Har du talt med andre om vanskelighederne?
Er der noget, som du har gjort i bedste mening - som er modtaget i værste?

Jeg synes det er synd for jer alle sammen - for det virker så .... tjaaaa ..... "overflødigt" og ødelæggende.

Hvis det kan være dig til en lille trøst - så kender jeg en mand, hvis søn forlod huset efter moderens dødsfald.

Ikke et ord eller et livstegn fik faderen - selv efter flere henvendelser.

Men pludselig stod sønnen i døren - og de fik en ordentlig "krammer".
Der var da gået knapt 10 måneder.

Jeg tror og håber, at I snart kommer på talefod (og mere end det) snart.

Det andet er (undskyld) squ for opslidende.

Send pakken med et lille brev - så har du taget et skridt frem.

Hvis pakken kommer retur - så er du ikke "fattigere", end du var før - så der er alt at vinde!

Pøj pøj med det!!!

Venlig hilsen
Nina

send pakken, de er så forbandet stædige de børn.

Nu ved jeg ikke hvad der er sket, men man sagner sine børn, de kan være så urimelige, og vi forældre er så dumme, de kan sparke noget så hårdt til os, og alligevel elsker vi dem....men kommer vi så til at sige noget der støder dem, ja så vender de os ryggen, og nej hvor er vi dog nogle forfærdelige forældre, som absolut ikke forstår dem.

Send pakken, det vil du jo aller helst,ellers havde du jo ikke købt den, og så håber jeg det bedste vil ske.

Held og lykke fra en der kender til det.

Ja, jeg har jo fulgt din historie temmelig nøje og efter mange overvejelser tror jeg ikke at jeg havde sendt hende gaven.
Du får den helt sikkert retur og jeg tror ikke hun ser det som en håndsrækning, men nærmere end god anledning til at sende den retur uåbnet og såre dig igen!

Hun har virkelig fat i den lange ende. Det er altså skidt.

Kan godt forstå at du gerne vil sende gaven og kan godt forstå at du altid vil have en dør åben for hende, men giv hende det ikke for nemt.

Hvis jeg havde været i din datters sko, så havde min tanle været:
"Mor sender mig en gave= hun er ikke sur og jeg kan til enhver tid rede trådene ud med hende. Jeg sender den retur for at vise hende at jeg kan og vil selv og at jeg ikke behøver hende. Men jeg ved jo at hun har sendt en og tænker på mig!"

Fremfor:

"Uha ingan gave.. hvad sker der nu??? Dyb forvirring. Mor er måske blevet virkelig sur nu? Måske jeg skulle ringe og forsikre mig at det er ok derhjemme og at jeg stadig er en del af familien... osv"

Du skal selvfølgelig gøre lige hvad du gerne vil, for ingen af os herinde kan vide hvordan du har det med situationen dybt nede i maven!
Men det er er mine tanker! og sådan ville det have fungeret i min familie, hvis det havde været os.

Send for all del pakken. I beste fald vil din datter blive så glad at tårene triller og i værste fald vil hun sende den i retur. Men så har du da gjort ditt for at strække ud en hånd. Jeg ville også sendt med et brev hvor du forteller hvor meget du savner og elsker hende til tross for de konflikter i har hatt.

Jeg forstår ikke at du ikke har gjort det for lenge siden. Husk at det er noget som heder "giv mig en blomst mens jeg er i live, i min begravelse kan jeg ikke se den"

Ville du tilgive dig selv om din datter feks skulle dø før du fikk sjansen til at give hende en udstrakt hånd? Du ville højst sansynlig tænke på det hver dag resten af ditt liv. Eller hva med din datter om du selv kom til at dø, skulle hun gå resten af livet i den tro du ikke elsket hende?

Semd du både gaven og et brev. Så ved din datter i hvert fall at du tænker på hende, og du ved at du har gjort et forsøg til at nå frem til hende.

jeg tror hun bliver glad for den - også selvom hun evt. returnerer den i stolthed.

Jeg kan bestemt også godt huske dig og den triste historie med din datter - jeg blev meget ked af det på jeres vegne, for jeg kunne jo føle din smerte og ved, hvor hårde sådan nogle unge mennesker kan gøre sig.

Jeg ville bestemt kunne forstå hvis du gav op - men jeg tror på at du er nødt til at prøve igen og igen. På et eller andet tidspunkt må hun da begynde at bløde op - og indse, at I begge har brug for hinanden. Hvis du lader situationen være som den er nu, er det ikke sikkert du ser hende igen.

Mødre er pr. definition dåmme - og man må som mor sluge mange kameler, man hellere havde været foruden. Nogle børn er meget længe om at vokse op - og somme tider er deres kroppe blevet voksne alt for tidligt i forhold til deres sind. Og de når den alder, hvor de selv bestemmer rent juridisk og benytter den chance til at flygte væk fra de situationer, som de definerer som problemer. Det er mor, der er dåm - jeg gider hende ikke mere - og rejser min vej.

På mange måder er det en for nem udvej - man udnævner mor til roden til alt ondt - og nægter derefter al kontakt. Og nogle kan bilde sig ind i årevis, at det er sådan. Så det ER altså op til dig at gøre noget ved situationen - hvis du virkelig elsker din datter - for jeg tror ikke på at hun evner at vende situationen på hovedet og se på sig selv udefra. Hun er jo ikke så gammel. Det er dig, der har alderen og måske overskuddet til at gribe om nældens rod.

Jeg håber meget for jer begge, at du får held med at kontakte hende. Jeg er sikker på at der en mange der tænker på jer og ønsker jer alt det bedste begge to.

Held og lykke med det hele og jeg håber du trods alt får en dejlig jul!

Hvad der er sket må guderne vide så Emmara ville gerne hvis jeg kunne fortælle dig hvad der gjorde hun gik d. 12 /9. Bad som enhver forældre med ½ voksne børn boende hjemme at være ryddelig og gi´en hånd med, kørte jo til og fra stalden sølle 5 km tit og ofte for hende, betalte såmændt 2 dækner da de blev revet itu da han gik sammen med andre ungheste, var det der gjorde hun gik ?? bad om respekt og ordenlig omgangs tone.. Er vel ik forkert..
NinaL, Pretty fancy, Marianne S og resten af jer,TAK jeres ord dengang og nu har givet mig støtte og "at kunne klare én dag mere".. Og selv om jeg har forsøgt at få kontakt for det har jeg, da jeg ved hun bor i nærhende af hendes far (som er flyttet til Jylland for 14 dage siden) og hans nye kærste (som bor i Jylland) hvoraf sidst nævnte er det sødeste menneske jeg længe har mødt, hun fortæller mig ind imellem og meget loyalt at min pige har det godt.
Alligevel er hun savnet ad pommern til. Det aller sidste der er sket er at hun omkring d. 22 sep har solgt hesten, som i bund og grund på papiret er min endnu.Nogen har henvendt sig på min annonce hvor jeg tildels efterlyser ham ,men vedkomne vil ik oplyse hvor hesten står p.t. Min datter ved salget er ugyldigt, men har trodset det 100%. Skal jeg lade den ligge eller kræve min ret.. Er forvirret..Det har revet mit hjerte ud at hun har solgt ham,jeg tilbød leje af ham m.v. men NEJ fik en så væmmelig mails retur at ingen kan drømme om det.. Det siges tiden læger alle sår, DEN tror jeg næppe på længere, meget tror jeg vi mødre kan klare psykisk samt fysisk men at børn vender ryggen til, der tror jeg selv det sejeste hjerte stopper op et split sekundt.. Jeg burde nok lade hende sejle i sin egen sø med det hun har budt mig af ondsindige ting,men hvem kan slukke for kærligheden bare såen, ik mig.. gaven jeg har købt er valgt med omhu da jeg lige ved hvad hun gerne vil have, men frygten for den kommer retur er større end at hun sidder her på HN og følger med i hendes mor´s "jammer"

...den med at sende gaven...

Og hvis hun returnerer den, så er det hendes stolthed der sender den retur...

Ved godt at det må være træls at sende en pakke og have brugt penge på det, hvis den kommer retur, men den er trods alt et bevis på at du holder af hende... SÅ SEND DEN...
Men så kan hun ikke bruge det i mod dig, at du ikke tænkte på hende julen 2003..
Og at du holdte ord, med at du trods alt holder af hende...

Søde Jillow
jeg ved ikke om du kan bruge det til noget, men jeg blev uvenner med min far, fordi han tillod sig at sige sin ærlige mening om min daværende kæreste. Vi talte ikke sammen i 3 år. (her mangler en bedrøvet smiley med en enkelt tåre).
Min far sagde såmen bare at han helt ærligt ikke kunne forestille sig, at jeg skulle leve livet som hjemmegående husmor med en masse børn. Jeg var 17 år og min kæreste var 10 år ældre og færdiguddannet.

Nu ved jeg selvfølgelig at han havde helt ret men jeg tilgav ham først da jeg forlod min kæreste og fandt en ny. Jeg ved ikke hvorfor jeg blev så vred - måske er det en del af frigørelsesprocessen? Havde han sendt en gave til mig, havde jeg måske returneret den 1. gang men alligevel var jeg blevet glad. Nu kunne vi ikke finde ud af at åbne døren på klem, så der gik al for lang tid.

Udfra hvad jeg har læst tror jeg ikke at du kunne gøre noget anderledes, men hold døre åben, så hun ved at du savner hende og gerne vil have kontakt.

Knus fra Schack

Jeg kan fornemme at du sidder og brænder inde med en del bebrejdelser mod din datter, og jeg vil slet ikke kommentere, hvor berettigede de er, for det kan jeg jo ikke bedømme. Men måske skulle du prøve at tale med en eller anden, der kan hjælpe dig med at få styr på alle de tanker, der må suse rundt i hovedet på dig. Jeg tror det er vigtigt, at du bliver afklaret med dig selv inden du eventuelt møder din datter eller kommunikerer på anden vis.

Hun lyder som en, der lynhurtigt ville bruge eventuelle bebrejdelser til at gøre kløften endnu dybere og bekræfte sig selv i, at mor ER dåm. (Dåm er en betegnelse, der specielt gælder mødre, jeg har selv været det, da mine tre var teenagere, det er ikke fordi jeg ikke kan stave til dum ).

Kærlighed er en svær en - men den indebærer blandt andet en udpræget evne til at tilgive - sådan rigtigt tilgive inde i hjertet, ikke kun med ord. Det er især svært, når de, der sårer os, er dem, der skulle holde allermest af os, nemlig vore børn. Men når din datter selv engang får børn, så ved hun, hvad det går ud på - ikke før - og det kan man jo heller ikke forvente.

Det er da i al denne elendighed dejligt, at du kan få efterretninger om din datter, så du ved, hun har det godt. Det var da endnu værre hvis du ikke anede, hvordan hun havde det.

Mange tanker herfra!

Jeg har været i din datters situation. Dvs. ikke talt med min egen mor i 5 års tid efter et kæmpe skænderi (og en stedfar der var ved at kvæle mig), hvorfor jeg også skred ud af døren. Jeg boede dog ikke hos hende, men hos min far.

Jeg har dog hele tiden tænkt på hende og ville ønske at tingene ikke havde udviklet sig som de gjorde, og da jeg stod og skulle giftes ville jeg jo gerne have hende med, men havde svært ved selv at skabe kontakten. Det gjorde min far heldigvis, og det er jeg utroligt glad for den dag idag.

Vi (min far gjorde det for mig) lavede en aftale om at vi ikke skulle tale om hvad der skete den gang, men starte på en frisk, og det har gjort at jeg idag har et supergodt forhold til min mor og min datter har en mormor, som forguder hende.

Så uden at kende forhistorien overhovedet, så send gaven og et lille brev, hvor du siger, at når hun er klar kan i starte på en frisk uden at se tilbage på hvor og hvorfor det gik galt. Og sig at hun altid er velkommen hjem, hvis og når hun har lyst. (Hvis hun altså er det)

Selv en teenager bliver voksen og kan erkende sine fejl, og bliver villig til at starte forfra.

Hilsen
Lotte

gaven er pakket og gjort klar, går fra og til for at sætte de rigtige ord på kortet skal der stå fra mor,og fra hendes brødre hvoraf den mellemste har fået "sms lussinger" uden grund.. Ved de savner hende, ord er svære at sætte på, skal man skrive hej dig, kære XX for fanden i sgu det er da pokkers svært burde det jo ikke være er jo mit barn.. Føler mig kejtet..

MarianneS jeg har ryddet op.. Det der ikke kan glemmes er blevet gemt væk, den dag hun kommer er hun tilgivet af hele mit hjerte, for jeg er ikke et sekundt i tvivl om at hun savner os og at hun gerne vil komme hjem en smut for at sige hej...

Jeg har så forbandet ondt af jer,det er godt du sender pakken, jeg håber hun bliver glad for den.

Og hvis din datter læser det her, vil jeg sige,
lad være med at være så stædig,jeg har selv en pige der forlod huset i vrede, vi så hende ikke i et års tid,( det var noget med en voldelig kæreste) jeg talte med store bogstaver, og hun sendte retur, vendte ryggen til og pudsigt nok flyttede hun til Jylland.
Et lille års tid efter kom et brev, fyren var væk, og hun var meget ked af hun havde vendt os ryggen, lykkelig var jeg, trods alt det modbydelige hun havde smidt i hovedet på mig,men jeg fik min pige igen og hendes små søskende fik deres søster igen de lider også...vi har et rigtigt godt forhold i dag, og har aldrig snakket om det, for både hun og jeg vidste hvad der var galt.

Så tro mig pigelil din mor elsker dig, og vil blive lykkelig for at hører fra dig.

Kærlig hilsen og en rigtig Glædelig Jul.