Her sidder jeg, blev mor i August(8/8 kl 9.15) og nyder at mit lille vidunder ligger trygt i sin vugge og sover.

Jeg føler ikke at jeg har fattet meningen med livet, før nu.
Faktisk har jeg fået unaturlig mange følelser og har slet ikke styr på mine tårer.
Midt i en film kan jeg begynde at tude ved tanken om, at det kunne ha været min datter eller at det bliver min datter.

Troede egentlig at alle de hormonforstyrrelser forsvandt efter fødslen...men har måtte erfare at de er kommet for at blive

Her er jo ikke bare tale om at jeg bliver en smule ked af det eller en smule glad. Næhhhh nej, jeg tager en rutchebane tur på hele følelsesregistret.

Men hvor er det skønt...utroligt hvor facineret jeg kan blive af en næse
Det er ubeskriveligt, en digter kan ikke genfortælle hvad jeg føler når min smukke datter kigger mig dybt i øjnene og....tada...smiler

Sidder bare her og smiler og er lalleglad, ved folk der ikke vil ha´ børn hvad de går glip af?
Hvordan kan nogen være grusomme mod så dejlig en skabning ?

Her er lige nogle spørgsmål:
Hvorfor filan hedder det "nybagt mor"???

Hvad ville du gøre hvis nogen gjorde dit barn fortræd, nu tænker jeg på noget af al den grusomhed verden har at byde på: voldtægt og pædofili ?
Jeg håbede mens jeg var gravid, at jeg fik en dreng pga. piger altid er "jaget vildt".
Personligt ville jeg begå selvtægt .

Hmmm, må lige ind og tjekke at min datter stadig ligger i vuggen og at hun ikke bare er en uanstændig skøn drøm