Her kommer lige lille et forsøg på en redegørelse om forældelse:
Den almindelige forældelsesfrist i dansk ret er 20 år fra fordringens stiftelse. Dette kommer til udtryk i DL 5-14-4, som har følgende indhold:
"Alle Gieldsbreve som ere ældre end tyve Aar, skulle være døde og magtisløse, med mindre de inden førnævnte Tid med Skyldnerens Paaskrivelse, eller med nyt Brev, eller Creditorens Opsigelse, eller Beskikkelse, eller Tingsvidne, ere fornyede"
Den sigter, efter sin noget gamle ordlyd, godt nok kun på gældsbreve, men det er almindeligt anerkendt at den finder anvendelse på alle fordringer, dvs. hovedreglen er 20 år.
Denne hovedregel fraviges på nogle områder - mest af alt i 1908-loven, hvor visse former for krav undergives en 5 årig forældelse.
"§1. For følgende fordringer gælder en forældelsesfrist af 5 år:
1) Fordring, som støttes på overenskomst om:
a) Salg eller anden overdragelse af varer eller andet løsøre, der ikke er afhændet som tilbehør til fast ejendom;
b) Brug af fast ejendom eller løsøre;
c) Ydelse af ophold, fortæring eller forplejning;
d) Befordring af personer eller gods;
e) Udførelse af arbejde eller ydelse af personlig virksomhed af hvilken som helst art;
2) Fordring på restance af stadigt tilbagevendende afgift, som hviler på fast ejendom og uden særlig vedtagelse går over fra ejer til ejer, på forfalden rente, på restance af livrente, overlevelsesrente, pension, aftægtsydelse, underholdsbidrag eller anden lignende ydelse, der forfalder med bestemte mellemrum og ikke er at betragte som afdrag på en skyldig kapital;
3) Fordring ifølge forløfte, indgået for noget i denne paragraf omhandlet krav;
4) Statens eller kommunens krav på skatter eller afgifter af offentligretlig natur;
5) Fordring på erstatning for skade, tilføjet udenfor kontraktsforhold; medmindre skaden er bevirket ved en forbrydelse, for hvilken der under offentlig straffesag pålægges straf og
6) Fordring, som udenfor tilfælde af svig haves på betaling af, hvad nogen har ydet i urigtig formening om, forpligtelse hertil påhvilede ham.
Foranførte forældelsesfrist er dog ikke anvendelig, når der for fordringen er udstedt gældsbrev eller tilvejebragt andet særligt retsgrundlag, hvorved dens tilblivelse og størrelse er anerkendt af skyldneren eller på anden måde skriftligt fastslået"
Som det er antydet sidst i bestemmelsen gælder denne 5 årige forældelse ikke, hvis der er udstedt gældsbrev el. lign - I disse tilfælde er vi tilbage i DL 5-14-4 med en forældelse på 20 år.
De krav der er omfattet af denne § 1 er det mest almindelige dagligdagskrav, som fx et almindeligt køb.
Smedens krav på betaling vil derfor være forældet efter 5 år (jf. 1 e). Der er dog den krølle, at forældelse efter 1908-loven først løber fra "den tid, da forrdringen af fordringshaveren kan kræves betalt", dvs. normalt forfaldsdagen, eller hvis smeden ikke sender en regning ud fra det tidspunkt han tidligst kunne betalingen tidligst kunne være krævet. (Modsat Dl 5-14-4, hvor forældelsen allerede begynder at løbe fra kravets stiftelse).
Når dette er sagt, skal det dog også siges, at der er visse regler om suspension af forældelsen i 1908, hvis smeden fx ikke kan finde skyldner. DL 5-14-4 gælder stadigvæk ved siden af den 5 årige forældelse, forstået på den måde, at kravet uanset hvad er forældet efter 20 år efter stiftelse.
Det her lille udredning er ikke udtømmende - men er ment som en forklaring i hovedtræk.
Udover 1908-loven findes andre love der opererer med deres egen forældelsesregler, fx Købeloven, hvorefter krav om mangler mod sælgeren i anledning af købet skal gøres gældende senest 2 år efter købet.
Vh Vibeke
