hey.. har lige afleveret en dansk stil...Hvad synes i om den?... Jeg går i 7. klasse...
nå men her:
Ude fra havet... 1/3

Om natten vågnede Lillian og satte sig op i sengen.
Månen skinnede ind af vinduet, og alt var musestille. Lillian kravlede ud af sengen og listede hen og åbnede vinduet ud til månen.
Hun kunne høre noget langt, langt væk. Det var ikke til at høre, hvad det var, men det kom ude fra havet.
Hun blev nysgerrig og gik efter lyden. Hun ville vide hvad det var.
Hun gik udenfor.
Hun mærkede det fugtige sand op imellem tæerne, som hun gik der langs stranden. Hun følte vinden lege med sit hår og for hvert skridt hun tog, synes netop denne vind at tage til.
Mens hun gik, var hendes hoved tomt for tanker.
Hun betragtede nattehimlen, hver en stjerne, hver en mørk nuance.
Dannede sig indtryk og billeder, forestillede sig at hun kunne gribe fat om de lysende planeter, når hun forgæves strakte armen og rakte ud. Hun stoppede op og vendte med front imod månen, som sendte sit bløde lys udover vandet.
Hørte brusen fra bølgerne, og de mere håndterlige skvulp der lød, når bølgerne svandt ind, og skyllede ind over hendes fødder. Hun trådte et skridt fremad, og straks var hele hendes fod under vand. Skridt for skridt gik hun nærmere månen, som hun ængsteligt rakte frem efter. Hendes tøj blev vådt og det var som om, at det kæmpede for at holde hende tilbage, da hun trodsede de enorme bølger og gik længere ud.
Med vand til livet gik det op for hende, at hun ikke var himlens velsignede mørke et eneste skridt nærmere. Opgivende begravede hun begge hænder i håret og kneb irritabelt øjnene sammen. Men så kom den underlige lyd.
Hun blev mere nysgerrig, og måtte altså bare finde ud af hvor den kom fra.
Hun begyndte at mumle for sig selv mens hun virrede på hovedet.
Hun kastede sig pludselig frem i bølgerne og dykkede.
Tøj og hår sænkede og besværede hende. Hun gled igennem vandet, længere og længere ud, og kun engang imellem måtte hun op til overfladen efter luft.
Hun havde dét mål, at finde ud af hvor lyden kom fra.
Hun var ét med vandet omkring hende, og forsvandt ud på truende dybder og kraftigere strømme.
Hun smådykkede lidt, men så svømmede op til overfladen, og så sig om selvom hun ikke kunne se så meget i mørket, hverken land eller lys.
Hun mente selv at hun måtte have svømmet meget langt ud. Længere end hun nogen sinde havde været.
Hun hørte lyden igen, men denne gang var den tættere på.
Hun fulgte lyden, hun måtte altså bare vide hvad det var. Hun blev mere og mere nysgerrig.
Så kunne hun ikke høre den mere. Den var forsvundet.
Hun tog en dyb indånding og dykkede ned mod bunden.
Så kom lyden tilbage.
Den blev stærkere jo længere ned hun dykkede.
Lige pludselig kunne hun se noget. Hun vidste ikke hvad det var, men svømmede lige imod det. Det var et stort skibsvrag. Nu kunne hun høre lyden igen.
Det lød som en lille pige.
En lille pige som sang. Lyden kom overe fra skibsvraget.
Hun svømmede helt over til det, for at kigge nærmere på det. Hun var blevet træt af at svømme, og havde ondt i både arme og ben.
Uden at tænke sig om, besluttede hun sig for at gå ind i skibsvraget.
Hun gik ind og satte sig ned midt på en lang gang. 2/3
Underligt nok kunne hun ikke mærke nogen trang til luft.
Hun så sig om. Der var mange rum.
Der var mange mærkelige lyde, som hun ikke rigtig brød sig om.
Hun gabte, og kiggede ned for enden af den lange gang. Hun blev ved med at stirre derned.
Pludselig kunne hun se en lille pige der stod og stirrede på hende. Hun kiggede på den lille pige med det lange mørke hår og dueblå øjne. Hun troede ikke på det hun så, så hun kiggede den anden vej. Så vendte hun hovedet for at se om det nu også var rigtigt, men den lille pige var væk.
Hun kunne nu høre den lille stemme. Den kom nærmere og nærmere.
Hun vendte sig om og så pigen igen.
Hun så på pigen som havde en lang rød kjole på, og i hendes hænder holdte hun et skrin.
Det var et skrin af guld. Pigen rakte skrinet hen til Lillian, og Lillian tog imod det.
Lillian sad og kiggede på det. I det hun skulle sige tak til den lille pige var hun forsvundet.
Lillian kunne mærke at hun skulle have luft, og svømmede op til overfladen.
Solen var ved at stå op, og Lillian måtte tage hjem, inden hendes far gik ind på værelset for at vække hende.
Helst gennemblødt gik hun igennem huset og ind på hendes værelse.
Hun tog det våde tøj af, og lagde sig i sin seng, så hendes mor ikke kunne se at hun havde været væk.
Skrinet lagde hun i sin tøjskuffe under hendes yndlings bluse så hendes far ikke skulle finde det.
Hun var nysgerrig og skulle lige til at åbne det, men så bankede hendes far på døren og sagde ” Du skal altså i skole, du er sent på den!” hun måtte vente til hun kom hjem igen.
6 time senere kom ind af hoveddøren i en stor fart.
Hun gik ind på sit værelse, tømte sin skoletaske, lagde skrinet derned og løb ud igen.
Hun gik ned på stranden. Hun kiggede ud på vandet og tænkte på det der skete om natten. Hun satte sig i sandet, nu kunne hun altså ikke vente mere!
Da hun forsigtigt åbnede låget, begyndte den at spille en sang. Det var den sang hun hørte den nat.
Den sang den lille pige sang.
Inden i var der et billede af en ung pige og hendes lille barn. Hun undrede sig over hvordan det kunne være at hun havde fået skrinet?
Hun viskede til sig selv ”Hvorfor lige mig? Har det skrin noget med mig at gøre?”
Efter hun havde hørt melodien et par gange kunne hun huske at hun havde hørt den før. Ikke kun den nat hun fik skrinet, men meget tidligere i hendes liv.
Hun prøvede virkelig at komme i tanke om hvorfra hun havde hørt den fra, men hendes hoved var stadigvæk fyldt med spørgsmål ”hvorfor mig? Har det skrin noget med mig at gøre? Hvem var hende pigen fra den nat? Hvem er denne kønne unge kvinde på billedet?” Hun kiggede forvirret op på himlen.
Så gik hun videre lang med stranden indtil hun kom til et gammelt egetræ.
Hun kiggede på billedet, prøvede at finde svar på hendes mange spørgsmål. Pludselig gik det op for hende, at på billedet sad den unge kvinde op af et træ med sit barn i sin favn. Det var dét træ som hun sad op af.
Hun tænkte på om det måske var hendes mor? Hun døde jo kort efter hun blev født.
Hun blev en smule bange og løb hjem.
Da hun var kommet hjem ledte hun efter sin far, men han var lige taget ud for at handle ind. Hun gik ind på hendes fars soveværelse og kiggede i den papkasse han havde med ting fra hendes mor.
Hun fandt et billede og prøvede at sammenligne.
Jo! Det var hendes mor, eller det lignede det i hvert fald…
Da hendes far kom hjem løb hun grædende hen til ham med skrinet og billedet i hånden.
3/3
Faren kunne ikke forstå hvor hun havde fået fat i skrinet. Lillian ville heller ikke sige det, hvis han vidste at hun havde været ude og svømme i havet midt om natten, ville han sikkert blive rasende og smide hende i seng.
Hun fik lokket sin far til at fortælle om hendes mor.
Hun havde ikke rigtig tænkt så meget på hendes mor får nu, hvor hun havde fundet skrinet. Hun forstod dog stadig ikke hvorfor hun havde fået det, men hun var glad for at hun hørte den lyd den sene aften.
Lillian skulle lige til at lukke skrinet, da hun ser at der er et rum bag billedet. Hun åbner rummet, og der var er brev. Hun åbnede det, og læste det. Der stod
Kære elskede Niels og lille Lillian,
Jeg ved at jeg har svigtet jer, men jeg elsker jer rigtig højt, begge to.
I må aldrig glemme mig.
Husk at selvom I ikke kan se mig, så vil jeg altid være her.
Jeres Irene.
Nu forstod Lillian det bedre. Lyden fra den aften var et bud fra hendes mor. De havde glemt alt om hende, gemt alt væk, også billederne. De snakkede heller ikke om hende. Det var som om hun slet ikke eksisterede. Derfor sendte hun dette skrin til at minde os om at hun stadig er her.
Fra den dag stod alle billederne igen på borde og vægge. De snakkede om hende, og de ville aldrig glemme hende. Ja, det var som om hun stadig var i huset.
Nu kunne se fortsætte sin normale hverdag, men med én mere i huset.