Først i maj, år 2006 sad jeg og kiggede på HN's markedsplads med den største interesse jeg nogensinde har udvist - jeg skulle nemlig have egen hest. Den første hest jeg for alvor faldt over havde dette billede i sin annonce:

Jeg var på jagt efter en sød og rolig begynderhest; ja, nærmest en idiotsikker hest. Jeg havde efterhånden redet i mange år, men kun på ponyer, og jeg var helt ærligt bange for heste, jeg følte at jeg mistede overblikket fuldstændig når jeg red på dem, og nægtede andet end at skridte og kun hvis der var meget få på banen. Jeg var dog, da jeg begyndte at kigge på hest, begyndt at ride på en elevhest, og ja, den var mildest talt idiotsikker.

Derfor; da jeg så billedet af den hest, var jeg næsten sikker på at det var en hest for mig.

Derfor aftalede jeg med ejeren, at jeg skulle prøve den.

11 år gammel, rød hoppe, 165 cm, LB spring, LB dressur.

Da jeg, d. 6. maj 2006, kom ud til den gård hvor Nellie, som hesten hed, stod og så hende stikke hovedet ud af boksen var jeg solgt. Jeg ved godt, at det 'må' man ikke, så jeg sagde ingenting. Og under hele prøveturen var jeg så bombesikker på at det var HESTEN, selvom hun stak af med mig, jeg ikke kunne bøje nakken på den og hun sprang mig ud af sadlen. Men hun var en engel i stalden og hun havde et eller andet der gjorde mig tryg.

På vej hjem sagde min ridelærer, at hun synes vi skulle finde en mere let hest (for Nellie er meget, men IKKE let)

Så derfor var vi ude at se på en rød arabersatan, der var "165 cm" og gik "LA" i spring og "LA5" i dressur.. jaja, klart..

Og ja, jeg tog ud og så på Nellie igen. Denne gang med min far og papmor, der gav mig hesten. Min far sidder i kørestol, men det var Nellie sgu ligeglad med Og ja, hun var mindst lige så dejlig som første gang jeg så hende.

Så Nellie blev sendt til dyrlæge - og gik i gennem.

D. 29/5 2006 var Nellie min:

Det var nok den bedste dag i mit liv, og skulle lige knibe mig i armen, da jeg trak hende ud af traileren - MIN hest.

Og nu begyndte en hård, men meget meget dejlig tid. Nellie var nemlig ikke spor nem at ride, ville ikke bøje sig, stak af osv.

Men alligevel - jeg fortrød ikke.

Så i juli flyttede vi til Billund, ned til min far, i en måned inden jeg skulle på efterskole - et meget hårdt slag. Jeg skulle væk fra alle de gode venner, det kendte, til en helt helt ukendt rideskole.

På det tidspunkt så ridningen sådan ud:

Ikke noget imponerende syn, jeg ved det godt.

Men vi prøvede.

Og der var stadig plads til en masse hygge:

d. 20/8 tog vi på efterskole - på Mors, meget langt væk!

Og det er det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv.

Vi udviklede os meget, både i spring og dressur og gik fra at kunne springe tre små kryds til at springe baner på 110 cm:

- Det gik godt, troede jeg.

Nellie fik sommerfri det sidste stykke tid på efterskolen, og tabte mange muskler - undtagen underhalsen.

Da vi kom hjem fra efterskole så hun sådan ud:

:(

Ikke noget kønt syn og jeg besluttede mig for at starte forfra, hun skulle rides rigtigt, rides med benene. Og det tog lang tid, det var hårdt og jeg kæmpede og kæmpede. I september så det sådan ud:

Begynder 1, 2. plads ;P

Hun lagde sig ekstremt meget i hånden, slog fra hele tiden, og var bare enormt svær at ride.

Jeg var tæt på at give op, men så alligevel ikke. Hun var jo verdens bedste hest!

I oktober skete der noget. Jeg skiftede ridelærer. Maria, den nye, havde en meget anderledes måde at undervise på, og det hjalp - lidt, for problemerne var der stadig. Men en dag i december fik Nellie et hannoveransk næsebånd. Og der skete et mirakel! Fra at være 100 kg i hver hånd, blev hun pludselig helt stabil og selvbærende!

Bare en uge efter startede vi stævne, en LC1. Jeg var bare så glad, for endelig havde jeg fået den hest jeg ønskede mig.

Og så gik det stærkt, vi begyndte at ride øvelser og alt det sjove.

I spring startede vi også forfra. Jeg troede jeg kunne ride hende. Men vildheden i hende lå bare skjult i (for) høje forhindringer. Og hun løb og løb og løb, og faktisk blev jeg en smule bange for hende, så en meget dygtig rytter fra rideskolen sprang på hende et stykke tid. Dette hjalp heller ikke specielt meget, så jeg tog over igen. Jeg prøvede et gag-bid - men det var ligesom ikke rigtig mig.

Men pludselig var det som at vende på en tallerken og jeg fandt teknikken. Det går frem ad nu Vi springer godt nok ikke mere end 80-90 til træning, men det er lige meget, for jeg kan følge med uden at blive nervøs, og det er DET der er det vigtigste. De store spring skal nok komme - en dag.

I dag har vi så toårsdag og hvilke to år! De bedste i mit liv Vi har været til dressurundervisning i dag, og hun var en STJERNE! Hun er stadig ikke nem at ride, og vi har mange problemer. Men i dag var en undtagelse. Billeder fra i dag:

versade^^

igen

igen (ja, den øvelse rider jeg meget ;P )

Oh yeah, jeg glæder mig hver dag

Vi bliver aldrig verdensmestre eller kommer på landsholdet, men vi har det stærkeste venskab og jeg elsker hver dag med hende.

Nellie, tak for fantastiske 2 år, min engleprinsesse, min stjerne, jeg glæder mig allerede til de næste 10.

OK, hvis I er med her, så læg en kommentar, meget gerne konstruktiv kritik til de sidste ridebilleder!