Nu var det min tur til at miste. Hverken hest eller god ven. En af mine klasse kammerater blev i går kørt over af toget. Han betød ikke noget for mig, men alligevel er jeg helt broken. Kan slet ikke holde op med at tænke på at faktisk er væk. Jeg har tilbragt hele dagen ude på rideskolen, som stævnehjælper, og det har været godt til at få tankerne væk. Da jeg først fik det at vide, tænkte bare sådan lidt "nåh, så er han i det mindste væk", men nu er jeg mere "han er væk!?". Vi snakkede aldrig sammen, og når han endelig sagde noget til mig, så var det noget i stil med "luk røven so!", eller "f'uck af!". Jeg ville have været ovre og mindes ham, men jeg følte ikke at jeg hørte til der, så droppede det. Jeg kan stadig ikke fatte at han væk. Gode gamle Jesper, som helt sikkert ikke var så slem. Det værste af det, er at jeg ikke tør græde. Jeg vil ikke græde, for jeg har altid sagt til folk hvor meget jeg hadede ham, og så vil jeg ikke græde! Jeg græder når jeg kommer i seng.
Det er bare slet ikke til at fatte.
Jesper! Kom tilbage! Jeg savner dine ord rettet mod mig. Ville ønske du var her.
R.I.P
Jesper - 23-01-1991 - 09-11-2007.
16 år.
- Må alle ære dit minde forevigt.
kender godt følelsen selv.
