Mette: Ikk fedt! Trøstekram herfra :D

Ja, rigtigt Liv (:
Nå men er der andre der vil fortælle deres værste oplevelse.<3

Og Mette? Bare skriv.

Mette : det var så lidt alle på jhn vil gøre hvad vi kan!

Villiza »TineClausen«: Hvor har jeg dog også ondt af dig. Det må være virkelig hårdt..

Er der nogen der har prøvet noget med operation, ambulance indlæggelse osv. ?

Den væreste oplevelse? Har ikke rigtig haft nogle, mhm.

Tjo, kom en gang til (sammen med min mor og min veninde) at lukke alle hestene ud fr en fold.
Fordi den pokkers fjordhest, ville hen og æde græs ' Det tog mig 2 timer at fange den!

Ellers så har det været slemeste første skoledage, inden eksammnerne osv. Men det er mest nervøsitet - ellers er der jo de gange hvor jeg skulle sidde i solen i 5 timer i Italien fordi min far havde låst os ude.

Jeg har self. Prøvet at miste, men for mit vedkomme er det at en anden dør ikke særlig slemt. Jeg savner self. Min bedstefar og mine gamle kæledyr - men jeg ved at de er i himlen og passer på mig.

Da min far blev indlagt på psykiatrisk, især første og anden gang det skete (var ikke så gammel der, og var alene med ham og min 1½ år ældre søster da han blev "syg")

Noget, jeg ikke vil skrive her

Den ene af gangene jeg skiftede skole, hvor ingen i min nye klasse ville snakke til mig det første halve år.

Og nogle andre oplevelser, der ikke skal herud.

Og dengang hvor jeg skulle ringe og fortælle min far at jeg ikke turde bo sammen med ham længere, det ændrede (selvfølgelig) mit liv markant.

det værste i mit liv.

Det var nok det sekund dyrlægen sagde han vil aflive min hest. shiit, tudefjæs, jeg blev ked af det. Men hun er her heldigvis endnu <3 (: (bare ikke hos mig /: )

heldigvis har jeg ikke haft sådan nogle mindeværdige oplevelser (7, 9, 13)

Jeg har også mistet mange, mormor(selvmord), morfar(hjertestop), farmor, farfar, 3 hundehvalpe o.v.s. Men mest med begravelser:(

Men den værste oplevelse var nok da jeg og mine gamle, store hest(ja, HEST), red ud over en stubmark, og hun falder ned på ryggen og hun lander "kun" på min arm+hånd, der også bliver brækket. Men DER var jeg virkelig bange, for hun kunne jo lige så godt have landet/rullet OVEN på mig. Pyha, jeg kan bare huske føelsen når man sidder og skriver det her.

det værste er nok at miste - men jeg kom ud for en lille "rideulykke" her sidste år, som jeg gerne vil dele med jer:

jeg havde næsten ikke redet om vinteren, da mine heste står hjemme, og jeg kun har en ridebane, som var rimelig glat! her til foråret, var det på tide at få en ordentlig galloper, ude på marken og da jeg har rimelig friske heste, ved jeg at de elsker det og den får simpelthen ikke får lidt min araberblan. shaggy bukker så lidt og jeg plejer at sidde fast, desværre glider min fod, i stigebøjlen og jeg slår en koldbøtte ud over hesten og lander lige på hovedet = jeg får et knæk i nakken! mine forældre ser mig HELDIGVIS og jeg fortæller at det snurre i mine ben - jeg ryger direkte på skadestuen og ligger med krave på indtil vi får at vide hvad der er sket med mig og jeg har slået nogle nakkehvirvler rimelig voldsomt og jeg skal tage det med ro - jeg red med sikkerhedsvest og ridehjelm og siden den dag, har jeg aldrig redet uden!

De gange jeg har mistet. Forhelvede da :/ Jeg savner jer allesammen. Hvil i fred.

Og da min mor fik brystkræft. Jeg var kun 6 år. Troede hun skulle dø, og jeg ville ingenting. Græd nærmest uafbrudt, ville ikke spise eller noget. Heldigvis lever hun endnu og har det helt fint <3

Hm det må nok være dengang min bedsteveninde flyttede til island det ville ikke være lige så hårdt for mig hvis hun bare havde flyttet til en anden by, eller hun ikke var min bedsteveninde. men det var hun jo. jeg græd være aften i den tid det var rigtig hårdt, også fordi min mormor lå på sygehuset der og sådan. heldigvis holder vi stadig kontakten, og hun kommer på ferie her.

Mistet.

Uheld.

Der er så mange ting :/

Det må være da min bedste veninde fik kræft i hjernen. Jeg glemmer aldrig da jeg fik det at vide. Jeg fik det virkelig dårligt.

Hun skulle så opereres og jeg havde fået at vide af hendes mor, at hun havde en meget meget stor risiko for at dø under eller kort tid efter operationen. Nøj, hvor jeg dog bare græd.

Jeg var oppe på sygehuset aftenen inden hun skulle opereres for at sige farvel, hun kunne ikke gå, for hun var blevet lam i benene. Kæft man det var hårdt at se hende sådan- ens bedste veninde!

Nå, men hun blev opereret og de kunne ikke få liv i hende. Hun lå i koma i 3 dage. Men så vågnede hun. Hun kunne næsten intet huske. Hun kunne ikke gå, ikke spise, ikke bevæge sig eller noget. Ja, hun kunne faktisk intet! Hun kunne heller ikke snakke.

Der er i dag gået lidt over 3 år, og de har kæmpet med at få hende op at køre igen. Så nu kan hun snakke, men ikke særlig hurtigt. Hun kan gå med rolator, spise- sådan da. Man ved ikke hvor længe hun har tilbage, det kan være en dag, en måned eller flere år.

Desværre er jeg ikke længere bedste venner med hende, da jeg blev 'syg' af at være omgivet af sygdoms snak hele tiden. Jeg måtte derfor ikke se hende længere. Men det vil jeg helst ikke snakke om her.

Det blev da vidst også et lidt langt indlæg men ja, læs det eller lad vær. Hehe