Jeg kender godt dine følelser. Jeg har selv redet min unghest til, og det hele startede som en susseshistorie. jeg havde hende meget i hænder, kunne selv styre hende og var endda også den første som skridtede rundt på hende. Det var ellers aftalt at hun skulle rides til af en som var mere erfaren og modig, det var trods alt min første unghest.
Det hele gik bare super og galloppen kunnes snart også lægges på. Jeg red helt almindeligt rundt og blev så bedt om at prøve at sætte i gallop. Hesten stivnede og stillede sig op og ville ikke gå længere. Fra det øjeblik sad frygten i min krop. vi gjorde alt men det hele blev bare værre og værre, hver eneste gang jeg satte mig op frygtede jeg at hun ville smide mig af. vi sendte hende i ridning så hun hørte efter igen men lige meget hjalp det.
Jeg havde næsten givet op, men heldigt har jeg nogle utroligt støttende forældre og en tålmodig ridelære.
Jeg red et helt efterår og en del af vinteren i snor før jeg igen begyndte at have mod på at ride selv på den samme hest.
Angsten sidder stadig i mig i dag, men jeg har formået at lægge den så meget bag mig, at jeg i dag rider alle tre gangarter selv, når hun laver ballade, for det gør hun stadig en gang imellem, har jeg modet på at få hende til at lystre.
Det hele lyder som om jeg er en super stærk person, som kan klare hele verden nu, men det kan jeg ikke. jeg får stadig meget hjælp, jeg tør f.eks. ikke ride allene. Den største hjælp er at jeg kender en helt utrolig peerson, som havde modet til at sætte sig op på hesten og fortælle hende de rigtige ting. Denne person er helt fantastisk og er stadig en stor hjælp, hun rider f.eks. til hver en tid hesten hvis jeg har problemer, og så får jeg også undervisning en gang om ugen, han kender også til alle mine problemer, og har været med fra starten.
Håber jeg kunne hjælpe. Undskyld hvis det er lidt langt
ligesom du og jeg, du skal altid huske på de ikke gør det med vilje, de gør det jo ikke for at gøre skade på dig 