Kulturmøde Siad sparkede så hårdt, han kunne i gruset på vej mod busstoppestedet. Hans kondisko, som egentlig var for kolde her om vinteren, var efterhånden godt slidte på snuderne efter mange spark i gruset. Siad havde nemlig den vane at sparke i gruset, når der var noget, som gik ham på. Ofte var det livet på asylcenteret, der gik ham på. Eller også, at hans mor blev mere og mere syg af ingen ting at vide om fremtiden. Hun vidste hverken noget om Danmark, eller om hun nogensinde kunne komme til at lære noget om det land, hun var flygtet til. Hans var så gal over, at de ikke bare kunne få den asyl og komme i gang med at leve som normale mennesker. Selvom han ikke rigtigt vidste hvad "normal" var her i Danmark. Til trods for, at de nu havde boet i Danmark i halvandet år, havde han stadig ingen danske venner og kendte kun meget lidt til den danske kultur. Og det var netop det, der gik ham på nu. At han ingen venner kunne få. Når han prøvede at komme i kontakt med dem i byen, kiggede de bare ned i jorden eller kaldte ham øgenavne. "Perker" og "skide Somalier" var det de oftest brugte. I starten havde han ikke vidst hvad det betød. Det gjorde han egentlig heller ikke nu, men han vidste i det mindste, at ordene langt fra var positivt ment. Så Siad var meget alene. Folkene på asylcenteret kom og gik, og var der nogen på hans egen alder, gik der oftest ikke ret lang tid inden de fik asyl eller måtte rejse tilbage til hvor de kom fra, og så stod Siad igen helt uden venner. Da de kom for halvandet år siden, mødte Siad en dreng på hans egen alder. Han var kurder. I starten havde de ikke kunnet forstå hinanden. Men sammen lærte de så meget dansk, at de kunne snakke sammen. De blev bedste venner. Men for et halvt år siden fik han og hans familie afslag på asyl, og de måtte rejse tilbage. Siad frygtede hver dag, at det same skulle ske for dem. Han ville på en måde gerne tilbage, men alligevel ikke. Han ville gerne tilbage til hans venner og alt det kendte der, men der var krig, og det var ikke rart. Værst var det, når det gik ud over ens nærmeste. Siad kunne udmærket huske en dag, hvor hans storebror ikke var hjemme om eftermiddagen. Senere fik han at vide, at han var død. Skudt. 13 år og helt uskyldig. Siads far havde kæmpet i krigen da Siad var bare 4 år gammel. Han blev, som broderen, også skudt. Nej, så var det måske alligevel bedre at blive i Danmark. Men uden venner var det svært. Måske var det også pga. alle de rygter om somaliere. En mand på asylcentret havde fortalt, at den l ejlighed han gerne ville leje, kunne han ikke få, fordi ejeren ikke ville leje ud til nogen fra Somalia. Han mente, at de stegte spejlæg direkte på kogepladen. Siad havde lært, at det brugte man en stegepande til, men da han så et komfur for første gang havde han troet, at det var med indbyggede stegepander. Men det var måske ikke alle, der havde lært det. Og det var i så fald ikke deres fej, mente Siad. Siad var efterhånden nået hen til busstoppestedet hvor der i forvejen stod en flok højtsnakkende muntre kvinder og et par mænd. Ingen af dem kendte Siad særlig godt, men en af mændene hilste på ham, og Siad hilste stolt tilbage, benovet over en voksen mand, han faktisk ikke kendte, hilste på ham. Siad snøftede. Han var forkølet. Det havde han også været hele sidste vinter. Hans krop havde sikkert ikke accepteret klimaet i det kolde Danmark endnu. Det var godt han havde sin dynejakke. Den var lidt for stor, men det gjorde ham ikke noget. Det føltes lidt som at gå i et telt, et hus, når han havde den på. Som om han havde sin egen verden, som ingen andre kunne bryde ind i. Den følelse kunne Siad godt lide. Nu kom bussen. Men den kom ikke helt hen til stoppestedet. Den holdte ca. 3 meter væk, og flokken af mennesker inklusive Siad måtte gå over til den. Buschaufføren var sur og skældte ud og bad dem stå der hvor bussen stoppede. Siad undrede sig over den vrede danske mand, som konsekvent tjekkede alles buskort, selvom de stod på netop der hver dag, samme tidspunkt og havde gjort det længe. Da Siad endelig kunne komme ind i bussen, fandt han, at bussen var næsten tom. Han kunne tage lige det sæde han ville. Han styrede først efter et sæde nede bag i bussen, da han fik øje på hende. En dansker, det måtte det være. Hun havde skulderlangt mørkebrunt hår som var sat op i en hestehale. Hendes brune øjne var venlige, og hendes ansigt havde et mildt udtryk. Hun var pæn. Han tog en ny beslutning og satte sig ved siden af pigen. Hun duftede også godt. En duft, som ingen på asylcenteret duftede af. Han kunne ikke rigtigt sidde roligt. Han ville gerne i snak med hende, men han vidste ikke hvordan. Han endte med efter ikke stykke tid at spørge hende om hendes navn. Hun så først lidt overrasket ud, og Siad var bange for, at det var forkert spurgt. Men så smilede hun og svarede, at hun hed Sofie. Til Siads store forundring og glæde spurgte hun også ham om hans navn. Samtalen begyndte at glide. Når der var et ord Siad ikke kunne huske, hjalp Sofie ham. Denne ligefremme og lette måde at tale på, havde Siad ikke oplevet med et menneske på hans egen alder, siden de tog fra Somalia. Han nød, det at sidde i den dejligt varme bus og snakke med pigen, i fulde drag. Men der var noget, han måtte have svar på. Så måtte det briste eller bære. Han tog en dyb indånding og spurgte: "Hvorfor er det så svært at få venner i Danmark? Når jeg siger hej, kigger de ned i jorden." Spørgsmålet var helt uventet for Sofie, kunne han se. Han vidste med det samme, at alt havde været lettere, hvis han ikke havde spurgt. Sofie mumlede bare et eller andet med, at danskere var generte, og det nok var lettere, hvis man havde en fælles fritidsinteresse, eller gik i skole sammen. Siad prøvede at spørge hende om noget nyt, men Sofie så ud som om hun ikke forstod hvad han mente. Han prøvede igen og en gang til, men lige meget hjalp det. Samtalen døde ud, og Siad var igen overladt til hans egne tanker. Denne drejning i den ellers så lette og sjældne samtale gjorde Siad ulykkelig. Havde han dog bare ladet være med at spørge om sådan noget! Det kunne jo være, at hun var blevet en rigtig ven. Og med bare et spørgsmål havde han ødelagt muligheden. Måske var netop det grunden til, at han ingen venner havde. Kort tid efter skulle Sofie af. Hun rejste sig, og lige inden hun trådte ud af bussen, vendte hun sig om og smilede til ham. Smilede. Det gjorde Siad helt varm indeni. Men ikke helt varm nok til at smelte den dårlige, kolde fornemmelse, han havde i sig. Da bussen nogen minutter efter stoppede hvor Siad skulle af, var han helt tilbage i sit ensomme jeg igen. Dog kunne han ikke glemme Sofie. Han ville gøre alt for at møde hende igen. Så kunne han sige undskyld, og måske kunne de blive venner. Men det var bare ønsketænkning. Sandsynligheden for at han nogensinde ville møde hende igen, var alt for lille. Men han vidste trods alt, at hun boede tæt på Thisted. Da han trådte ind på hans mors og sit værelse ramte en dårlig stemning ham. Hans mor sad ved det lille bord og stirrede ud af vinduet, over på de grå betonbygninger overfor. Ikke noget smukt syn. Hun krammede et lommetørklæde i hænderne, og hendes mørke øjne var fulde af sorg, angst og uvidenhed. Siad blev grebet af frygt. Hvad var der sket? "Vi fik et afslag," sagde moren. Tja, hvad synes I? Den skulle forhåbentligt være til et 11-tal, men ved det ikke helt.. Kommentarer, ris og ros modtages GERNE!! 
Signe og prinsessen Nellie - Jeg elsker dig og jeg har et problem med det. - Bu 06/07 <33
|
linjeskift og sådan nogle ting 
