"inspireret" af et indlæg på det store HN, syntes jeg vi skal vise de heste/ponyer frem vi nu mindes.
Dem heste vi har mistet på den ene eller anden måde, ikke nødvendigvis dem der nu er i himlen, men også dem vi bare ikke har hos os mere.
Jeg vil selv starte med 2 ponyer, jeg savner af hele mit hjerte og jeg græder stadig over tabet af dem.
Lucy:
Jeg havde halvpart på hende i 8 måneder, hvor jeg red hende 3-4 gange om ugen. D. 18/4 - 2005 fik hun tarmslyng, og vi kunne intet gøre, det eneste vi kunne gøre for hende var at aflive hende så hun ikke skulle lide mere.
Så nu er hun på de evige græsmarker, og pony, du ved ikke hvor meget jeg savner dig.
Hun var den roligste pony jeg nogensinde har kendt, og jeg elskede hende af hele mit hjerte, og gør det stadig.
Da jeg mistede hende tog hun en stor del af mit hjerte med, og jeg mistede min bedste ven 
Dixie:
Jeg red hende til Dressur undervisning i 2 måneder, og hun stod hjemme ved mig hele sommerferien 2006.
Hun var kun 4 år da jeg startede med at ride hende, og hun var ikke den nemmeste at ride.
Men den sommer, fik vi et så stærkt bånd!
Hver gang jeg kom ud på folden, kom hun vrinskenden og galoperende hen til mig. Jeg kunne løbe rundt på folden, og hun fulgte bare efter mig!
Hun blev meget nemmere at ride, og hende tillid til mig voksede og voksede.
Så da hun skulle tilbage efter ferien, var det self. sørgelgit men jeg ville stadig se hende, troede jeg.
En dag fik jeg så beskeden at hun ikke var der mere.
Jeg ved intet om hvor hun er nu, men jeg ved bare at jeg savner hende SÅ meget, og ville ønske jeg vidste hvordan hun havde det!
Glemmer aldrig den tid vi havde sammen, det bånd vi fik, den tillid du havde til mig
den var bare så lækker og dejlig 
igå patricia
-da han havde en 'skade' i det ene bagben og sædkvaliteten ikke var i top.
