Hej Venzer!
Jeg vil lige fortælle jer en historie hvis i har tid !
Håber at i kan li katte ... dyr o.s.v....

hvis i kender det der med at midste den man holder af så læs her :







The Rainbow Bridge


Lige inden man når himlen, ligger der et sted der hedder Regnbuebroen. Når et dyr dør, - ét, der har været specielt knyttet til én hernede - vil dyret stoppe ved Regnbuebroen. Der er enge og bakker hvor alle vore specielle venner kan løbe og lege sammen. Der er masser af mad, vand og solskin og vore venner har det varmt og dejligt.
Alle de dyr, der har været syge og gamle har fået deres helbred og kræfter igen, de der var sårede eller lemlæstede er hele og stærke igen, ganske som vi husker dem i vore minder om gamle dage. Dyrene er glade og tilfredse, de mangler kun en enkelt lille ting: de savner hver især én, der betød meget for dem, én, de var nødt til at forlade.

De løber alle sammen og leger sammen som en stor flok - men der kommer en dag,hvor en af dem pludselig stopper og stirrer mod horisonten. Øjnene er klare og intense og den ivrige lille krop begynder at skælve over det hele. Pludselig forlader den heldige flokken og flyver over det grønne græs, hurtigere og hurtigere går de små ben.

Du er blevet opdaget, og når du og din specielle ven endelig mødes igen, klynger I jer til hinanden i glædesstrålende genforening, for aldrig at skulle skilles mere. Glade kys regner ned over dit ansigt. Dine hænder kan igen kærtegne det elskede hovede og du kan endnu en gang se ind i de tillidsfulde øjne der tilhører dit kæledyr, der så længe har været forsvundet fra dit liv men aldrig fra dit hjerte.

Så kan I krydse Regnbuebroen sammen........



Tilbage til Rainbow Bridge

Den lille kat ankom til Regnbuebroen - og en gruppe katte kom løbende for at hilse på ham. Han stålsatte sig, for han forventede at skulle slås, men disse var de første katte han havde mødt, der kom med løftede haler og gned ansigter med ham i stedet for at angribe.
Der var smukt her, og alle var søde imod ham. Ingen af dem var blevet født i en kattefabrik som han var - eller var blevet mishandlet eller efterladt på et internat for blive aflivet, fordi de var baggårdskatte og arrede af kampe og derfor ikke “søde og kære”.
Kattene forklarede at de ventede... på deres mennesker, som elskede dem.
“Hvad er det at elske - kærlighed?” spurgte han, og Gud lod ham vende tilbage til jorden for at finde ud af det.
Varme og mørke - og han klemte sig ind hos de andre og ventede på den dag han skulle fødes. Skrækslagen prøvede han at blive i det varme mørke så længe han kunne, men til sidst blev han trukket ud ved bagbenene (mennesket var bekymret over hans sædefødsel).
Hænder uden pels holdt ham blidt og gned ham tør. Så åbnede de hans mund og hjalp ham hen til en varm dievorte med mælk. Han fik ikke ordentlig fat på den, for en af hans velnærede brødre skubbede ham tilside. Menneskehånden skubbede den anden killing hen til en anden dievorte og støttede hans krop, så han kunne drikke.
”Åhh, det her er bedre”, tænkte han, og drak til hans kæber blev trætte. Så krøllede han sig sammen ved siden af sin varme pelsklædte mor. “Jeg kan huske det her”, funderede han... “det er en skam jeg er nødt til at vokse op til at blive slået, være ude i kulden og regnen og stjæle mig til mad. Jeg husker hvordan det er at være en kat” tænkte han trist.
Om natten kravlede han hen til sin mor og prøvede at die, men han blev hele tiden skubbet til side. Da hans store brødre og søstre var mætte fik de renset bagdele, og så kunne han endelig få fat i en dievorte. Men menneskets hænder var der ikke til at holde ham oppe, og der var for resten ikke mere mælk alligevel. Han var svag og så lillebitte. Det var svært selv at holde sig oprejst og han faldt om på ryggen og kunne ikke komme op igen. Så begyndte han at græde - og pludselig var menneskets hænder der, de holdt ham oprejst og puttede en gummitingest i munden på ham. Den smagte ikke som mor, men det var varmt og fik smerten i hans mave til at forsvinde.
Han havde svært ved at trække vejret... hans lunger var ikke blevet helt færdigudviklede, fordi han ventede for længe med at slutte sig til de andre i livmoderen - han havde lige villet have et sidste kattefræs ved Regnbuebroen med.
Han kunne mærke menneskets hjerteslag, hun havde lagt ham ind mod sit bryst og dækket ham med et varmt klæde for at holde ham varm og hun kærtegnede hans benede krop med blide cirklende berøringer.
Han tænkte hele tiden på sine nye venner ved Broen, som havde været så søde mod ham, og han spurgte Gud om han måtte komme tilbage. Gud svarede “Ja, men ikke endnu. Du ønskede at opleve kærlighed.”
Så i adskillige timer (det virkede som dage, men det var mørkt og han vidste ikke hvor lang tid der gik) hjalp mennesket ham med ekstra mad og lod ham opleve hans mors varme krop, hendes ru tunge, der holdt ham ren og at ligge i bunke med hans varme bløde kuldsøskende.
Han blev svagere og mennesket holdt ham oftere, hans kuldsøskende sov i en bunke mens han blev kærtegnet og kysset og kunne lytte til hjerteslaget, der var kraftigt og kærligt.
Endelig vendte Gud tilbage og spurgte “Er du klar til at vende tilbage til Regnbuebroen?”
“Ja” svarede han, men med lidt sørgmodighed, for mennesket ville helst ikke slippe ham og hun græd.
Han åndede det sidste luft ud af lungerne og svævede tilbage til Regnbuebroen og kiggede tilbage på mennesket, der stadig græd og holdt om den slappe krop han havde lånt til sin rejse.
“Tak Gud” sagde han “Kærligheden er smuk! Jeg vil vente ved Broen og når mennesket ankommer, vil jeg fortælle hende at jeg elskede også hende”



Triste hilsner Maria som næsten lige har midstet sin kat