æblet's kusine, låner lige hendes profil, for at ligge endnu en historie ind (til bedømmelse).
God læselyst
"Skønhed kommer indefra"
Jeg dansede rundt på mit værelse. Det gjorde jeg tit, når jeg var alene. Og hvis jeg vidste, at jeg ville være alene i mange timer, så kunne det godt blive lidt mere vildt. Så blev det lille korte miniskørt og den pinkfarvede neontop fundet frem. Håret blev sat op og den mest kulørte make-up smækket i ansigtet. Når jeg var alene, var det mig, der var den store stjerne i showet. Der stod jeg ikke bare bagerst, gemt bag de andre. Jeg stod forrest, og jeg kunne synge, hvilket jeg heller ikke kunne i virkeligheden. Jeg kunne danse den mest vilde, tjekkede dans og synge den fedeste popsang. Publikum ville klappe vildt og længe, og jeg ville løbe om bag kulissen for at skifte tøj. Samtidig var faktummet også, at jeg var tynd. Og at jeg ikke lige vejede lidt for meget. Jeg var tynd og lækker med den mest vidunderlige stemme. Og pigerne ville have låst døren til omklædningsrummet, for at drille mig, ikke fordi de hadede mig. Jeg skulle på om lidt igen, så jeg var nød til bare at skifte på gange. Og der ville alle de flotte drenge komme forbi. Og de ville glo og pifte, og jeg ville vide, hvordan godt jeg så ud, før jeg igen gik på scenen, hvor alle jublede. Jeg ville være fantastisk.
Gud, hvor ville det være fedt, hvis jeg oplevede det. Det ville jo være min drøm. Det var en drøm bare at blive tynd. Og det blev jeg aldrig. Jeg var født buttet, opvokset og blevet en smule tykkere for hvert år der gik.
Ulempen ved alt det var, at fyrene ikke engang gad røre mig med en ildtang. Jeg var jo fed! Jeg var jo grim! Jeg var alt for lille i forhold til, hvor tyk jeg var, og mit hoved var sikkert også for lille og fødderne for store. Ansigtet var proppet til randen med bumser og mascaraen løb altid ud, fordi jeg ikke var god nok til at lægge den. Som de andre piger var. De så altid perfekte ud.
Når jeg gik ned ad gågaden, var der aldrig nogen der kiggede. Højst nogen der smilede lidt, og det var vidst ikke fordi, de mente, jeg var sød. Jeg kiggede altid efter fyre, men det var kun min veninder, der fik blikke tilbage.
Lige indtil dagen, hvor Rann kom ind i mit liv. Jeg forstod det ikke engang. Hun kiggede på mig. Og jeg vidste at det var mine deller og ikke mine øjne, han så på. Han kom hen og snakkede, når vi sad den halve klasse samlet i frikvarteret. Men jeg opfattede aldrig, at det var mig han talte til. Ikke før den dag, hvor han overraskende for mit vedkommende spurgte om mit nummer. Jeg havde halvt hviskede det og halvt ... ja, nærmest ikke kunne få det frem af spænding. Jeg havde lagt mærke til ham før, han så jo ikke værst ud. Og han spurgte om mit nummer!
Rann var ikke fra Danmark. Men hvad gjorde det. Han var sød. Helt fantastisk lyttende, som ingen andre havde været det før. Altid havde jeg haft en fornemmelse af, at de kun kiggede på min fede krop og ikke på mig og på hvem jeg var.
Men Rann sagde noget, jeg aldrig ville glemme. Ikke engang selv om han knuste mit hjerte til fordel for kønne Claudia fra parallelklassen. Og ikke engang selv om han havde kaldt mig flæske fed overfor alle hans venner og grinet af det bagefter. Jeg hadede ham ikke. Jeg vidste, at jeg var grim og at ingen nogen sinde ville elske mig, fordi jeg var så fed. Men Rann havde været en god ven så længe det varede. Vi blev aldrig mere end det, og det var ikke meningen. Det havde aldrig været meningen. Rann havde kun en vigtig opgave at spille i min livshistorie. At fortælle mig, blankt, umotiveret og ligeud, at skønhed kommer indefra.
Hvad han så gjorde bagefter, sagde bagefter, mente bagefter, interesserede jeg mig ikke så meget for. Mennesker havde lært mig at hade mig selv, men jeg hadede ikke mig selv længere. I hvert fald ikke i lige så høj en grad. For det var alt sammen i orden. Rann ord. Skønhed kommer inde fra. Hvis ordene havde været blomster, så havde de forplantet sig i mit hjerte.
.
kunne heller ikke forstå hvis du lige pludselig skiftede navn 
