Hejsa kære ænder

Ja, for nogle timer siden så jeg et indlæg, om en hest der bed. Meget interesseret gik jeg i gang med at læse svarende, og så at der var utroligt mange der slog sin hest, og må da indrømme jeg sad og grinede en del over nogle af de svar derinde, da det simpelthen lød som taget ud af min mund! Man kunne simpelthen høre de ikke vidste hvad de snakkede om, præcis som mig dengang

(Jeg vil IKKE frem til en debat med dette indlæg! Så må I svare i de andre indlæg hvor jeg også har skrevet )

Til pointen, for... Ehm, lad mig se... 4 måneder siden vile jeg nemlig have skrevet præcis det samme "Giv den sådan en over mulen! Det skal vide hvem der bestemmer!". Jeg ville ALDRIG kunne forestille mig, at JEG, fire måneder siden sad på "den anden side" (HMS) .

Tilbage i sommerferien kan jeg tydeligt huske hvor tit Danielle fik en over halsen på vej hvem fra sommermarken i starten, fordi hun "løb med mig". Nu kan jeg blot sidde og grine over, at jeg bad hende om at BLIVE hos mig, når jeg faktisk slog hende

Ja, dengang sad jeg sågar og grinede af (Lad os kalde de folk, der ikke vil straffe en hest med vold for "HMS'erne" ) Jeg kunne ikke forstå, at de kunne gøre sådanne ting, som vi nu gør, når de ikke slog hesten! Og jeg syntes deres svar var fuldstændig latterlige!

Livet er nu sjovt! Som man, fra den ene dag til den anden kan få en HEL ny holdning! På en dag kan ens fremtid ændres, eller på et enkelt minut kan hele ens liv ændres?

Jeg har faktisk overvejet af flytte gård på det sidste. Det er et utroligt svært valg for mig, da jeg er så glade for personerne på den gård, og "trygheden". Men jeg har valgt at flytte, så snart dem på min gård holder staldmøde (skal have nogle svar)

For omkring et år siden var jeg en genert lille pige, som sad i hjørnet i klassen! Jeg turde ikke sige noget, var bange for andre ville "svine mig til" jeg kunne desuden heller ikke styre min hest ret godt.

Det er utroligt, så meget man forandrer sig! Ingen tvivl om, at teenager tiden er svær!

Dog må jeg også indrømme, at jeg stadig har problemer! Jeg bliver så satans jaloux over stort set intet, og bliver utroligt vred/skuffet. Jeg har aldrig fortalt det til nogle, og jeg føler heller ikke der er nogle jeg kender godt nok, til jeg kan! Jeg syntes simpelthen jeg er for latterlig, når jeg opfører mig sådan. Jer, mine ænder, er de eneste jeg tør åbne mig for, og skrive mine tanker til. Det er utroligt så mange timer jeg bruger herinde, med at skrive med komplet fremmede

Jeg aner faktisk ikke hvor jeg vil hen med dette indlæg? Måske som en slags opmuntring? Jeg syntes det er utroligt så meget der sker, og er sket de sidste to år. At tænke på man (forhåbelig) har 70 år tilbage, er helt utroligt!

Tænk hvor stor en viden man kan få, hvis man virkelig tror på de ting? Man virkelig ønsker det?

Ingen tvivl om tro flytter bjerge