Jahh... jeg fik lige lyst til at skrive en historie da jeg keder mig for vildt. Så har i en historie i vil dele med os andre så værsgo. Historien er ikke sandt.
Og ved godt at jeg ikke er den bedste til at skrive historier, og er ikke god nok til at beskrive det i historien, men nu må i læse den og skrive hvad i synes, og evt. give gode råd til hvordan jeg kan gøre historierne jeg skriver bedre...

AT MISTE EN VEN... For livet:

Stine kom gående fra gårdspladsen ned mod stalden. Hun skulle ud at ride på hendes frække pony. Hendes far havde sat hende af oppe ved vejen da det blæste, og han insisterede på at køre hende ud til Daylight. Hun gik ind i stalden hvor han stod. Han var ikke inde. Hun gik hen efter hendes træktorv, og tog en grime med i farten. Hun gik ud til folden hvor Daylight stod. Da Daylight så Stine kom han travende hen til hende efterfulgt at Maja, den lille frække pony, som Daylight stod ved siden af i stalden, og gik på fold med om vinteren. Stine gav Daylight hans lyseblå grime på og trak ham ind i stalden for at strigle ham. Det var snart jul så Stine gik og planlagde hvad Daylight skulle have i julegave. Stine tog den røde børste og begyndte at strigle ham ned af benene. Da hun kom til venstre forben opdagede hun at hans ene ben var meget hævet. Hun hentede sin ridelærer og fik hende til at tjekke det. De tog ham over i ridehallen og fik ham longeret for at tjekke om han haltede. Han haltede enormt på venstre forben. Ridelæreren, Sally sagde at hun skulle lade ham stå i boksen 3 dage og så skulle hun tjekke ham igen. Og ellers måtte de ringe efter dyrlægen.

Dagene gik, og det blev fredag, tre dage efter de havde opdaget at Daylight var halt. Det var begyndt at sne og man kunne rigtig mærke at det var vinter. Hun tog Daylight over i hallen og startede med at trække to runder med ham. Sally kom gående ovre fra stalden af hvor hun havde været over at fodre hestene og ponyerne. De tog longesnoren på ham og fik ham til at trave rundt på en volte. Det var værre i dag, han snublede hver gang han landede på venstre forben.
- vi ringer efter dyrlægen og hører om han kan komme hurtigst muligt. Sagde Sally. Og Stine nikkede bare. Sally gik ind og ringede med det samme. Ca. to minutter senere kom Sally ud.
- dyrlægen kommer i morgen klokken 9.30, er du herude der?
Stine nikkede bare, hun kunne ikke få en lyd frem. Hun tog Daylight med ind på staldgangen og gav ham en ordentlig strigletur. Lidt efter cyklede hun hjem.

Næste dag kom Stine ud til Daylight klokken 9.10. Daylight vrinskede da han så Stine komme gående over imod ham. Sally kom ud.
- Du kan trække ham over i ridehuset når dyrlægen kommer, så han kan se ordentligt på ham.
- Okay! Svarede Stine bare.
Ca. femten minutter efter kom en grå, stor firehjulstrækker kørende ind på gårdspladsen. Stine gik ud til Lene, som rideskolens dyrlæge hed. Hun gik med over i ridehuset for at se på ham.
- Okay, du kan løbe lidt rundt i hallen med ham, mens jeg kigger på ham. Sagde Lene.
Stine begyndte at løbe med Daylight. Da hun vente om og løb den anden vej, kunne hun se på Lene at det ikke var godt. Hun stoppede med Daylight da hun kom hen til Lene.
- Hva´ så? Stine ville have et svar, nu kunne hun ikke vente mere.
- Det ser ikke godt ud Stine vi bliver nød til at have ham ind på klinikken og have taget nogle prøver på ham. Jeg er bange for det er noget alvorligt. Lene så meget bekymret ud, og det gjorde også Stine meget bekymret. Stakkels Daylight. Hvad skulle hun dog gøre?

Næste dag kom en trailer kørende ind på gårdspladsen. Det var Lene der havde lovet at køre Daylight ind til dyrehospitalet og tage nogle prøver. Stine kom gående med Daylight. Daylight gik lige op i traileren uden overhovedet at stritte imod som han i øvrigt til.
- jeg ringer i morgen når jeg har fået svar på prøverne, sagde Lene og satte sig ind i bilen efter at have lukket døren ind til Daylight.
- Du kan da ride lidt på Samson, hvis du har lyst. Han er ikke blevet redet et par dage. Sagde Sally da hun så hvor ked af det Stine var.
- ellers tak svarede Stine, og prøvede at lyde glad, selvom det næsten var umuligt. Hvordan kunne hun være glad når hendes elskede pony var blevet kørt til et dyrehospital, med en noget så bekymrede dyrlæge.

Næste morgen klokken 10.30 ringede Lene. Hun havde fået svar på de prøver der var blevet taget.
- Stine, jeg har noget vigtigt at fortælle dig. Jeg ved det bliver hårdt, men du skal jo vide det på et eller andet tidspunkt. Daylights ben vil aldrig komme til at det hele, og gør meget ondt på ham. Der er noget fra en gammel skade, som er blevet værre. Han ligge ned og kan ikke rejse sig. Vi har været ude ved ham flere gange i løbet af natten. Der er næste kun én udvej…
- Neeeej…. Han skal ikke aflives, det skal han bare ikke. Stines mor kom løbende inde fra stuen.
- Hvad sker der her?
Men Stine havde lagt røret på og var løbet op på hendes værelse. Stines mor gik op på Stines værelse.
- Stine, hvad er der sket?
- Daylight kommer aldrig mere hjem. Forstår du? ALDRIG mere.
- Var det dyrlægen der ringede?
- Ja, mor. Daylight skal aflives han kan overhovedet ikke støtte på sit ben. Dyrlægen mener det skal ske hurtigt. Jeg kan ikke klare at miste ham.
- Åhhh, Stine, det gør mig ondt. Virkelig ondt. Men tænk på hvordan han har det nu. Tænk på hvad der vil være det bedste for ham. Komme over det hurtigst muligt eller leve med det resten af livet? Jeg tror det vi være det bedste for Daylight at få det overstået med det samme. Jeg lover dig at du kan få en ny.
- NEJ, jeg vil ALDRIG have en ny. Daylight eller ingen! Sagde Stine med en meget bestemt stemme.

Fredag tog Stine og hendes mor ud på dyrehospitalet for at sige farvel til Stines bedste ven, Nemlig Daylight. Stines mor lod Stine være alene med Daylight, så hun lovede at komme og hente Stine igen ved 3 – tiden. Stine græd, og græd, og græd mens hun var alene med Daylight og da hendes mor kom for at hente hende og hun for alvor skulle sige farvel til sin bedste ven, Fandt hun ud af hvordan det i virkeligheden var at miste. Hun tog en saks, klippede et stykke af Daylights hale og kom det ned i lommen. Hun ville ALTID huske sin bedste ven. – Huske den første ridetur de havde sammen, huske første gang da Stine blev kylet af da de var ved stranden. Hun kunne huske både gode og dårlige minder. ALDRIG ville hun komme til at elske en så meget.

Da Stines mor og Stine selv sad i den røde, halvgamle bil på vej hjem Var der stille. Stine huskede igen de gode minder de havde haft sammen, Daylight og hende. hun tænkte på at Daylight aldrig mere ville komme til at stå på sine ben. Aldrig mere føle glæde eller sorg. Da de sad i bilen på vej hjem kom Stine til at tænke på sidst de var ude at ride. Stine havde været i dårligt humør og de havde stoppet timen ved at Stine var sur på Daylight fordi han ikke gad at lave den versade ordentligt. En lille ting at være sur over. NU havde hun noget at være sur over. Sur på sig selv over at deres sidste tur sammen havde endt i et mareridt…

Den første roset de havde vundet til deres første stævne sammen, for 14 dage siden, ville blive den sidste nogensinde…

SLUT!