Hej Alle!

Ja sad li og sku skrive en stil til imorgen, havde skrevet en (syns jeg selv) god en men den var bare VÆK! Så nu måtte jeg li hurtigt side og skrive en, kommafejl er ligegyldigt for der ved jeg det godt selv vil bare høre jeres mening. Emnet er bare en begivenhed fra mit liv. håber i vil kommentere syns selv den blev dårlig men har ik tid til at lave den om Her er stilen (lidt lang håber nogle vil læse færdig)

Begivenhed i mit liv.
Ja, jeg har valgt at fortælle om en bestemt begivenhed fordi det er noget der har betydet meget for mig, både før og nu, og som nok osse har ændret mig som person, hvem ved. Det jeg vil fortælle om er om dengang jeg fik min pony, ja det lyder måske ikke særlig specielt, men for mig har det betydet en hel del, og vendt op og ned på meget. Det hele startede for ca. 3 år siden. Jeg havde på det tidspunkt redet i 2 år, og var som de fleste sagde bidt af en gal hest.. Jeg begyndte at ride hos en af mine daværende rideveninder som havde egen hest, skønt. En dag da vi red tur stoppede ejeren af et stutteri (et stutteri er et sted hvor man opdrætter, tilrider og sælger de fleste af hestene) os og tilbød os så at komme ned og ride hos dem og hjælpe dem. Det ville vi selvfølgelig gerne, da vi begge syntes det kunne være enormt spændene at ride på unge rå heste. Nå,men vi kom derud og straks gik vi igang. Da jeg jo ikke var/er bange for noget så var det mig der fik de mest bøllede heste som bukkede og stejlede. (når en hest bukker bøjer den hovedet ned til forbenene og sparker med begge bagben op i luften, når den stejler står den på bagben og "rejser" sig.) Nåh, en dag i juli skulle jeg så ride på en ny hest ved navn Rafael (Søblink) en unghest som havde haft rytter på 1 gang før et halvt år forinden, Rafael var kun lige blevet 3 på det tidspunkt, så meget ung og som sagt ikke ryttervant i den forstand. Ham begyndte jeg at ride på, meget faktisk, til sidst red jeg kun på ham og på et par andre, men primært koncentreede jeg mig om ham. Ejeren af Rafael så hurtigt at vi havde noget specielt, vi var nærmest et væsen isteden for to. Efter yderligere et par måneder var det tydeligt at vi havde noget helt specielt, Rafael begyndte lige så stille og roligt ikke at lytte til ejeren af stutteriet, men til mig isteden for, han kom galoperende (galop er den hurtigeste af de 3 gangarter en almindelig hest har, det korteste skridt, middel hedder trav og så til sidst det hurtigeste galop. De mest naturlige gangarter heste i naturen benytter er skridt og galop.) hend til mig på folden og lig. ting. Men som jeg vidste var Rafael jo til salg, og der kom en og ville kigge på ham i efteråret. Men underligt nok teede Rafael sig helt tosset, bukkede derud af gik med hovedet i sky, og løb afsted med pigen der sad på ham. Jeg satte mig så op på ham, og der var han helt sig selv som jeg kendte ham. Dette gav jo stof til eftertanke, og naturligvis ville pigen ikke købe ham da han var "vild" efter hendes mening på trods af han var/er blid som et lam. Nå.. I oktober måned kom der igen en køber og ville se på ham.. På trods af hans numre var de alligevel utroligt interreseret i ham, og var stærkt positive for at købe ham. Den aften græd jeg meget fordi jeg var næsten sikker på jeg ville miste den pony som betød så meget for mig. Næste dag var jeg ikke i skole fordi jeg var så ked over næsten at ha mistet "min" pony. (dengang betegnede ejeren ham engang imellem som "min" fordi vi havde det bånd til hinanden.) Men omkring kl.11 holdte der uventet en bil udenfor an vores hus. Det var ejeren af stutteriet og vi bød ham selvfølgelig indenfor. Han sagde han gerne ville snakke med os om køberne der var til Rafael.. Jeg tænkte bare >nej,nej,nej de har købt ham< Men jeg ventede med at sige noget. Men jeg tog fejl! Ejeren havde sagt nej til dem der havde kigget på Rafael, fordi han syntes at jeg skulle havde Rafael! Han sagde han ikke ville kunne bære at se os blive skilt ad, han ville ikke nænne at ødelægge det stærke bånd vi havde dannet overfor hinanden. Så han tilbød mig at købe ham! Jeg var lammet at glæde, begyndte bare at tude, det var jo selvfølgelig dumt eftersom der ikke var noget at tude over, men var bare så GLAD som jeg aldrig før havde været!! Vi købte så Rafael efter mine forældre havde hørt om alt med mig og Rafael kunne de heller ikke nænne at sige nej. Samme dag tog jeg ud til ham, men denne gang var jeg bare gladere for at se ham, jeg kunne ikke rigtig fatte at det var MIN pony, min helt EGEN pony... Wow... Det var virkelig stort for mig!!!... Jeg sagde jo straks til de fleste jeg kendte at jeg havde fået Rafael (kælenavn blev senere Raffe) Men efter alle havde set ham, virkede de ikke synderligt interreseret, jo han var ikke specielt køn dengang, men alligevel.. Folk begyndte at gå og tale om at vi aldrig blev til noget, og det var sindsygt at jeg overhoved turde tage ansvar for at ride en unghest til når jeg kun havde redet i 2 år. De fleste var sikker på jeg fik smadret den pony... Jeg blev selvfølgelig ked af det, men min sorg blev forvandlet til stædighed! Jeg ville vise dem at vi ku blive til noget, jeg ville vise at vi kunne! Og det kunne vi. Efter 3 år er vi nået længere end de fleste i omegnen. Vi er en af de bedste ude på min rideskole, og alle er helt vilde med Raffe idag, og syntes han er utrolig godmodig/lækker. Idag bliver han 6 år til juni, og vores stærke bånd lever indu, vi har redet mange stævner og oplevet meget, han har ændret mit liv. Mange siger jeg er blevet helt anderledes og mere andsvars bevidst end jeg var før jeg fik Raffe.. Tror osse det er rigtigt nok.. Men en ting ved jeg idag. INTET betyder mere for mig end Raffe.

Skrevet af Jose.