Ja, så har jeg været igang igen ;P
Denne gang blev den meget kort, ved ikke engang om det er en novelle?

Konstruktiv kritik modtages gerne. (:



Even the heart of an angel


Hun mærkede hvordan håret klæbede til hendes kinder, og blinkede hastigt med øjnene, for at vifte de tårer væk der slørede hendes syn bort. Hun strøg håret væk med sine fingre, og fik tværet blod og tårer ud i hele ansigtet ved sin berøring. Hvorfor? Hvordan kunne det gå så vidt? Hun vendte sig bort fra skikkelsen på jorden og begyndte langsomt, skridt for skridt, at bevæge sig væk. Væk fra al smerten, fra sorgen, fra døden. Men hvert eneste skridt hun tog var besværet, blodet dryppede fra hendes tøj, hår og hænder. Stille faldt en fjer til jorden. Hun smed kniven i sin hånd med al sin kraft, og den ramte jorden mange meter derfra. Derpå nærmest faldt hun sammen på jorden. Hun begravede ansigtet, der i forvejen var gemt bag al hendes hår, imellem sine knæ, og sad der helt foldet sammen og græd, lydløst. Hvorfor? Hendes lange kjole var tung af blodet det hvide stof havde suget til sig. Hun følte smerten, større end nogensinde. Hun fortrød, fortrød som aldrig før. Hvordan kunne det ske? Misforståelser, tanker, paranoia. Hun kneb øjnene sammen, ville ikke se. Hun træk vejret gennem munden, hun ville ikke lugte. Hun rev sig i håret, ville kun føle fysisk. Men hun kunne ikke flygte, alt omkring hende åndede stilhed, men hun hørte kun larm. Hendes tanker skreg med en smerte større end noget andet, og var en skarp kontrast til stilheden der ellers omgav hende. For sit indre blik fløj minderne forbi. Hun huskede de mange smil, hun huskede de varme grin, hun huskede glæden ved venskabet. Hvordan kunne det komme så vidt? Hun forstod ikke længere hvad der havde drevet hende, hvad der havde gjort hende så syg af had. Hun følte kun savn og skyld, intet andet. Hvad kunne hun gøre, hvad burde hun gøre? Hun var fortvivlet, angst. Fortabt? Hun snøftede og åbnede stille sine øjne igen. Gned det værste blod bort fra ansigtet med bagsiden af sin hånd. Hun begyndte at rejse sig op igen, fortumlet og vakkelvornt. Et øjeblik stod hun og genvandt balancen. Stemmerne i hendes hoved blev dæmpede, smerten fortog sig. Hun vidste hvad hun måtte gøre. Jalousien havde drevet hende helt herud hvor hun var nu, men den skulle ikke vinde over hende. Aldrig. Beslutsomt bukkede hun sig end og samlede kniven op igen. Lod sine fingre kærtegne dens æg. Den var stadig skarp, og fra hendes fingre piblede små røde dråber nu frem. Hun smilte, nu var tiden inde. Hun lagde kniven ved sin pulsåre, og skar til…
Stilheden sænkede sig atter over stedet, og mørket faldt over de to livløse kroppe på gulvet, dækket i det smukkeste røde blod.

Even the brightest heart can turn dark of pain and anger. It’s all beacause of love..