(Overskrift)

Det var en dejlig solrig dag, og Den lille røde hoppe Bella løb lystigt rundt på den høje grøne bakke lige uden for skoven sammen med alle de andre føl. Bella havde allerede nået en 3 plads i føl-hierakiet på sine 1½ uger lange liv, og nød at kunne sætte de 5 andre føl der var lavere i hierakiet end hende på plads. puffede til dem og drillede dem. løb om kap og prøvede at imponere dem med hoverende gangarter og yndegulde spjæt. da hun så at shetlænderhoppens 3 uger gamle føl Silas ville prøve at komme op på toppen ad den lumske og bulede bakke, bare for at spille sej, vrinskede hun "HA tror du selv at du kan komme derop! du er jo et værre skvat! nok er du større end mig, men derfor skal du ikke tro du er noget!" og så hvinede hun og styrtede hen imod Silas og bakken. Hun drønede forbi ham, og brugte sin fulde energi til at kæmpe sig op på toppen af den lumske bakke. Da hun var kommet derop efter meget besvær, måtte selv de to stride hopper der var højere i hierakiet indrømme for sig selv at de var imponerede. de måbede og gloede op på den høje skrænt og så den lille modige Bella stå og hovede. solen var højt på himlen, og stod lidt bag Bella, så en orance lysstribe skindede rundt om hendes sorte silhouette. hun stod stolt som en fører, og kiggede ud over hele hesteflokken. så vrinskede hun triumferende "JA, DET var der vist igen der kunne gøre mig efter! Jeg har jo de stærkeste ben i miles omkreds og jeg skal nok blive leder ad flokken engang!" men inden hun nåede at fuldende den sætning, faldt hun et virkelig komisk fald og trillede ned ad bakken med stor hastighed mens hun udstødte klumpede forvirrede stønnelyde. de to regerende føltøser flækkede ad grin og råbte med fryd "SE! Bella faldt! hahaha!! Falde-Bella Falde-bella!! hihihi!" og fra da af kaldte alle hende falde-Bella. siden har det udviklet sig fra hest til hest til i folkemunde at blive kaldt FallaBella, da det ikke var så ydmygende for hende at blive kaldt.

hehe skør historie far mig

( overskriften )

Der var en gang en lille flok ponyer, hvor der var en pony som hed Lue, som hadet strit man og som var hvid med en sort stribe igammen det sammen var der i halen, han var også gul. Lue var en rigtig bandit han bed de ander heste i røven og i halsen...
Men en da kom en ny hoppe til flokken og da Lue så hende, blev han forelskedet i hende. Men den nye hoppe som hed Dixi var forelskedet i flokkens leder. En dag da Lue og dixi stod ved sinde af hianden og græsedet ved fik Lue taget sig sammen til af spøre om hun kunne lidt ham, Dixi ville ikke såre ham så hun sage, ja hun var helt vild mad ham, Lue blev over gald og satte i fulg galop gammen flokken som sprang til siden, da de ikke ville blive bidt, Lue var så gald af han galopet lige ind i ledern, som ikke var så gald for det. LUE din storer dumpap! Hvad tror du af du laver råpbte lederne til Lue, Lue svaret jeg løber gald rundt fordi af Dixi lige har sagt af hun elsker mig, det kunne lerden ikke helt forstå men han lod Lue løbe rundt igen, så Lue satte i galop og løb ned til folden hvor han løb hen af braden, men så tøtte han ned i et huld og fik over balangse og faldt ned i folden, de ander heste og Dixi begyndte af grinde og nu indså Lue af Dixi ikke kunne lide ham, da han kom op af floden, var der en af hesten der kalde ham flodhesten, men der var også en af hesten der stammen og fik sagt fjordhesten, og det var den hest som fortalte denne her historie til alle vænser, så derfor hedder alle gule ponyer med hvid strit man og en sort stribe gammen og en hvid hale også med en sort stribe Fjordheste da de linder Lue på en prik...

hehe det var en god historie ikke

Her kommer historien om Islænderen:

For lang, lang tid siden var der en ponyflok oppe nord på. Der var alle mulige slags ponyer, både store og små, men en skilte sig ud fra resten af flokken. Det var Gejser, en flot rød pony med en ordenlig manke af rød man og hale. Hans hovskæg var stort og fyldigt og hans øjne var spillevende under den enorme pandelok.
Når resten af flokken bevægede sig afsted i hurtig trav, slog Gejser automatisk over i tölt, og de andre ponyer misundede hans ubesværede bevægelser. De drillede ham med at ikke lignede dem, og havde så meget man og hale at han lignede en hulepony. Til sidst blev Gejser træt af alle deres beklagelser, og besluttede sig for at rejse. Hvorhen vidste han ikke, men så længe han ikke behøvede at være sammen med resten af flokken, var han lige glad. Så da månen stod op, og alle andre ponyer sov tungt i det dug våde græs, listede han væk på hovspidserne, i ly af mørket. Så snart han var kommet uden for hørevide, satte han i galop og forsvandt ud over sletten.
Næste morgen var han kommet et godt stykke vej, men nu var han også træt. Han lagde sig til at sove bag en stor busk, og vågnede først længe efter ved at nogen stod og pustede ham i ansigtet.
Da han så op stod der en meget smuk hvid hoppe og kiggede på ham. Hun sprang tilbage da hun så at han åbnede øjnene. "Hvem er du?", spurgte han med grødet stemme. Nu da han så nærmere på hende opdagede han at hun lignede ham, ret meget faktisk. Hendes hale og man var lige så fyldig og øjnene var knald sorte og spillende under pandelokken. "Jeg hedder Flicka. Og hvem er du?", svarede hun mistænktsomt. "Jeg hedder Gejser, og leder efter et nyt hjem", sagde Gejser.
"Hmm, det gør jeg også", svarede Flicka smilende."Vi kan jo følges ad?" "Helt fint med mig", svarede Gejser. Så rejste han sig op, rystede sig og så på Flicka. "Kom, vi må videre" Sagde han og vendte fronten mod horisonten.
De gik i mange dage, da de kom til havet. Langt ude så de en ø på det glimtene blå vand. "Hmm, der ser dejligt ud" sagde Flicka håbefuldt. "Ja det gør der faktisk" gav Gejser hende ret. "skal vi prøve at svømme der over?" "Er du skudt i hovedet!" spurgte Flicka chokeret. Gejser trak på skuldrene og så længselsfuldt over mod øen. "Godt så, vi prøver!" sagde Flicka bekymret. " Men jeg garantere ikke for følgerne!"
Så sagt, så gjort. Næste morgen efter sol opgang, begyndte Flicka og Gejser at svømme over havet. Det var en hård tur, men da de efter lang tid skyllede op på land var de ovenud tilfredse med deres valg af hjem. Over det hele var der vulkanske bakker, og små blomster tittede frem fra sten, og nede i en dal løb en dejlig klar bæk, som så ud til at være kold som is. Græsset var silkeblødt og lige til at spise. Oppe på vulkanerne, aller øverst oppe, lå der glimtene hvidt sne.
"Hvor er her dog dejligt" sagde Flicka. "men her er lidt koldt... Bare jeg havde min vinter pels på nu!"
"Hmm, jeg gad vide om denne ø hedder noget" sagde Gejser. "Hvis den gør så kan de godt til at lave navne forandring", muggede Flicka. "Her er så koldt at det burde hedde Island!" Gejser så begejstret på Flicka. "Hvad?" sagde Flicka. "Island! Bingo, det skal hedde Island! Og så må vi jo være... Islandske heste!" "Hmf, du glemmer vi er ponyer." Sagde Flicka. "Jeg føler mig mere som en hest, og det lyder også bedre.!" sagde Gejser. "Hmm, du siger noget" sagde Flicka og lyste op. "Islandske heste. Det er hvad vi er!!"


Flicka og Gejser fik senere en masse små føller, som kom til at være den grundlæggende stamtavle for islandske heste.

The End!!

Nåh ku' i li'den? Syntes selv den er ret god... Uden at lyde selvglad