Tabitha vågnede lørdag morgen. Hun gned søvnigt sine øjne, og gloede træt på uret. 12! Hun havde sovet over sig! Duede det åndsvage vækkeur da aldrig? Hun drønede op og kom i tøjet. Hun løb nedenunder uden at ænse sine forældre i køkkenet. Hun fløj ud af døren og sprang på cyklen. Så kom hun i tanke om noget. Hun stoppede så brat at cyklen forsvandt uner hende. Bare forsvandt. Hun faldt, slå sit knæ så det blødte. Hurtigt tørrede hun det værste af, og tog en håndfuld mudder og splaskede på bukserne. Ikke om dette skulle stoppe hende! Hun løb ind, efter mobilen som hun var kommet i tanke om. Hende forældre spurgte hvad der var sket ved hendes knæ... Hun svarede ikke... Først da de sagde de ville komme derned senere, mumlede hun et ok.
Cyklen rulede ind på markedet. Over alt stod heste bundet. Noget mere misrøgtede end andre. hun vandrede lidt rundt mellem rækkerne af ponyer, og søgte. Pludselig standsede hun. Der stod en pony, ikke så langt fra hende. En broget hest på nok 143 cm i stg. Af robust bygning. Hun mente at genkende den, og løb derhen. Hun kunne ikke huske hvor hun havde set den før, men mens hun gnubbede den mellem øjnene, og den blidt prustede på hende, kom hun i tanke om det! For to år siden havde hun haft halvpart på ham! Han var pludselig uden varsel blevet solgt, og hun måtte stoppe med at passe ham. Han havde været den dejligste hest hun nogensinde havde kendt, og altid fyldt hendes hjerte. Navnet var Elliot. Så kom hun i tanke om hendes pony. Hun måtte finde Felix. Men hun kunne ike bare gå fra Elliot, som han stod her. Tynd, misrøgtet, og tilsynladende rædselsslagen for alle andre end hende.
Hestehandleren kom hen til hende. Han spurgte om hun ville købe hesten, som åbenbart havde skiftet navn til Plet. Hun forklarede hurtigt at hun ledte efter hendes stjålne hest... Han svarede hende at der ingen heste var af den beskrivelse her, men at de lige havde sendt et hold med slagteren, hvor han måske var i blandt. Men i det tilfælde var det for sent at stoppe vognen. En tåre trillede ned over hendes kind, og hun tørrede den hurtigt væk med den ene hånd. Den anden hånd gnuede hun i Elliots man. Hestehandleren, som var en ung fyr på nok de 24, så det og sagde:
"Du ser ud til at være glad for Plet... Tag ham... Gratis... Men skynd dig at trække væk med ham inden min far opdager noget. Det er hans heste."
Hun smilede taknemligt, og uden at vide af det, gav hun ham et kram. D ahun opdagede det, trak hun sig genert tilbage, sagde tak, og skyndte sig væk med Elliot.