Her er så 'Vores' lille historie:
Min pony, Hovsa
Jeg red stærkt mod den første forhindring, Hovsa drejede skarpt og jeg sparkede endu mere til hende. Vi havde virkelig fart på. Vi rundede svinget, Og red mod den sidte forhindring - En bred triplebar - Jeg fik hende til at løbe hurtigere, Da hun pludselig snublede og fløj en i triplebaren...
Jeg skreg højt og vågnede med et sæt. "Pyhaa.. Det var bare en drøm" Hviskede jeg. Nu kunne jeg virkelig ikke sove. Jeg tænte for fjerneren, Men slukkede da der lød et højt råb fra soveværerlset - 'SLUK'!!
"Rooolig far, heeelt ned!" råbte jeg tilbage og satte mig godt til rette i sengen... "Vi er trods alt mere end dig i det her hus ikk'?" hvor efter jeg jeg zappede over på Eurosport hvor der blev vist springning..
Min store drøm var at en dag ride rundt inde på en af de internationale baner og blive hyldet...
Men, som det så ud lige nu, så måtte jeg nok nøjes med springningen på tv'et, for der var intet at komme efter hos Hovsa...
Hun var snublet for 3 måneder siden, og havde været halt lige siden... Maridtet som i nat, gentog sig nat efter nat, og hver gang vågnede jeg med et sæt...
Kunne jeg bare få lov at springe igen! - Men dyrlægen havde sagt at Hovsa nok aldrig ville komme til at springe igen, og jeg stod i et dillemma om ny hest, eller vente på bedring hos Hovsa! Men hvad skulle jeg vælge?
Næste dag kom dyrlægen igen...Han sagde at jeg så småt kunne hygge ride hende, men hun ville aldrig kunne springe igen.
min far trøstede mig og jeg faldt i søvn på sofaen, med tårer langt ned af kinderne...
Næste morgen vækkede min mor mig, og sagde hun havde en overraskelse...
Vi kørte ud af vejen og pludselig drejede min far ind ved den fineste rideskole i hele omegnen...
Da vi stod ud af bilen, kom en dame og viste mig hen til den smukkeste lille araber pony og den hed moonlight og var sotrbroget... Da jeg red den hen over forhindringerne så svævede den bare. selv over et spring på 130 cm. så vi købte ham...
Men det skulle vise sig, at Moonlight var en værre vildbasse, jeg blev disket og fik fejl gang på gang til stævnerne - Moonlight fræs bare af sted og bukkede og var helt ondsvag..
Jeg græd næsten hver aften, jeg savnede stævnerne på Hovsa - hun var den bedste!!
Vi fandt ud af, det var fordi sadlen ikke passede Moonlight særlig godt. Vi skulle altså ud og købe en ny sadel. Næste dag efter skole tog jeg med min mor til Ridersport for at se på sadler. Vi fandt en god en og tog den med hjem, og den passede perfekt! Nu kunne vi klare stævnerne med lethed!
Pludselig mærkede jeg at nogen stod og kiggede på mig og Hovsa. Jeg vendte mig hurtigt rundt og kiggede lige ind i øjnene på en sur pige og hendes forældre.
"Er DET DER Hovsa?" sagde pigens mor (det regnede jeg da med at hun var). pigen så bare endnu mere sur ud... Faderen gav mig hånden og spurgte om de ikke måtte købe den "søde lille pony"...
"den vil matche vores græsplæne SÅ godt!" sagde damen og tog forskrækket hånden til sig, da Hovsa ville have opmærksomhed. Jeg kiggede på Hovsa, hun stod og så bedrøvet ud...
Jeg gloede arrigt på damen og sagde.. "Du har vel nok læst forkert - Denne pony er ikke til salg" Jeg smilede tilfreds, Det værste var overstået. Bortset fra at fortælle far at denne 'Fam. Thomsen' Ville have været mulige købere til Hovsa.
Den følgende morgen, Var jeg rigtigmorgensur. Min far spurgte mig om hvordan det nu gik med Moonlight... "Sælg ham, Ad hekkenfeldt til.." Råbte jeg "...Jeg hader ham, Jeg hader dig, Jeg hader alle.. Min Hovsa, Min Hovsa.." Jeg brød hulkende sammen. Far så mildt på mig og svarede "Right, Right.. Du vinder" Jeg så trist op.
Sådan gik det til at Moonlight var sat til salg. Og jeg kom til min store lykke til at beholde Hovsa. De følgende uger var der ingen der havde ringet på Moonlight. Jeg begynde at miste håbet... 'Pling - Pliing... PLIING' Det var telefonen. "Jeg taarrr.." Råbte jeg forpustet og greb røret. "Goddag, Er det hos 'Fam. Henriksen?' Lød det i den anden ende. "Ja.. Hvad vil du?" Spurgte jeg damen...
"Hvem var det?" Råbte far udde fra køkkenet. "En dame hved navn Helle, Havde en datter på 13 som ville kigge på Moonlight, De kommer i morgen!" Råbte jeg tilbage.
Jeg troede jeg ville sælge Moonlight med lethed, men det var alligevel svært, at se pigen svæve over springene på hende. De ville have hende på prøve en uge. Jeg svarede formelt og åndsfraværende.
Jeg gik ind i stalden til Hovsa. Hun så på mig med sine opmærksomme brune ponyøjne som om hun sagde "Hvad er der nu galt?" Jeg tog hende ud på staldgangen, egentlig lettet over at jeg kun havde hende. Jeg striglede hende grundigt fra top til tå, smurte hendes hove, vaskede hendes hale og flettede hendes man. Jeg lagde vores næsten nye springsadel på, med det tykke Stübben underlag og min krydstrense. Jeg forestillede mig at vi skulle til stævne. Nu så hun virkelig godt ud... problemet var bare at jeg kun kunne ride hende så meget som det der svarede til en halv opvarmning. Hun gik underligt med bagknæene. Det gav ligsom et ryk i dem for hvert skridt, og hun virkede ikke særlig glad. Jeg regnede ikke med det var så alvorligt, jeg tog hende bare ind og ordnede hende, men da det også var der næste dag tilkaldte jeg dyrlægen. Han tog nogle røntgen billeder af hende, og undersøgte hende på kryds og tværs. "Jeg beklager, din pony har fået mus i bagknæene. Jeg tror at aflivning vil være det bedste for hende, men det er op til dig..." Jeg så over på Hovsa. Hun hang med hovedet, og hvilede skiftevis på højre og venstre baghov. Hun så ikke engang på mig da jeg gik hen til hende. Jo, jeg ville have hende aflivet, hvor hårdt det så end var for mig...
14 dage efter savnede jeg stadig Hovsa. Jeg var ikke indelukket som jeg havde været den første uges tid. På en måde var det en lettelse for mig, selvom det måske kan lyde ondt. Jeg red på rideskolen to gange om ugen. Jeg havde fået lov at låne en af privatheste Castor, en stor brun vallak der sprang SB på landsplan. Han mindede mig på ingen måder om Hovsa, hvilket gjorde det meget lettere. Ham her havde en utrolig god springteknik, men han var så 'hestet'. Jeg var vant til min lille 2'er Hovsa.
En dag jeg kom ud på rideskolen så jeg at Castor var til salg...
Ja, Sørme om han ikke var til salg? Men om jeg ville ligge liv&Sjæl i at få ham, Var jeg nu ikke helt sikker på. Hovsa var jo min øjesten. Selv om hun jo var død.
Få dage efter kom Castors ejer hend til mig, Og spurgte om jeg ikke var intresseret i at købe Castor. Men jeg svarede bare at jeg ville tænke over det og cyklede hjem.
Om aftenen lå jeg og tænkte på Hovsa. Med et slog det mig - Jeg vidste hvad jeg ville. Hovsa ville være i mit hjerte for evigt og altig - Også i himlen. Jeg greb min overfrakke og mine kondisko, Og løb ud til mosen. Jeg ville i himlen, Op til Hovsa.
Og fra den dag, Så man aldrig mere til Nadja Henriksen. Og hendes lig blev aldrig fundet.
Men os læsere hved at Nadjas lig ligger gemt i en mose, Og vi vil kunne se hende galopere over skyerne på sin elskede Hovsa - Endelig var de sammen...
SLUT
Hilsen Me(Action)
|
hvor der er spor efter mig - er der en vej 
