Jeg er i den uheldige situation at jeg nu i et par år har lidt under en depression + andet.
Jeg blev medicineret i et år først, og stoppede så fordi alt gik efter planen. I samme hug startede jeg på uddannelse som pædagog i sensommeren sidste år.
Desværre kom min sygdom tilbage med fuld kraft, og gjorde míg ude af stand til at passe studie - og mit liv for den sags skyld.
I december blev jeg sygemeldt, og startede på medicin igen. Som alle der har været igennem den mølle, så ved I at den slags tager tid at komme ovenpå igen.
Nu står jeg så med muligheden for at starte på studie igen her d. 1 februar, - ELLEr d. 1 september.
Her kommer mit dilemma. Hvis jeg venter til den 1. sept. så bruger jeg vel en fandens masse SU klip på intet.
Og hvis jeg dropper fra for at så sygedagpenge, så siger min studievejleder at jeg vil blive kaldt ind til alle mulige samtaler der ikke er gode for mig lige nu - samt jeg nok vil miste min dejlige bolig, som er for studerende.
Indeni føler jeg mig ikke klar til at starte. Når jeg tænker på det, får jeg det fysisk dårligt.
Men på samme tid, kan jeg ikke overskue konsekvenserne af IKKE at starte igen. - Og så er jeg vel også lidt pinlig over at sige jeg er sygemeldt hver gang folk spørger hvad jeg laver.
Der er åbenbart ingen der kan hjælpe mig, for min studievejleder er umulig at træffe, og når hun er der, kan hun ikke rigtig svare mig på mine spørgsmål.
Puha - jeg ved ikke hvad jeg skal gøre 
Jeg føler mig presset ud i at starte d. 1 februar.
