Hej JHN.
Jeg har et problem, der samtidig både er et etisk spørgsmål og et følelsesmæssigt kompleks:
Min kæreste vil i krig.
Han har været værnepligtig i fire måneder, og ved med sikkerhed, at hans jfremtid er i det danske forsvar. Han vil søge ind som officer til foråret, men hvis han ikke kommer ind, vil han istedet blive konstabel. Dette betyder, at han bliver udstationeret i Afghanistan i 7 måneder eller noget i den stil. Og jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal håndtere det!
På den ene side støtter jeg ham og synes det er fedt, at min kæreste ved hvad han vil og vil kæmpe for demokrati og sådan ..
men han er forhlvede min kæreste, han skal da ikke rende rundt og blive dræbt af vejside bomber langt fanden i vold! Jeg vil gerne støtte ham, men jeg kan simpelthen ikke, og jeg ved ikke om det er mig, der bare er pisse egoistisk og en @!#$ kæreste. jeg prøver virkelig, men inderst inde, synes jeg det er forfærdeligt, at han gerne vil i krig!!
Måske burde jeg bare lade vær at tænke på det, for under alle omstændigheder går der jo nogen tid før det sker, men jeg kan ikke lade være med at bekymre mig allerede nu, og hver gang man hører om en ny ung soldat, der er død dernede, krumme jeg tæer og tænker: det kunne blive min kæreste.
Men hvad siger I - hvis det var jeres kæreste, eller far, eller bror eller en anden I havde meget kær, ville I så bare være stolte, eller ville I ligesom mig være forfærdede??
Men jeg støttede ham hundrede procent. Hvis han skulle klare at være dernede og føle at det hele ikke var alt for uuoverskueligt og hårdt, havde han brug for at vide, at os herhjemme støttede ham. Selvfølgelig er man bange og selvfølgelig synes man det er noget @!#$, når en man elsker, risikerer livet - og i det hele taget at de skal være væk så længe. Men hvis det er meant to be, så holder forholdet. Og hvis du vil din kæreste og jeres forhold det bedste, så støtter du ham - det betyder ikke, at du ikke må være ked af det og have det skidt med det. Men du er nødt til at lade ham vide, at på trods af det, så synes du stadig han skal gøre det, der føles rigtigt for ham!