Jeg har skrevet dette for at få nogle ord på de følelser omkring min bror, det har været utrolig svært at skrive, og der er gledet utrolig mange tårer ned ad mine kinder mens jeg har skrevet dette, jeg har sågar fået næseblod mens jeg skrev det, og det var tilfældigt eller ej ved jeg ikke. Detter er blot første del af det, der er meget mere endnu.
Kære Lillebror
Jeg er stadig ikke klar helt klar over hvad det er du fejler. Diagnosen lyder på ADHD,
ADHD står for attention dicifit/hyperactivity disorder, oveni det er der damp og en stor mængde angst. Hvis du selv skal forklare din sygdom kort siger du bare "Det er en skønhedsplet på min hjerne!".
Du er min bror, og jeg har for længst lært at leve med det, og jeg respektere dig helt som du er. Men alt for tit mangler jeg bare svar på tusinde spørgsmål; Hvorfor blev du sur? Hvorfor skulle jeg lige slås? Hvorfor kaldte du mig en kælling? Hvorfor ødelagde du den? Hvorfor gør du det?, Når nu du fortryder det så inderligt fem minutter efter? Spørgsmål som dem har jeg tusinde af, og jeg er sikker på at du ikke selv kan svare på dem, og det tror jeg ærligtalt heller ikke nogle andre kan. Hver dag får du piller, og det er faktisk umuligt at være i samme rum med dig når du ikke har taget dine piller, jeg føler ikke jeg kender dig når du ikke har taget pillerne, du er som to personer i én. Jeg ville ønske du ikke behøvede de piller, men du ville ikke kunne komme igennem dagen uden dem. Tanken om at du er nød til at være "dopet" af piller, før at man kan være sammen med dig er skræmmende, men jeg er lykkelig over at de piller er opfundet.
Mange tænker garanteret at det er din opdragelses skyld at du er som du er, men nej! Jeg kan ikke forklare hundrede procent hvordan du er når du ikke har dine piller i kroppen, for det skal opleves, og forståes. Om morgen hvis dine piller ikke når at virke, er du vred, du kan finde på hvad som helst. Nogen gange render du udenfor kun i undertøj, og begynder at kaste sten på vores ruder i huset, du slår og sparker vores lillesøster og jeg, og tit ender det bare med at pillerne virker og så bryder du fuldstændig sammen, for du fortryder inderligt det du har gjort. Og det er dér jeg tænker "Hvorfor lader du så ikke bare være?", men du kan jo ikke lade være, din hjerne bestemmer det, og du kan ikke gøre andet end at adlyde den.
Allerede da du blot var fem år gammel, var du "anderledes", vi vidste jo godt at ingen mennesker i denne verden er normale, for helt ærlig, hvad er normal? Men alligevel var der noget ved dig som var "anderledes". Du fik som femårig stillet diagnosen ADHD. På det tidspunkt var jeg syv år, og jeg forstod det overhovedet ikke, for jeg syntes jo at du var som alle de andre, du var min bror. Jeg vidste slet ikke hvad ADHD stod for, for mig var det bare nogle bogstaver. Det tog også lang tid for vores forældre at forstå det, men du var heller ikke så præget af det da du var mindre. Da du var omkring seks år, fik du din første crosser. Det var noget af det bedste du vidste, jeg tror det var en eller anden terapi for dig, bare at kører ud over marken, uden at tænke på hvad man skulle, uden nogen som helst bekymringer. Crosseren blev skiftet ud med til en lidt større en, og du begyndte virkelig at interessere dig for den sport. Du begyndte at gå til cross. I starten var det lidt af en overvældelse for dig, der var nye mennesker og nye omgivelser. Men der gik ikke lang tid før du havde charmeret dig ind. Du fik en masse nye venner, og du begyndte at starte en masse konkurrencer. De første par løb var der ikke de bedste placeringer, men bare det at du havde klaret det, og havde haft det sjovt var en større sejr end hvis du havde vundet det hele. Der gik en masse tid med det cross, og maskinerne blev større, og løbene blev vildere. Du var ikke nybegynder mere, nu vidste du hvad løbene galt om, og som alle de andre tænkte du kun på at vinde de løb du kørte. Alle de andre cross køreres forældre stod altid "Kør hurtigere, kom nu!!", mens vores forældre stod "Rolig nu Magnus, kør forsigtigt!". For du havde virkelig glemt hjernen når du først satte dig op på den maskine, men lige meget hvor meget vores forældre fortalte dig at du ikke behøvede at kører så hurtigt når nu du alligevel havde overhalet de andre med en omgang, holdte du alligevel gassen i bund, men jeg kan faktisk godt forstå dig, for det at gå op på skamlen hvor der står nummer 1. på mens de andre står og misunder en, mens man får sin pokal og sine velfortjente klapsalmer, må være så utrolig fedt og meget overvældende. Og jeg tror at det var den følelse der fik dig til at kæmpe videre, og jeg mener virkelig kæmpe for det var ikke ligefrem en sport hvor man lige holdte en pause, det var enten eller. Hvis jeg går ind på dit værelse og kigger på din hylde, står der i hvert fald ti pokaler og nogle medaljer.
Selvom det var en fandens hård sport blev du ved.
Vi to gik i børnehave sammen, vores fætter gik der også. Vi tre var næsten altid sammen, jeg er sikker på at vi alle tre kun ville være i de "trygge" rammer, som familien. En dag da vi tre sad udenfor, henne ved en masse træer, vi sad op ad hegnet ind til børnehaven vi sad og snakkede. Du og jeg brød os ikke om børnehaven, vi ville meget hellere være derhjemme. Pludselig sagde du at du havde lyst til æblejuice, og jeg sagde at jeg vidste vi havde noget hjemme i køleskabet, vi vendte os om og så hvor de voksne var, og så kravlede vi over hegnet, og så satte vi kursen mod æblejuicen hjemme hos os. Vi skulle gå forbi to skoler, den ene gik vores kusine på og hun så os og hentede en voksen, og så skulle vi op på skoleinspektørens kontor. Det var mig der fik al skylden, og selvfølgelig turde jeg ikke forklare hvad der virkelig var sket, for der skulle meget til at jeg ville snakke med folk jeg ikke kendte, så da inspektøren spurgte om det var min ide nikkede jeg bare. Vores forældre grinede lidt af det, men de fortalte os selvfølgelig også at det måtte man aldrig gøre, og vi gjorde det heller aldrig igen.
Du begyndte i skole, og allerede i første klasse fik du en støttepædagog, Jannie hed hun. Du ville ikke i skole, du stak af og du græd så vi måtte prøve med en støttepædagog, men støttepædagogen kunne ikke være der fuld tid. Jeg kendte selv Jannie som lærer/vikar fra de mindre klasser af, jeg var selv rigtig glad for Jannie og havde lært en masse af hende. I fungerede godt sammen og du havde det bedre. Hun var der også for dig i anden klasse, og i tredje klasse blev hun endelig sat på fuldtid hos dig. Du var rigtig glad for Jannie, og hun hjalp dig rigtig meget, hun gav sig tid til at forstå dig.
Det at du startede i tredje klasse betød også at du rykkede over på "Den store skole", som vi kalder den. Der går cirka 300 elever. I tredje klasse gik det fremad, og du interesserede dig stadig for cross. Samme sommer skulle du hen på en stubmark og kører med nogle store drenge. Du havde lige fået den nyeste Kawasaki maskine, en maskine der ikke var helt billig, den kunne i topfart kører omkring 120km/t.
Din selvtillid var helt i top, og dit vinder gen da du satte dig op på maskinen var der med det samme, også selvom du kun skulle kører stille og roligt frem og tilbage på marken sammen med de andre.
Vores forældre havde allerede sagt i bilen at du bare skulle kører stille og roligt på din helt nye maskine, for du skulle lige lærer den ordentlig at kende.
Men dit vinder gen blændede igennem alt det vores forældre havde sagt. En af drengene skulle kører foran dig, for at vise dig hvor man kunne kører, men så skar vinder genet virkelig igennem, og du gav den fuld gas. Farten var op omkring 100km/t. Der var en lille forhøjning på marken, og den nåede du slet ikke at registrere før det var for sent. Du røg ud over styret, og ned på jorden derefter lavede crosseren selv to saltoer, det siger lidt om hvor stærkt du havde kørt. Du blev liggende på jorden, vores forældre løb ned til dig, og der måtte gå en voksen på hver din side for at støtte dig. Jeg var derhjemme, og på dette tidspunkt vidste jeg intet omkring hvad der var sket. Jeg fik en opringning da i var på vej hjem, de sagde du var styrtet, men du var jo styrtet så mange gange før. Men da jeg så hvordan de måtte bære dig ind ad døren, mens du skreg, og tårerne løb som vandfald. Vores moster og onkel kom ind i huset, de er også vores naboer. Vores mor og moster, måtte klippe dit cross tøj op, for at kunne se om der var sket noget. Du sagde at det var din skulder der var noget galt med, og da de fik klippet dit tøj op, kunne vi alle sammen hurtigt se at der var noget galt, vores mor og moster kiggede bare på hinanden og sagde at du skulle på skadestuen med det samme. Din skulder hang bare, den hang som at det kun var huden der holdte din arm sammen med resten af kroppen. Jeg blev derhjemme, mens i tog på skadestuen. Der gik lang tid før jeg hørte hvad der var sket og hvordan det gik. Pludselig ringede telefonen, det var vores mor. Hun sagde at du havde brækket skulderen tre steder, og at du måske skulle opereres, men indtil videre fik du en slynge og så måtte vi se om den selv kunne vokse sammen. Jeg vidste et eller andet sted at du ikke kunne blive ved med at være så heldig ned alle de styrt du havde lavet, mange af dine cross kammerater brækkede arme og ben, men du fik aldrig en skramme. Jeg er sikker på at den eftermiddag på stubmarken valgte gud at lade være med at holde en hånd over dig, for du kunne ikke blive ved med at køre sådan. Og du lærte virkelig af den fejl du lavede der.
Der kom en meget træt Magnus hjem fra hospitalet, faktisk skulle du slet ikke have været kommet hjem, men din angst gjorde at du slet ikke ville være der, og slet ikke sove derude som ellers var planen, for lægerne var bekymret om du havde fået hjernerystelse. Men du ville hjem, og hvis du skulle have været blevet derude, ja så skulle du faktisk enten helt bedøves eller bindes fast til sengen. Men du kom hjem, og du skulle vækkes hver time om natten.
Det at kører cross igen lå nu fjernt ude i fortiden for dig.
Men en skulder der var rimelig kvast skulle ikke sætte en stopper for dig. Tre uger senere skulle vi alle sammen i sommerhus, hele familien. Det var et sommerhus med pool, og du ville ned i den. Og det så rigtig sjovt ud da du svømmede rundt der, eller svømmede er måske for meget sagt for det kunne du ikke. Men du havde det sjovt. Vi havde en rigtig hyggelig tur hele familien, det var lang tid siden vi havde haft det så hyggeligt alle sammen.
Din angst styrer også en rigtig stor del af din hverdag, hvis du skal på toilettet skal du vide om der er nogen i nærheden for ellers tør du ikke selv at gå derud. Og hvis man spørger dig om hvad det er du er så bange for så svarer du, "Jamen der kunne jo komme et monster!". Jeg har sagt til dig rigtig mange gange at der slet ikke findes monstre, men lige lidt hjælper det. Du tør heller ikke sove på dit eget værelse alene, der skal sidde nogen inde i stuen, ellers kan du ikke falde i søvn.
Forinden dit styrt ønskede du dig blændende en hund. Og jeg lyver ikke hvis vi to sad i flere dage og gennemsøgte hele internettet for hundehvalpe, for når du bestemmer dig for noget så skal det helst ske her og nu. Men alle de hvalpe der var på nettet var først salgsklare nogle uger senere. På tredje dagen sad jeg og kiggede på nettet op fik helt tilfældigt klikket på en annonce, der var et billede af en brun og hvid hund i. Det var et rigtig dårligt billede, men jeg viste det til dig, og du sagde med det samme at det skulle være den. Vi, far, dig og jeg kørte ud for at kigge på den, og da vi kom ind ad døren kom en lille hund farende hen til os med logrende hale og den smilede nærmest til os, Malte hed han. Du var solgt med det samme, det var vi alle tre. Ejerne sagde at vi bare kunne tage ham med hjem med det samme, de havde ikke tid til ham. Inden du nærmest tog Malte under armen og ud til bilen, spurgte du de to børn om de ville sige farvel til ham, men drengen var mere optaget af sin computer, så vi tog Malte med hjem. Jeg glemmer aldrig det smil du havde på læberne da du stolt viste din hund frem derhjemme for mor, og vores lillesøster. Du lovede at du ville sove på dit eget værelse når nu du havde en hund, så var du nemlig ikke alene. Du ville helt selv gå tur med Malte, og vi andre måtte helst ikke røre ham. Men din angst sejrede igen over dig, og der gik ikke lang tid før du ikke turde sove på dit eget værelse selvom hunden lå ved din side.
Du kom i skole igen ovenpå dit styrt. Skoleåret var ved at være gået, og sommerferien nærmede sig, du glædede dig til at holde en dejlig lang ferie. Men få uger inden ferien fik du en besked som ødelagde din ferie, og dit humør. Din støttepædagog ville ikke længere være der, hun skulle fyres. Du begyndte at stikke af fra skolen, du gik bare. Også selvom din støttepædagog var der. Hver aften græd du dig selv i søvn over det. Jeg har værelse på 1.sal og mit værelse er lige ovenover dit, og jeg kunne hører dig hver aften, jeg græd med dig. Jeg græd for vores forældre, jeg græd for hele vores familie, for jeg vidste det ville tage hårdt på os alle sammen. Den sidste skoledag inden ferien kom, og du fik sagt ordentlig farvel til Jannie. Din fremtid i skolen var endnu uvis, og hvis der er noget du hader er det uvished. Din sommerferie varede i seks uger, da der var gået tre uger, begyndte du at spørge indtil skolen, og du brød sammen for der var ingen der kunne give dig et ordentligt svar. Du lukkede dig mere inde i dig selv, jo tættere på skolestart vi nåede. Du blev kun inde på dit værelse ved din computer. Jeg havde virkelig ondt af dig, jeg ville ønske jeg kunne tage din plads for dig, jeg ville ønske jeg kunne tage en del af den smerte der måtte strømme igennem din psyke.
Få dage inden skolestart fik vi besked, du ville få en ny støttepædagog, men du skulle dele støttepædagogen med en af de andre drenge fra din klasse. Det lød fint, og det tror jeg også du syntes. Der gik fjorten dage, så sagde støttepædagogen op, hun kunne ikke klare den opgave, for i var to så vidt forskellige drenge. Igen var din fremtid i skolen uvis. Men nogle skulle være der for dig, og hvis skolen ikke kan finde nogle, så må ens mor jo med i skole. Jeg spurgte mor, om at hvis hun med én sætning skulle forklare hvordan det var, hvordan skulle den så lyde, hvorpå hun svarede "Det var frustrerende når det var ens eget barn!". Mor var med i skole i en måned. Skolen havde fundet en ny støttepædagog. Han hed Per Thaulow, jeg havde selv haft ham som lærer fra 1-4 klasse, og det er hans skyld at jeg sidder og skriver det her, han har lært mig så meget. Jeg var lykkelig på dine vegne over at du skulle have ham som lærer. Du kørte ikke cross mere, så i stedet købte vi en firehjulet crosser til dig, så du stadig havde lidt at kører på.
Jeg kan huske engang, der gik du gået i tredje klasse og jeg gik i femte. Jeg stod i frikvarteret og ventede på bussen, for hele min klasse skulle til svømning. Pludselig kom to af pigerne fra din klasse løbende, og de råber "Nicoline!! Magnus slås ude på fodboldbanen!". Jeg tænkte ikke, jeg løb bare ud på fodboldbanen hvor jeg kunne se at en syvende klasses dreng stod og svingede dig rundt. Halvdelen af skolen stod og kiggede på, hvorfor de ikke gjorde noget, ved jeg ikke. Jeg havde det selv rigtig dårligt i skolen, grov mobning, og min var så langt nede som en selvtillid kan være, men jeg løb igennem alle de andre, og hen til dig. Jeg er næsten hundrede procent sikker på at ham syvende klasses drengen var mere bange for dig end du var for ham. Jeg tog fat i dig, og sagde at du skulle slippe ham, men jeg kunne se i dine øjne at du ikke ville slippe før du havde tævet ham. Jeg havde stadig min taske med svømmetøj i, i hånden. Jeg begyndte at slå ham syvende klasses drengen i hovedet med tasken mens jeg skreg "Slip min lillebror!!". Næsten hele skolen havde samlet sig og stod og kiggede på. Jeg kunne mærke tårerne begynde at presse på. Jeg kiggede dig i øjnene og skreg "Magnus slip ham!", du slap dit tag i ham, og kiggede mig i øjnene, det var som om tiden stoppede og at det kun var os to der stod der midt i det hele og ikke hundrede andre, men det varede kun få sekunder og så tog du fat i ham igen. Jeg gav op, jeg kunne ikke få dig væk, og ham drengen råbte at jeg skulle se at fjerne min sindssyge bror. Jeg græd virkelig nu, jeg løb igennem alle de "tilskuere" der stod, med min selvtillid som var helt i bund, alle kiggede på mig, jeg og løb og løb. Jeg ville ikke kigge tilbage, jeg følte du svigtede mig, men jeg svigtede vel egentlig også dig for jeg blev ikke og hjalp dig? Jeg fandt Jannie, og fik hurtigt forklaret hvad der var sket. Og hun fik dig vist stoppet. Jeg mødte min kusine som gik i ottende klasse på vejen, jeg forklarede hende hvad der var sket, og hun var allerede på vej ned for at snakke med ham syvende klasses drengen, men det var jo dig der ikke ville stoppe. Bussen kom og jeg satte mig ind i den, jeg satte mig på det inderste sæde, og stirrede bare ud af vinduet. Jeg ville ikke kigge nogle i øjnene. Min selvtillid var så lav at jeg ikke havde nogen. Jeg kan huske at en fra klassen spurgte om jeg var okay, jeg turde ikke engang og svare.
Jeg ville ikke se dig i øjnene den dag, jeg brød sammen derhjemme og jeg blev oppe på mit værelse resten af dagen. Jeg følte mig svigtet af dig, jeg følte vi stod sammen, men efter den oplevelse tvivlede jeg meget på dig. Jeg snakkede kun med Mor omkring den oplevelse ingen andre. Det eneste sted hvor jeg kunne slappe af, og slippe tankerne fri var nede hos hestene, at være nede i stalden sammen med mine to dejlige heste har virkelig været en slags terapi for mig, hos hestene behøvede jeg ikke at tænke på de ting der var sket med dig, eller i skolen.
Dagene efter den oplevelse var jeg ude i alle frikvartererne for at kigge efter dig, jeg ville sørge for at der ikke skete det samme igen. Jeg overvågede dig konstant i frikvartererne. Men du sloges med alle, den mindste provokation fra nogle af de andre, så sprang du lige i hovedet på dem. En af de ting der også har været svært, det er når der var nogle fra de lidt højere klasser der fandt ud af at du tog piller, hver gang de så dig råbte de "Tag dine piller", "Er du sur i dag, har du glemt pillerne?", og de kommentarer gjorde at du blev vred, og tit endte du i en slåskamp. Der var specielt en klasse der var rigtig gode til det, de gik tre klasser over dig, de rottede sig altid sammen mod dig, så var de 5 drenge som gik over og provokerede dig grænseløst, for så vidste de at du ville blive sur. De vidste at du ville begynde en slåskamp mod dem og så ville der komme flere tilskuere og så kunne du blive gjort til grin igen.
Du begyndte i fjerde klasse, I var kun tre drenge i klassen. Det fungerede rigtig fint. Du blev mere og mere glad for Per, og han lærte dig utrolig meget. Han forstod dig når du havde det sværest, han hjalp dig. Du blev en glad dreng, du var den rigtige Magnus igen, det var mærkeligt at se dig glad igen, det var længe siden jeg havde set sig grine. Om morgen var du forfærdelig at være sammen med hvis du ikke nåede at få dine piller. Det var utrolig hårdt! Du kunne komme hen til en og sige hej, hvorefter du lige svingede mig en lussing. Og man har bare lyst til at råbe hvor dum du er, men så bliver det bare værre. Men jeg har lært af ordsproget "Slår nogen på din kind, så vend også den anden til". Om morgen holder jeg mig helst væk fra dig før dine piller virker. Men vores lillesøster Laura, har ikke lært endnu at man skal lade dig være når dine piller ikke virker, hun ved lige hvilke "knapper" hun skal trykke på for at få dig op i dit røde felt. Du sagde tit nogle rigtige grimme ting, slog og sparkede mig, selvfølgelig tog jeg i skole, men med et meget trist humør, og folk spurgte hvad der var galt, men jeg kunne ikke forklare dem hvad det var der egentlig var galt. For hvad skulle jeg sige de ville lige meget hvad ikke forstå det. Jeg flyttede skole, jeg kunne ikke klare at gå på den skole, jeg ville væk, i seks år havde jeg smilet det falske smil til dem alle sammen. Jeg svigtede min rigtig gode veninde, jeg fortalte hende intet. Hun fandt først ud af det da hun tilfældigvis kom ind i klassen. Jeg valgte at hente mine ting mandag morgen, hvor jeg vidste de havde undervisning i et andet lokale. Min veninde skulle hurtigt hente en ting, og dér stod jeg, jeg kiggede hende i øjnene, hun spurgte hvad jeg dog lavede, hvorpå jeg svarede "Jeg flytter skole!". Og så smilede jeg mit falske smil, min veninde valgte at flytte med mig efter et par måneder også selvom jeg havde svigtet hende. Jeg sagde ikke farvel til klassen for jeg vidste at når jeg fortalte at jeg flyttede skole ville der sidde en og fryde sig over at hun havde vundet den evige kamp vi havde haft i seks år, jeg kunne ikke kæmpe den kamp, jeg blev ædt op indefra.
P-klassen hed din klasse, du havde det stadig godt og du var glad. Per var en fantastisk lærer for dig, og havde du lyst til at fiske, så tog i ud for at fiske. På et tidspunkt fangede i en kæmpe fisk på fem kilo, som vi senere stegte og spiste. Vi vidste godt at denne p-klasse kun ville vare et år, og jeg kan sige med sikkerhed sige at det var dit bedste skoleår, hvorpå jeg er sikker på du sidder og nikker.
Du har tit rodet dig ud i noget der ikke var så rart. Du havde fået en "kammerat" som var et par år ældre end dig, I havde det sjovt sammen og I havde de samme interesser. Din såkaldte "kammerat", var en dag hjemme hos os, og I hoppede på trampolin, Laura og jeg var også med. Pludselig ville I slås for sjov, og i starten var det for sjov, men så ændrede blikket i din "kammerats" øjne, og han nikkede dig mange skaller, jeg prøvede at spørge om det var for sjov, men til sidst løb jeg ind og hentede far, han sagde at i skulle slappe af, men i svarede begge to "Det er bare for sjov!", "kammeratens" blik var igen ændret som det var før. Allerede der skulle vi havde sagt at I ikke skulle være sammen for jeres temperamenter kunne ikke fungere, men man kan jo altid være bagklog. Vi inviterede ham med på skøjtebanen, for han virkede flink. Dig, "kammeraten", Laura, Mor og jeg drog på skøjtebanen, og det gik fint, vi hyggede os og det gik stille og roligt. Mor spørger om det er okay at hun lige kører i netto for at handle, og ja selvfølgelig var det okay. Men blot ti minutter efter begynder i begge to at hidse jer op, det endte med at i begynder at slås lidt, jeg siger at I skal stoppe, og det hjælper men fem minutter efter var I, i totterne på hinanden igen. Jeg sad bare og ventede på at mor kom tilbage, for det var simpelthen for pinligt. Endelig kom mor, jeg sagde at det var gået okay, bortset fra at I lige var blevet lidt uvenner, men allerede der var I gode venner igen.
Vi kørte hjem, og I skrev sammen over internettet, og alt var som før. Lidt tid efter kom du glad i skole som du plejede, du skulle så arbejde inde i computerrummet. Din lærer Per skulle lige over på kontoret det tog højst fem minutter, og det var okay for dig. Din "kammerat" må have holdt øje med hvornår din lærer gik, for med det samme han gik, kom din "kammerat" ind i lokalet, I var kun jer to derinde. Han begyndte at slukke din computer, du sagde pænt han skulle stoppe, men han blev ved. Og så blev det for meget, jeg ved ikke hvad der skete ud over at han gav dig tæsk, og jeg mener virkelig tæsk. Han hoppede på dig, gav dig knæ i hovedet, og han var dobbelt størrelse af dig. Heldigvis kom en lærer og stoppede jer, ellers havde I ikke stoppet før en af jer var død. Du kan ikke huske noget derfra og hvis man spørger dig hvad der skete, kan du ikke svare. Jeg kan huske jeg kom hjem og mor fortalte hvad der var sket, for allerede da jeg trådte ind ad døren kunne jeg mærke at der var en underlig stemning. Hun forklarede så hvad der var sket, jeg gik ind på dit værelse til dig. Du sagde "hej", meget lavt og forsigtigt, jeg spurgte hvordan din dag var gået, "Fint", svarede du bare, du var hverken ked af det eller noget, du holder det inde i dig selv, for ingen skal se dig som en svag person.
Mit had til ham din "kammerat" var rigtig stort, nu var du endelig glad igen, og så ødelægger han det. Om aften overvejede vi om du skulle på skadestuen, og tjekkes for hjernerystelse, men vi blev derhjemme og du blev vækket hver time hele den nat.
Allerede en uge senere skrev ham din "kammerat" til dig over internettet, han skrev at han var ked af det han havde gjort, og om I ikke skulle være venner igen. Og du spurgte mor og far om du ikke måtte være sammen med ham. Men vores forældre nægtede dig at tage ham med her hjem. Jeg fatter simpelthen ikke hvordan du kan tilgive sådan en som ham? En uge før gav han dig tæsk, og så tilgiver du ham bare. Men det viser jo også bare hvilket fantastisk menneske du er, og hvor dejlig en personlighed du har. Du respekterede det, og skrev kun med ham over internettet.
(Dette er blot en lille del af det jeg har skrevet!)
