Ja min eller mig og min mors, gamle ispind Baldur måtte i dag lade livet. Han har gået med spat i det ene ben, og efter flere måneder hvor vi havde håbet på forbedring trods hans alder (22 år), så håbede vi alligevel på at han godt kunne klare dette.

Desværre måtte vi så til sidst opgive, han var stadig halt og det blev ikke bedre. Og én ting var sikkert - han skulle ikke bare gå rundt! Baldur har været konkurrence hest, i de meget høje klasser indenfor islænder verdenen. Han har altid været den som gik forrest og han kunne blive "tændt" på ingen tid, hvis en anden hest kom op ved siden af ham.

Det er hårdt, eftersom vi havde haft ham i 6 år men han døde en fredelig død, og nu lider han heldigvis ikke mere. Og jeg er ikke tvivl om at han tølter på liv og løs på de grønne græsmarker.

Og hans makker "Offe" var med ham hele vejen til døden, han stod lige præcis ved hegnet, mens de andre stod og græssede nede på den anden fold. Og han var den eneste som gik derop! så han har godt vidst der foregik noget.

Så nu er det kun ham vi står med, det er en ret tom fornemmelse.

Synes lige jeg ville lave det her indlæg - selvom det endnu ikke er gået op for mig, at den lille hvide balde ikke kommer til at stå på marken, næste gang jeg kommer.